Et andet synspunkt!

Lyn-filmanmeldelser: Fase 7 (2011) & The Dead (2010)

2011-10-10T22:04:00.001+02:00

Fase 7

Fase 7 er en argentisk thriller/science-fiction film. Vi følger parret Coco og Pipi (sidstnævnte højgravid), som i begyndelsen af filmen er ude for at købe ind, hvor Coco (som mange andre mænd i supermarkedet) keder sig bravt. Da de står ved kassen, begynder folk pludselig at myldre ind.

På vej hjem ser de en masse mennesker hamstre alt muligt, og da de kommer hjem, konstaterer de ved tv-kiggeri, at der er udbrudt en epedemi, som ikke kun rammer i Argentina, men også mange andre steder i verdenen. Deres boligblok bliver sat i karantæne, og de kan ikke forlade bygningen. Heldigt de havde købt ind til lang tid.

Det lyder måske ikke som noget specielt godt oplæg, men det er det klaustrofobiske i den karantæneramte bygning, der begynder at skabe visse “gnidninger”, naboerne imellem. På samme etage som Coco og Pipi bor den apokalypse-fanatiske Horacio, som tydeligvis er bedre forberedt end alle andre. Han kontakter Coco, som lettere modvilligt samarbejder med ham.

På en anden etage bor Guglierini og Lange, to herrer, som mener den ældre herre Zanutto måske er inficeret med sygdommen der er i epedemi, og derfor vil de have ham af vejen. Det opfanger Coco og Horacio, hvilket giver anledning til visse uoverensstemmelser.

Argentiske film er ikke lige dem man ser flest af, og da slet ikke i denne genre. Filmen er ikke nogen blændende god film, men der er et par ganske sjove overraskelser. Sagde jeg sjove? Ja, for selv om Fase 7 i høj grad er en thriller, så der meget af tiden et glimt i øjet, selv når den er allermest blodig. Der er dog ikke så mange blodige scener i filmen.

Der er ingen deciderede nyskabelser her. Det er rimeligt efter bogen og med enkelte klichéer, men det er solidt arbejde og jeg var rimeligt underholdt det meste af vejen. Derfor et pænt 7-tal.

The Dead

Her har vi en typisk zombiefilm. Løjtnant Brian Murphy er ombord på en flyver der i desperation for at slippe fra et krigshærget Afrika, letter inden han får gjort flyet klar. Det resulterer i, at det styrter ned over havet. Murphy flyder i land, men hans held varer ikke længe. Det vrimler med zombier, der – på vanlig vis – kun bider i græsset efter et skud i hovedet. Eller en halshugning.

Han får tilegnet sig et par våben og forsøger at finde andre overlevende, proviant, ammunition, transportmulighed ud af landet og meget mere. På sin vej møder han den afrikanske sergent Daniel Dembele, og trods de ikke er helt ude efter det samme, beslutter de sig for at slå pjalterne sammen. I bedste road-movie stil begiver de sig på deres fælles rejse, der henholdsvis går ud på at finde en flyvelejlighed ud af landet (Murphy) og finde sin forsvunde søn (Dembele).

Filmen er smækfyldt med sorte zombier. Det er lidt som Resident Evil 5 spillet. Kald det evt. racistisk, når jeg siger at der dør hundredevis af sorte, og meget få hvide. Men hallo, vi er ligesom i Afrika, okay? Det er ikke racistisk, det er logik.

Det af vejen, så står vi tilbage med endnu en solid film, der dog er noget mere dyster end føromtalte Fase 7. The Dead har praktisk talt ingen humoristiske indslag. Måske lige bortset fra nogle ind i mellem fantastiske blodige effekter. En enkelt af dem fik mig ligefrem til at grine højlydt. Ikke at var dårligt lavet eller komisk, mere fordi den var helt suverænt godt lavet.

Generelt er effektniveauet højt. Jeg så bluray udgaven og billedet var pænt, uden at være fantastisk. Filmen er ellers skudt på 35MM, så der burde have været mulighed for lidt bedre billede. Det er dog langt fra dårligt, og filmen tog sig generelt meget pænt ud på mit 100” projektorbillede.

Plottet er relativt forudsigeligt, der sker ikke de store overraskende ting, men da niveauet hele vejen igennem er teknisk flot og det der er fungerer, ja så havner The Dead også på et pænt 7-tal.

-Jacob

Malk De Koijn - Toback to the Fromtime

2011-09-20T08:19:00.001+02:00

For ikke ret længe siden, ville enhver kender af Malk De Koijn have sagt, at det løb var kørt. Det var et smukt løb, især Sneglzilla, men gruppen var opløst og der kom ikke mere fra dem.

Men så var der lige en optræden på Roskilde, hvor der blev sagt "hov, det var da vist et nyt track", og kimen var lagt. Var der nyt på vej? Havde dansk raps skøreste og mest bizarre, men også måske mest originale og ikke mindst geniale gruppe gang i noget nyt?

Det havde de, og "Toback to the Fromtime" er resultatet. Smuk vinyludgivelse, der dog kommer med kode så man kan downloade musikken digitalt.

Har det så været ventetiden værd? Vi kommer lidt omkring på denne udgivelse. Der er funky og friske beats, chill-out tracks og lidt midt i mellem. Men lyrikken er lige som man husker den. Banal, intelligent, genial, såmænd!

Jeg kunne gå i detaljer om hvert track, men kendere og elskere af de gamle Malk udgivelser kan roligt erhverve denne udgivelse. Nye fans kan begynde her og glæde sig over et gyldent bagkatalog, der kan nydes efter dette album.

Og hey, DJ Jan er tilbage!

-Jacob

Rød front!

2011-09-16T07:59:00.001+02:00

Egentlig er jeg ikke SÅ rød, men jeg er nok mere rød end blå. Så jeg bør vel være "tilfreds" med valgresultatet.

Men det er jeg faktisk talt ikke.

Det er længe siden at partiernes mærkesager har været så... Kedelige! Der mangler noget i dansk politik. Røvsyge, leverpostejsfarvede levebrødspolitikere, og ministre uden hverken pondus eller karisma.

Tag Enhedslisten. Hold da op nogle skumle mærkesager. Visse af dem var så outrerede, at jeg mistænkte dem for at være resultatet af "et par baner" - og jeg mener ikke motion her!

Men Johanne... Hun er sgu skarp og har den glød og karisma, som en politiker bør ha'. Man siger ganske vist, at det lyser der brænder dobbelt så stærkt, brænder halvt så længe, men med den hyre MFere får, kan vi godt tillade os at drive lidt rovdrift på dem og suge livskraften ud af dem.

Det forlød, at efter en række år med en Løkke om halsen, var det på tide med en Thorn i øjet.

Jeg må ærlig talt erkende, jeg hellere så Margrethe Vestager som statsminister - frem for Helle.

Blå blok har varslet store kriser, men gør oppositionen ikke altid det? Kun tiden vil vise, hvad der reelt vil ske.

Jeg tror ikke der er de helt store ændringer forude.

-Jacob

Status pr. dags dato

2011-09-14T19:27:00.001+02:00

Det er nu efterhånden et pænt stykke tid siden jeg har haft gang i min blog, selv om der egentlig har været masser at skrive om. Men nu skal der til at ske lidt igen.

Livet er naturligvis gået videre, som den slags nu engang har det med at gøre, og hvad er der så sket siden sidst?

Jo, hjemmebiografen er blevet opgraderet væsentligt. Fra at være en HTPC med XBMC og et 37" LCD display, er det nu opgraderet med en Epson LCD projektor i Full HD og en Denon 7.1 forstærker med tilsvarende højttalere. Således er mit billede nu næsten 3 meter bredt og lyden er sublim, detaljeret og så vinduerne og gulvet ryster. Billedet er også fænomenalt, da jeg stort set udelukkende afspiller film i HD-kvalitet på setuppet.

Det giver naturligvis en noget anden oplevelse end før, og jeg har da også genset flere ældre film. Især klassikere, som jeg aldrig har set i biografen, er sjove at se på dette setup. Endnu mere, da visse bluray-udgivelserne gengiver detaljerne i en fantastisk grad. Klassikere som "North by Northwest" (en Hitchcock klassiker, for de uindviede), var nærmest flottere og skarpere i billedet end flere nye film. En film som Gladiator - den med Russell Crowe - er dog blevet udgivet med en 4k Master som kilde, og det er sygeligt, så detaljeret den er.

Egentlig var det slet ikke meningen, at jeg skulle have haft en iPad 2, men så kom dagen, hvor det blev muligt at jailbreake den. Jeg skyndte mig at købe den, og fik da også en, som havde version 4.3.3 af iOS, som heldigvis var lige præcis den version, som kunne jailbreakes. Et par venner var lidt for længe om at købe, så de sidder med en de nu ikke kan jailbreakes. Men ER den nu så meget bedre end den første iPad? Well, den ER hurtigere, den HAR mere ram og den har en lidt federe form factor. Men ellers er der nu ikke så meget at komme efter. Så skulle man måske tro, at jeg havde solgt min iPad 1, men nej, den har jeg stadig. Og jeg bruger faktisk begge pads ret flittigt. Min trofaste iPod touch er dog blevet solgt til en kollega, som lovede den ville få et godt nyt hjem.

I øvrigt må jeg sige, at iPadsne virkelig tager de fleste med storm. Flere af mine venner og veninder bruger dem helt intuitivt. Det er sjældent de spørger om hjælp, når de lige låner en af mine. Jeg ville naturligvis godt kunne leve uden, men de er bare blevet en fast del af min tilværelse. Jeg havde f.eks. også min iPad med til min ferie i Spanien i foråret, og der blev den brugt flittigt som underholdning om aftenen. Jeg tager stort set næsten aldrig nogen steder uden mindst en af dem, og min iPhone, ja den har jeg altid med. Ikke fordi iPhone er det eneste saliggørende, men fordi sådan smartphone bare bliver en integreret del af ens liv.

Det sjove var dog, at den uge jeg var i Spanien, havde vi intet internet, ingen tv og ingen radio. Og jeg savnede det faktisk overhovedet ikke. Det var skønt!

Apropos rejser, så er min næste rejse en tur til Wien i december måned, hvor hovedformålet er, at nyde julestemningen dernede. Med lidt held er der sne. Hotellet er booket og vi skal bo på det 5-stjernede hotel The Ring et såkaldt "casual luxury" hotel. Det har ganske vist gjort turen lidt smådyr, men til gengæld var ferien i Spanien superbillig, så jeg har ikke skrubler over at skeje lidt ud til december. Vi skal naturligvis besøg Swarovski's allerstørste forretning, med krystaller i 3 etager. Jeg har lovet den gamle at tage en masser billeder.

På arbejdet har der været lidt udskiftning hist og pist, men den hårde kerne består dog til stadighed.

Der er sikkert meget mere jeg kunne fortælle, men nu er bloggen sparket igang igen, og det var det vigtigste.

-Jacob

Så blev det endelig jul i 2010 - med masser af sne

2010-12-26T21:17:00.001+01:00

I nyhederne påstod de, at det var første gang i umindelige tider, at det var hvid jul to år i træk. Jeg vil lige rette dem og sige, at det bestemt IKKE var hvid jul i Slagelse, i 2009. Men da betegnelsen hvid jul siger, at det er nok der er sne i ca. 90 % af landet, må jeg vil acceptere deres påstand.

Men anyway, den hvide jul kom vist til hele landet i år. Der lå masser af sne og det var jo festligt! Det ER altså bare hyggeligere, når der er et tæppe af sne over landskabet.

Julen blev, som sædvanlig, holdt hos min mor. Det var en afslappet jul med masser af spise og total afslapning, hygge med mad, snak, spil og lidt tv. Egentlig ikke så meget tv. Jeg har efterhånden vænnet mig ret meget fra tv-kiggeri, efter ikke at have haft nogle kanaler i årevis.

Gaver blev der selvfølgelig også udvekslet. Jeg blev som altid ret begavet - den eneste gang om året jeg er det - og fik også selv givet en del bort. Det er nu altid rart, nå ens gaver falder i god jord, ligesom det er lykken, når man kan se at giveren har tænkt meget over gaverne.

Selv fik jeg en del BluRay film, da jeg gerne vil bygge en lille samling op, til når jeg her i foråret skal ud og investere i projektor og surround anlæg. Jeg har ganske vist et glimrende 37" tv, men det er desværre ikke engang Full HD. Jeg har ikke haft surround i nogle år, efter min gamle surroundforstærker stod af, efter at være blevet repareret for anden gang. Men nu skal det altså være. Først bliver det surround og projektor. Dernæst, når jeg har haft et par sparemåneder og lidt tid til at overveje markedet, skal jeg have en eller anden form for lærred. Men nok om det.

Det blev også til en del bøger, og det er skønt. Jeg har i lang tid ikke rigtig haft nogle gode bøger at læse i, men nu har jeg fået en stribe. Ganske vist har jeg allerede læst den ene, men det vidner vel bare om, at den var ret god (det var den).

Det blev også til lidt praktisk, heriblandt tøj og køkkenredskaber. F.eks. et lille ildfast fad, som er ganske praktisk, når man som single skal lave mindre portioner. Ja, jeg er jo ikke ligefrem typen der laver store portioner og så fryser dem ned. Det er jeg et fjols til.

En anden god ting jeg fik, bliver brugt lige nu. Det var en keyboard dock til min iPad, og det er immervæk dejligt med et rigtigt lille fikst tastatur til det. Ganske vist er det virtuelle tastatur på iPadens skærm ganske ok, men der er nu intet der slår god gammeldaws taktilt feedback, som det lækre lille aluminiumstastatur giver. Det er i det hele taget ret lækkert og jeg overvejer at få et lignende til min almindelige Windows PC.

Jeg er ret glad for dufte, så det blev også til hele fire af slagsen i år, og dem glæder jeg mig naturligvis til at gå i gang med at bruge.

Et par af de mere overraskende gaver var et LEGO Technics sæt og et armbånd. Det er hundrede år og en madpakke siden jeg sidst har leget/bygget med LEGO (alene, jeg gjorde det med en ekskærestes lille dreng), men det var faktisk ret fornøjeligt at gøre igen. Man kom hurtigt i 10-årig mode. Måske er det starten på en ny hobby? Armbånd har jeg faktisk aldrig gået med før, med mindre man tæller et armbåndsud med. Det har jeg så ikke gået med i årevis, da jeg efterhånden kan få tiden så mange andre steder fra, deriblandt mobiltelefonen.

Med det foranstående hjemmebiografprojekt havde jeg også ønsket mig nogle filmplakater til mine store, hvide vægge, og det fik jeg heldigvis også. Det var klassikere som Star Wars, Ghostbusters, Blade Runner etc. Lige hvad jeg havde håber på.

Der var en del flere ting, men der er ingen grund til at sidde og opremse dem alle. Jeg vil i stedet ønske alle en glædelig bag-jul og sige tak til de to, der gjorde min jul til noget specielt. I ved, hvem I er.

-Jacob (fra min iPad)

Location:Bjergbygade,Slagelse,Danmark

Filmanmeldelse: The Secret of Kells

2010-11-29T20:00:00.001+01:00

Jeg husker ikke helt, hvordan jeg egentlig blev gjort opmærksom på denne films eksistens. Men nogen gange er man bare heldig. Nu tænker du nok, at det lyder positivt, og det er det også. Helt og aldeles.

The Secret of Kells er en tegnefilm, som er skabt af folkene bag blandt andet den fortrinligt The Triplets of Belleville. Hvis du har set den, ved du at de har en unik og særegen stil. Kells har ikke blot kopieret denne, for dette er et andet univers. I stedet er det en raffineret og tilpasset stilart, som klart går mere i spænd med filmens univers.

Én ting husker jeg dog: Jeg så en trailer for filmen og var overbevist om, at den måtte jeg se.

Historien er ganske simpel. Tidspunktet er middelalderen, stedet Irland. Vi følger drengen Brendan, der vel er en ca. 10-12 år gammel. Han er en forældreløs knægt, som nu er taget under sin onkels vinger. Onklen er abbeden af Kells, en lille by, som abbeden har bestemt skal omringes af en høj og kraftig mur. Dette sker fordi landet er under angreb fra nordmændene - altså vikingerne - og onklen ønske at sikre sit lille samfund.

Der er dog en del andre af brødrene i det lille munkesamfund, der synes det er lidt tidsspilde, da man i stedet burde dedikere noget arbejdskraft til at lave bøger. Denne lille flok følger Brendan interesseret, da han finder bøgerne fascinerende. Den gang var de nemlig ofte meget smukt udført med illustrationer i begyndelsesbogstaverne etc. Brendan er ganske vist ikke med til at svinge fjerpennen, men han er med til at skaffe fjerene!

En dag fortæller de andre brødre ham om bogen over dem alle, Ionas bog, som laves af broder Aidan, der er den ypperste illustrator der findes. En sand mester. Den unge Brendan er let påvirkelig, og bliver meget fascineret af denne historie.

De mange svinkeærinder falder dog ikke i god jord hos hans onkel, som gang på gang må minde Brendan om, at arbejdet med muren er vigtigere end bøger og tegnerier.

Pludselig ankommer en fremmed til Kells. Med sig har han en hvid kat. Brødrene byder ham velkommen og bliver godt overrasket, da han viser sig at være den berømte broder Aidan, mesterillustratoren. Han bydes også velkommen af abbeden, da de kender hinanden fra fortiden. Aidan fortæller, at han har været nødt til at flygte fra sit gamle opholdssted, da vikingerne en dag angreb det. Øen Iona er ganske vist gået tabt, men Aidan har Ionas bog med sig, og den agter han at færdiggøre. Men abbeden har andre tanker.

Det ender dog med at Aidan får lov til at arbejde på sin bog, hvilket Brendan udviser stor interesse for. Aidan viser ham bogen og spørger, om ikke han vil se den smukkeste side, hvilket Brendan naturligvis gerne vil. Imidlertid er siden tom. Broder Aidan fortæller, at der kræves den store, hedengangne illustrator Columbkills tredje øje – en krystal der fungerer som forstørrelsesglas - for at lave siden med de smukke detaljer den kræver.

Brendan er som sædvanlig hjælpsom, så da Aidan beder ham om en tjeneste, svarer han straks ja, men forstummer lidt, da det viser sig, at Aidan har brug for nogle bær fra skoven. Brendan har aldrig været uden for Kells mure.

Nysgerrigheden vinder dog til sidst, og Brendan begive sig ud i skoven, sammen med broder Aidans kat, Pangur Ban. Skoven er stor og fascinerende, men pludselig angribes de af et kobbel ulve. I sidste øjeblik reddes de af en hvid ulv - tror de i hvert fald. For pludselig står der en pige med langt hvidt hår og helt klædt i hvids. Brendan er overbevist om, at hun er en fe. Han anklages for at komme og stjæle fra skoven, men får forklaret hvad han er der for. Pigen går med til at hjælpe ham med at finde de bær han leder efter, på betingelse af, at han aldrig kommer ind i skoven igen. Brendan kan ikke andet end tage imod tilbuddet.

Det ender dog med at han og piger bliver venner og hun afslører, at hendes navn er Aisling. Brendan vender tilbage med en lille pose bær, Aidan er tilfreds og får Brendan lokket til at prøve at tegne. Det viser sig at han har talent, hvilket Aidan ikke er sen til at udnytte.

Men Brendans onkel bifalder ikke hans nye "hobby", og Brendan bliver låst inde. Bogen må laves færdig. Vikingerne kommer snart. Tiden er knap...

Jeg vil ikke afsløre mere om handlingen i Kells, men i stedet kommentere filmen som helhed. Visuelt, er den blændende. Nej, vi snakke ikke ultra cool CGI-fest a'la Pixar, men vi snakker knivskarp, farverig, på en gang både detaljeret og enkle tegninger, som oser af både kompleksitet og enkelthed. Universet er umådelig smukt, lige fra de stærkt karikerede figurer, til de mere simple, lige fra Kells livlige by, til den sprudlende skov. Personerne er oftest tegnet med enkle, men særdeles effektive virkemidler. Se bare på billederne! Fra uskyldige Brendan, til de joviale brødre, de skrækindjagende vikinger og ulve. Baggrunde, personer, animationerne. Det hele er umiddelbart simpelt, men oser af charme og forkærlighed for arbejdet.

Stemmerne til figurerne er også gode. De er lige i øjet, med en snert af Irsk ind i mellem det engelske. Og musikken, oh musikken. Den er mildest talt vidunderlig. Vi snakker naturligvis musik der på fin vis skildrer hvad der sker på skærmen. Vi snakke musik der tydeligvis har middelalderlige og irske rødder. Og ikke mindst musik, der rent emotionelt rammer lige i plet. Jeg kan til stadighed få gåhud, når jeg hører Aislings sang. Den smukke og melodiøse sangstemme rammer en nerve hver gang - på den gode måde.

Aisling’s sang fra filmen The Secret of Kells

The Secret of Kells har vundet et utal af priser ved diverse filmfestivaler og er også nomineret til en Oscar. Det er fuldt ud forståeligt. Ganske vist er plottet ikke nyskabende eller overraskende, men det er så tydeligt, at folkene bag denne film har lagt blod, sved, tårer og ikke mindst sjæl i filmens tilblivelse. Og hvad skade gør en lettere klichéfyldt handling, når bare den virker?

Filmen har, såvidt undertegnede er informeret, aldrig været vist i danske biografer. Selv har jeg nydt BluRay udgaven, som står knivskarpt, det er virkelig en smukt film at se - især på et stort lærred.

Det er svært for mig at give filmen den ros, som den fortjener. Hvis jeg SKAL kritisere noget, må det være, at historien måske ikke er den mest spændende og at filmen i det hele taget nok ikke vil blive nydt nær så meget af børn, som af voksne. Det er LIDT en voksentegnefilm. Men på den anden side, den rørte alligevel lidt af det indre barn i mig, så helt ved siden af er den ikke. Noget andet er, at historien måske ikke er den mest spændende.

Konklusionen er i hvert fald klokkeklar: En af de flotteste tegnefilm længe. Visuelt extravagant, lydmæssigt elegant og med masser af charme og emotionelle tricks oppe i ærmet.

Se traileren og bliv fortryllet. Se filmen og bliv tryllebundet.

Karakter: 9 ud af 10

-Jacob

Filmanmeldelse: Green Zone

2010-06-12T21:45:00.001+02:00

Det har ikke været nemt at følge i hælene på den ret så storslåede "The Hurt Locker", men alligevel forsøger "Green Zone". Den ganske prominente drejebogsforfatter Brian Helgeland (Mystic River, Man on Fire, L.A. Confidential, etc.) står bag historien og den er da også i den bedre ende.

Matt Daemon spiller den amerikanske soldat Roy Miller, den er i Irak for at lede efter Saddams masseødelæggelsesvåben. Hans deling har været ude ved flere destinationer, hvor de er blevet oplyst, at der skulle findes enten masseødelæggelsesvåben eller ske fabrikation heraf, men hver gang de endelig når frem - til tider efter svær ildkamp med tab til følge, viser det sig at være en nitte. Der er simpelthen intet at komme efter.

Miller spørger sin overordnede om hvor deres informationer kommer fra og om kilden overhovedet er verificeret. Han får at vide, at det skal han ikke tænke nærmere over. Til en briefing med en af spidserne i militæret bringer Miller igen spørgsmålet op, men igen afvises han. Efter briefingen kontaktes han af en CIA-agent, der ligeledes leder efter sandheden: Har der nogensinde været masseødelæggelsesvåben i Irak, eller er det blot en historie fabrikeret af folk i den amerikanske regering?

Miller møder masser af modstand, men der er heldigvis folk - også lokale - der er villig til at hjælpe ham. Men det er ikke nogen nem opgave, for det involverer at Miller skal have fat i en af Saddams tidligere generaler, som bestemt ikke er venligt stillet overfor amerikanere.

"Green Zone" er en ganske flot udført film. Lokationerne er realistiske, kampscenerne medrivende og skuespiller fejler sådan set intet. Men historien er en anelse for forudsigelig. Det er som om man har fundet det nødvendigt at "forberede" publikum, i form af visse scener. Havde de været skåret fra, ville slutningen måske indeholde en overraskelse. Som det er nu, ser man det komme ca. et kvarter før, og man sidder nærmest bare og venter på det vil ske, og det er lidt ærgerligt.

Filmen lander på en solid mellemkarakter, fordi den er og bliver en ganske udmærket film, der desværre bare ikke efterlader så stort et indtryk.

Karakter: 7 ud af 10

-Jacob

Location:Bjergbygade,Slagelse,Denmark

Ny telefon

2010-06-08T00:32:00.000+02:00

Så er det officielt. Dette bliver min næste mobiltelefon engang i juli. iPhone 4 blev annonceret og var lækkerheden selv, med den bedste skærm nogensinde på en mobil.

Man kan sige meget om Apple og Jobs - og det bliver der også - men er nu sikker på de har et hit. De har i hvert fald en kunde i mig.

-Jacob

Location:Bjergbygade,Slagelse,Denmark

Sommer 2010

2010-06-06T23:46:00.000+02:00

Så blev det endelig rigtig sommer. Fredagen var godt solrig og jeg tilbragte den på Nyhavn i godt selskab. Fik kolde øl og ganske god mad (andebryst), der var bare for lidt af den.

Lørdagen bød også på høj sol og blå himmel. Selv om jeg ganske vist nåede en del timer i solen om fredagen, bestemte jeg mig alligevel for at få lidt mere, så jeg sprang på cyklen og kørte ud til min mor, som har mere sol på sin terrasse end jeg. Det var lidt køligt da jeg kørte hjem ved 21-tiden, men alligevel valgte jeg en lille løbetur (skal have formen tilbage).

Søndagen var stort set en gentagelse af lørdagen, masser af sol og varme. Efterhånden har jeg fået en anelse kulør og ligner ikke helt døden fra Lübeck så meget. Sluttede af med at se det sidste af "She's out of ny league". Var begyndt lørdag men faldt i søvn. Ikke stor filmkunst, men den var da okay. Jeg holdt mig vågen og er nu smuttet i seng. Snart kalder mandagen...

-Jacob

Location:Bjergbygade,Slagelse,Denmark

Post fra iPod touch

2010-04-24T21:09:00.001+02:00

Blot en lille test ad at blogge fra min iPod touch. Det ser ud til at fungere fint.

-Jacob

Ros til DSB

2009-12-21T23:14:00.001+01:00

Jeg bliver simpelthen nødt til lige at rose DSB for initiativet omkring lyntogsafgangene fra Slagelse til København.

Hverdagsmorgener: Jacob stiger på toget i Slagelse. Ikke mange er med, der er masser af plads og der er stille. Toget bumler afsted, man forstyrres ikke af annonceringer over højttaleren, og det er generelt bare skønt at slumre. Ingen forstyrrende stop. Det giver lige det ekstra man godt kunne have brugt, da vækkeuret ringede.

Hverdagseftermiddage (undtagen fredag, øv!): Jacob stiger på toget i København. Der er en del flere med, men dog stadig god plads og stille. Toget drøner direkte til Slagelse og der er rig lejlighed til at slappe af.

Det er lykken.

Tak, DSB. Hvis I så også lige kunne få togene til at klare mere end 12 snefnug og at overholde køreplanen, så var alt perfekt. Næsten.

-Jacob

Nu’ det jul igen… snart!

2009-12-20T20:54:00.001+01:00

Så nærmer vi os den søde tid igen. Som hvert år har jeg ikke fået fat i alle de gaver jeg gerne ville, trods ihærdige forsøg og mange travede kilometre. Men pyt, så længe det man giver modtages med glæde, så er det jo det vigtigste.

Det er skønt at give gaver. Jeg er også en af de få, der intet har imod at stå i kø i forretningerne. Jeg vælger dog oftest IKKE at få gaverne pakket ind. Det vil jeg hellere selv få gjort. Det sparer også tid i forretningen.

Forleden stod jeg i sådan en isenkræmmeragtig ting, og der var en dame der havde købe en masse forskellige nipsting. En syv-otte stykker tror jeg der var. De skulle pakkes ind. Hver for sig. Forskelligt papir. Jeg tænkte lidt for mig selv: Hun har købt otte ting for sammenlagt 350 kroner. De skal alle pakkes ind. Det tog den meget søde og tålmodige ekspedient ca. et kvarter at pakke det hele ind. Et eller andet sted virkede det lidt grotesk, men hey, det er juletid.

Men burde man ikke tænke lidt over ens medmennesker? Personligt var jeg som sagt fløjtende ligeglad. Jeg havde fundet det jeg skulle have og skulle bare betale. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke havde fået lov til at gå med det UDEN at betale. Men der stod andre i køen som tydeligvis ikke var helt så tålmodige som jeg. Og det er ikke alle, der lige forstår at holde deres frustrationer for sig selv.

Jeg var selv uhyre tilfreds med indsatsen i lørdags, til trods for jeg ikke har fået alt hvad jeg ville. Jeg fik nogle gode ting, som jeg glæder mig til at give.

Min jul bliver igen i år blot med min mor. Vi orker ikke hele den pukkelryggede med et hav af børn, eller rettere, det er sgu nok mest de interne stridigheder mellem mine fætre der gør vi ikke orker. Men det er også ligemeget. Vi får noget god mad, snakker og hygger. Spiller spil og pakker giver ud. Generelt bruger vi en mindre formue på gaver. Der ligner vi hinanden. Min mor sparer hele året, for så at fyre en masse af til jul. Som hun siger, det er den eneste tid på året, hvor hun føler hun kan bruge penge uden at tænke videre over det.

Jeg kan huske juleaftener med over 100 pakker. Det år var vi dog vist også min eks-kæreste, som først syntes det var helt åndssvagt med så mange pakker – hun var vant til et par gaver til hver – men hun endte med at blive som et lille barn også. Mange af gaverne har været mindre ting. Det er ikke dyre ting til 500 kr. altsammen. Et par strømper er også en gave. Det sjove ligger i at pakke ud og naturligvis pakke IND – helst således, at man IKKE kan gætte hvad der er i pakken.

Som barn tilbragte vi de fleste juleaftener hos min mormor på Samsø. Den var en fantastisk tid, hvor der naturligvis var sne HVER jul. Jeg husker det, som var det i går. Amar/Halshug! I år er der en lille bitte chance for hvid jul. Den kommer sikkert ikke, men det kunne sgu være sjovt, hvis den gjorde.

Men det handler ikke om sne. Eller gaver. Eller mad. Eller familien. Det handler om traditioner og værdier. Og husk, man har sine egne værdier og man skaber sine egne traditioner.

God jul.

-Jacob

2009-11-24T12:14:00.002+01:00

Déjà vu: Betegnelsen for det fænomen at man mener at have oplevet den nuværende situation før. De fleste kender vist den forklaring. De fleste har nok også oplevet det før.

I 2006 udkom filmen Déjà vu med Denzel Washington. Her spillede fænomenet en stor rolle, idet Denzels karakter skulle forsøge at redde en kvinde ud fra de oplysninger han havde via sit déjà vu. Problemet med den film var, at her prøvede man at skrue en historie sammen, hvor man på videnskabelig vis kunne forklare og udnytte déjà vu. Jeg kan sagtens acceptere en film tager sig nogle friheder, men det var lige lidt for langt ude. Derfor faldt den noget til jorden.

Triangle bruger også déjà vu, men her er der ingen computer der kan regne det hele ud. Der er ikke noget flashy program der viser en masse tal, zoomer og fokuserer, som computere generelt gør i Hollywoodproduktioner.

Manuskriptforfatter og instruktør Christopher Smith har to andre thrillers/gysere bag sig. Den ganske morsomme Severance (med Danny Dyer, som jeg personligt synes er en herlig skuespiller) og den ikke så morsomme Creep, som dog havde den skønne Franka Potente i hovedrollen.

Begge var film der produktionsmæssigt var i den pæne ende, men Creep var skuffende rent historiemæssigt og Severance var en sjov gyser, men dog ikke så sjov. Der manglede noget, for at de virkelig efterlod indtryk.

Med Triangle har Christopher Smith hævet indsatsen. Det skulle tage ham næsten to år at stykke manuskriptet sammen, og det er måske ikke helt så ringe, at han har haft alt den tid, for Triangle er faktisk ganske kompleks. På den gode måde.

Vi følger hovedpersonen Jess, spillet rigtig godt af Melissa George (30 Days of Night, Derailed, Turistas, etc.), som tager på en sejltur med en flok venner, hvoraf et par stykker måske mere er bekendte end venner.

Allerede fra starten virker hun træt og distraheret. Hun synes situationen er lidt forkert, men prøver at lade sig opmuntre af stemningen på båden, som bærer navnet Triangle.

Et par timer efter de har lettet anker, skuer de en storm i horisonten. Pludselig bliver alt helt vindstille, og det går hurtigt op for dem, at det er stilheden før stormen. De prøver at høre kystvagten om en vejrudsigt, men der er så meget knas på linien, at det må komme fra stormen, som viser sig at være en elektrisk storm. Mens de bruger radioen, hører de også et nødopkald fra en ret så hysterisk kvinde.

Stormen rammer båden hårdt. Den kæntrer og de ender overbord, men da stormen endelig har passeret dem, klatrer de op på den nu ødelagte båd. De har ikke ventet så længe, før en stor luksusliner dukker op. De signalerer til den og den sænker farten, hvilket giver dem mulighed for at stige ombord. Men ombord på båden er der tomt. En kæmpe luksusliner, der er helt tom?

Jess føler hun har set det hele før, at det ikke er første gang de er på båden, men det afviser de andre naturligvis. Men da Jess så finder et sæt nøgler, ændres situationen pludselig fra at være lidt besynderlig, til decideret mystisk.

Det er svært at afsløre meget mere, uden at afsløre den ret så underholdende handling. Jeg vil gå så langt som til at sige, at det er ligefør du ikke engang skal se traileren, før du ser filmen.

Triangle er en film der kræver opmærksomhed. Der er en del referencer til græsk mytologi og der er detaljer i billedet, der afslører mere end man skulle tro. Husk detaljerne og det vil belønne dig senere i filmen. Vi er ude i decideret “mind-fucking” her, men det er på en meget overbevisende og interessant måde, fordi Triangle ikke forsøger at komme med komiske forsøg på videnskabelige forklaringer. Smækfyldt med metaforer og “what the fuck”-episoder, en høj produktionsværdi, stof til eftertanke og et godt skuespil af hovedpersonen. Det beskriver ganske godt Triangle.

Hvad der også er interessant er, at filmen er en film der sagtens kan ses et par gange. Jeg tror jeg missede et par detaljer første gang, og måske de vil falde på plads efter et gensyn. Det er også den generelle konsensus på debatforummet på IMDb, hvor også filmens plothuller debatteres. Ja, der er sikkert plothuller. I enhver film, hvor man beskæftiger sig meget med tidslinier (og deraf følgende paradokser), så kan det være svært at være konsistent.

Triangle er på ingen måde perfekt. Men den formåede at holde mig godt fanget, har en interessant historie der virker frisk – uden at være nyskabende – og så gav den mig lyst til et 2. gennemsyn.

Velkommen i den høje ende af skalaen, Christopher.

Karakter: 8 ud af 10

-Jacob

Trailer:

Filmanmeldelse: Carriers

2009-11-24T11:39:00.001+01:00

Med al det virvar der er omkring svineinfluenzaen må man sige, at Carriers udkommer på det rigtige tidspunkt.

Som titlen svagt indikerer, handler filmen om “Carriers”, på dansk kaldet smittebærere. I filmen er sygdommen dog noget mere alvorlig og ender i de fleste tilfælde med døden.

Filmen lægger ud med at fire unge mennesker er på vej til stranden. De to brødre Danny og Brian samt Brians kæreste Bobby og Dannys veninde Kate. Det lyder alt sammen meget muntert, men sygdommen er i fuldt flor og turen er reelt en flugt fra alt og alle. I Dannys og Brians barndom var stranden et tilflugtssted, og det er med den overbevisning, at de fire har valgt denne destination.

Undervejs møder de bl.a. en far og hans datter. Datteren er smittet og det er kun af nød, at de ender med at rejse sammen med faren og datteren. Men intet er sikkert. Smittefaren er overalt. Og hvad hvis en af dem bliver smittet? Efterlader man så den syge for at redde de andre? Uden at afsløre for meget kan jeg nævne, at både venskaber og familiære bånd bliver sat på hårde prøver.

Ingen af hovedrolle indehaverne er ligefrem debutanter, hvilket da også afspejles i de udmærkede præstationer. Den hårde og kontante Brian spilles af Chris Pine, hvis sidste store rolle var James Tiberius Kirk i den nyeste Star Trek film. Der gjorde han det dog bedre end her.

Hans langt mere sympatiske lillebror spilles af Lou Taylor Pucci, som også har en del småroller bag sig. Hans skuespil er umiddelbart Chris’ overlegent, men det er nok også nemmere blot at spille et almindeligt, venligt og imødekommende menneske. At spille et usympatisk røvhul, tror jeg faktisk ikke er så nemt at gøre med overbevisning.

Piper Perabo har rollen som kæresten Bobby og hun er som hun plejer. Et kønt ansigt og en hæderlig præstation, der dog ikke hæver sig meget over middel.

Lidt bedre er Emily VanCamp i rollen som veninden Kate. Måske fordi hun viser mere følelser og sjæl, idet hendes rolle ikke blot er den som kæreste, men en mere kompleks karakter og et forhold til Danny, som ikke defineres helt klart.

Filmen som sådan er dog ikke specielt kompleks. Faktisk er der ikke meget gang i handlingen, det hele virker meget almindeligt. Naturligvis er det en realistisk fortolkning af situationen. Givetvis ville en sådan tur være rimelig kedelig, men da der ikke er så meget karakterudvikling og der også mangler lidt kant i filmen, ender Carriers med at blive en middelmådig affære. Produktionsværdien er over middel og brødrene Àlex og David Pastor, som står for både manuscript og instruktion, har som sådan leveret et hæderligt stykke håndværk. Nok til at åbne flere døre i fremtiden, men de skal arbejde lidt mere på at levere noget der sætter sig i enten hovedet eller hjertet.

Karakter: 6 ud af 10

-Jacob

Trailer:

Efterår!

2009-10-09T21:38:00.001+02:00

Der er vist ingen tvivl om at det er blevet efterår. Det er nu ikke derfor, at jeg ikke har skrevet så meget på det sidste. Der har bare været andet at lave. Men…

Optur:

Tur til London! Herlig stemning, god mad, fedt hotel, godt selskab.
Zombieland! Herlig film med humor, zombies og en skøn Bill Murray (kan den mand lave noget dårligt?)
Grid Runner Revolution! Jeff Minter kan bare noget med psykedeliske spil.
Little Traitor! Sjov, underfundig og rørende film om en jødisk drengs venskab med en britisk soldat i palæstina, i tiden før de blev uafhængige.
YouTube en milliard hits om dagen – hvem havde troet det for nogle år siden?
Den libanesiske restaurant vi var på i London – det var eddermame lækker mad og god service.
Og nu vi er ved service: Servicen i Harrod’s. Det er et eksklusivt sted, ja, men de forstår at servicere en.
Og apropos Harrod’s, så tak for smagsprøven af den svinedyre 35 års Whiskey. Mums. Havde jeg haft pengene…
Rap og klassisk musik: The Verve vs. Jay-Z “Brush your bitter sweet shoulders off”, Jedi Mind Tricks “On the Eve of War”, Immortal Technique “Dance with the Devil” etc. Fanme cool.
C64 remix: Mordi “The Alibi”. Troede ikke det tidligere remix kunne overgås, men jo.
Renoise V2.x – Det er jo en sand åbenbaring for en gammel flittig bruger af Sound/Pro/Fasttracker!
Mine nye, fede Puma sko :-)
Total Commander V7.50a – det bliver bare bedre og bedre.
…hvilket også gælder Miranda.
Brütal Legend er lige på trapperne!

Nedtur:

9 – Den film så flot og interessant ud, men hvor var den bare klichéfyldt og forudsigelig. Og ikke engang på den gode måde. Suk.
Whiteout – Thriller der foregår på antarktis. Præmisset var genialt, men udførsel skuffede altså en del. Jaja, Kate Beckinsale er hot, men sgu ikke så hot.
At nyere PSP spil kræver firmware 5.55 eller højere. Dark Alex, giv os nu en ny custom firmware… please :-)
At mange demoer (rigtige demoer, ikke spildemoer) ikke virker under 64bit Windows. ØV!
Fandt ikke nok spændende ting at købe i London.
Demonoid, kom nu op igen! Også selv om min konto sikkert er gået tabt i back-up’en.
Uncharted 2 udsat.
Glemte ENDNU en halvdyr paraply i toget. For HULAN da.

-Jacob

Filmanmeldelse: The Final Destination

2009-08-31T13:40:00.001+02:00

Den korte version: “Forhåbentlig (forudsat titlen er et spørgsmål)”

Den længere version:

Har du set Final Destination 1, 2 eller 3, har du også set denne. Det er simpelthen mere af samme skuffe.

Ungt menneske forudser ulykke og redder en stribe folk fra den. Men døden vil have sine ofre, og derfor dør de alligevel, i den rækkefølge de ville have mistet livet i den første ulykke. Det unge menneske ser glimt af de forskellige folks døde, og prøver at redde dem, for på den måde at snyde døden og “bryde kæden”. Lyder det en smule bekendt?

Denne gang er resultatet dog svagere end nogensinde. Ja, der er som sædvanligt nogle okay dødsscener (ud fra tekniske synspunkter omkring specialeffects), men handlingen og humoren er helt klart tonet ned. Og det klæder ikke filmen.

Fra plakatens fantastiske tagline “Rest in pieces” (de hiver de nye vittigheder frem) til det plastikagtige skuespil fra især de kvindelige roller i filmen, må man sige at TFD sætter nye standarder for serien. Bare synd de er lavere end de gamle.

“Forstår du nu hvorfor jeg hader shoppingcentre?”

Og hey, hvor er døden? Man plejer at se døden manifesteret på forskellig vis, typisk som en sort substans. Men ikke denne gang. Dødssekvenserne er jævnt kedelige (favoritten må være den på rulletrappen), slutningen bruger en effekt der allerede var med i intro-sekvensen og hele filmen virker uden videre historie eller sammenhæng i øvrigt.

Det eneste deciderede plus ved filmen er produktionsværdien. Alt er nydeligt lavet og som sagt er effekterne helt okay. Selv har jeg kun set den almindelige 2D udgave af filmen, og det siger sig selv, at 3D udgaven givetvis er “flottere”. Men det redder ikke filmen fra at være noget miskmask.

Karakter: 5 ud af 10.

-Jacob

Trailer:

Filmanmeldelse: Mænd som hader kvinder

2009-08-21T23:19:00.001+02:00

Ok, det her bliver ikke nogen lang anmeldelse. Jeg havde hørt utallige (kvinder) sige denne film var en fantastisk filmatisering, af en ligeså fantastisk bog. Anmeldelserne i medierne var også særdeles rosende. Alligevel fik jeg aldrig filmen at se i biografen.

Jeg havde ellers set trailers for den, og den så da glimrende ud. Umiddelbart syntes jeg bare den mindede lidt om en såkaldt tv-krimi. Dem leverer sverige jo en del af. Det behøver dog ikke betyde noget dårligt. Og nu er filmen ude på DVD, så det var oplagt at få set den.

Faktisk var den slet ikke så dårlig. Den var helt okay skruet sammen, uden at indeholde de helt store overraskelser. Jeg har ikke læst bøgerne og ej heller fået handlingen refereret fra anden side, så det var med åbent sind jeg så den.

En glimrende krimi, der må siges at være gedignt håndværk. Men jeg vil dog også mene, at slutningen var lidt forudsigelig. Måske fordi jeg har set tusindvis af film før, så jeg havde en idé om hvordan den ville ende. Naturligvis ikke indenfor de første 30 minutter, men efterhånden som den skred frem, faldt mine brikker på plads noget før filmens.

Alligevel var jeg underholdt. Og skal da også se de andre filmatiseringer fra samme mand.

Karakter: 7 ud af 10

-Jacob

Filmanmeldelse: Disctrict 9

2009-08-17T21:27:00.001+02:00

Peter Jackson slog vist nok sit navn nogenlunde fast, da han instruerede de tre Ringenes Herre film. Inden dem, var han mere en kultinstruktør af underholdende, men lettere simple splatterfilm. Hans genindspilning af King Kong kan diskuteres, den kommer sikkert aldrig til at erstatte originalen. Men direkte dårlig var den nu ikke.

I 2005 lavede Spyfilms kortfilmen Alive in Joburg, som blev instrueret af Neill Blomkamp. Den var mildest talt opsigtsvækkende for en lavbudgetskortfilm. Nok til at Peter Jackson så potentiale i den og tog Neill Blomkamp under sine vinger. Kort fortalt handlede kortfilmen om at rumvæsener strander på jorden, da deres moderskibe nødlander på jorden, nær Johannesburg i sydafrika. Det vil sige, det lander ikke, men svæver over byen i 3 måneder, før mennesker ender med at skære en åbning i rumskibet og undersøger det indvendig. Der finder de en stor gruppe af rumvæsner, som alle sulter og er syge. Der er ingen ledere, og det tyder på, at der kun er “arbejdere” tilbage. Rumvæsnerne er ikke som sådan fjendtlige og de bliver placeret i distrikt 9, deraf navnet på spillefilmen. Men som så ofte, viser mennesker deres racistiske tendenser og de fremmede – rumvæsnerne – bliver set skævt til.

Det er ca. her, at spillefilmen tager sit udgangspunkt. Vi er i år 2010. Det er 28 år siden at rumvæsnerne landede. Grundet deres udseende kaldes de for “prawns” (engelsk for rejer). Det afsløres aldrig hvad de kalder sig selv. Distrikt 9 er blevet til et slumkvarter, hvor en gruppe nigerianere, ledet af den lamme krigsherre Mumbo, har indledt en omfattende sortbørshandel med “rejerne”. De har en forkærlighed for kattemad på dåse, som de så kan købe for en ublu pris. Mumbo står desuden for prostituion arterne imellem.

Efterhånden er der så mange problemer med distrikt 9, at der er blevet etableret en gruppe ved navn MNU (Multi-National United), som umiddelbart foregiver at kere sig om de fremmedes velfærd, ved at tilbyde dem at blive rykket til distrikt 10, som ligger flere hundrede kilometer fra Johannesburg. I virkeligheden er de interesseret i de fremmedes våben, men disse er integreret med de fremmedes biologi, og er således ubrugelige for mennesker.Vi følger MNU repræsentanten Wikus van der Merwe, som er en af dem der har til opgave at lege stævningsmand, der går rundt og fortæller de fremmede, at de skal flytte. Under en inspektion af en rumvæsnet Christopher Johnsons (ved ikke lige hvorfor han har fået så menneskeligt et navn) hytte, falder Wikus over en beholder, som han mener er mistænkelig. Den får stor indflydelse på hans liv.

Jeg vil ikke afsløre meget mere af handlingen, for filmen er alt for spændende til det. Den første halvdel er filmet som en slags dokumentar, komplet med håndholdte optagelser med rystende og til tider sløret billede. Men det er nu ikke så ringe endda. Det fungerer godt og det faktum at der slet ikke er nogle “store” hollywoodnavne med i filmen, giver den et skud autencitet. Stort set alle skuespillerne spiller troværdigt.

Rumvæsnerne er computerskabte, og de er fabelagtigt lavet. Der er andre computerskabet effekter, men de er på ingen måde noget der føles “klistret på”. Det hele er fortrinligt integreret.

Den anden halvdel af film er langt mere actionfyldt. Den er faktisk ret nervepirrende, mest fordi man flere gange tror at det ender galt (og det ender ikke altid udpræget godt, kan jeg afsløre), for så at tage en drejning. Ja, der er scener der er science-fiction (dog!) men hvor er det hele dog lavet troværdigt.

Filmens ca. 100 minutter byder ikke på megen karakterudvikling. Wikus oplever vi naturligvis lidt til. Men hans udvikling sker mere på grund af de ting han oplever, nemlig at han pludselig får en meget bedre forståelse for de fremmedes tankegang. Vi lærer ikke særlig meget om rumvæsnerne, blot at de fleste af dem vist er tanketomme og smådyriske. Bortset fra Christopher Johnson og hans lille søn (eller hvad køn de nu er), som er overraskende indsigtsfulde og følsomme.

Der er som sådan ingen helt i filmen. Wikus er ganske vist hovedpersonen, men han svinger fra at være et glat røvhul til en sympatisk person. Men han er først og fremmest et menneske, med menneskelige egenskaber. På godt og ondt.

Historien er muligvis lidt klichéfyldt og jeg vil ikke kalde filmen perfekt. Men den sætter tanker i gang og den var særdeles interessant. Det er få film der er decideret interessante, men det var Disctrict 9.

Filmen er smækfyldt med detaljer, og som om meget virker tilfældigt, er det uden tvivl meget nøje planlangt. Det er næsten magi, som Neill Blomkamp har skabt her. I hvert fald er det en af de mest interessant science-fiction film jeg længe har set, og helt sikkert en der får en plads blandt andre store science-fiction titler. Det fortjener det. Her er drama, spænding, action, fede gadgets, fantastisk effekter og så er filmen drøn realistisk, hvilket dog også gør den mildest talt ret blodig ind i mellem. Ikke en film for børn. Der er flere steder jeg sad med en “wow!” fornemmelse.

Jeg plejer at sige, at hvis en film har givet mig lyst til at se den igen, lige efter jeg har set den, så har den været noget specielt. Det er ikke mange film der giver mig den lyst, men District 9 er en af dem. Filmfanatikere bør holde øje med navnet Neill Blomkamp.

Karakter: 9 ud af 10

-Jacob

Trailer for filmen:

Særbehandling?

2009-07-31T16:24:00.001+02:00

Bossen skriver til kollega: “Du har skrevet du kom XX:XX, men du kom først XX:XX (senere). Gider du lige rette det til?”

Kollega retter det til, let muggen.

Bossen skriver til undertegnede: “Hej, du skriver XX:xx som mødetid, men vi har altså bestemt at XX:YY er mødetiden.”

Undertegnede svarer: “Jeg skriver hvornår jeg kommer og hvornår jeg går. Det er sådan set hvad jeg lægger i ordet tidsregistrering”.

Bossen svarer: “Okay :-)”

Boss og kollega er kvinder. Får man mon særbehandling som (eneste) mand på kontoret…

-Jacob

Tid til fornyelse

2009-07-28T17:21:00.001+02:00

Efter at min gamle Pentium 4 3GHz har tjent mig vel i ca. 6 år, bestemte jeg mig for, at nu skulle det være. En ny computer. Normalt er jeg rimelig impulsiv, men da dette er en ting jeg trods alt skulle bruge pænt meget i forhåbentlig en del år, så havde jeg undersøgt markedet, højt som lavt.

Jeg havde været igennem en del overvejelser om hvad jeg ville have. Først ville jeg blot have en der var lille og støjfri. Men så prøvede jeg dem, og enten var de svimlende dyre og hurtige, eller også var de billige og langsommere end den jeg allerede havde. Og det gad jeg altså ikke. Det er ikke sjovt at skulle vænne sig til noget der er langsommere. Skulle jeg investere, ville jeg kunne mærke noget forbedring.

Mit budget blev opskaleret og nedskåret flere gange. Til sidst bestemte jeg mig for, at jeg ville altså have noget der var hurtigt, ikke for stort og rimelig støjfrit. Man kunne naturligvis bare gå efter den hurtigste processor på markedet, men det er altid et dårligt køb. I stedet gik jeg den fornuftige vej og valgte den 3. hurtigste – som var væsentlig billigere. Jeg fandt en forhandler der havde fornuftige konfigurationer – som kunne ændres efter behov – og efter at have konsulteret med andre der havde købt derfra, skulle der bare lige gå et par uger med overvejelse. Til sidst slog jeg til, og bestilte. Den er så lige kommet idag, og jeg skal – forhåbentlig – i gang med at installere den her til aften.

Den er langt hurtigere end den jeg har, og alligevel er den billigere end det jeg gav for den gamle. Det er det fede ved teknologi. Men ja, om et par måneder er der kommet noget meget bedre, men det tager jeg ikke så tungt.

Til de interesserede kan jeg sige, at det blev en Core i7 920 CPU. Regner med at smide Windows 7 på, men nu må vi se.

Rapport følger!

-Jacob

Indkøbt for andre

2009-07-27T21:25:00.001+02:00

I fredags bestemte min mor sig for, at nu skulle hun have en bærbar. Hun har vænnet sig til sine spil og til at have internettet tilgængeligt, så det var ind i mellem lidt trist at være i sommerhuset uden. En bærbar giver hende den mulighed. I hvert fald når hun låner mit mobile internet med.

Nå, men efter arbejde var det så på vej ud til Computer City. Et par minutter med S-tog og jeg var på sydhavn station. Inden da havde jeg udset mig modellen, og derfor fandt jeg den hurtigt blandt de udstillede maskiner. Heldigvis var der endda nogle spil installeret, så jeg fik hurtigt testet at den snildt kunne køre de spil hun skulle spille og generelt var pænt og fornuftig.

Jeg skulle heldigvis ikke vente så længe på en ekspedient, som heldigvis ikke prøvede at prakke mig alt muligt på. Dog fandt jeg selv en fiks lille trådløs lasermus fra Logitech (i en feminin rød farve), som jeg tillod mig at putte med i pakken med den bærbare. Den – og den bærbare – blev hun heldigvis meget glad for, så det var jo en fornøjelse at kunne levere den.

Det værste ved turen var næsten den unge kvinde, der var overbevist om, at hun skulle i hvert fald have en sygeligt overdimensioneret bærbar, på trods af, at den ellers ganske kyndige ekspedient prøvede at overbevise hende om, at hun kunne sagtens nøjes med en mindre og billigere.

Selv hendes veninde sagde, at det lød fornuftigt det han sagde og jeg var selv ved at bryde ind… men tænkte så, at hende om det. Hvis hun vil ofre 11.000 på noget hun kunne have gjort på en computer til 5.000, så fred være med det. Hun ville sikkert bare bruge den som blikfang anyway.

-Jacob

DVD-Box anmeldelse: Life on Land

2009-07-23T22:01:00.001+02:00

David Attenborough er den direkte årsag til at tusinder har siddet klinet til skærmen. Det er i sig selv ikke nogen stor præstation. Det imponerende er, at det har været dokumentarudsendelser.

Sammen med BBC har han været bagmanden bag utallige smukke, interessante og meget medrivende udsendelser om naturen på vor jord.

Det er ikke ufortjent, at han er blevet adlet i England, og når man ser ham i dag, er det ganske vist tydeligt, at han er en gammel mand, men hans stolthed er helt intakt. Han fremstår som person akkurat som for 25 år siden.

Den fine titel til trods, har han altid formået at fremstå entusiatisk og engageret i samtlige udsendelser. Men han er altid jordnær og ligefrem. Selv om hans sprog er meget korrekt og nærmest et skoleeksempel på engelsk, er han altid dus med seeren.

Efterhånden er det blevet til rigtig mange dokumentarudsendelser, og til jul fik jeg et DVD box-sæt med nogle af de bedste. Sættet hedder “Life on Land” og er en nyde æske med hele 15 DVDer og en bog med alle de engelske og latinske navne på de dyr sættet omhandler. Så kan man slå et dyr op og se på hviken DVD, hvilket afsnit og hvilket kapital sekvensen om netop det dyr er. Smart nok.

Sættet indeholder bl.a. “The Private Life of Plants, The Life of Birds, Life of Mammals, Life of Insects, Life in Cold Blood, etc. og fælles for alle er, at det er billeder i høj kvalitet og altid interessant og medrivende.

Jeg valgte at se hele box-sættet fra ende til anden.

Når man som jeg elsker dokumentarudsendelser, er det en stor fornøjelse at sluge hvert sekund af dokumentar i den her kvalitet. I flere uger var Attenborough min faste godnathistoriefortæller. Jeg sagde et afsnit af serien på og lagde mig på sofaen. Det var aflsappende som bare pokker. Smukke billeder og interessante emner. Manden er og bliver genial.

Vi snakker over 36 timers dokumentar, og ikke et eneste sekund kedede jeg mig. Det var helt trist, da sidste afsnit var slut!

Boxsættet er desværre kun med engelske undertekster, hvilket dog ikke gjorde noget, da mit engelske er helt fint. Om det overhovedet udgives med danske undertekster, det skal jeg ikke kunne afgøre, men hvis du kan læse og forstå engelsk – og kan lide dokumentar om naturen – så er det her noget af det ultimative der findes.

Prisen er i den pæne ene og nærmer sig de 1.000 kroner, men helt ærligt – for 36 timer? Det er 27 kroner i timen, eller ca. en 50er per 2 timer, en tid der ca. svarer til en spillefilmslængde. Jeg tror de fleste gerne ofrer en 50er på en god film, så det her er ikke dyrere.

Attenborough lever heldigvis endnu. I de senere år er han ganske vist begyndt at se lidt gammel ud. Men ånden er frisk som altid. Det er imponerende, ligesom dette boxsæt også er det.

Verden mister et stort menneske, den dag han dør.

Karakter: 9 ud af 10

-Jacob

En god start på ugen

2009-07-20T22:01:00.000+02:00

Mandag, den forkætrede start på ugen, hvor energiniveauet ikke ligefrem er helt i top – selv om det måske burde være det.

Sådan en dag skal der ske noget specielt. Jeg bestemte mig for at byde min kære afdelingsleder velkommen tilbage fra ferie, på min helt egen måde: En practical joke. Min oprindelige plan fejlede dog, da den krævede hendes fravær i lidt tid, men hun sad ved sin skærm det meste af dagen. Nuvel, andre metoder måtte tages i brug.

En anden kollega returnerede efter frokost med en papirspose, som hun venligst donerede til det gode formål. Med lidt luft i den pose og mig på listefødder, var scenen sat.

Resultatet udeblev ikke. Jeg fik listet mig ind på hende bagfra og knaldede posen en med et pragtfuldt kæmpebrag. Hun skreg og hoppede en halv meter i vejret, og hun var ikke engang den eneste, næh indtil flere af mine kolleger havde nær skidt en gris. Pragtfuldt!

Jeg gik også lidt i gang med at sætte en anden kollega ind i mit arbejdsområde, så der er nogen der kan kigge lidt på det når jeg har ferie. Samtidig havde jeg en samtale i gang over messenger, hvor en veninde forhørte sig med hensyn til hvad mænd mente når de gjorde sådan og sagde sådan. Om jeg udleverede mit eget køn lidt meget, ved jeg egentlig ikke. Men det ville jo også være lidt forkert at lyve over for en ven.

Men er det ikke den evige historie? Mand og kvinde mødes, der opstår noget kemi og eventuelt en fusion (hvilket får mig til at tænke op, om en voldtægt kan kaldes en fission). I virkelighedens verden sker der dog oftest det, at efter en eventuel fusion spaltes emnerne og kan ej fusioneres igen. Mest fordi den ene part ikke er interesseret. Eller måske bare ikke SÅ interesseret. I dagens tilfælde var HUN interesseret i mere, men han udviste ikke den helt store interesse. Jeg mener, han havde afslået et tillbud om en kop kaffe med undskyldningen “Jeg har så travlt”? Det var en tynd undskyldning, på niveau med de drinks der serveres på diverse in-steder i det indre København.

Til sidst på dagen endte han så med at sms’e hende og endte så med at invitere hende. Jeg foreslog hun inviterede ham hjem till sig, hvor hendes søn også var. Hvis han var villig til at se hende og kun tage en snak på venneplan, så havde han udvise en anelse mere seriøs interesse. Hvad det så bliver til, aner jeg ikke – endnu.

-Jacob

Filmanmeldelse: The Soloist

2009-07-19T13:42:00.001+02:00

Dagens emne har sit udspring i den aldeles udmærkede film The Soloist jeg så i går. Robert Downey Jr. spiller en journalist Steve, der opdager den hjemløse Nathaniel på gaden, da han hører ham spille på en to-strenget violin. Nathaniel er meget sky og genert, men Lopez fatter interesse for ham og undersøger hans baggrund.

Det viser sig, at Nathaniel er en meget dygtig musiker, hvor et eller andet på et tidspunkt har slået klik. Vi snakker et tidligere vidunderbarn, hvor strengene desværre er sprunget under udførelsen, for nu at bruge en passende metafor.

Steve prøver at hjælpe Nathaniel, hvilket bestemt ikke er nogen let opgave, for Nathaniel er en mand med mange indre dæmoner og komplekse mentale problemer. Han er tæt på at være det man med et fint ord ville kalde en savant.

Nathaniel spilles af Jamie Foxx og i guder, hvor er han dog langt fra sin karakter i The Jamie Foxx show. Heldigvis! Han har med bl.a. Ali, Collateral og i sandhed Ray vist, at han er en meget talentfuld skuespiller, også når det gælder seriøst roller.

Hvad der er mere interessant ved filmen er også, at den er baseret på virkelige hændelser. Nathaniel og Steve findes i virkeligheden og plottet i filmen ligger meget tæt på hvad der rent faktisk er sket. En sjov historie er, at på trods af han var inviteret til at overvære filmoptagelserne, valgte den rigtige Nathaniel at stå på gaden overfor biografen og “save” på hans cello. “Jeg har gang i noget her. Jeg tror jeg bliver her og spiller videre lidt endnu” var hans svar.

Journalisten Steve Lopez stod og kiggede over på Nathaniel og sagde til produceren Gary Foster: “Ved du hvad Gary, vi valgte det rigtige navn til filmen. Derovre er han. Soloisten.”

The Soloist er en stærk og på mange måder medrivende og smuk film, især hvis man forstår at nyde menneskets diversitet og klassisk musik. Alligevel mangler den lige det sidste der skulle til, for at gøre den rigtig smuk. Det er for mig som om, at vi aldrig helt får Nathaniels fulde potentiale at se (høre), hvilket på en måde får ham til at virke fjernere som person. Havde vi hørt mere til hans dybfølte cellospil, ville jeg nok have fået et mere nuanceret billede af ham. Det – og kun det – er grunden til at jeg ikke giver filmen en højere karakter. Men det er stadig en meget, meget seværdig film. Og Jamie Foxx er ved at opnå en meget høj status i min bog. Scenerne fra byens “Skid Row” (er den direkte oversættelse mon “skidenrenden”?) er intet mindre end fantastiske og de musikalske indslag filmen har – bl.a. et forsøg på visualisering af musikken – er betagende.

Karakter: 7 ud af 10.

-Jacob

Trailer for filmen:

Solbriller er løgn!

2009-07-17T15:48:00.001+02:00

Først må jeg heller indrømme, at jeg også har været en af dem, der har haft ofret en mindre formue på smarte modesolbriller i et eller andet kendt og dyrt mærke. Det regner jeg ikke med at gøre igen. Hvorfor? Jo, ser du..

Jeg sad så sent som i morges over for to unge piger, som begge havde de ih-åh-så moderne kæmpesolbriller på. Ved ikke hvorfor de er moderne igen. De har aldrig nogensinde været specielt kønne. Min eks-kæreste var også vild efter et par. Måske har hun et par nu. Hun fik det sgu ikke da hun delte økonomi med mig.

Nå, men for længe siden – 6 år faktisk – var jeg et smut i Kosovo med militæret. Dengang havde jeg fine, smarte Oakley-solbriller med. Genialt par (som jeg desværre senere kom til at ødelægge). Jeg brugte dem en del dernede, indtil jeg fandt ud af, hvorfor solbriller med spejlrefleks var forbudt.

De lokale anså øjnene for en persons spejl udaf til. I øjnene kunne man se om folk talte sandt, om de var reelle, ærlige, varme, kyniske, svindlere, ligeglade eller meget mere. Og ved I hvad? Det er ikke helt ved siden af.

I dag har jeg ikke gået med solbriller i årevis og det kan irritere mig at snakke med folk der har dem på.

TAG DEM AF NÅR DU SNAKKER TIL MIG!

Jeg vil kunne se folk i øjnene. Dermed ikke sagt man skal stirre hinanden i øjnene konstant, men det giver altså en hel anden samtale. Især når det er en fremmed. Hvis en gammel kammerat taler til mig med solbriller, kan jeg godt acceptere det. Dem kender jeg i forvejen, så der kan jeg snildt bedømme dem. Men jer hundehoveder jeg ikke kender, udvis dog lidt høflighed.

Der kan så være dem, som ikke kan lide at se andre i øjnene. Det er fair nok at være genert, men så kig da væk. Du kan se mig i øjnene, hvis du så skjuler dine øjne, er du respektløs.

Det kan da ikke være så svært, vel?

-Jacob

Vintertøj i 30 grader

2009-07-16T15:39:00.000+02:00

Alright, jeg skal ikke påstå jeg er noget modeikon. Det er ikke mig der sætter den dagsorden. Jeg tror nok jeg går nogenlunde pænt klædt, uden at det bliver for meget. Og lad mig med det samme slå fast: Hurra for diversiteten i Danmark.

Min finske veninde Lotta fortalte for nylig om hvordan tøjstilen i Finland er en del mere tradition og/eller konservation. Hun kunne godt lide Danmark for vores attitude med tøj, at man kunne gå i hvad man nu har lyst til. Og bevares, det skal man da også kunne.

Som ansat et sted i København, oplever man naturligvis et hav af mennesker på rejsen dertil – hver dag. Men alligevel ser man ind i mellem ting, hvor man tager sig til hovedet.

Vejret er drønvarmt. Tæt på 30 grader. Solen bager og jeg går rundt i t-shirt og knæbukser. Er ved at gå til af varme. Så ser man en flok unge, hvor moden jo så kækt foreskriver partisantørklæder. Ja, de var skide smarte – i 70erne. Gik man med dem om sommeren dengang? Det aner jeg faktisk ikke, det er jeg en tand for ung til. Men uanset hvad, så er det da fuldstændig bims at gå med dem i 30 grader og høj solskin.

Godt nok siges det, at man skal lide for skønheden, men behøver man dehydreres eller dø af hedeslag? De unge har åbenbart valgt.

-Jacob

Lynanmeldelse: Aqua – Greatest Hits

2009-06-16T21:13:00.001+02:00

Okay, dette bliver ikke nogen stor anmeldelse. Det er mest på grund af det nye hit “Back To The 80s” at jeg laver denne anmeldelse.

For termen “hit” er vist ganske slående. Mere end 500 gange blev sangen spillet i dansk radio den første uge. Det værste er, at det var SÅ indlysende at lave et “80er hit”. Altså en sang der berettede om 80erne, et årti som de fleste enten elsker eller elsker at hade. Og her har Søren og Claus fra Aqua så ramt plet igen med denne sang, som indleder deres Greatest Hits album.

Teksten er lige i skuret. Med rim som “The coolest thing in store was a Commodore Sixty-Four” leverer Lene og Rene via den overproducerede melodi en pop melodi i verdensklasse. Det kan vi ligeså godt indrømme allesammen. Det her er ærketypisk pop og det er den kendte Aqua-sound som hittede.

Men denne gang er Rene Dif dog en anelse mere afdæmpet, som en kammerat sagde, “jamen han synger jo faktisk, frem for at brumme som i gamle dage!”

Albummet byder dog på hele tre nye sange, og udover megahittet har vi så “My Mamma Said” og “Live Fast Die Young”. Lad det med det samme være sagt: Ingen af dem lever op til “Back To The 80s”.

“My Mamma Said” er et mere dystert og laidback track, som ærlig talt lyder lidt for kedeligt og, selv om det har et par acceptable hooks. Vokalen er stadig for svag og det lyder som om det ikke er helt færdigt. Lidt råt. Måske er det meningen, men det lyder bare ikke godt i mine ører.

Der er lidt mere liv i “Live Fast Die Young”. Men hvad hjælper mere liv, når melodien simpelthen ikke fænger. Hvor er det fængende omkvæd? Hooks der går lige i øret og som man går og nynner? Aldeles ikke til stede her!

Resten af albummet er blot deres hits, og en gennemlytning vækker jo minder om en god tid i sen-90erne. Og hvem husker ikke lanceringen af deres andet album? Jeg husker stadig at gutterne og jeg sad og ventede ærkespændt på at downloade det – en uge før albummet var ude! Og første gang man hørte “Cartoon Heroes” var der vist ingen tvivl. Hitsmedene havde gjort det igen.

Alle de gode er her: “Barbie Girl”, “Around the World”, “Dr. Jones”, “Turn back time”, “Roses are red” etc. Så hvis du af en eller anden grund ikke har disse dance-pop-klassikere i samlingen, så er her muligheden. Har du dem allerede, så kan jeg godt anbefale at erhverve “Back To The 80s”, men ikke de andre nye tracks.

Men dejligt at høre drengene stadig har det i sig.

-Jacob

Den officielle musikvideo

En engel

2009-06-10T16:53:00.001+02:00

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg i den senere tid har haft abnormt store arbejdsmængder på jobbet. Pga. jeg midlertid har lavet både mit eget og halvdelen af en andens arbejde, så har jeg simpelthen ikke kunne nå det hele og det har hobet sig op. Vi snakker meter-bunker af sager.

Personligt var og er jeg lidt ligeglad, jeg laver bare tingene som de kommer. Det må være op til ledelsen at tage ansvar for, at der ikke er ressourcer nok til arbejdsmængden.

Men jeg ville dog lyve, hvis det ikke irriterede mig lidt, at der ikke rigtig kom nogen bund i det. Så reddede en engel mig.

Den ene af vores stud.jur. kom og spurgte om ikke hun kunne hjælpe, hvis blot jeg gad at vise hende, hvordan man lavede de mere enkle ting, for så kunne hun tage dem.

Eftersom hun bestemt ikke er dum, så var jeg hurtig til at takke ja. Indrømmet, jeg har brugt nogle timer på at lære hende op, men det er jo som med så meget andet: For at “tjene” noget, må man investere noget. Jeg investerede nogle timer i hende og hun har taget pænt meget af mine bunker. Der er stadig en 3-4 dage til jeg vil nærme mig enden, men det går den rigtige vej og i meget hurtigere tempo. Så… TAK, Ditte!

Det blev heller ikke bedre, da jeg pludselig måtte springe i en arrestantsag, hvor anklageren gik totalt mod normerne, hvilket hverken behagede forsvarer eller dommeren. Ak ja, de unge anklagere.

I dag skal jeg så forbi optikeren og have undersøgt om de linser jeg har prøvet er okay. Selv er jeg ikke helt sikker på det, men det er så også det første par jeg har prøvet.

-Jacob

Mig og kontaktlinser

2009-06-07T11:23:00.001+02:00

I torsdags fik jeg så en prøvepakke med kontaktlinser. “Hvorfor det?”, spørger du måske, for hvis du kender mig, ved du at jeg har briller, som jeg stort set aldrig går med.

Well… netop derfor! Jeg går slet, slet ikke nok med dem. Måske fordi de irriterer mig en anelse på læseafstand. Og jeg ser det meste af verden på den måde, altså qua mit arbejde og fritid, hvor jeg arbejder med dokumenter og en skærm, og derfor læser en del. Når jeg så har brillerne på og de irriterer, har jeg det med at smide dem hurtigt.

Her vil den smarte måske sige, at det er enten blot min forfængelighed der byder mig at tage dem af, eller også skal jeg bare beholde dem på og vænne mig til dem.

Det er bestemt ikke forfængeligheden der gør, at jeg tager dem af. Tværtimod, for alle siger at de klæder mig. Reelt set burde jeg have dem på altid. Og at vænne mig til dem, tja, det er åbenbart heller ikke så nemt, for nu har jeg haft dem i 4 år, uden at gå særlig meget med dem.

Problemet med mine øjne er, at det venstre er nærsynet og det højre langsynet. Ingen af dem i speciel høj grad, men samlet set er der stor forskel. Og det giver lidt problemer med især linser.

Bortset fra småproblemer med at tage dem på – har ellers prøvet linser med motiv før – som tæller at jeg ikke var klar over, hvordan man ser om de vender rigtigt (tak til Lotta for det tip) og hvordan man får “luftbobler” væk, ja så er jeg ikke helt sikker på de er helt korrekte til mig.

Når de rent faktisk sidder rigtigt og mit hjerne fatter at indstille sig efter dem, er mit syn klart bedre på det venstre øje, men skal jeg være helt ærlig, så synes jeg ikke rigtig de gør en dyt for mit højre. Det er som om, at det overhovedet ikke bliver bedre. Derudover, synes jeg også de generer mig en anelse – især på højre øje. Så meget syntes jeg aldrig mine motivlinser generede, og dem havde jeg da i relativ lang tid (omend jeg kun havde dem på en aften eller lignende af gangen).

Meget af tiden synes jeg også mit syn har det med at blive lidt sløret, men det kan måske skyldes mine øjne generelt. Måske har jeg bare ikke lagt mærke til det før, da mit syn generelt kun lige akkurat er så godt, at jeg kan føre bil uden briller.

Oh well, i det mindste er linserne gratis i prøveperioden.

-Jacob

Projekt “Home”

2009-06-05T17:47:00.001+02:00

Fra den fænomenale franske fotograf Yann Arthus-Bertrand (bag fotoserien “Jorden set fra himlen”) kommer nu filmen “Home”.

Home beskrives som en hymne til vores planet jorden. Gennem billeder fra 54 landet, alle filmet fra luften, tager Yann Arthus-Bertrand os på en unique rejse omkring planeten, for at gennemgå og forstå det økologiske system jorden er.

Men Home er mere end blot en dokumentar med et budskab. Det er også en mageløs smuk film, rent billedmæssigt.

Selv om Home prædker en del over menneskets overforbrug og udnyttelse af jordens ressourcer, så er det ikke bare new-age fis og propaganda. Det er for det meste bare de faktiske data.

Amerika får en del flak med på vejen, og det er da også et af de lande, som spilder mest energi. Men alt dette er subjektivt.

Se filmen og bedøm selv. Bare du ser den.

-Jacob

Trailer:

2009-06-03T08:30:00.002+02:00

Ingen er ufejlbarlige. Sådan er livet bare. Før eller siden vil selv et firma som Pixar bryde bølgen af fantastiske film. Og når det sker, vil vi sikkert mærke et stik af skuffelse, men samtidig også tænke “nåja, det måtte jo ske”. Lidt af magien vil være forsvundet, men vi vil stadig have Toy Story, Monsters Inc., The Incredibles etc.

De seneste film fra Pixar har behandlet større emner og i højere grad mere voksne emner, som f.eks. Wall-E var et tydeligt eksempel på. Udover det miljømæssige og etiske budskab i Wall-E, kom vi også omkring emnet betingelsesløs kærlighed. Hvordan Pixar fik pakket det ind i en intet mindre end banebrydende fantastisk indpakning, det kan jeg stadig forbløffes over, når jeg genser Wall-E.

Da jeg så traileren til Up, fik jeg en fornemmelse af Deja-Vu. Det var som at se traileren til Wall-E. Jeg tænkte “Aah… det kan sgu da ikke komme til at fungere”. Men Wall-E havde den force, at karakteren Wall-E var øjeblikkelig charmerende og soundtracket fra “Brazil” gjorde mig i godt humør. Traileren til Up viste en gammel gnaven mand, der fik sit hus til at flyve med en masse balloner. Gab. Den så da ganske spøjs ud, men heller ikke mere. Så det var ikke med de helt store forventninger, at jeg satte mig ned og så Up.

Som med meget andet her i livet, havde jeg glemt, at der er en historie bag alting. Og når man lærer historien bag den gamle mands handlinger, er indtrykket et helt andet.

Filmen handler om Carl, en 78-årig tidligere ballonsælger, som bor alene i et gammelt hus, fyldt med minder. Minderne er om hans og hans afdøde kone Ellies liv sammen.

Carl og Ellie mødte hinanden som børn. Begge var dybt fascineret af den store eventyrer Charles Muntz, men derudover var de meget forskellige. Carl var den stille og lidt indadvendte type, mens Ellie var åben og sprudlende. Men de ender med at finde sammen. Begge drømmer om at se verden, og sammen sparer de op i en krukke. Men det er ikke altid lige tingene går som man ønsker. Uforudsete udgifter er der nok af, og hver gang de har samlet lidt penge sammen, kommer en ny udgift, der tømmer krukken. Derfor bliver den store drømmerejse aldrig til noget.

Som i de fleste ægteskaber, dør den ene part før den anden, og i dette tilfælde er det Ellie der udånder først. Hun efterlader en bitter Carl, for gennem filmens 10 første og mageløse minutter fortælles historien om deres liv sammen (uden dialog), og Pixar får beskrevet præcis den kærlighed, som de to deler.

Huset som Carl og Ellie er blevet gamle sammen i, er det eneste Carl har tilbage af Ellie. Så da alle omkringliggende grunde er solgt til en stor entreprenør, er Carls hus det eneste der er tilbage. Han bliver tilbudt en plads på et alderdomshjem, men han nægter at sælge huset, så længe han lever.

Som barn lovede Carl Ellie, at de en dag skulle se Paradise Falls i sydamerika. Carls kærlighed til Ellie er stadig stærk, så da han en dag bliver mindet om det, tager han en beslutning. Den gamle ballonsælger fastgør hundredevis af balloner til hans hus – og huset letter. Carl har lavet set hus om til et ballonskib, og er på vej til sydamerika.

Se, i en perfekt – og kedelig – verden ville Carl så rejse til Paradise Falls og opfylde Ellies ønske. Men Pixars verdener er ikke perfekte.

Carl har tidligere været belemret af den lille knægt Russell, der er en ivrig spejder, der liiiige mangler en medalje for at hjælpe de ældre. Han har udset sig Carl som “offer”. Men den bitre Carl vil ingen hjælp have, og ender med at sende Russell afsted på jagt efter et kæledyr der ikke eksisterer. Skæbnen vil dog, at Russell strander på Carls veranda, netop som huset letter. Og så er Russell med i eventyret – selv om det måske er lidt urealistisk, at det ingen konsekvenser har med hensyn til Russells forældre, at han pludselig er væk. Det var i hvert fald hvad jeg tænkte. Men det er der også en forklaring på.

Undervejs lærer vi lidt om de to, bl.a. at Russell savner en faderskikkelse og generelt nogen at knytte sig til. Carl bløder en smule op undervejs, da han trods alt ikke helt kan stå for Russells næsten grænseløse naivitet.

Langt om længe ankommer de rent faktisk til sydamerika, hvor de stifter bekendtskab med en sneppe, som Russell navngiver Kevin. Kevin viser sig dog at være lidt misvisende, for Kevin er en mor, der har nogle unger, som hun leder efter.

De møder også en hund, som kalder sig selv for Dug. Ja, du læste rigtigt. For hunden bærer et halsbånd der gør, at man kan høre hundens tanker.

Efterhånden som de kæmper sig vej mod Paradise falls, bliver Carl og Russell pludselig taget til fange af en stor flok hunde, der bærer samme type halsbånd som hunden Dug. Hundene viser sig at tilhøre den store eventyrer Charles Muntz, som for mange år siden forsvandt fra offentlighedens søgelys, efter en mindre skandale. Carl er naturligvis ellevild over at møde sin store barndomshelt, men Muntz viser sig at være en ondskabsfuld mand som kun tænker på sig selv.

Muntz leder efter den sneppe, som Russell har fattet forkærlighed for, for den er sjælden og han vil tilføje den til sin store samling af skeletter. Det vil hverken Carl eller Russell acceptere, og sammen forsøger de at hjælpe fuglen til at undslippe Muntz’ kløer.

Men undervejs bliver Carl stillet overfor nogle svære valg. Hans tilknytning til huset bliver sat hårdt på prøve. Og filmen er i det hele taget på visse områder mere dyster end de andre Pixar film. Emner som døden og dyb sorg, livets hårde valg og meget andet, får filmen til at være meget voksen på visse områder.

På magisk vis – og jeg anser det for at være den eneste form for virkelig magi der findes – får Pixar vævet usandsynligt sjove situationer og dybt, dybt charmerende personer ind i hele historien.

Tag f.eks. hunden Dug. Essentielt er det bare en hund med en stor næse. Hvor svært kan det lige være? Men prøv lige selv at tegne en hund med en stor næse, som har en charme og personlighed som Dug. Man kan ikke andet end beundre Pixar. De kan noget med personligheder. Jeg skal dog indrømme, at jeg ikke var helt vild med den måde Russell var tegnet på (som en småkvabset asiat), og han var måske lige en anelse for naiv og idealistisk.

Det betyder dog ikke, at filmen bliver dårlig. Kontrasten mellem den gamle og bitre Carl og unge og naive Russell er stor. Og det er tydelig fortælleteknik, at sætte de to sammen. Teknikken fungerer. Ingen tvivl om det.

Med Up bliver du sat på prøve, hvis du er typen der ikke er meget for at vise følelser, for du skal nærmest være lavet af sten, for ikke at leve dig ind i de følelser der afbilledes. Scenen med Ellies død og flere af Carls meget svære valg, affødte uden tvivl fugtige øjne hos mig, og ganske vist lever jeg mig let ind i film, men kun hvis de virkelig siger mig noget.

Det gør Up. Man lever sig ind i Carls situation, og selv om man ind i mellem hader de valg han foretager som gammel bitter mand, så tilgiver man ham i sidste ende, når man forstår baggrunden for dem.

Filmen er naturligvis spækket med små visuelle gags – det ER jo en Pixar fim – og der er skam også sjov og spas for børnene. Det er øvrigt også den første Pixarfillm, hvis man rent faktisk ser blod. Men bare rolig, det er ikke en voldelig film.

Jeg indledte med en svada om at alle fejler på et tidspunkt. Det er simpel logik. Men atter er Pixar dem der trodser logikkens love. De har skabt endnu en vidunderlig film, som måske ikke helt er en ægte klassiker. Men det gør ingenting. Den efterlader en skøn følelse og hvad angår mit humør, er filmens titel intet mindre end helt og aldeles dækkende. Og så har den introduceret mig for et herligt udtryk, som helt sikkert kommer til at blive vanedannende. Point! (den forstår du når du har set filmen selv)

Filmen er i øvrigt den første animationsfilm, der nogensinde har indledt Cannes filmfestivalen. Det er også den første 3D-film, der nogensinde har gjort det.

Karakter: 9 ud af 10

-Jacob

Ret skal være ret…

2009-06-01T15:27:00.001+02:00

I forlængelse af forrige indlæg, hvor jeg med vanlig brok afstedkom en del ytringer, som måske var lidt hurtigt ude, må jeg hermed bringe et dementi:

Min kære, søde, rare, venlige og aldeles dejlige boss har sørget for, at der også bliver en smule aflastning af mine arbejdsopgaver. Så… der er nu alligevel lidt lys for enden af tunnelen.

Og så var det i øvrigt rart med nogle solrige dage, så mit ligblege legeme kunne antage en lidt mere anstændig glød og ikke tiltrække så mange bedemænd. Lige så rart er det dog også, at det ikke bliver nær så varmt i morgen, hvor man atter skal tilbage på pinden og knokle.

Så i øvrigt den lettere b-agtige film Screamers 2: The Hunting i går, og den var forbavsende okay af en lavbudgets sci-fi at være. Muligvis følger en anmeldelse. Det samme gælder boxsættet “Life on Land” på 15 DVDer, som jeg er ved at være igennem (er ved DVD 10). Det har indtil videre været top-notch underholdning, et mageløst boxsæt som jeg anbefaler alle dokumentar-elskere at eje. Især hvis man elsker dyr og natur.

Oh og så er det da i morgen jeg forhåbentlig får min kære Xbox 360 igen i opgraderet tilstand. iXtreme V1.6 ftw!

-Jacob

Skønt… for de andre!

2009-05-25T22:26:00.001+02:00

I dag kom der så den herlige besked på arbejde, at vi får en ny kollega, en person som har været længe ved retten (hun har haft 25 års jubilæum) og det er jo bare herligt. Det betyder at der bliver flere hænder om opgaverne.

OG DOG…

Det kommer ikke rigtig til at betyde noget for os (læs: mig) der sidder med en kæmpe afdeling + en almindelig afdeling af civile retssager. Ergo kommer det ikke til at hjælpe mig en skid.

Måske er det lidt egoistisk at sætte det sådan op, og heldigvis kan jeg da også glæde mig for mig kolleger. Der er bare ikke meget at hente i det for mig…

-Jacob

2009-05-24T17:01:00.003+02:00

Coraline (nej, ikke “Caroline”) flytter sammen med sin far og mor ind i et stort lyserødt hus, hvor naboerne tæller et underligt søskendepar med mange hunde i kælderen, og en eksentrisk russer på øverste etage, der har et cirkus med hoppende mus.

Forældrene har ikke meget tid til hende, da de arbejder konstant. Coraline keder sig, for huset ligger ret afsides. En dag går hun ud for at udforske området og støder da ind i Wybie (kort for Wyborne – haha), en dreng der bor i nærområdet med sin bedstemor. Med sig har han en skravlet kat. Selv om han og Coraline ikke bliver venner lige med det samme, er det tydeligt, at der er noget kemi. Senere har Wybie efterladt en dukke på dørtrinnet – en dukke som ligner en mini-udgave af Coraline. Tilsyneladende en gammel dukke hans bedstemor havde. Med knapper som øjne. Grundet kedsomheden – og en smule pres fra forældrene – begynder Coraline at udforske det 150 år gamle hus. Ved et tilfælde opdager hun en lille dør, der dog er dækket til af tapet. Hun får sin mor til at finde en nøgle der passer. Fyldt med forventning om eventyr, åbner Coraline døren og ser… en mur.

Den aften går hun atter trist i seng, men i løbet af natten vækkes hun ved lyden af noget. Det er en lille mus der hopper afsted. Coraline følger efter, og hun kommer til den lille dør igen. Men denne gang er alt anderledes. Der er ikke længere en mur bag døren. I stedet er der en gang, og nysgerrig som Coraline er, kravler hun gennem tunnellen og ender i… samme rum som hun kravlede ind fra. Men… Det er ikke den verden, som Coraline kender. I denne version af huset er hendes far og mor søde og rare, giver hende hvad hun vil have at spise, giver hende gaver, pjatter og morer sig med hende. De er dog lidt underlige, for de har også knapper som øjne. Det har alle i denne alternative verden. Undtagen Wybies kat, som også kan tale der.

Til sidst slutter det dog med at Coralines alternative forældre lægger hende i seng, og da hun vågner, er hun tilbage i virkeligheden. Næste nat vågner hun dog igen, og endnu en gang kravler hun gennem til lille dør, til den meget bedre, alternative verden.

Men er den alternative verden nu også så fantastisk? Katten fortæller Coraline, at det faktisk ikke er så godt et sted, hvilket hun er meget uforstående overfor, indtil de alternative forældre viser sig fra deres rigtige side. Pludselig bliver det en farlig situation for Coraline, en situation der ikke kun involverer hende selv. Hvis du synes det lyder LIDT som noget fra Alice i Eventyrland, så tager du ikke helt fejl. Der er paralleler. En tunnel til en alternativ verden og en talende kat. Men det er bestemt ikke samme historie. Og hvor Alice i Eventyrland er ret bizar og surrealistisk (jeg tænker altid “hvad pokker røg de da de lavede den” når jeg ser den), er Coraline mere realistisk og dyster.

Realistisk er måske et lidt forkert ord, for Coraline er – som det nok fremgår af billederne – en animeret film. Og instruktøren er ingen anden end Henry Selick, manden der også instruerede James and the Giant Peach og The Nightmare Before Christmas – begge meget flotte og imponerende animationsfilm. Filmen er i øvrigt baseret på Neil Gaimans bog af samme navn.

Til jer der måske syntes der var lidt for meget musical over Nightmare Before Christmas, kan jeg berolige og sige, at der er ikke andet end en enkelt sang i Coraline, og det er på en meget naturlig måde.

Animationen er som i de to førnævnte film helt i top, og det er da også stort set samme team, som f.eks. Brad Schiff, der står for det imponerende animationsarbejde.

Musikken står franske Bruno Coulais for, og han har bl.a. også stået for musikken til den danske tegnefilm Drengen der ville gøre det umulige, samt den smukke Le peuple migrateur.

Stemmerne til figurene leveres også af et godt ensemble. Den altid fantastiske barnestjerne (som efterhånden ikke er så meget barn mere, med sine 15 år) Dakota Fanning leverer stemmen til Coraline, og det gør hun helt og aldeles efter bogen – og lidt til. Teri Hatcher (kendt som Susan fra Desperate Housewives) lægger stemme til Coralines mor, både den rigtige og den alternative version. Især i den alternative version gør hun det rigtig, rigtig godt.

I det hele taget må både lyd- og billedsiden af Coraline siges at være i den høje ende af skalaen. Alting emmer af karakter og stemning, der er nogle helt fantastiske figurer med i filmen og selv om den umiddelbart er en børnefilm, er den lavet så dyster, at også voksne kan nyde den – vokse der ellers ikke ville se børnefilm.

Ser man mere nøgternt på den og kalder den for en animationsfilm, er den også et fænomenalt stykke håndværk. Ganske vist har jeg aldrig helt mistet mit indre barn og har normalt rimelig nemt ved at lade mig rive med af eventyr, men jeg har set mange film og er efterhånden ikke så nem at imponere. Coraline imponerede mig. Vi har set selve håndværket før i Henry Selicks tidligere film, men det bliver mere og mere finpudset, så jeg kan ikke lade være med at blive suget ind i universet. Når man sidder der i mørket og ser filmen, forsvinder alt omkring en og samfulde 100 minutter forsvinder som dug for solen. Det til trods for, at historien som sådan ikke indeholder mange overraskelser eller nyskabelser. Det er heller ikke nødvendigt. Et godt eventyr går aldrig af mode.

Coraline bør være en af de 3 nominerede animationsfilm for 2010 Oscaruddelingen. Som det er nu, er det vist kun Pixars Up der har en chance mod den.

Der har været lidt kritik over nogle af filmens scener, at de skulle være uegnede for børn. Det gælder f.eks. en af Coralines naboer er en meget storbarmet dame, som man ser i et meget lille kostume i en scene.

Helt ærligt – det er dukker! Børn griner blot af at damens bryster hopper og danser rundt, og voksne mennesker ser heller intet innuendo i det. Bevares, der er sikkert undtagelser, men jeg snakker om flertallet.

Filmen er heller ikke overdrevent uhyggelig. Der er givetvis nogle scener, som måske kan være meget spændende for en ung purk eller lille pige, men det er ikke noget der ville have givet mig mareridt som lille.

I øvrigt er jeg ikke sikker på filmen bliver vist med danske stemmer overhovedet (rettelse: det blev den faktisk). Så måske er der slet ikke så mange børn herhjemme der vil se den. Vi voksne, som stadig finder glæde i flot animation, stemningsfyldte billeder, klassisk eventyr og sprudlende musik – ja vi kan roligt finde vej til biografens mørke og tage med Coraline på en spændende rejse.

Karakter: 8 ud af 10

-Jacob

Trailer for filmen

2009-05-10T13:46:00.002+02:00

Det har bestemt ikke været nogen nem opgave, som Jeffrey Jacob Abrams blev sat på, da han skulle instruere den nye Star Trek film. Jeg mener, hvordan tager man noget, som er så indstuderet, så etableret og så værdifuldt, ja nærmest helligt for en forfærdelig masse mennesker, og tilfredsstiller alles behov for en forhistorie? Det er næsten en umulig opgave, så lad mig med det samme konkludere, at J.J. Abrams ikke har formået at gøre det umulige. Ikke alle vil stille sig tilfreds med denne film. Men…

Hvad han har formået er, at lave en film der er flot, medrivende, emotionel, action-fyldt og – efter min personlige mening – ganske godt introducerer nye folk til Star Treks univers.Jeg er langt fra nogen Trekkie, men jeg har dog set masser af afsnit af Star Trek serien samt alle filmene. Serierne har fortrinsvis gode afsnit, men der er et par svipsere ind i mellem. Filmene, ja der har jeg faktisk syntes godt om dem alle, bortset fra 5’eren, som jeg syntes var decideret kedelig. For megen politik og for lidt spænding og for lidt af det, som mange finder det forfærdelige ved Star Trek, nemlig moral. Alt det, som seriens oprindelige forfatter, Gene Roddenberry, har lært os Star Trek er.

Moral er der en del af i den nye film. Men der er også de klassiske episoder, hvor de velkendte karakterer lever op til deres rygte. Men lad os starte med begyndelsen.

Leonard 'Bones' McCoy: [Første ord efter at have sat sig ved siden af Kirk] I may throw up on you.

Vi introduceres for en meget ung James Tiberius Kirk. Faktisk oplever vi hans noget turbulente fødsel i starten. Der er fuld drøn på fra begyndelsen, hvilket er ganske typisk for J.J. Abrams. Det er lige før, der er for megen action på skærmen.

James T. Kirk (spillet af Chris Pine) er en rebelsk ung mand. Vi springer hurtigt frem til hans unge, voksne år, kun afbrudt af en enkelt episode med en sportsvognsklassiker (scenen fra traileren), hvilket bringer mig til min første anke: Vi lærer reelt ikke særlig meget omkring hvorfor Kirk er som han er. Men fred være med det. Vi ser hvordan og hvorfor Kirk ender med at lade sig indlemme i Star Fleet. Det er her han for første gang møder den unge vulcan Spock.

Spock spilles af Zachary Quinto, mest kendt som Sylar fra den populære tv-serie Heroes. Jeg har set Heroes og har faktisk aldrig tænkt over, hvor velegnet Quinto ville være i rollen som Spock, men kudos til April Webster og Alyssa Weisberg for at have castet ham. Vi ser også lidt af Spocks forhistorie, men den har dog været oppe at vende i andre Star Trek sammenhænge.Kirk møder også de andre velkendte medlemmer af den oprindelig besætning, nemlig kommunikationsofficer Uhura, lægen Leonard McCoy (“Bones”), piloten Zulu (spillet af John Cho, kendt som Harold fra Harold and Kumar) og en meget ung navigationsofficer Chekov (spillet af den forholdsvis ukendte Anton Yelchin, måske mest kendt for hans rolle i Alpha Dog, men snart kendt endnu mere for hans rolle i Terminator: Salvation). Har jeg glemt nogen? Ja, men ham møder Kirk først senere, da han strander et øde sted og møder en ny/gammel ven.

Leonard 'Bones' McCoy: Space is disease and danger wrapped in darkness and silence.

Skæbnen vil naturligvis, at Kirk flyver gennem Star Fleet akademiet, men det går ikke helt som han kunne have håbet. Han ender ikke som kaptajn på det legendariske U.S.S. Enterprise. Han får slet ikke lov til at komme med ombord. Heldigvis har han en ven, som er villig til at hjælpe ham. Og der bliver brug for alle hænder.

En ret så vred Romuluan truer med at udslette planeten Vulcan, ved at bore et hul i den og “indsprøjte” en bombe, der vil udløse en singularitet, og dermed skabe et sort hul, som vil opsluge planeten. Det er op til Star Fleet at redde dem.Desværre går tingene ikke helt som håbet/planlagt, og alternative metoder må tages i brug. Logik er ikke altid vejen. Og nogen gange er det okay at “snyde”. Der er morale i Star Trek, men noget af den er, at nogen gange er dobbelt moral dobbelt så godt.

I det hele taget er filmen meget amerikansk. J.J. Abrams har sans for det pompøse og ekstravagante, og som tidligere nævnt, er der tidspunkter, hvor der næsten sker for meget på skærmen. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at være underholdt.

Filmen skildrer forhistorien for en hel generations helte. Jeg mener, det er forhistorien for en serie der har affødt hele sprog, tekniske teorier, tonsvis af spin-off serier og fans der er dybt fanatiske. Der er kendte og elskede karakterer, som de var, før de blev kendt og elsket. Jeg kunne ikke lade være med, at blive lidt fascineret af det hele.

Star Trek-universet har altid været lidt af et nørde-paradis. Der har været action, science-fiction, moraler, tekniske forklaringer og masser af teorier. Men der har også været emotionelle øjeblikke, og dem byder den nye film også på. Det var bestemt et par meget bevægende øjeblikke, og action mangler filmer heller ikke.

Historien er som sådan ikke en med de helt store overraskelser, så det er ikke her man skal finde guldet. Den byder dog på i hvert fald én ret stor overraskelse, for så vidt angår Spock og et andet besætningsmedlem. Jeg vil ikke afsløre noget, men overraskelsen kræver dog, at man i forvejen kender til universet. Som ganske habil nyder af Star Trek-universet – om end jeg syntes bedst om “next-generation” serien, frem for den originale – vil jeg tillade mig at påstå, at filmen kan fange de fleste inkarnerede fans, og måske tiltrække et par af de nye. Der vil altid være nogle purister, som vil kunne finde negative aspekter og detaljer ved filmen, men for os andre, er det to timers fornøjeligt gensyn med elskede karakterer. Men hey… hvad fanden sker der med musikken? Den var absolut ikke memorabel på nogen måde, ud over det fantastiske valg af Beastie Boys “Sabotage”, som jeg aldrig havde troet jeg skulle høre i en Star Trek film.

Alligevel har jeg kun følgende at sige til den nye besætning – med Spocks egne ord: “Good luck”.

Karakter: 8 ud af 10

-Jacob

Trailer for filmen:

Tankevækkende

2009-05-06T20:53:00.001+02:00

10 mennesker har svineinfluenza - Alle vil til at gå med maske.

2 mio. mennesker har AIDS – Men ingen gider bruge kondom.

-Jacob

2009-05-03T15:22:00.002+02:00

Der er folk der synes Star Wars-filmene er ganske gode – og så er der dem der mener, at de er guds gave til folket. Den sidstnævnte kategori, er de såkaldte fanboys. Fanboys er personer, der elsker/forguder et emne i sådan en grad, at det grænser til fanatisme.

Jeg er ikke selv fanboy af noget, men jeg har dog altid holdt meget af Star Wars. I Fanboys møder vi en flok drenge, der er rigtige fanboys. Det vil sige, den ene er ved at blive voksen…

Vi skriver 1999. Eric, Linus, Windows og Hutch er en flok drenge, der har dyrket Star Wars gennem hele deres barndom. De sidste tre gør det stadig, men Eric er gennem hans job i faderens bilhandel ved at blive voksen. Han driller de andre med at de aldrig bliver voksne, og hans fanatisme er klart aftagende.

Linus var Erics bedste ven, men efter at Eric har tonet ned for Star Wars lidenskaben, har Linus set sig sur på Eric. Det tager Eric ikke så tungt, indtil den dag, hvor Windows og Hutch fortæller ham, at Linus har dødelig terminal cancer – og ingen ved hvor længe han overlever.

Pludselig ender det med, at drengene er sammen igen, for de har et fælles mål: At tage til Skywalker Ranch (stedet hvor George Lucas og filmselskabet LucasFilm har til huse) og stjæle en tidlig version af den nye Star Wars film. Det bliver ikke nævnt direkte, men det ligger naturligvis mellem linierne, at det er for at Linus kan nå at se den famøse Episode 1 af Star Wars, inden han dør. Der er med andre ord lagt op til en såkaldt road-trip film.

Enhver road-trip film indeholder scener hvor hovedpersonerne kommer tættere på hinanden, hjælper hinanden, skændes og kommer i sjove/problematiske situationer. Ud fra den betragtning, opfylder Fanboys alle kriterierne. Drengene kommer i klammeri med Star Trek-fans, politiet, ludere, alfonser, sikkerhedsvagter etc.

Hutch: What's the Klingon for "I'm going to die a virgin"?
Admiral Seasholtz: [Svarer på flydende Klingon]

På et tidspunkt bliver de løsladt fra fængsel mod kaution, hvilket stilles af deres fælles veninde Zoe (Kristen Bell), en pige som de allesammen har det godt med, fordi hun også er LIDT nørdet. Hun ender naturligvis med at rejse sammen med dem og der er selvfølgelig en lille romance involveret i dette.

Fanboys er ikke en film med overraskelser. Der er intet specielt ved plottet og for mange vil den været ret ligegyldig. Men det er nu alligevel en film, som man ikke helt kan undgå at blive i lidt godt humør af, uanset om den er dybt urealistisk. Der er cameos fra flere kendte (Seth Rogen, William “I can get ANYTHING” Shatner, Danny Trejo, “Lando Calrissian”, “Darth Maul” etc.) og der er nogle ret underholdende små detaljer fra nørduniverset ind i mellem.

Jeg ville egentlig have troet, at det var en af de film der var gået direkte til DVD-udgivelse i norden, men man har åbenbart valgt at vise den i biografen, der har sågar været nogle halvstore annoncer for den i aviserne. Personligt synes jeg ikke den vinder det helt vilde ved at blive set på det store lærred (selv om det naturligvis altid er det bedste), så hvis du ikke ligefrem er meget vild efter at se den, så vent til DVD-udgivelsen (som er ude nu) og lej den billigere.

Men hvis der er LIDT fanboy gemt i dig, hvis du har en LILLE spire af en flamme for et emne – Star Wars eller ej – ja så vil du sikkert godt kunne more dig over Fanboys.

Karakter: 7 ud af 10

-Jacob

Trailer for filmen:

Filmanmeldelse: The Duchess

2009-04-25T17:05:00.001+02:00

Keira Knightley. En klassisk smuk og billedskøn skuespillerinde, som efterhånden har været med i en del film, hendes unge alder taget i betragtning. Jeg har tidligere anmeldt Atonement, en film der ligesom The Duchess foregår i fortiden, men The Duchess går noget længere tilbage, nemlig til det 18. århundrede.

Historien er kort: Georgiana Cavendish(Keira Knightley) bliver gift med hertugen af Devonshire (Ralph Fiennes), og lykken er gjort for alle. Og dog. Hertugen gifter sig først og fremmest fordi han er nødt til at få sig en arving, med andre ord, han skal have en søn. Det har Georgiana som sådan ikke noget problem med, selv om hun skuffes en del over hertugens manglende evne til at konversere. Med andre ord, hun elsker ikke ligefrem hertugen og keder sig ærlig talt i hans selskab.

En dag kommer der en kvinde med en lille pige, som hertugen meddeler skal bo hos dem, da moderen er død. Han siger det ikke direkte, men pigen er naturligvis hans “uægte” barn. Det accepterer Georgiana lidt modstræbende, men ender dog med at kaste sin kærlighed på den lille pige.

Georgiana bliver gravid, men føder en pige. Hertugen er naturligvis skuffet, og Georgiana bliver gravid igen. Uheldigvis føder hun endnu en pige, og hertugen bliver mere og mere uuholdelig. Han kerer sig overhovedet ikke om sine døtre eller sin kone, kun hans to hunde får hans opmærksomhed.

Ved en fest ser Georgiana hertugen snakke med en kvinde, som viser sig at være Elizabeth (kaldet Bess) Foster (Hayley Atwell), som Georgiana ender med at blive ven med. Da Bess er kommet i en prekær situation, hvor hun af sin mand er nægtet at se sine børn, samt ikke rigtig har noget sted at bo og er nødt til at bo til leje, indtil hun ikke flere penge har, foreslår Georgiana hertugen, at Bess bor hos dem.

I Bess finder Georgiana en veninde, der gør det akkurat udholdeligt, at være sammen med hertugen. Lige indtil den dag, hvor Bess gør noget, som Georgiana ikke finder tilgiveligt.

For at komplicere sagen yderligere, har Georgiana en beundrer, som bestemt ikke går hendes egen opmærksomhed forbi heller. Charles Grey (Dominic Cooper) er vildt betaget af hende, og hun af ham. Men hvor hertugen er noget nær englands mest magtfulde mand, er Charles blot en aspirant til statsministerposten. Og de vil aldrig kunne finde sammen. Eller kan de? Ham jarlen af Grey (Earl Grey!) er meget opsat på at vinde hende.

The Duchess er en ganske flot film, hvis man er til store kjoler, opsat hår og mænd i paryk og ekstravagant tøj. Jeg skal gerne indrømme, at jeg overhovedet ikke er specielt interesseret i den tidsperiode filmen går i, jeg er ikke vild med Keira Knightley (finder hende reelt set ikke særlig attraktiv) og jeg er heller ikke den store beundrer af den slags drama filmen afbilleder. Men jeg må indrømme, at filmen var dragende alligevel.

Ralph Fiennes spiller som altid perfekt. Han er god i rollen som hertugen, en mand der tilsyneladende er ude af stand til at udtrykke sine følelser, eller som han siger på et tidspunkt:

I have never been very adept in the art of expressing my personal emotions

Han er nok den eneste mand i hele England, som ikke elsker hans kone, som er voldsomt populær over hele landet.

Dominic Cooper spiller Charles Grey med en næsten for megen overbevisning, der er tidspunkter hvor han næsten er belastende romantisk og overdrevent forstående. Men det nærmest poetiske og maleriske sprog er naturligvis også en del af den kultur der herskede i den periode, blandt aristokratet.

Keira Knightley leverer en god præstation. Jeg kan ikke blive helt klog på, om hun spiller lige efter bogen eller leverer lidt ekstra. Og ja, hun er jo en køn pige, men af en eller anden grund, er hun slet ikke en jeg personligt kunne falde for. På den anden side er hun en god repræsentation af den rolle hun spiller, nemlig en smuk kvinde, der reelt set ikke leverer andet end noget, som hertugen kan pynte sig med. Og hun er populær hos pøblen og det øvrige aristokrati.

Det kan lyde som en hård kritik, men trods alt synes jeg filmen virker helstøbt og på trods af, at jeg ikke var sikker på jeg ville kunne holdes fanget af filmen, lykkedes det den at holde min opmærksomhed hele vejen igennem. Derfor den pæne karakter.

(Og til dem der ikke allerede har gættet det: Ja, Georgianas liv var på mange områder meget lig Lady Dianas. Elsket af folket, et stilikon - og ulykkelig gift)

Karakter: 7 ud af 10

-Jacob

Trailer for filmen:

Filmanmeldelse: Crank: High Voltage

2009-04-19T13:38:00.001+02:00

I den første Crank film spillede Jason Statham Chev Chelios, en professionel lejemorder. der fik indsprøjtet et serum i kroppen der gjorde, at hvis hans puls kom under et vist niveau, ville han dø. Derfor var han nødt til at få pulsen i vejret hele tiden, altså “crank it up”. Det resulterede i, at han konstant søgte et totalt adrenalinrush, hvilket gav nogle meget underholdende scener i et højt tempo. Ikke nogen storfilm eller klassiker, men god og solid action.

Da jeg første gang så en teaser for Crank: High Voltage (herefter CHV), troede jeg ærlig talt det var en joke. Den så fuldstændig gakket ud. Men som tiden gik, fandt jeg så ud af, at det var vitterlig et reelt projekt. Og præmissen i filmen er stadig totalt overdrevent.

Chev røg ud af en helikopter i den første film, og man troede egentlig ikke han overlevede. Men det gjorde han, og nu har en kinesisk mafiaboss sakset ham og taget hans hjerte, som er erstattet af et kunstigt hjerte, som med jævne mellemrum har brug for strøm via et batteri. Chev vågner op på operationsbordet, netop som kirurger skal til at fjerne en anden ret så vital legemsdel (for en mand), men der sætter han alligevel grænsen og flygter.

Han konstaterer, at han kun overlever ved at få opladet batteriet med jævne mellemrum, hvilket giver udslag i nogle ganske opfindsomme måder at gøre det på. Som f.eks. at lade sig “taze” af politiet (stød fra strømpistol), eller at gnubbe sig op af andre personer (f.eks. en ældre dame). Straks sætter han afsted efter den person, som han mener render rundt med hans hjerte i en fryseboks, og intet skal stoppe ham.

Flere fra den første films persongalleri er med, bl.a. er Chevs kæreste Eve (spillet af Amy Smart) stadig med, og hende har han bl.a. en ret så grænseoverskridende sexscene på en travbane (bogstavelig talt) med. Doc Miles (Dwight Yoakam) er også meget igen, som en af Chevs få venner, som hjælper ham bag kulisserne.

Efren Ramirez var en af de skuespillere, der var med i den første film, som også er med i denne, men han spiller en anden karakter.

I det hele taget er skuespilbesætningen lidt spøjs og filmen har indtil flere optrædender af kendte navne (David Carradine, Ron Jeremy, Ed Powers etc.) fra både tv, film og porno. Man skal dog have rimeligt godt kendskab til amerikansk populærkultur, hvis man skal fange dem alle.

Filmen er som sagt spækket med action, men den er også smækfyldt med racistiske kommentarer, sjove one-liners, pænt grafisk vold og der bliver ikke lagt fingre imellem ret mange steder. Det er bestemt ikke en film for sippede individer, men hvis man kan lide sjov, fart over feltet, flot koreograferet vold og at få pulsen i vejret, så er der smæk for skillingen med CHV. Jeg kan nævne et haglgevær i et røvhul, grinding af et gelænder på sko, stød gennem tunge og genitialer, (førnævnte) sexscene på en travbane (mens løbet foregår), parodier på computerspil, japanske monsterfilm, ja man kunne næsten blive ved. Det er nærmest en endeløs strøm af bizarre indslag!

Trods at der ER megen underholdning i filmen, så formår den ikke at have helt samme gennemslagskraft som etteren. Den virker lidt for gakket til at have samme “kant”, hvilket i min bog gør den en anelse dårligere end “Crank”. Men det er fin sommerunderholdning.

Karakter: 7 ud af 10

-Jacob

Trailer for filmen:

Filmanmeldelse: Fast and Furious

2009-04-07T23:31:00.001+02:00

Suppeopkog på gamle, suttede ben. Det er vel nærmest sådan man kan beskrive Fast and Furious. Vi er nu ved den fjerde film i den serie, og ganske vist er Vin Diesel og Paul Walker tilbage i rollerne, efter at serien tog en afstikker til østen med The Fast and the Furious: Tokyo Drift.

Men ikke nok med at man har fået det gamle ensemble tilbage, man har sørme også fået den samme, efterhånden ret fortærskede handling tilbage. Oh yeah. Vi snakker Vin Diesel som superchaufføren, der er lige akkurat så meget bad guy som man kan være, og stadig bevare sin charme og være næsten indenfor lovens rammer. Og Paul Walker er betjenten, der færdes lidt for godt i de kriminelles kreds. Og sørme, om ikke det IGEN er noget med at de sammen skal bekæmpe onde, onde forbrydere. Ikke blot forbrydere der snyder og svindler, men som virkelig er gennemsyret onde og svinske. Halleluhja!

Som sædvanlig er der masser af stylede biler, nitroindsprøjtninger og totalt overdrevne gadgets og himstregimser. Vi snakker om dimseoverload der nærmest overgår en James Bond film. Men det er skam flot lavet. Musikken er også den samme efterhånden trættende blanding af rap-numre. Når man tænker på, at det er nummer 4 i en efterhånden lidt trættende serie, så er produktionsværdien forbavsende høj, så kudos til instruktøren Justin Lin for det. Han stod forresten også bag Tokyo Drift. Og indrømmet: Startsekvensen er faktisk rimelig fed.

Selv om Vin Diesel er Dominic Toretto (om end slet ikke i samme grad som han ER Richard B. Riddick), så hjælper det ikke filmen meget. Vinny-dreng, vi vil hellere have en Riddick-film mere, tak.

Men hvis man er til hjernedød action, som man slet ikke lever sig ind i, samt flotte biler og vilde motorlyde, ja så vil man da sikkert blive underholdt/få en fed på af denne film.

Resten af os vil nok ønske vi havde brugt tiden lidt mere konstruktivt.

Tip: Dette er ikke en film man tager en date med ind og ser.

Karakter: 4 ud af 10

Trailer:

-Jacob

Filmanmeldelse: X-Men Origins: Wolverine

2009-04-07T21:00:00.001+02:00

Lad mig med det samme slå fast: Jeg er ikke nogen fanatiker, når det kommer til Marvels univers. Jeg kender ikke alle karakterene, men jeg kender dog en del. Og jeg er en mand, der stadig har en knægt indeni, så jeg synes også superhelte er seje. Når det så er sagt, kan jeg tilføje, at jeg syntes ret godt om de tidligere X-Men film, så mine forhåbninger til denne, var i den pæne ende. Men er det muligt at lave endnu en god X-Men film?

Filmen handler primært om Logan (Wolverine), som igen spilles af den fantastiske Hugh Jackman. Ja, jeg synes ærlig talt han er en skide god skuespiller og så er han sgu også en flot mand. Jackman ER simpelthen Wolverine, ingen tvivl om det.

De engelskkyndige har måske spillet “origins”-delen af titlen, men til dem der ikke lige ved hvad det betyder, kan jeg fortælle at det betyder, at vi denne gang skal have Wolverines baggrundshistorie. Med andre ord, ikke en fortsættelse af de tidligere X-Men film, men en film der foregår FORUD for de andre.

Vi stifter bekendtskab med Logan som dreng, hvor han ved en grusom oplevelse finder ud af, at han ikke er som andre, samt at hans bedste ven også er hans bror.

Broren hedder Victor, og han er også mutant. Hans egenskab er også nærmest usårlighed samt hans kløer og evne til at løbe/springe som en sabelkat – deraf hans tilnavn Sabretooth. Han spilles af den karakterfulde (både af navn og udseende) Liev Schreiber, og han gør det også rigtig godt.

De to brødre finder som sagt ud af, af de skiller sig ud fra alle andre, og det ender med at være dem mod resten af verden. De kæmper i den amerikanske borgerkrig, 1. og 2. verdenskrig, samt Vietnamkrigen. Det er i sidstnævnte, at de går over stregen, og dømmes foran en krigsdomstol til døden. Men regeringen har andre planer.

Det ender med at de kommer i et hemmeligt team af mutanter, som regeringen bruger til specielle situationer. Men en dag bliver al volden for meget for Logan, og han vælger at gå. Desværre kan man ikke bare sådan forlade den “branche”.

Logan får skabt en tilværelse som skovhugger, komplet med en smuk kone, der kender til hans skyggesider, men accepterer ham alligevel. Den idyl afbrydes dog, da hans bror Victor kommer tilbage efter ham…

Mere vil jeg ikke afsløre af plottet i filmen, for selv om plottet ikke byder på mange overraskelser eller er nyskabende, så er det ganske medrivende og okay skruet sammen. Filmen har tonsvis af actionscener, der alle er meget flotte. Produktionsværdien er i top og selv om jeg har hørt kritik overfor filmens “ægthed” mod tegneserieforlægget, ja så vil jeg sige, at jeg et eller andet sted er fløjtende ligeglad, for jeg var underholdt til punkt og prikke. Det her er en hamrende god actionfilm. Den er flot, skuespillerne gør det glimrende, man keder sig på intet tidspunkt og slutningen passer ganske udmærket til de forrige film (senere, rent kronologisk).

Det er forresten ikke kun Sabretooths og Wolverines fortid vi stifter bekendtskab med, der er et par overraskelser undervejs.

Alt i alt en brandgod actionfilm, som endnu engang sætter et stort, fedt lighedstegn mellem X-Men og action.

Karakter: 8 ud af 10

Trailer:

-Jacob

Påskeferie!

2009-04-06T22:10:00.001+02:00

Så startede påskeferien, og det blev på tide med et nyt indlæg, nu jeg trods alt bør have tiden og overskuddet.

Og hvad er der så sket siden sidst? Jo, jeg har lavet en super aprilsnar med min chef på arbejde, været til rødvinskomsammen med mine dejlige kolleger. Se albummet nedenfor.

Se fuldt album

Så har jeg naturligvis været sammen med gutterne, hvoraf den ene blev far her for nylig – for første gang, vel at mærke – hvilket han tydeligvis var stolt af. Han var dog også meget stolt af, at hans kone (de blev gift i sommers) INTET smertestillende fik. Som han udtalte:

Hun fødte på old-school vis.

Som sædvanlig har jeg også fået pløjet mig gennem en stribe film, men jeg orker ikke lige at lave fulde anmeldelser af dem alle, så her kommer en række korte

FILMANMELDELSER:

Eden Lake

Filmen handler om et kærestepar, som tager på weekendophold ved den idylleriske Eden Lake. Det er naturligvis en campingtur i naturen. Alt går vel, indtil de møder en flot mildt sagt møgirriterende og ikke mindst provokerende teenagere. Det ender med at gå den mandlige del af kæresteparret så meget på, at han konfronterer dem, og ender med at komme til at slå deres hund ihjel ved et uheld.

Det får “lederen” af gruppen til at fare helt i flint, og pludselig må parret flygte for deres liv.

Lad det med det samme være sagt: Det er ikke nogen munter film. Den er fyldt med klichéer, men den er samtidig skruet sammen på en sådan måde, at den stadig er nervepirrende og spændende. Til sidst bliver den dog LIDT for meget, og der er eksempler på situationer, hvor karaktererne er himmelråbende dumme. Men igen, hvem handler 100% rationelt, når ens liv er i fare.

Jeg vil dog lige sige, at Kelly Reilly er mmmmums i film! Og hold da kæft hun er rå, når hun bliver godt svinet til af mudder. Gid jeg så ligeså lækker ud, når jeg havde rullet mig et par gange i en mudderpøl. Uanstændigt, at DVDen ikke indeholdte ekstramateriale med flere scener af hende i meget lidt tøj og meget mudder.

Karakter: 7 ud af 10

The Tattooist

Her har vi en anden middelmådig horrorfilm. Det handler om en ung kunstner, der ønsker at lære Samoanske tatovørtekniker. Men hvad han ikke ved er, at den kunstart indebærer også fiflen med åndeverdenen.

Naturligvis bliver det noget med at de tatoveringer han foretager bliver fanget af ånden og bla bla. Vi snakker ikke super spændende plot her. Effekterne er okay, og den er da heller ikke decideret dårlig, men det er bestemt ikke en film man ser mere end én gang.

Produktionsværdien er okay, men det er et lidt usikkert grundlag filmen hviler på. For en horror er den alt for lidt skræmmende.

Karakter: 5 ud af 10

Monsters vs. Aliens

En hel anden genre er den nyeste animationsfilm fra Dreamsworks, kendt og elsket for bl.a. Shrek og Ice Age. Plottet er simpelt: En meteor rammer jorden, lige uden for den kirke hvor den vordende brud Susan (med Reese Witherspoons stemme) skal giftes. Skæbnen vil, at hun bliver besat af en mystisk kraft fra denne meteor, hvilket ender med, at hun bliver kæmpestor. Altså ikke Amin Jensen stor – vi snakker 50 meter høj og den slags. Nåja og så bliver hun pludselig hvidhåret i stedet for mørkhåret?

Det ender med at brylluppet bliver aflyst, og Susan bliver taget til fange af myndighederne. Hun vågner op i en bunker under jorden, hvor regeringer huser en flok monstre, for den slags kan jo ikke bare tøffe rundt på må og få på jordens overflade. Forståeligt nok.

Flokken tæller B.O.B. (med stemme af Seth Rogen), en geléklump, der ikke kan skydes, trampes eller på anden vis ødelægges, men som også glimrer ved sit fravær af en hjerne, Dr. Cockroach Ph.D. (med sublim stemme af Hugh Laurie), en genial videnskabsmand der er blevet til en muteret kakerlak, The Missing Link (genial stemme af Will Arnett) og endelig et gigantisk insekt (meget større end selv Susan).

Nu er der jo en grund til, at filmen hedder Monsters vs. Aliens, og den grund har de kvikke af jer nok allerede gennemskuet. Jorden bliver naturligvis angrebet af aliens, og da ingen våben hjælper mod dem, må man ty til sidste udvej, nemlig at slippe monstrene løs.

Det lyder lidt fjollet, og det ER jo også en film for børn og barnlige sjæle, ingen tvivl om det. Så der er masser af gang i den, tju-bang og action. Og filmen formår at underholde. Jeg tror endda jeg kluk-lo et par gange, for den har skam da charme.

Der hvor filmen fejler, er nok i udviklingen af karaktererne. F.eks. er The Missing Link en rigtig sjov karakter, men han får ikke nok “spillerum” til at vise de sjove sider. Filmen er jo også kun lige godt den sædvanlige halvanden time. Det er som om der er lige lidt nok karakterudvikling, men til gengæld overflod af action.

Ingen tvivl om, at ungerne vil more sig kosteligt over de skøre monstre. Vi voksne, jamen vi får skam også et par grin over de stereotype personligheder og lejlighedsvise gode gags. Men det her er ikke en film der overgår Shrek.

Karakter: 7 ud af 10

Død Snø

Den sidste film jeg vælger at skrive om i denne omgang, er noget så atypisk som en norsk splatter/horrorfilm. Den slags har vi ikke set mange af, og jeg kan ikke lige komme på andre end de to rimelige horrorfilm Fritt Vilt og Fritt Vilt 2.

Ud fra min, som sagt ret så begrænsede erfaring med norske horrorfilm, havde jeg ikke de helt store forventninger til filmen. På den anden side virkede synopsen ret underholdende: En flok mænd og kvinder tager i en fjeldhytte for at hygge og feste. Der får de besøg af en gammel gut, som påstår området i 2. verdenskrig husede en deling soldater med deres bindegale officer i spidsen. De leder efter deres guld. Ja, de leder STADIG. Og de dræber dem der står i vejen eller stjæler guldet.

Altså: Unge smukke mennesker, masser af sprut og Nazi-Zombier. Hallo, er der LIGE lagt i kakkelovnen til en klassiker?! Si, señor!

Filmen lægger ud med dog at være en smule kedelig. Da vi første gang stiftede bekendtskab med zombierne, tænkte jeg at det var lidt fesent. Ikke specielt uhyggeligt. Heller ikke så sjovt. I det mindste lidt blodigt. Så jeg var ved at sige tak for i aften, men efter at der var elimineret en del af flokken, begyndte tingene heldigvis at tage en drejning, og til sidst i filmen kammer det helt over og bliver hylende morsomt. Seriøst, jeg lå flad af grin over nogle af de mest blodige scener i filmen. Den rivaliserer Bad Taste på humor, den er bare meget meget flottere lavet.

Summa-summarum er Død Snø en ganske underholdende film, som er glimrende for fans af horror og splatter – fortrinsvist det sidste. For uhyggelig er filmen aldrig. Al volden er med et vist glimt i øjet og det er tydeligt, at filmen ikke tager sig selv alt for seriøst. Og det er en god ting.

Karakter: 6 ud af 10

-Jacob

Filmanmeldelse: Punisher – War Zone

2009-03-22T13:28:00.001+01:00

Det er åbenbart nærmest obligatorisk, at samtlige filmatiseringer af Marvels superhelte skal følges op af en efterfølger. Det sker i hvert fald for de fleste, og den ganske udmærkede (men heller ikke mere) film The Punisher, har helt efter bogen også fået sin 2er i denne film.

Punisher – War Zone har et helt nyt ensemble af skuespillere. Væk er store navne som John Travolta. Der ER ganske vist nogle få kendte ansigter, som f.eks. Wayne Knight, som mest er kendt for at være sådan en lidt fjollet amatør/nørd/overvægtig mand.

Denne gang spilles rollen som The Punisher (Frank Castle) af Ray Stevenson, som jeg selv kun husker fra den glimrende Outpost.

Plottet er lidt ligegyldigt. Et par bad guys der som sædvanlig prøver at lokke folk i fordærv og ender med at true heltens venner. Denne gang udgør Jigsaw og Loony Bin Jim duoen, som skal gøre Frank Castles liv surt. De er et festligt par, som bestemt ikke har megen medfølelse tilovers for andre end dem selv.

Filmen byder på masser af action, blod, vold, eksplosioner etc. Når man tænker på, at filmen er en såkaldt “straight to video” (direkte til video/dvd) produktion, er produktionsværdien forbløffende høj. En veludført introsekvens, nydelige effekter hele vejen igennem og skuespillere der, forelægget taget i betragtning, formår at udfylde deres roller ganske hæderligt, ja så kan man vel i grunden ikke forlange meget mere.

Angela Donatelli: Step the fuck away from my little girl.
Grace: Mum that's a dad word.

Du får ikke nogen stor film i denne titel. Der er ikke ligefrem nogle memorable scener og der er heller ikke megen humor (ud over lidt ufrivillig). Men du får underholdning samt flotte kamp- og skydescener, hvad enten du har tømmermænd eller ej.

Karakter: 7 ud af 10

Trailer:

-Jacob

Filmanmeldelse: Milk

2009-03-01T15:55:00.001+01:00

Sean Penn. Et navn der, indtil for nogle år siden, var noget jeg forbandt med en afdanket skuespiller, der havde sin storhedstid i 80erne og brugte 90erne på et forlist ægteskab med Madonna.

Nuvel, med Clint Eastwoods film Mystic River, blev Penn atter sat på dagsordenen. Her leverede han en særdeles hæderlig præstation, omend den på sin vis var lidt klichéfyldt. Det var ikke nogen decideret NY rolle for ham.

Alt det er nu ændret med Milk.

Jeg kan med det samme afsløre, at Penn fik en Oscar for bedste hovedrollepræstation, men det er ikke ligefrem altid, at det er ensbetydende med, at det er en god film. Eller at jeg er enig.

Milk handler om den homoseksuelle Harvey Milk, der ender med at blive Californiens første homoseksuelle vælgerrepræsentant. Vi følger Harvey i 1970erne, fra hans første spæde forsøg på at blive valgt, henover en lang og sej kamp, der til sidst ender med at give pote.

Umiddelbart lyder det ikke som nogen specielt sindsoprivende oplevelse, men der er flere faktorer der spiller ind. Filmen foregår i 70ernes San Franciso, nærmere betegnet det stærkt homoseksuelt befolkede distrikt Castro. Harvey åbner en fotohandel og hans første møde med de lokale er en venlig men bestemt besked om, at “Her hersker både Amerikas lov og Guds lov – og politiet håndhæver dem begge”. Det er tiden, hvor modstandere af homoseksualiteten prøver at få det ulovliggjort og stemplet som værende en sygdom.

Harvey indser, at hvis de skal have en chance for at blive accepteret, er de nødt til også at få noget indflydelse. Han stiller op indenfor politik, og scenen er sat.

Man skal ikke være homofob, hvis man skal se Milk. Den snart 50-årige Penn er omgivet af bøsser (og et par enkelte lesbiske) i hele film. Den foregår i et udpræget homo-miljø, men på trods af der skam er decideret kraniegnaveri mellem mænd i filmen, er det nu ikke så slemt endda. Naturligvis er jeg måske mere åbensindet end andre mænd, men det var kun de første par gange jeg så Penn snave med en mand, at det virkede lidt underligt.

Og måske er det hele essensen. Penn spiller fantastisk overbevisende. Han udstråler virkelig det han spiller, en intelligent mand, med idealer, idéer, værdier og et åbent og varme hjerte. Og han ER bare Harvey Milk. At han samtidig også LIGNER ham, det gør ingenting. Hans mimik er nærmest skræmmende identisk med den rigtige Harvey Milk.

Det er ingen hemmelighed, at den rigtige Harvey Milk blev myrdet. Derfor ved man også nogenlunde, hvordan filmen slutter. Men fra start til slut, tryllebindes man ærlig talt af Sean Penns fortolkning af Harvey Milk. En flok bragende gode bi-roller komplementerer ham: Emile Hirsch er endnu engang spot on, han overgår hans rolle i Alpha Dog, James Franco, som nok er mest kendt fra Spiderman-filmene, spiller Harvey’s kæreste og gør det også rigtig rigtig godt. Hele settet, tøjet, sproget, omgivelserne og musikken får det hele til at gå op i en højere enhed. Instruktøren, Gus Van Saints (nok mest kendt for den eminente Good Will Hunting og Finding Forrester), har skabt en lille perle.

Milk er ikke nogen stor film. Men den har store værdier og et stort budskab.

Bedste citat:

Dan White: Society can't exist without the family.
Harvey Milk: We're not against that.
Dan White: Can two men reproduce?
Harvey Milk: No, but God knows we keep trying.

Karakter: 8 ud af 10

Trailer:

-Jacob

Mini-musikanmeldelse: U2 – No Line On The Horizon

2009-02-23T21:36:00.001+01:00

Dette bliver ingen lang anmeldelse, blot lidt positiv omtale af U2s seneste album, der virkelig overraskede mig. Jeg har syntes deres senere udgivelser har været okay, men dette album har de mest gennemførte og melodiøse sange siden albummet “Achtung, Baby”.

Albummet lægger uden med titelnummeret, som er en energifyldt sang, som Bono nærmest skriger ud i starten. Et virkeligt kraftfyldt track, som helt blæste mig væk. Men også sange som “I’ll go crazy if I don’t go crazy tonight”, “Magnificent”, er rigtig gode. Den stille “Moment of Surrender” er fænomenal, og teksten rammer lige i øjet. Jeg elsker basgangen i den.

Noget der er karakteristisk for hele albummet er i høj grad den kendte U2 sound, blot poleret og perfektioneret sådan, at den fremstår som værende både interessant og stimulerende for evt. nye fans, men samtidig nærmest en gave til rigtige U2 fans. Jeg var vild med deres gamle albums og det her, da er sgu som at komme hjem igen. Bonos stemme, den fede guitar, bare tage en lytter til starten af “Unknown Caller” og du VED det er U2 i særklasse.

Er det mon en stigende trend? At store grupper kommer med et super comeback? Nu har The Prodigy og U2 gjort det. Måske er Depeche Mode de næste? Ganske vist havde deres sidste album et par ret gode, men “Wrong” og “Peace” lyder ret lovende. Hvad med et comeback fra Duran Duran?

Karakter: 8 ud af 10.

-Jacob

Musikanmeldelse: The Prodigy - “Invaders must die”

2009-02-12T22:31:00.001+01:00

Jeg har tidligere haft lyttet til den promoudgivelse der blev spredt af The Prodigys nye album. Det var sådan lidt en blandet pose bolcher. Det gav dog lidt håb, for det var stadig bedre end deres sidste album, der nærmest var en joke i min bog.

Siden kom så den færdige version af “Omen” og den gav mig troen tilbage. Troen på at The Prodigy var tilbage i deres gamle form. Hvis der var nogen der tvivlede, så kan jeg meddele, at det var helt uberettiget. Drengene er vendt tilbage til rødderne.

Deres tre første albums var fantastiske og de har revet tænder ud på utallige koncerter. Så forventningerne til deres fjerde album var enorme. Måske var det derfor det skuffede så meget.

Hvad “Invaders must die” gør er, at den tager stort set alt vi kender fra “Out of Space”, “Music for the Jilted Generation” og “Fat of the Land” og blender det godt og grundigt. Hvis håber på distinkt The Prodigy-sound, bliver du ikke skuffet. Det er er den hårde, den 90er-agtige, den grungede, den big-beatede, riff-fyldte, beskidte og alligevel totalt perfektionistiske stemning vi kender. Deres musik kan lyde meget tilfældig og casual, men lyt godt efter og du vil opdage, at der er lagt stor omhu i deres tracks – altså på de tre første albums.

Men hvad byder “Invaders must die” så på?

Tracklisten er som følger:

1. Invaders must die
2. Omen
3. Thunder
4. Colours
5. Take me to the Hospital
6. Warrior’s Dance
7. Run with the Wolves
8. Omen reprise
9. World’s on fire
10. Piranha
11. Stand up

“Invaders must die” og “Omen” kan jeg springe hurtigt over. Som tidligere beskrevet, er det to ret fede tracks, som fortjener plads blandt de andre tracks fra The Prodigy.

“Thunder” er så det første nye track og hvilket track. Det blæser totalt de to første væk. Et totalt voldlækkert riff, skøn og medrivende vokal og dyb god bas, som drengene er kendt for. Alligevel er tracket rimeligt roligt og afslappet. Sådan lidt chilly. Men tro mig, på et par gode Cervin Vegaer vil der blive rykket meget luft!

Albummets nr. fire, “Colours” er straks mere energifyldt, med fraser som “bring your colours to the floor” og en lidt pudsig 90er-agtigt synth ind i mellem. Vi har her lidt stil fra deres første album, blandt med det fra “Music for the Jilted Generation”. Det lykkedes helt okay, omend det blegner lidt i forhold til “Thunder”.

“Take me to the Hospital” starter som noget fra “Out of Space” albummet. Det lyder faktisk helt som noget fra den tid. Lige indtil vi når til ca. 30 sekunder inde i tracket. Advarsel: Når du hører det beat gå i gang, så græder du sgu næsten snot, hvis du er ægte fan af drengene. Hold da kæft, hvor er det stort, og det giver sgu rislen ned af ryggen. Faktisk er der lidt af de samme lyde og samme stemme som i “Out of Space”-titelnummeret. Men den blandes med det nyere og noget helt nyt. Der er dømt total aural orgasme!

Oven på den omgang, er det ikke let at være “Warrior’s Dance”. Det burde næsten kun være en skuffelse. Men dette track havde jeg hørt en halvfærdig version af, og det var.. okay. Den færdige version? Den er faktisk god. Lidt af stemningen fra “No doubt” er til stede, samme stemme og lidt af beatsne. Og der er masser af energi og næsten en steming af ekstase over tracket. Aldeles udmærket.

Med et navn som “Run with the Wolves”, forventer man næsten noget særligt over det. Med sætningen “What ya gonna do when the howls are calling?” indledes dette track, som uden tvivl er et af de mere prominente på skiven. En suveræn vokal og hårdkogt lyrik, der er dømt mørk og dyster stemning her. Og et skønt beat med drøn på bassen.

Det kom lidt bag på mig med “Omen reprise”. Det ER blot et kort nummer på godt 2 minutter, som vist er ment som en slags pause/intermission. Det betyder ikke, at det er dårligt. Det er lidt “spacey” og lyder som noget der er inspireret af synthpop, ja jeg synes sågar der er lidt C64 SID stemning over nogle af lydene. Vokal fra “Omen” bruges, men desværre udnyttes den fede stemning, som de to minutter bygger op ikke.

“World’s on fire” – det starter den også med. Det bliver gentaget en del gang, hvorpå et big beat starter og vi er igen. Her bliver der leget med lydene og effekterne og som jeg før nævnte, kan det lyde meget tilfældigt, men det er det slet slet ikke. Jeg vil dog stadig mene at nummeret kun er “udmærket”.

Der er lidt gyserfilmsagtigt over det første riff på “Piranha”, skivens andensidste track. Men hurtigt efter sætter et fedt beat igang, og der er power på og hidsige 90er synths. Ja sågar lidt 70erne synths med brus og blæver (mere om det om lidt). Som det forrige track leges der også lidt, men det er dog en anelse mere vellykket her. Især beatet er jeg ret begejstret over.

Skivens sidste – og længste – track er “Stand up”. Og det er godt nok også lidt en overraskelsen. Laaaangsomt fader det ind, for efter 35 sekunder at gå over… nej jeg vil slet ikke afsløre det! Jeg blev helt paf. Jeg kan dog afsløre, at vi snakker 70er stemning og tema til tv-serie-agtigt. Et stille og roligt track, der er meget meget funky. Faktisk ikke nogen dårlig afslutning på albummet.

Nu kommer så det interessante. Min samlede vurdering af albummet. Og ja, der er vist ingen tvivl om, at jeg har kunnet lide, hvad jeg hørte. Det er ikke en til et rent 10-tal, for der er ikke kun lutter top-tracks. Jeg har overvejet et 9-tal, men jeg vælger i stedet nedenstående karakter, med stor og fed pil opad.

“I hear thunder, but there’s no rain…”

Karakter: 8 ud af 10

Nåja, jeg blev sgu da 35 forleden…

2009-02-05T16:56:00.001+01:00

… og det fik jeg slet ikke skrevet noget om. Det var okay, eftersom det også blev forbigået mere eller mindre i stilhed.

Når jeg går fra byretten til stationen, er det af lidt forskellige ruter. I dag passerede jeg KFC på Rådhuspladsen. Det var så dagens første stereotype møde. Der sad en sort mand og mæskede sig i en stor mængde stegt kylling.

På vej hjem i dag gik jeg også forbi – som altid – hotel Nimb ved hovedbanen. Der holdt en bus med påtrykt “Copenhagen Fashion Week 2009” (det må vel være dette her), og der fik man da vist lige bekræftet et par fordomme om den verden. Udenfor hotellet stod en stor flok særdeles slanke modeller og røg om kap. Der var også noget ældre, fashionabelt klædte madammer og et par herrer med meget eksklusivt tøj og løse håndled.

Hold da op. Jeg var lige ved at tro, at det var skjult kamera, så stereotypt som det var. Og de såkaldte modeller, som sikkert er nydelige, når de er godt shinet op, de så godt kedelige og meget uniforme ud, som de stod der og trak vejret gennem smøger. Og lignede i øvrigt nogen, som røvkedede både sig og hinanden.

På arbejdet er der godt gang i foråret. Vinteren er dårligt overstået, men der er amoriner i luften. Bossen og en kollega kigger efter en, efter deres udsagn, lækker stilladsmedarbejder, som har en guddommeligt mandig stemme. Endnu har jeg ikke fundet ud af hvem det er (og om det er den samme de kigger efter), hvilket jeg ellers godt ville, for at udnytte det til at spille dem et lille puds.

Min yngste kollega bliver konstant kontaktet af en politianklager. Hun giver ham et “sug i maven”, som han ikke får derhjemme (hos konen og de 2 børn). Det startede vist som en “for sjov”-flirt, men nu er han kommet lidt for nært, synes hun. Desuden har hun selv haft fast kæreste (den samme!) i 6 år, så hun har skrevet og gjort ham opmærksom på det, men det ignorerer han tilsyneladende. Vi driller hende selvfølgelig lidt, da det da er LIDT sjovt med en beundrer.

Det betyder naturligvis, at det ofte i dag har lydt som en veritabel hønsegård i afdelingen, men det er okay. Jeg kan bære over med meget.

Jeg skal også bære lidt over med mig selv, da jeg fortiden er nødt til at fedte lidt for bossen, da jeg gerne vil have ferie op til påskeferien – ligesom alle andre – så jeg har skåret LIDT ned for de sarkastiske bemærkninger og bestukket hende med fin, mørk chokolade og hun fik et kram da jeg gik i dag.

Om det så hjælper, det vil tiden vise. Sikkert ikke. Ingen kan lide en fedterøv :-)

-Jacob

Lidt Windows-tips

2009-01-10T21:45:00.001+01:00

De fleste af os bruger jo Windows i dagligdagen. Sikkert Windows XP, selv om der vel også er et par af jer uheldige brugere, der benytter Vista. Nye computere kommer jo (desværre) med det.

Det gør dog ingen forskel, da langt de fleste af de tips jeg herunder vil fortælle om, virker på alle versioner af Windows fra Windows 2000 og frem.

Mindre lydstyrke-dialog

Hvis du dobbelt-klikker på det lille højttaler-ikon, som typisk er i bunden af skærmen, ved siden af klokken, kommer vinduet med lydindstillingerne frem. Fylder det ikke lidt meget? Ville det ikke være rart, hvis det kunne komprimeres en smule?

Heldigvis kan det minimeres, uden at du mister nogen form for funktionalitet. Tryk CTRL+S og voilá:

Du kan stille på præcis de samme ting, men vinduet fylder meget mindre.

Brug hjulet på musen til netnavigering

Når du browser sider på nettet er det irriterende at skulle flytte musen og klikke tilbage. Derfor bruger jeg selv Opera, som har indbygget mousegestures. Men til jer der helst vil benytte Firefox eller Internet Explorer, er her et lille tip (som dog også virker fint i Opera).

Tryk SHIFT og scroll hjulet på musen NED, for at gå en side tilbage. Tryk SHIFT og scroll hjulet OP, for at gå en side frem.

Minimering af vinduet

Tryk Windowstasten (den med flaget) og D og alle vinduer minimeres, således at du kan se desktoppen/skrivebordet. Tryk samme tastekombination igen, og du er tilbage i det program du lige arbejdede i.

Hvis du i stedet trykker Windowstasten og M, minimeres kun det program du benytter. Tryk SHIFT+Windowstasten og M, og programmer maksimeres igen.

Skift mellem programmer – også de specielle

De fleste kender til ALT+TAB kombinationen, der skifter mellem programmerne i Windows. Men var du klar over kombinationen ALT+Esc? Med den kan du bringe vinduer som “Enhedshåndtering” og lignende forrest, hvilket ALT+TAB ikke kan.

Kopiering af dialogtekst

Hvis du nogensinde har set en dialog med noget vigtig tekst (f.eks. en fejlkode) og det har irriteret dig, at du ikke kunne markere teksten og kopiere den, er her et tip.

Hav dialogvinduet forrest og aktivt, tryk CTRL+C (den normale måde at kopiere på) og teksten bliver kopieret. Prøv selv at starte Notepad op og tryk CTRL+V.

-Jacob

En fantastisk lille film

2009-01-10T14:47:00.001+01:00

Jeg tænkte, at jeg lige måtte dele denne lille kortfilm med jer derude. Den er utroligt vellavet, stemningsfuld og med en ganske interessant pointé.

Det er ikke sikkert, at alle lige får pointen, men så kan man da stadig nyde stemningen, den flotte computeranimation og den velkomponerede musik.

-Jacob

Filmanmeldelse: The Wrestler

2008-12-29T18:11:00.001+01:00

Fra manden bag klassikere som Requiem for a Dream, Pi og The Fountain, kommer nu en hel ny film.

Darren Aronofsky er kendt for sin æstetik og film fyldt med metaforer. Disse begreber tilsidesættes i en vis grad i hans nyeste kreation, The Wrestler. Denne gang fokuserer filmen mere på karakterudviklen og realisme.

Jeg kan med det samme afsløre, at det er en rigtig god film. Men det skyldes ikke så meget Aronofsky, som det skyldes manden der totalt overraskede mig med denne film, nemlig Mickey Rourke. Kort fortalt spiller Rourke den alderende wrestler (fribryder) Randy “The Ram” Robinson, som efter godt 20 år i branchen mest deltager i mindre arrangementer og på nærmeste hustler sig gennem tilværelsen. Omgangskredsen tæller en stripdanser på en lokal beværtning og så wrestlinggutterne, som er det nærmeste han kommer på en familie.

Han er stadig kendt og husket af mange, men storhedstiden er forbi. En dag får han hjertestop efter en kamp og på hospitalet får han at vide, at det er slut med at wrestle. Det kan koste ham livet.

Hele hans liv har været wrestling, så det er en fortvivlet Randy der ikke ved hvad han nu skal gøre. Han forsøger at tage kontakten til hans datter, som han ellers forlod for mange år siden. Han prøver at komme nærmere på stripdanseren. Han forsøger sig som ekspedient i et supermarked. Men uanset hvad han prøver, så kender han kun til at wrestle. Mickey Rourke ikke bare spiller “The Ram”, han ER ham. Således er flere scener improviseret, f.eks. når vi er backstage med alle de forskellige wrestlere, så er det rigtige wrestlere, og Rourke kommer bare ind og improviserer. Det er da også de rigtige wrestlere og Rourke der totalt stjæler billedet i filmen, selv om stripdanseren Cassidy (Marisa Tomei) og datteren Stephanie (Evan Rachel Wood, som var fantastisk i King of California) også gør en hæderlig indsats.

Rourke trænede i 6 måneder og indtog 5.000 kcal om dagen for at opnå hans kampvægt på ca. 110kg. En imponerende indsats, der matcher hans skuespilmæssige indsats i filmen.

I en scene, hvor Randy prøver at forklare hans datter hans situation, siger han:

I'm an old broken down piece of meat and I deserve to be all alone, I just don't want you to hate me.

Det er en meget bevægende scene og Rourkes egen baggrund taget i betragtning, er det lige før jeg tror, at de tårer han fælder i scenen er helt og aldeles autentiske.

Hvis man er barn af 80erne og var blandt dem, som syntes Wrestling var sjovt at se fra Sky Channel (mener jeg at huske det blev sendt fra), og man samtidig kan nyde en film der både er lidt bittersød og sørgelig, vil man ikke gå af vejen med The Wrestler. Og hey, selve kampene er faktisk også ret realistiske og giver et ganske godt indblik i, hvordan de rent praktisk fungerer i virkeligheden.

Slutteligt kan jeg anbefale, at man bliver og ser rulleteksterne, blot for at høre Bruce Springsteens fremragende sang til filmen. Teksten passer perfekt til filmen.

Trailer:

8 ud af 10.

-Jacob

Filmanmeldelse: The Curious Case of Benjamin Button

2008-12-29T11:55:00.001+01:00

De fleste af os kender nok talemåden omkring at livet burde kunne leves baglæns, således at man fødes gammel og dør som en orgasme. Derfor er selv det grundliggende i The Curious Case of Benjamin Button (herefter TCCBB) ikke ukendt. Det er historien om Benjamin Button, der fødes som en baby, men en baby der har alle skavankerne en 80-årig mand har: Tyndslidte knogler, dårlig hørelse, slap hud, grå stær etc.Historien fortælles af Benjamin selv, gennem hans dagbog, som læses op af en døende kvindes datter. Datteren er ved moderens hospitalseng i de sidste timer.

Benjamins mor dør ved fødslen og det, sammen med det faktum at Benjamin er lidt af en “vanskabning”, får hans far til at bryde sammen og aflevere ham ved dørtrinnet til et alderdomshjem. Her opdages han af bestyreren af hjemmet, den sorte Queenie.

Queenie ser, at Benjamin er et specielt barn. Hun får en læge til at tilse ham, og det er i den scene, at vi får diagnosticeret Benjamins tilstand. Queenie får at vide, at det stakkels barn næppe har længe at leve i, og hendes varme hjerte tager Benjamin til sig. Måske også fordi hun ikke selv har været i stand til at få børn.

Benjamin overlever. Og med tiden bliver Benjamin mere og mere ungdommelig. Som lille (af sind), men gammel af fysik, møder han for første gang en af alderdomshjemmet beboeres barnebarn, den 7-årige Daisy, der forresten spilles af den mildest talt bedårende Elle Fanning (ja, den mindst ligeså bedårende Dakotas lillesøster). Det øjeblikket de mødes, ved alle, at noget specielt er skabt. De spenderer meget tid sammen, alt imens Benjamin bliver “yngre” og Daisy ældre. Som tiden går og Benjamin bliver yngre/ældre, får vi hans beretning serveret på et sandt sølvfad rent filmisk. TCCBB er uden tvivl en af de billedligt set flotteste film længe, og den akkompagneres af umådelig tidssvarende og rent emotionelt veltilpasset musik. Filmen strækker sig rent tidsmæssigt fra ca. 1920erne til nogenlunde nutid. Og selv om filmen er lang – hele 2 timer og 40 minutter – sidder man tilbage med en følelse af, at ikke ét eneste minut kunne være skåret væk. På intet tidspunkt keder man sig, selv om det ikke er nogen actionfilm.

I stedet er filmen et magisk fortælling, uden anden magi end en fortryllende historie. Ja, Benjamins fysiske tilstand er ganske vist ikke helt realistisk, men det er også det eneste i filmen. Der trylles dog en del med specialeffekterne. De fleste vil sikkert aldrig opdage det, da de er emminent implementeret og meget diskrete. De bruges f.eks. til at gøre Brad Pitt (Benjamin) og Daisy (Cate Blanchett) både yngre og ældre. Og med et forrygende resultat, skulle jeg hilse og sige.

Der kunne fortælles meget mere om plottet. Men historien er for god, til at jeg vil afsløre mere. Jeg vil blot sige, at man kommer hele følelsesrepetoiret igennem. Sorg, kærlighed, glæde, fortvivlelse, had, frustration etc. Du vil sikkert både grine og græde. Det er umuligt slet ikke at blive bevæget af filmen.

Brad Pitt spiller rigtig godt. Egentlig spiller han “sig selv”, men han gør det forbandet godt. Og til kvinderne, ja, der er masser af scener med Brad i bar overkrop. Selv er jeg dog endnu mere imponeret af Cate Blanchett, der i filmen virkelig får lov til at spille flere roller, idet hendes karakter Daisy, virkelig ændrer sind i løbet af filmen. Og det gør hun godt. Blændende. Aldrig har jeg set hende så klassisk smuk som i TCCBB, og måden hun ældes på, er mildest talt mageløs.The Curious Case of Benjamin Button går direkte ind på min top ti over bedste film i 2008. Slet ingen tvivl om det. Faktisk går den direkte ind på førstepladsen. Da filmen sluttede, tænkte jeg med det samme “Gid JEG kunne leve livet baglæns i bare 160 minutter, så jeg kunne se filmen igen med det samme”.

Trailer:

10 ud af 10 stjerner.

-Jacob

Last man standing

2008-12-23T17:00:00.001+01:00

Skæbnen ville, at præsidenten af byretten gav os lov til at holde fri klokken 13 i dag. Der var dog det lille aber-dabei, at nogen skulle jo være tilbage og tage imod opkald etc. Og da dagen i dag var præget af sygdom – en med barn syg, en almindeligt syg, en dommer syg og indtil flere der havde fri – ja så var vi faktisk kun 2x stud.jur. og 3 almindeligt ansatte.

Eftersom den ene af os 3 havde sidste dag i dag og skulle afspadsere nogle timer, skulle hun gå kl. 13. Så var der undertegnede og vores yngste. Hun var halvsløj. Så endnu engang valgte jeg halvt om halvt frivilligt at tage “bollevagten”. Fra klokken ca. 13.30 til 16.15 sad jeg så mutters alene.

Jeg skal gerne indrømme, at som tiden gik, faldt aktivitetsniveauet. Kvart i fire var det ca. i nul. Jeg gik rundt og tjekkede at alle vinduer var lukket, at lysene var slukket og printere/kopimaskiner var slukket helt, og ikke bare på stand-by.

I toget var der pænt fyldt. Jeg havde tilladt mig den luksus at bestille en pladsbillet, så jeg var sikker på en siddeplads.

-Jacob

2008-12-22T17:10:00.002+01:00

I dag blev det påvist, at retsvæsenet rent faktisk fungerer. Jeg skal gerne indrømme, at selv om jeg arbejder ved domstolene, er jeg bestemt ikke altid enig i afgørelserne. Dog har mit kendskab gjort, at jeg ofte forstår hvorfor domme kan være for milde i mine øjne.

Jeg taler naturligvis om sagen om Ungdomshuset og rydningen af samme. 15 unge stod tiltalt for forsøg på vold efter straffelovens paragraf 245. Dommeren kendte jeg og jeg vidste, at det bestemt var en kompetent og fornuftig mand. Men spørgsmålet var, om loven gav hjemmel til at udstede nogle nævneværdige domme.

Som det nu er de fleste bekendt, fik alle 15 ubetinget fængsel. De skal med andre ord ind og brumme den. Men forud for den afgørelse…

Kl. ca. 12.45 meddelte jeg, at jeg ville over for at overvære domsafsigelsen. På det tidspunkt havde jeg allerede læst dommen, men jeg måtte indrømme, at jeg var meget spændt på at se de tiltaltes ansigtsudtryk, når det gik op for dem, at det ikke længere bare var leg.

Jeg tøffede ned mod byrettens afdeling på rådhuspladsen. Nede foran 7-11 holdte der en vogn med parabol på taget, for TV2 News sendte naturligvis live. En del andre pressefolk var også troppet op udenfor.

Efter at have listet mig gennem den lille mængde, gik jeg op på 2. sal, hvor retssal 36 lå. Retssalen er rimelig stor, men den er mere minded på at huse mange parter i sagen og ikke så mange tilskuere. Og som politiet sagde, så havde pårørende og pressen førsteret. Jeg overvejede at spille “jeg er medarbejder ved retten”-kortet, men det var fair nok, at jeg ikke var med. Det viste sig også, at det kun var én af de tiltalte, der rent faktisk var mødt op. I stedet ventede jeg ude på gangen, hvor bl.a. et forældrepar og andre bekendte af de tiltalte var mødt op.

Normalt er jeg ikke specielt fordomsfuld, så jeg kryer mig lidt ved at sige det, men de typer der stod og ventede, lignede bestemt de typer fra Ungdomshuset. Sort tøj, piercinger, snuskede og uvaskede. Eller også lugtede de bare sådan. Lugten var bestemt ikke særlig rar i ventelokalet. Da en af dem lige skulle taget overtrøjen af, blev lugten ikke ligefrem bedre. Han afslørede en t-shirt med et eller andet lettere debilt politisk slagord.

Ellers gik snakken mest på om hvorvidt de mente, at de tiltalte rent faktisk havde gjort noget og at “de skulle nok klare det”.

Lidt over 13.05 åbnedes dørene, og folk forlod retssalen. Den ene tiltalte så bestemt ikke særlig tilfreds ud (han havde sikkert kløjs i sin tungepiercing da han fik dommen (tak Asger!)) og de andre var også noget fåmælte. Hurtigt efter fik en lille gruppe samlet sig og det blev rundspredt, hvad de enkelte havde fået. Straks efter hev en af subjekterne – jeg vil ikke bruge ordet aktivist, for de er sgu aldeles inaktive når det gælder alt andet end at mele deres egen lille kage – en lille bærbar frem, stak en 3G USB-key i og skulle til at uploade nyheden.

Det blev meddelt flokken, at pressen stod nede foran hoveddøren, bare så de vidste det. Dommeren tog fornuftigt nok bagudgangen. Forståeligt, man ved jo aldrig med de psykopater. Når de kan planlægge at overfalde en politibetjent, ved man sgu aldrig hvad de ellers kan finde på.

Jeg tænkte at det ville være sjovere at se pressen konfrontere nogle parter, så jeg gik ned på gadeniveau igen, og ganske rigtigt. Der stod en kvinde fra TV2 News og rapporterede live. Jeg syntes jeg hørte nogen komme, så jeg trådte til siden, men der kom ingen. Så gik jeg ud af hovedindgangen og kom efter sigende med på TV2 News live udsendelse. Jeg stillede mig om bag pressefolkene og filmede også selv lidt, da fjo… de medsky… tilhængerne kom ud. Flere af dem med dækket ansigt. Lidt plat, da de slet ikke var tiltalt. Men de ville vel ikke stå ved det lort de er med til at støtte. Så meget for den kampånd.

Efter et stykke tid var der ikke rigtig mere at se, så jeg forlod atter stedet og gik tilbage på arbejdet. Tilbage på min plads kunne jeg se en mail var tikket ind fra dommeren: “Da jeg endelig har sluttet Ungdomshussagen, vil jeg hermed gerne give flødeboller. De serveres i dagens anledning på en brosten”. Så DET var humor.

Dommen var på 107 sider. Det er min kollega der sidder overfor mig, som har været med i det meste af sagen og hun har godt nok fået en del grå hår af dem. De tiltalte skal naturligvis betale deres advokater, OVEN i selve fængselsstraffen. Advokatsalæret per advokat lå mellem små 90.000 og godt 190.000 kr.

Jeg kan kun sige, at retssystemet fungerer! Ovenstående dom er helt efter bogen. De tiltalte (dvs. deres forsvarer på deres vegne), udbad sig alle betænkningstid. Det vil sige, at de nu har 14 dage til at overveje, om de vil anke dommen. Personligt tror jeg de alle gør det. Men jeg håber helt ærligt ikke at det hjælper.

Og til de tiltalte kan jeg blot sige: Sådan går det, når man har planlagt at bruge jernkøller (som den ene forsvarer påstod ikke kunne klassificeres som våben, doh!) peberspray og hvad ved jeg mod politiet. Det skal koste. Og det skal koste dyrt.

I har nu fået jeres julegave et par dage for tidligt. Glædelig jul!

-Jacob

Filmanmeldelse: Towelhead

2008-12-21T19:11:00.001+01:00

Jasira er en 13 årig halvt amerikansk/libanesisk pige, som ikke adskiller sig fra de fleste. Hun er ved at blive en kvinde og der er så mange ting hun ikke forstår.

I skolen bliver hun drillet, fordi hun har… well, meget hår dernede. Hun bor med sin mor og hans kæreste. Kæresten tilbyder at hjælpe hende. Det lyder allerede småpædofilt, men faktisk har han ingen seksuelle tanker.

Jasiras mor finder ud af det, og hun mener det er Jasiras skyld. Så hun sender Jasira hen til hendes libanesiske far. Der er tingene noget anderledes. Ingen make-up, intet udfordrende tøj og i det hele taget en noget hårdere linie.

Efter at Jasira er blevet barnepige for naboens tre år yngre dreng (som kalder hende “Towelhead”, “Camel Jockey” og “Sand Nigger”), opdager hun i naboens hus nogle udgaver af “Playboy”. Hun kigger i dem sammen med naboens dreng. En dag sidder hun med benene over kors og vipper med det ene ben. Hun opdager at bladene ophidser hende og giver hende orgasme. Med et er hun introduceret til sex.

Nabodrengens far (spillet af den altid eminente Aaron Eckhardt) viser også lidt for megen interesse for Jasira. Hun er forvirret, og kan ikke helt finde ud af hvordan hun skal håndtere interessen. Samtidig bliver hun småforelsket i den sorte Thomas, som hendes far bestemt ikke bifalder.

Towelhead er på visse områder meget lig den fantastiske American Beauty, men her fokuseres mere på en enkelt person. Den 13-årige Jasira spilles af den kun 19-årige (men dog nok til at være det vi kalder “bukselovlig”) Summer Bishil, som helt klart er filmens lysende stjerne. Hun kan sagtens gå for at være en 13-årig uskyldig pige, som blot er forvirret omkring sin krop og sine følelser.

Filmen er på ingen måde pornografisk. Man ser stort set ingenting, men der antydes dog visse pædofile temaer, som f.eks. naboens interesse i Jasira. Der er masser af akavede scener, hvor man virkelig er glad for man ikke er til stede, men der er faktisk også en del sjove scener.

Towelhead er næsten på højde med American Beauty. Historiemæssigt er den faktisk foran, men filmisk er den dog noget bagefter. Instruktøren Alan Ball var da også co-producent på American Beauty.

Filmen er en filmatisering af Alicia Erians novelle af samme navn. Den går også under titlen “Nothing is private”. En trailer kan ses her.

Jeg giver filmen 8 ud af 10.

-Jacob

Liam, Keith og Maxim er tilbage

2008-12-21T15:42:00.001+01:00

The Prodigy. Længe siden man har hørt fra dem, ikke? Efter de tre enorme hitalbums “Experience”, “Music for the Jilted Generation” og “Fat of the Land”, ville de gerne prøve noget nyt. Det faldt ikke så heldigt ud.

“Always outnumbered, never outgunned” floppede pænt meget. Der var reelt heller ikke noget godt på det. Derfor er vi der er store fans af deres tre første albums (især nr. 2 og 3) ret spændte på 2009-albummet “Invaders must die”.

Der er for nyligt smidt en promotion EP ud, og den har jeg lyttet til.

Invaders must die (Official)

Titeltracket er umiddelbart den største ørehænger. Man har kun lyttet i ca. 2½ sekund, så ved man det her er The Prodigy. Det spøjse var, at jeg havde inden da set videoen på Xbox Live, hvor den blev lanceret for noget tid siden. Der var jeg ikke så vild med tracket, men nu, efter at have lyttet til det nogen gange, synes jeg faktisk det er ret godt. Ikke spitzen-klasse, men det indeholder nogle af de kvaliteter, som deres andre hits også har. Fede beats, tung bas og rå guitar riffs, et pænt tempo og en hidsig synth lead. Og så lyder stemmen der siger “We are The Prodigy” sgu pænt sej.

Dette track findes også i en anden version, som dog er ret obskur og lyder mildest talt forfærdeligt. Kan godt forstå det er den officielle, der får airplay.

Hent den nedenfor.

Omen

Dette track har lidt “The Omen” stemning over sig. Den skingre synthxylofon i starten vidner om det lidt mystiske. Derefter kommer der nogle ganske glimrende rytmer og en fed basgang. Men det er nu lidt som om tracket aldrig kommer HELT igang. Der er sådan lidt “pause-track” over det. Men bestemt ikke dårligt.

Dead Ken Beats

Et cool riff, etniske trommer og så lige en gang tidlig 90er skinger synth. Synthen kunne jeg godt have været foruden. Rytmerne er fede, men resten er sgu lidt so-so. Igen syntes det at være en omgang “filler”.

Heatwave Hurricane

De etniske toner er tilbage, både med rytmer og sitar-lignende lead. Der kommer dog rå guitar og beskidte beats indover senere. Ikke dårligt men heller ikke det vilde.

Warriors Dance

Så er vi tilbage i stilen med megahittet “No good”. Det starter med lidt mere etnisk-islæt, og så kommer den samme vocal (med ny tekst) som lavede “No good”. Det lyder okay, og det kunne godt gå hen og blive et nogenlunde hit. Forresten synes jeg også visse af sangens beats lyder som noget gutterne har brugt før. Ikke at det er nogen dårlig ting.

World’s on Fire

Vild og voldsom guitar, en lidt enerverende vokal og nogle hidsige beats. Det er som det ikke helt er noget hit, og der kommer nogle hidsige flash-backs til 90erne senere i tracket. Det lyder lidt tilfældigt, hvis man spørger mig. Slutningen lyder faktisk klart bedst.

Mescaline

Starten er lidt bleh… så kommer der lidt mere gang i den med typiske Prodigy synths og et lækkert beat-loop, der nok skal kunne sætte gang i fødderne på folk. Det sjove forsvinder dog igen, sådan ca. halvt inde i tracket.

Det var alle tracks, og der er ingen tvivl om, at det er “Invaders must die” og “Warriors Dance” der er EPens største skæringer. Især titeltracket.

Jeg vil dog mene, at der er noget finpudsning tilbage, før de smider deres album ud. Men der er naturligvis også tid endnu. Det tegner dog mere lovende end sidste album, der stort set ingen hits havde.

Alt i alt er jeg endnu en smule optimistisk.

-Jacob

Ting jeg ikke helt forstår

2008-12-10T17:02:00.001+01:00

Her i julen har jeg jo kigget lidt i kataloger. Jeg mener, der kommer jo ca. en trillebørfuld om dagen, så mens jeg står og skovler dem op i containeren, falder der ind i mellem et ud, som jeg så bladrer i.

Noget slog mig. Man ser ofte at der er tøj til kvinder – og så til store kvinder. Er der i grunden ikke noget til store mænd? Guderne skal vide, at jeg bestemt ikke hører til dem, det er jeg sgu for mager til, men de findes jo derude. I overflod, nærmest.

Alligevel er det altid store størrelser til kvinder. Det nærmeste jeg har set til mænd, er Københavnske forretninger som “Store-Robert” eller hvad den hedder.

En anden ting jeg ikke forstår, er julefrokosten. Altså jeg kan godt se formålet og forstå konceptet, men den der mad…jeg forenes bare ikke så godt med dansk mad. Altså det kan da blive til en sildemad eller noget æg og rejer, men resten siger mig ikke rigtig noget. Dog glæder jeg mig helt sikkert til det hyggelige samvær med mine kolleger, og er da spændt på at se, om nogen af dem vil være spændt op til lir :-)

I dag, et lille halvt års tid efter jeg fik min mini-pc (Asus eee PC) er der begyndt at dukke mange op af dem. Jeg ser dem efterhånden dagligt. Det er en dejlig ting, for jeg synes jo selv de er geniale, uanset mærket. Lige nu sidder der f.eks. en nydelig kvinde med en blanksort MSI Wind.

På arbejdet gik det nogenlunde som sædvanligt. Den ene af mine dommere har været syg nogle dage, men hun var tilbage i dag. En anden kollega er sygemeldt, ved ikke helt hvorfor. Hun er gravid og de andre kvinder siger, at det ikke er nogen sygdom. Jeg ved ikke helt om jeg er enig.

I går aftes begyndte jeg at se Cass, en glimrende film om engelske hooligans. Jeg vil dog ikke komme ind på en egentlig anmeldelse, da jeg faldt i søvn efter ca. 30 minutter. Ikke fordi filmen var dårlig, jeg var bare træt. Måske jeg kan få set den færdig i aften.

-Jacob

Jeg BURDE have…

2008-12-08T00:15:00.001+01:00

Kender du den følelse? At du BURDE have taget opvasken, ryddet op i kælderrummet, ringet til en kammerat etc. Hvis ikke, så er du en fed løgner, for den følelse får vi sgu alle ind i mellem.

I denne weekend burde jeg have arbejdet lidt mere på et projekt jeg har gang i, men i stedet blev det til nogle andre ting. Fredag aften så jeg Four Christmases, som var ganske okay. En julekomedie med Vince Vaugh og Reese Witherspoon. Ikke stor filmkunst, men den havde da bestemt nogle sjove scener.

Lørdag nåede jeg at få købt et par julegaver (det gjorde jeg forresten også om fredagen), men jeg mangler dog stadig en del. Ellers gik meget af dagen med Fable II, bl.a. i co-op. Ufatteligt så mange timer man kan lægge i det, men det er nu en god historie og der er nogle underholdende missioner.

Søndagen dovnede jeg rigtig meget, men fik dog kigget en anelse mere på mit arbejdsprojekt og det virker ganske lovende. Men der var et par faldgruber jeg blev opmærksom på.

Jeg fik også set en rigtig overraskende god film. En film med ingen ringere end Jean-Claude Van Damme. Ja, du griner sikkert, men filmen JCVD er faktisk ret god. Det er slet, slet ikke Jean-Claude Van Damme som vi kender ham. Den handler om ham selv.

Det er historien om en almindelig mand, der bliver actionfilmstjerne, for så pludselig at forfalde til b-film og andet skrammel. Kreditkortene lukkes, han mister sit barn i en faderskabssag og bliver pludselig involveret i et røveri af et posthus.

Van Damme eksponerer helt nye sider af sig selv. Det er meget personligt, men også med et glimt i øjet. Filmen er både sjov og sørgerlig, især da Van Damme i en scene opsummerer hele sit liv i en monolog. Men det er klart noget af det bedste fra Van Damme i årevis.

Udover at jeg ser den glimrende dokumentarserie The Universe, så er jeg også begyndt på at se Survivors fra BBC. Det er en remake af serien af samme navn fra 1975.

Historien er ganske klassisk: En virus udrydder en masse på jorden, og der hersker anarkistiske tilstande blandt de overlevende. Der er ikke mange specialeffekts og egentlig burde serien ikke fungere så godt, som den gør. Men nu er jeg på 3. afsnit, og den fungerer altså.

Og nu er det vist blevet sengetid…

-Jacob

Seks nøgne sirener i seng ønskes

2008-12-04T17:04:00.001+01:00

I den senere tid har jeg ikke været specielt flittig til at dele oplevelser her igennem. Det skyldes… tja, jeg ville gerne give en meget forståelig og pausibel grund, men fakta er, at jeg har været lidt doven og prioriteret andre ting højere. Så tiden er brugt på at spille en masse nye spil, se en masse film, tage på besøg hos vennerne, gå ud med venner og en hel masse dokumentar har jeg også fået set.

På arbejdet går det bare derudaf. Ingen ende på bunkerne af sager, men jeg får ikke stress, da jeg “når hvad jeg når”. Her i december måned har vi den klassiske “nissevensordning”, hvilket dog ikke ændrer så meget på min hverdag. For mig er det noget med dels at være “sød”, men i større grad at drille.

Vi har hver trukket et navn på en vi skal være nisseven for. I slutningen af måneden skal man så gætte, hvem der har været ens nisseven. Alt sammen meget klassisk.

MEN… det er min plan at sætte nye standarder for hvad der kan findes på. Og jeg har også taget skridt til at forvirre “fjenden”. Jeg nøjes ikke med at lave sjov med én person, men derimod en masse. Det fungerer indtil videre ganske fint. I dag nåede jeg at lave et setup til et ganske – når jeg selv skal sige det – fremragende nummer, som helt sikkert både indeholder julestemning og vil gøre offeret vanvittig. Helt perfekt. Jeg kan dog ikke afsløre nærmere, da jeg frygter at der er nogle af mine kolleger der læser med her.

Julen bliver for mig lidt anderledes i år. For første gang i 12 år bor min mor i samme by som mig, så der vil ikke være langt hjem. Jeg har en del gaver der skal købe og i den forbindelse regner jeg med at tage røven på en der nok IKKE regner med at få en gave. Men vedkommende tog røven på mig til min fødselsdag, så jeg må benytte mig af chancen. Det har dog ikke været nemt, da vedkommende ikke ligefrem lufter sine ønsker vidt omkring. Men forleden var vi sammen – en rigtig hyggelig aften – og så faldt der et par ord om en bestemt ting. Og den ting har jeg tænkt mig at købe.

Ellers går det strygende. Jeg fik i sin tid fjernet en visdomstand, fordi den ville sidde i vejen for en krone jeg skulle have på en anden tand. Nu viser det sig så, at den anden tand også bør fjernes. Heldigt! Jeg har også haft brækket en tå for en måned siden, og den er ikke helet korrekt, så den er stadig blå og hævet, og skal sikkert brækkes op igen.

Af lyspunkter kan så tælles, at jeg forhåbentlig i DENNE måned begynder at få mit tillæg som civilrretsspecilist. Og i morgen skal jeg ind og se “Four Christmases”. Den ser sjov ud. Der vil følge en anmeldelse.

-Jacob

Sofabord vs Jacob = 1-0

2008-11-03T16:07:00.001+01:00

Normalt er jeg ellers ikke den store sportsfreak, men natten mellem fredag og lørdag – efter at have spillet Fallout 3 til klokken 4 – bestemte jeg mig for at bruge sofabordet som fodbold. Helt præcis det ene bordben.

Det resulterede i at jeg naturligvis sagde “av for helvedesgusatan” eller noget i den stil. Men ellers tænkte jeg ikke mere over det. Jeg mener, det er jo så tit man lige knalder foden ind i noget. Okay, for MIG er det i hvert fald. Jeg skænkede det i hvert fald ikke en tanke, men det gjorde jeg så næste dag.

Foden var hævet. Den ene tå var væsentlig tykkere end de andre. Den var også blålig. Hvad kalder man i de enkelte tæer? Det er nemt med fingrene, men med tæerne kender jeg personligt kun til storetåen og lilletåen. De andre er bare “tæer”.

Nå, men det var altså tåen lige ved siden af storetåen. Den gjorde avs. MEGET avs. Altså mest når jeg støttede på den. Lørdag skulle jeg så dælme ingen steder. I mit lille positive sind formodede jeg, at den lille hævelser var da væk om søndagen. Det var den så IKKE.

Søndag skulle jeg så naturligvis i byen. Min mors mobil var gået i stykker og hun skulle have en ny. En uskreven lov siger, at så skal hendes afkom rådgive. Men vi fandt nu også en glimrende telefon, UDEN abonnement. Ingen kamera eller JAVA eller hvad ved jeg. Det var der ganske vist på hendes gamle, men hun brugte det aldrig. Den nye havde farveskærm, kunne ringe, sende SMS og der var radio indbygget. Der var sågar standard indgang til USB og hovedtelefoner, og der var sørme også et sæt hovedtelefoner med i prisen. Og så kostede den kun 300 kr. Det var sgu en god handel.

I det mindste benyttede jeg så lejligheden til at få købt et par enkelte småting, nu jeg alligevel var ude. Resten af søndagen gik med Fallout 3 (hold kæft, hvor er det bare godt) og den faktisk ret så gode film Traitor.

Da jeg så vågnede her til morgen, dunkede foden stadig lystigt, så jeg tænkte, at jeg måtte hellere lige snakke med lægen. Det blev så til, at jeg fik en tid ved lægevagten på hospitalet, da min læge havde for travlt her i den normale arbejdstid.

Min mødetid på arbejdet endte med at være klokken 11 og jeg smuttede igen klokken 14.30, da jeg skulle til møde med HK-bestyrelsen. Med frokosten endte det så med at være en tre-timers arbejdsdag, hvilket naturligvis lige var til at klare.

Dog vil jeg lige få med, at mine ellers søde kollegaer groft mobbede mig med min halt! “Gå ordentligt!” Ak ja, hvad man ikke skal udsættes for. Tramp endelig på en mand der allerede ligger ned…

-Jacob

Granhelvededage

2008-11-01T17:47:00.001+01:00

Det lyder måske lidt groft, for rent faktisk har jeg intet imod julen, faktisk forholder det sig lige modsat. Men jeg læste nu et sjovt indlæg i et forum og det var så bittert, at ovenstående udtryk formede sig i mit hoved.

Faktisk er der en del fordele forbundet med juletiden. For det første har jeg intet imod efterår og vinter. Jeg elsker den mørke tid, der er absolut ingen vinterdepression her!

Udover det, ja så er det også tiden, hvor mange store spiltitler bliver udgivet. Og jeg må jo erkende, at selv i en alder af 34, kan jeg stadig fordybe mig i et godt spil. Dem er der kommet en del af på det sidste.

Sidste weekend spenderede jeg 18 timer på at gennemføre det sublime Dead Space, et sci-fi horror-survival spil, som måske ikke bød på så meget nyt, men til gengæld var det poleret til det ypperste. En særdeles anbefalelsesværdig titel.

Samtidig med at jeg købte det, fik jeg også købt Far Cry 2. Det er et ret så åbent FPS, som har et enormt areal man frit kan færdes rundt i. Det giver stor frihed, men det kan dog være belastende at skulle rejse lange afstand til fods. Spillet er dog ret genialt alligevel, og det er et meget meget flot spil.

I torsdags – den 30. oktober – udkom så en af årets helt store titler, nemlig Fallout 3. Det er den længe ventede efterfølger til Fallout 2, og endnu engang er man hensat til en fiktiv post-apokalyptisk verden, hvor man kan forme sin figur efter befindende.

Jeg var først lidt irriteret over spillet, fordi jeg døde ret ofte i starten. Men efter at have "opgraderet" min karakter en del, var det pludselig til at holde ud, fordi man havde en reel chance for at overleve.

I spillet skal man ind i mellem foretage nogle valg, som kan have store konsekvenser. Således har jeg netop "nuked" et helt samfund, for at skaffe mig en god sum penge og goodwill hos en rigtig slyngel. Men det er jo det fede ved spil. Man kan være en hel anden person.

Derudover har jeg spillet en demo af svenske DICEs Mirror's Edge. Det er sådan lidt parkour møder fps... men alligevel svært at forklare. Forestil dig et platformspil se fra karakterens øjne. Noget lignende har været prøvet før, men slet ikke med så akrobatisk en spiller før. Det burde ikke være spilbart, men det er det. Hold da op, hvor det er cool. Spillet kommer om et par uger og jeg glæder mig helt vildt!

Det ser måske lidt underligt ud, nærmest som om det vil være stort set umuligt at styre, men det er det slet ikke. Det er en helt fantastisk oplevelse når man løber derudaf!

Åh ja, det bliver nogle gode spilmåneder i resten af 2008.

-Jacob

Mumi-troldene

2008-09-25T21:35:00.001+02:00

Okay, håndsoprækning: Hvem her kan huske Tove Jansons Mumi-Trolde? Der blev på Danmarks Radio for gud ved hvor mange år siden (jeg var en bette knejt) vist en polsk produceret stop-motion/dukke-filmsudgave af dem, og jeg kan huske jeg var dybt fascineret.

Men samtidig var jeg også en lille smule skræmt af Isdronningen (eller hvad hun nu hed), I ved, hende der bragte vinteren med sig og frøs det lille egern til is.

Det viser sig faktisk, at det er muligt ikke blot at bestille samtlige 100 episoder på (7) DVDer, men det er sågår muligt at se dem online. På dette site kan du se alle afsnit, høre musik, dialog, læse FAQs og meget andet om den ret så kult-agtige serie.

-Jacob

Tilbage til rødderne

2008-09-25T21:18:00.001+02:00

Dagens overskrift er et udtryk vi alle kender ret godt. Det er oftest forbundet med noget positivt, og det er bestemt også tilfældet i dag.

For snart 13 år siden købte jeg min Playstation. Jeps, den første Playstation (1), en japansk udgave (den allerførste revision). Jeg gav omkring 3.500 kr. for den og 700 kr. for en importeret version af Tekken på japansk. Og det var alle pengene værd.

Tekken VAR en showstopper, men der var en anden titel der også profilerede Playstation helt enormt, og det var naturligvis den futuristiske racer WipEout.

I det store hele er spillet jeg i dag vil omtale identiske med den helt gamle og første udgave. Det hedder da også blot WipEout HD. Og HD, det er det!

I 1995 snakkede man om 320x240 pixels, og det så ret flot ud. Men ovenstående, som er taget fra WipEout HD, kan tilbyde helt op til 1920x1080 pixels. Hurtigt omregnet er WipEout HD 27 gange så detaljeret som sin forgænger – OG det kører SILKY SMOOTH med hele 60 frames per sekund. Det er virkeligt et SUS at spille.

Spillet kan kun købes via PSN – Playstations online forretning – og koster sølle 135 kr. Det er nærmest en forbrydelse IKKE at købe spillet. Det definerede en kultur dengang i 1995. HD er måske ikke nær så trendsættende (og slet ikke så nyskabende), men for helvede, hvor er det dog skønt, på samme måde som når man får et par sko der er godt gået til på fusserne. Enhver Playstation 3 ejer bør købe det spil! Vis det så til tvivlerne og de kan opleve hvad FART er.

-Jacob

Heltene er tilbage!

2008-09-23T20:13:00.001+02:00

En af de bedste serier i længere tid – Heroes – er netop begyndt i sæson 3. Og al eventuel frygt omkring kvaliteten kan med det samme afvises. De første par afsnit er mindst ligeså forrygende som de plejer at være, og vi har allerede fået et par meget interessante afsløringer.

Det tegner allerede meget lovende!

-Jacob

Endelig rent bord

2008-09-23T20:06:00.001+02:00

Så kom dagen endelig, hvor det rent faktisk lykkedes mig at få helt rent bord på arbejdet. Det betød, at jeg ligefrem havde tid til at rydde op på mit skrivebord, hvilket resulterede i et særdeles nydeligt resultat.

Normalt er jeg ellers kendt for at have det lidt rodet, men det er jo heller ikke alle der behersker kaos!

Jeg kan godt se, at der er mange andre, som har masser af arbejde til at ligge på deres borde, men at mit er clean er nok mest fordi min ene dommer har været i retten de sidste to dage, og ikke har haft tid til at kigge på den 60 cm bunke jeg har lagt til hende, som vender tilbage. Oh well. Jeg har i det mindste oplevet et en gang.

På hjemmefronten har tingene gået sin vante gang. Jeg har fået set nogle film, bl.a. Mirrors med Keifer Sutherland (okay gyser, lidt svag historie), Untraceable med … øh, faktisk ikke lige så skide mange kendte. Den var forresten okay-ish, men som med de fleste film der har meget computerteknologi involveret (rent historiemæssigt), var nogle af tingene helt ude i skoven.

I weekenden havde jeg besøg og det var smadderhyggeligt. Der blev spist noget god mad og snakket, som man jo nu engang gør. Søndag fik jeg også lige slået vejen forbi min mor, og hjalp hende med at samle en ny vitrine og hænge lidt malerier op. Nåja og sætte en ny lås på hendes cykel.

Jeg ved ikke helt om weekenden – altså fredagen – vil byde på en biograftur med en god veninde. Vi så Arn – Tempelridderen sammen, og har aftalt også at se 2eren. Det er ved at være nogle måneder siden vi sidst har mødtes, så det kunne være rart at komme up-to-date med begivenhederne i hver vores liv.

For nogen tid siden blev jeg også kontaktet – via det famøse Facebook – af en af mine gamle handelsskole-klassekammerater, som skrev og spurgte, om jeg kunne huske hende. Det kunne jeg såmænd godt, som en af de få. Hun sad så også foran mig i flere af timerne. Men så kom jeg til at tænke på, at det var faktisk ikke andet end en lille håndfuld af mine klassekammerater – både folkeskolen og handelsskolen – jeg rent faktisk har kontakt til.

Det er ikke fordi jeg har holdt mig for mig selv eller noget, jeg havde skam masser af kontakt med mange af dem, men der har været forbavsende få, som rent faktisk har sagt mig så meget, at jeg har haft lyst eller behov for at bevare kontakten.

Det afspejles måske også lidt på min egen Facebook-profil, idet jeg ikke har specielt mange “venner” derinde. Når man ser folk med 2-300, kan man godt spekulere en smule over, hvor godt de rent faktisk kender de fleste. Personligt foretrækker jeg at have haft en vis dialog med dem jeg har tilføjet derinde, men det er måske bare mig. Ikke at alle dem jeg har tilføjet er hjertensvenner eller lignende, men de må da godt på en eller anden måde være en væsentlig del af mit liv eller min hverdag.

Bare min mening…

-Jacob

Æstetik og god idé

2008-09-11T14:17:00.001+02:00

Jeg sad og surfede lidt forleden, og tænkte så, at det var da vist længe siden jeg havde posted noget på bloggen. Derfor er det oplagt at smide denne video. Den udviser lidt opfindsomhed og et stykke smukt musik.

Se sådan skal en reklame skrues sammen. Alternativt kan den ses i bedre kvalitet her.

-Jacob

Der sad jeg så i mørket

2008-08-25T14:53:00.001+02:00

I dag var så første arbejdsdag efter ferien. Og hvilken dag.

Man træder ind af døren og der er… sort. Mørkt som i en kulkælder. Hm, underligt. Men jeg får kantet mig op på 2. sal og træder en af døren, hvor der også er mørkt. Og mennesketomt. Hm, rigtigt underligt. Min første tanke var, at mine kolleger kollektivt har lavet en stor fed practical joke med mig som offer, som tak for alle dem jeg har lavet i sin tid.

Der sad jeg så i mørket – og ventede. Men der skete ikke rigtig noget. Til sidst gik jeg en rundt mere, og stødte så endelig ind i min afdelingsleder, og hun kunne meddele mig, at der ingen strøm var, men at telefonerne virkede.

Det betød, at det eneste jeg reelt kunne, var at tale i telefon. Og der var godt nok også mange opkald. Den ringede simpelthen i et væk. Der var i det hele taget meget mennesketomt, så jeg endte med at sidde alene med de fleste opkald. Nøj, hvor var jeg godt nok træt af at tale i telefon over middag. Til slut følte jeg, at hvis jeg havde snakket en halv time mere, ville jeg have groet bryster. Det er simpelthen kun kvinder, der er bygget til at tale så meget i telefon.

Alternativet til at tage telefonen var at rykke sager og reoler rundt. Det overlod jeg til afdelingslederen og hendes stedfortræder. Der er nu heller ikke noget som et par svedige kvinder, der stønner og pruster (og klager). Til middag sagde den ene af dem, at nu trængte hun til et bad, og spurgte om ikke der var mulighed for det, et eller andet sted derinde. Jeg mente at vores afdeling med fængselsceller også havde et rum til kolde afvaskninger, men det forslag blev ikke modtaget så vel. Gode intentioner spildt!

Til trods for den hektiske situation og det skrækkelige lige tidlige tidspunkt at skulle op på, var det nu alligevel rart at være tilbage. Jeg har sgu nok savnet de kvinder… en lille smule.

-Jacob

Arbejdsferie

2008-08-18T16:36:00.001+02:00

Jeg vil lige starte med en samtale jeg overhørte i bussen i morges. Der sidder nogle unge (gymnasiealder) piger foran mig, og det er ret tydeligt, at den ene har haft sex uden kondom, hvilket hun er ret bekymret over. Men naturligvis ikke pga. kønssygdomme, nææ det er skam pga. graviditet.

1. Pige: Shit, jeg er pænt sikker på vi ikke brugte noget. Fuck!
2. Pige: For helvede... og han var da ikke engang særlig lækker.
1. Pige: Nej men jeg var lissom pænt fuld, ikk? Så hvad gør jeg nu?
2. Pige: Min søster siger, at man skal bare spise en halv pakke p-piller dagen efter, og så resten på andendagen!
1. Pige: Virker det?
2. Pige: Det er ligesom at tage en fortrydelsespille!

På det tidspunkt havde jeg hørt nok, og satte musik på min iPod.

Omkrings overskriften på dagens indlæg, er det er lidt løgn. Så meget af min ferie har jeg ikke arbejdet. Det blev til noget flytning i weekenden, da min mor langt om længe skulle flytte. Det var nu også hårdt nok. Et stort vitrineskab og sofa skulle ned fra 1. sal, via en vindeltrappe. Og da jeg var yngste mand på stedet, tog jeg en del af det tunge læs.

Men vi fik da flyttet hendes ting, ud i den nye lejlighed. Naturligvis virkede internettet ikke. Cybercity havde ellers skrevet, at alt ville være i orden. Det var det så ikke lige frem. Det virkede overhovedet ikke.

Min ven Allan, som arbejder ved Slagelse centralen hos TDC, kunne melde tilbage, at det ikke var en fejl fra TDCs side. Han havde lavet det han skulle. Så jeg ringede til Cybercity, som påstod, at der heller intet var galt hos dem. Genialt. Nu er forbindelsen så fejlmeldt.

For at hun ikke skulle være helt uden internet indtil da, har hun så lånt mit 3 USB modem, således at hun kan være på. Jeg brugte det alligevel ikke så meget her i ferien og jeg betaler jo for det uanset hvad.

Antennesignalet virkede fint, men Telia-Stofa plejer også at være nogle år om at reagere på en flytning, så der går sikkert nogle år, før de flyttet min mor ned på mellempakken. Det er så også okay.

Forleden så jeg The Last Starfighter. Jeg har i snart årevis prøvet at finde den med danske undertekster, men den er åbenbart aldrig udgivet med sådanne. Nu er det ikke fordi jeg har noget imod engelske, jeg foretrækker dem næsten, men jeg vil nu HELST have med danske også. Så kan andre i omgangskredsen også nyde filmene.

Filmen er lidt af en kult-klassiker, selv om den faktisk ikke er noget specielt. Den handler om den unge mand Alex, som bor i trailerparken Starlite Starbrite i Californien. Det virker som om han aldrig kommer afsted derfra. Men en dag sætter han en ny rekord på spillemaskinen The Last Starfighter. Pludselig bliver han kontaktet af en mystisk mand, som viser sig at komme fra en hel anden planet. Alex har, ved at vinde i spillet bevist, at han er en meget dygtig starfighter og han tilbydes en plads i en deling af de bedste starfighters.

Det er pænt tydeligt, at det er en 80er film. Der er masser af typiske 80er træk over den, som sprog, tøj, frisurer, musik etc. Effekterne er, perioden taget i betragtning, faktisk ganske hæderlige. Historien er dog lidt kedelig og tam, men jeg kan godt forestille mig, at den har været lidt mere spændende dengang.

I dag, ja der er filmen såmænd blot okay underholdning til en regnfuld eftermiddag. 6 ud af 10 stjerner.

Jeg har også benyttet ferietiden til at fortsætte med, at se den ret så muntre britiske serie Shameless. Her er vi ovre i nutidens England, hvor vi følger familien Gallaghers hverdag. Og det er ikke en helt almindelig familie. Faderen er lidt af en drukkenbolt, hans (nye) kone bims, hvis hun ikke får sin medicin. Den ældste datter er nærmest flokkens mor, og søsken svinger fra at være småpsykopater til homoseksuelle.

Frank Gallagher: Come on Jez, put a bag over it - you're frightening the fizz off my pint with that face.

Det hele fortælles på en utrolig underholdende måde, som kun briterne formår at gøre det. Vi hører herlig Manchester-dialekt (de bor i Chatsworth, Manchester) og der bliver ikke lagt fingre imellem overhovedet. Jeg har lært en del muntre engelske bandeord af serien. Bl.a. af karakteren Marty, der lider af Tourettes-syndromet.

Der er fem sæsoner i serien, og jeg er netop blevet færdig med sæson to. Det ufattelige er, at det bliver bare mere og mere underholdende. Der er komedie, drama, og spænding for alle pengene. Se eksempler her. Indtil videre (for de to første sæsoner) 8 ud af 10.

-Jacob

Filmanmeldelse: The Objective

2008-08-12T21:46:00.001+02:00

Hvis jeg nævner navnet Daniel Myrick, ringer det så en klokke hos dig? Sikkert ikke. Det gjorde det ikke hos mig, og jeg er ellers rimelig megen filmfanatiker.

Nå, men hvis jeg så nævner filmen The Blair Witch Project, er der mon så noget der dæmrer? Ja, det var den såkaldte “sande” beretning, om en flok unge der søger efter et sagnomspundet fænomen i en skov. I guder, hvor var det i grunden en elendig film. Toeren var ikke bedre. Derfor var det ikke ligefrem med de allerstørste forhåbninger, at jeg sætte The Objective i DVD-afspilleren. Det er nemlig samme mand, der har skrevet både den og The Blair Witch Project - Daniel Myrick.

Plottet er til at overskue: Vi skriver tiden kort efter 9/11. En CIA agent er sendt til Afghanistan, hvor han skal mødes med en gruppe soldater. Han skal bruge dem til en mission, som går ud på, at han skal finde en præst/profet, som har forbindelser til Taliban. Men er det nu også alt der er at fortælle omkring missionen? Hvorfor vil han ikke afsløre præcis hvad der skal ske? Hvorfor er der ingen radiokontakt i området? Hverken kompas, GPS eller noget andet udstyr virker? Og hvor forsvinder de folk de skyder hen?

The Objective er en film, som ikke har haft det helt store budget. Det ses. Og mærkes. Effekterne - de relativt få der er - er såmænd acceptable nok. Skuespillerne er lidt middelmådige og historien er ikke det helt vilde. Men alligevel syntes jeg faktisk ganske godt om filmen. Den havde en kant. Der var spænding og intensitet, og jeg blev faktisk rimeligt grebet af den. Det var præcis sådan, at The Blair Witch Project burde have været, men bare slet ikke var.

Her demonstreres, hvordan der med andre virkemidler end dyre effekter, store navne og pompøs musik kan skabes en intens historie. Da Blair Witch blev udgivet, var det dens præmis. Det mislykkedes. Også med 2eren. Men med The Objective lykkedes det faktisk helt okay.

7 ud af 10.

Han er tilbage!

2008-08-12T20:56:00.001+02:00

It neeeever gets old :-)

-Jacob

Ugens bedste reklame

2008-08-11T09:35:00.001+02:00

Det må uden tvivl være denne:

Det handler om at DELE…

-Jacob

Fladpandet underholdning

2008-08-10T21:50:00.001+02:00

Når man har ferie – og det har jeg de næste to uger – så skal der serveres noget fladpandet underholdning. Det har jeg fået en pæn dosis af i weekenden. Her følger en gennemgang:

Big Stan

Første indslag er filmen Big Stan. I hovedrollen har vi Rob Schneider, kendt fra klassikere som Deuce Bigalow 1+2, The Animal, 50 First Dates, Grandma’s Boy, The Hot Chick og mange, mange flere.

Rob er ikke kendt for at være med i de helt store film. Det er typisk komedier på relativt lavt budget og mange klichéer. Alligevel er det oftest film jeg morer mig over. Vi snakker ikke avanceret plot og komik på højeste plan, det her er mere sådan på det jævne plan, hvor de fleste kan være med.

I Big Stan spiller han en ejendomsmægler, der bliver taget i at fuske med time-share lejligheder. Det ender med at han – trods en svindler af en advokat, der bestikker dommeren – alligevel skal mindst 3 år i fængsel. Og fængsler i USA? Der bliver det brune flag hejst i alle “nybegynderne”.

Med det i sigte, forsøger Stan at lære at kunne slå fra sig. Han går først på karateskole, men det går for langsomt. Han har seks måneder, før han skal i fængsel. Efter at være smidt ud fra karateskolen, møder han “The Master”, der spilles af David Carradine, der bl.a. er kendt for den originale Kung Fu og efterfølgeren Kung Fu: The Legend Continues. I senere tid har vi set ham i film som Kill Bill.

“The Master” går med til at træne Stan, så han kan nå at blive hårdfør, inden han skal i fængsel. Og så begynder det rigtig sjove ellers.

Stan skal igennem et hårdt program, og når jeg skriver hårdt, så mener jeg det. Jeg må blankt erkende, at jeg morede mig fortræffeligt hele filmen igennem, også da Stan ER kommet i fængsel. Filmen er naturligvis fyldt med klichéer, forsigelige scener og masser af fysisk komik. Men helt ærligt, jeg var underholdt fuldt og fast. Jeg var halvtræt, satte filmen på kl. 1.30 og havde INGEN problemer med at holde mig vågen. Jeg grinede simpelthen alt for meget. 8 ud af 10.

Street Kings

Keanu Reeves. Sig navnet og se ham for dig. Ser du Neo fra The Matrix? Naturligvis gør du det. Han vil for evigt være forbundet med den trilogi. Og Speed. Heldigvis ikke Speed 2.

Nå, men i denne thriller spiller han den hårdkogte politimand Tom Ludlow, der er en veritabel enmandshær, når der skal ryddes bad guys. Han bliver dog pludselig undersøgt at Interne Affærer, og da hans tidligere partner dør under et røveri, og Tom er involveret, kommer han for alvor i deres søgelys. Men noget hænger ikke sammen. Hvem er i virkeligen de onde? Hvem er korrupte og hvem er hæderlige?

Street Kings bringer ikke noget nyt på tapetet. Det meste er set før. Keanu Reeves er altså ikke den helt store skuespiller. Forest Whittaker spiller hans overordnede, og selv han (som jeg ellers beundrer meget, især i The Last King of Scotland og Ghost Dog) virker lidt træt og ligegyldig i rollen. Jay Mohr spiller som sædvanlig en ubehagelig skid. Den mand har kun været sympatisk i Jane Austen’s Mafia!

Ca. 1/3 inde i filmen havde jeg i store træk regnet det hele ud. Det var lidt trist. Jeg sad konstant og håbede at det ikke var så oplagt, men jeg tog fejl.

Jeg ville faktisk have givet Street Kings 5 ud af 10, men på grund af den trods alt er flot filmet og ganske stylistisk, giver jeg den en stjerne mere. 6 ud af 10. Okay underholdning, men intet memorabelt.

You Don't Mess with the Zohan

Der er mange - især hunkøn - som vrænger på næsen af Adam Sandler. Bevares, manden har ikke lavet de helt store og dybe film, selv om Spanglish, Punch-Drunk Love og ikke mindst den suveræne Reign over Me beviste, at han mestrer seriøst skuespil. For mig, der er han den glade og sjove knægt, der laver film der morer os tåbelige mænd. Happy Gilmore er stadigt noget af det bedste han har lavet, og jeg kan i dag ligge glad af grin over den film.

Her spiller Sandler Zohan Dvir, et medlem af den israelske specialstyrke. Han er noget nær overmenneskelig, hvilket naturligvis giver udslag i masser af (mere eller mindre) sjove og overdrevne scener.

Men Zohan er trist. Han er ved at blive træt af at kæmpe og kæmpe. Så han fingererer sin død i en kamp med hans ærkerival "The Phantom". Han drager til USA for at udleve hans drøm - at blive den bedste frisør i verden. Det er dog ikke nemt, for han har ingen erfaring. Til sidst bliver han taget til nåde af den palæstinesiske damefrisør Dalia, som lader ham feje gulvet. Hun spilles af den mmmmeget kønne Emmanuelle Chriqui, som jeg lige bliver nødt til at bringe et billede af:

En dag får han dog mulighed for at vise sin kunnen, og er der noget Zohan kan, så er det at tilfredsstille damerne. Hans ry spredes, og pludselig finder en taxachauffør (Rob Schneider) ud af, at Zohan slet ikke er død!

Pludselig får Zohan problemer med at holde fjenderne fra døren, og endnu flere overdrevne og groteske situationer opstår.

På mange måder minder filmen om Big Stan, men You Don't Mess with the Zohan går lidt død i perioder. Og visse jokes falder en anelse til jorden. Det er ikke Sandlers bedste, men den har dog memorable scener, der gør at jeg giver den 7 ud af 10.

Automaton Transfusion

De trofaste læsere af min blog vil huske denne, som værende en af de film der har været indikeret som værende i min DVD afspiller. Uheldigvis. For det var godt nok ikke noget rart bekendtskab. Filmen virkede ellers lovende.

En flok high-school venner oplever, at deres bys indbyggere pludselig bliver til zombier. Ikke bare langsomme og kedelige zombier, men hurtige og aggressive.

Normalt ville jeg kunne underholdes af sådan et setup, hvis der ellers var lidt interessant dialog, et par twists og nogle filmisk og effektmæssigt flotte scener. Der ER faktisk ganske okay effekter i filmen, især budgettet taget i betragtning. Selv skuespillet - den smule der er - er næsten tåleligt. Men der er bare al, al for megen tomgang i filmen. Og så har den noget nær den dårligste slutning jeg nogensinde har set.

Undgå den hellere. Det burde jeg have gjort. 3 ud af 10.

Chrysalis

Franske film kan faktisk være ret gode. De har jo nogle dygtige skuespillere og instruktører. Uheldigvis blev de ikke brugt i denne sci-fi-politi-thriller.

Skudt i stort set grå nuancer, med meget lidt farve, er filmen mere monotom og trist, end flot og futuristisk.

Den starter ellers godt. En samtale i en bil mellem mor og datter. Den scene formåede, som den eneste i senere tid, at give mig et decideret chok. Men derefter går det ned af begge.

En rodet historie - der var også fire forfattere om at skrive det rodede plot (hvem sagde "for mange kokke...") - omkring manipulering af hukommelse og erindringer, gener og kloning, er hvad der optager resten af filmen. Filmen benytter sig af skudepisoder (middelmådige), biljagter (gabende) og slåskampe (faktisk hæderligt koreograferede) for at skabe breaks i en ellers langtrukken og kedelig film. Men det hjælper ikke.

Chrysalis havde potentiale til noget meget mere. Teknisk set er den nydelig, men plottet er alt, alt for kedeligt. Jeg endte med at sidde og lave noget andet, mens filmen kørte.

4 ud af 10.

-Jacob

Try

2008-08-08T18:16:00.001+02:00

Jeg faldt lige over denne halvgamle kortfilm fra Jonas Åkerlund. Det er stærke sager, men se den og nyd den fantastiske måde, hvorpå et knaldhårdt (skrev jeg virkelig det?) budskab formidles.

Se DET er kunst.

-Jacob

Bitches on the Scene

2008-08-05T21:05:00.001+02:00

Som så ofte skulle jeg lige se en video på YouTube, du ved, en af de der sjove videoer, som gør lidt grin med internettet. Den hed “LOL, Internet” og kommer her:

Ganske munter lille video, men det er faktisk slet ikke det jeg vil ind på i dette indlæg. Og det bringer mig til den video, som står for dagens overskrift.

Jeg faldt over nedenstående video. Med det samme faldt jeg for det voldfede tema i starten. Vokalen overraskede mig lidt, men faktisk syntes jeg det lød ret godt efter et par gennemlytninger. Lyt selv. Her er Superfamily - “Bitches on the Scene”.

Det fik mig naturligvis til at lytte til flere af Superfamilys sange, og det er da en stærkt undervurderet gruppe. De kommer fra Norge og fortjener helt sikkert noget mere airplay.

Spread the word!

-Jacob

Hyper-ultra-über-mega-extreme mandag

2008-08-04T23:03:00.001+02:00

Fik lige Beatport anbefalet af en kammerat, og for os der holder af mere eller mindre obskur og elektronisk musik, er det noget af et slaraffenland. Fandt selv et track, der inspirerede mig til dagens overskrift. Noget festligt japansk happy hardcore, eller hvad man nu kalder den slags.

I weekenden var jeg så til bryllup, hvilket også gik helt fint. Det var en af gutterne der skulle giftes, en jeg har kendt i vel 16-18 år efterhånden. Og selv om jeg et eller andet sted syntes, at det er hurtigt at blive gift efter godt 2 år, og selv om jeg syntes det er fjollet, at han nu skal sælge det hus han har været 6 år om at sætte i stand (og som fanme er lækkert nu), i stedet for at de flytter sammen i det, ja så så han så glad ud i lørdags, at jeg kan tilsidese det altsammen.

Det hele spændte fint af. De forskellige traditioner blev overholdt, stemningen var fin og maden var aldeles glimrende. At fisketallerkenen så ikke lige var noget hit hos mig, er noget andet. I det mindste kunne jeg bytte min laks til min borddames tigerrejer. De smagte til gengæld aldeles fantastisk. Og så var der ellers intet at sætte en finger på.

Vi (brudgommens venner) mødte naturligvis op i vort stiveste puds. Jeg havde selv ofret en formue på et nyt jakkesæt (og så naturligvis forrygende ud), mens forloveren, vores fælles ven, havde været ude (med mig) og købe hans første jakkesæt. Og hans første skjorte. Og sko. Med snører. Der var ikke et øje tørt.

Nu kunne man fristes til at tro, at jeg i dette indlæg ville side og tale om, at det kunne nu også være rart at finde en kone blabla, men det vil jeg slet ikke. Ganske vist så de da meget glade ud og jeg tror da også personligt (modsat visse andre i omgangskredsen) at deres ægteskab holder, men det var lidt overraskende, at jeg faktisk slet ikke tænkte videre over det. Det var et relativt beskedent bryllup (vi var næsten 50), sådan ca. så mange, at det ikke bliver alt for upersonligt. Men jeg tænkte på intet tidspunkt “gid det var mig”.

Måske hænger det lidt sammen med, at jeg ikke rigtig har følelser for nogen, måske bliver man lige mere kold og ligeglad, når man er single.

Men jeg var dog lidt stolt af min kammerat, da han holdt sin tale. Den havde lidt af det hele og var aldeles underholdende. Det var kun lidt dødvande omkring et lille musikindslag, der kunne afholde mig fra at give den topkarakter.

På vej hjem i toget i dag, mødte jeg en kammerat fra Handelsskolen. Han lignede sådan set sig selv. Det er vel en 5-6 år siden jeg sidst så ham. Der er nu noget livsbekræftende over at se et gammelt bekendtskab, som ligner sig selv og ikke er ældet en hulens masse. Det får en til at føle sig lidt yngre!

Hele vejen hjem i toget snakkede vi så – der var naturligvis også en del at indhente, men igen slog det mig: Hvor nemt man falder tilbage til gamle vaner, forstået på den måde, at vi snakkede præcis som i handelsskolen. Det kunne ligeså godt have været 3 måneder siden vi gik ud.

Alt i alt, var mandagen nu alligevel ikke så slem.

-Jacob

Andres ulykke er sjov

2008-08-02T09:09:00.001+02:00

Hvor tit har du ikke siddet og set en film, om en eller anden uheldig eller jammerlig person, og skraldgrinet af det? Nu mener jeg ikke historier om folk der får kræft eller mister familiemedlemmer – eller værre. Næh, jeg mener f.eks. folk der falder på halen, kommer ud for spøjse situationer etc.

Det er god underholdning, hvilket jeg også mærkede på egen krop forleden, da jeg berettede om min fortid til et nyt bekendtskab.

Historien er som følger:

Min eks-kæreste og jeg havde besluttet os for at flytte fra hinanden. Vi havde et hus sammen, og hun ville gerne blive boende. Hun havde en lille dreng, som naturligvis også var ked af situationen, da han og jeg også havde udviklet et nært forhold. Så det endte med, at jeg lod dem beholde næsten alt, således at jeg selv skulle ud at købe det meste. Min eks ville så købe min halvdel af huset, og på den måde ville jeg så kunne have lidt penge til en ny start.

Alt sammen rimelig trist.

Men jeg fik fundet en lejlighed, og fik rykket relativt tidligt over i den. Desværre kunne jeg ikke “officielt” flytte før lidt senere, da jeg skulle have hjælp af vennerne. Jeg havde nemlig en sofa og en reol, som jeg ikke kunne flytte selv.

Jeg kan tydeligt huske de første par dage i den nye lejlighed. Jeg havde stort set ingenting. En luftmadras, en dyne + hovedpude samt et håndklæde. Lidt toiletsager og noget tøj.

Så der sad jeg om aftenen, efter arbejde. Kom hjem til en lejlighed, uden møbler. Sad/lå på en luftmadras og læste, for der var ingen radio/tv/internet. Der var heller ingen lamper. Så jeg læste i den smule dagslys der var tilbage og i lyset fra min mobiltelefon.

Det var nogle lange, lange aftenener. Og lange nætter, for luftmadrassen var ikke ligefrem i bedste form. Med lidt held skulle jeg kun pumpe den op en enkelt gang i løbet af natten, for så alligevel at vågne om morgenen og konstatere, at jeg var radbrækket af at ligge på gulvet.

Gud fader, hvor var det i grunden jammerligt. Men personen jeg fortalte det til, grinede dog ret meget. Så var det jeg tænkte over hele situationen, visualiserede den, sådan set lidt skråt oppefra. Og pludselig kunne jeg sgu godt selv se det tragisk-komiske i hele scenariet. Det var som taget ud af en britisk komedie. Heldigvis holder jeg meget af dem.

Og pludselig blev et lidt trist minde vendt til noget godt – og sjovt. I stor kontrast til mit indlæg for nogen tid siden.

Se, det var et ægte eventyr.

-Jacob

Filmanmeldelse: The X-Files: I want to believe

2008-08-01T22:51:00.001+02:00

Ah ja, X-Files. Serien der fik en klinet til skærmen gennem hele ni sæsoner. Det var ikke lutter guld, men der var rigtigt mange gode afsnit. I modsætning til hvad mange tror, så var X-Files ikke blot overjordisk pladder og aliens engros. Det, som X-Files virkelig var, var Mulders og Scullys dialoger og udvikling gennem serien.

Alright, Mulder var ikke så meget med, hen mod slutningen, men uanset hvad, var Fox Mulder en af de mest humoristiske (på den fede og tørre måde) karakterer nogensinde i en tv-serie. Utallige er hans underspillede og fantastisk morsomme lines.

Affødt af serien kom så filmen Fight the Future. Her fortsatte vi stilen med aliens og den såkaldte planlagte invasion af jorden. Det føltes naturligt, da det trods alt var en del af det overordnede plot i serien.

Mulder og Scully er to meget elskede karakterer, så stor var jublen, da den første teaser blev smidt ud på internet. Bare det faktum, at der rent faktisk VAR en ny film i produktion, fik fans i ekstase.

På trods af, at jeg så serien i tv OG pløjede samtlige afsnit igennem igen på DVD i starten af året, så er jeg ikke ligefrem hardcore fan. Men jeg har altid godt kunne lide serien. Fight the Future syntes jeg også var glimrende, så naturligvis var jeg nysgerrig efter at se I want to believe.

Dana Scully: I didn't bugger thirty-seven alter boys.
Fox Mulder: Hmmm, that's a pleasant way of putting it.
Dana Scully: I have another word I could use if you'd like.
Fox Mulder: I'm sure you do.

I filmen er Scully tilbage som læge (kirurg), mens Mulder derimod har trukket stikket ud af samfundet og lever isoleret i ødemarken. Ingen af dem har noget med FBI at gøre længere.

En dag bliver Scully kontaktet af FBI, som beder hende få fat i Mulder. De har brug for hans hjælp. Mulder er naturligvis ikke ligefrem fyr og flamme, han har det fint med sin tilbagetrukne tilværelse. Meeeen… det viser sig, at det er en FBI agent, der er forsvundet og så er der en synsk præst blandet ind i sagen. Og pludselig er Mulder lidt mere nysgerrig.

Fox Mulder: This is not an exact science. If it were me I'd be on the guy 24/7. I'd be in bed with him kissing his holy ass.
Dakota Whitney: Father Joe is a convicted pedophile.
Fox Mulder: Maybe I'd stay out of bed with him.

Jeg vil ikke afsløre for meget af selve handlingen, men jeg kan med sikkerhed slå fast, at der ingen rumvæsner er i denne film. Temaerne tæller stamcelleteknologi, transplantering og forsøg med samme. Der er ikke SÅ meget X-Files over filmen, som man måske kunne have håbet, men det er nu alligevel så tilpas meget “gad vide om det i grunden kunne have foregået i virkeligheden”, at det både bliver mystisk og en smule realistisk. På det område er filmen meget som serien, der nogen gange var lidt langt ude, mens andre episoder fik en til at tænke.

Walter Skinner: He'll call first. ... I know Mulder. He wouldn't do anything crazy.
[Scully stares at him]
Walter Skinner: He wouldn't do anything *overly* crazy.

Desværre er filmen faktisk ikke meget mere end et dobbeltafsnit i serien. Det føles ikke sådan helt spillefilmsagtigt. Når det så er sagt, var det jo en god serie.

Mulder er Mulder, med sine herlige sarkastiske bemærkninger, og Scully er Scully, med hendes fornuft og kontrast. Men en ting er naturligvis anderledes fra stort set alle afsnittet, og det er deres forhold til hinanden. Dem der har set serien, ved hvad jeg mener.

Jeg lader den lande på 7 stjerner på IMDbs 10-stjerneskala.

-Jacob

Genopdagelse

2008-07-30T17:09:00.001+02:00

For ca. 8 år siden købte jeg noget helt unikt. En dobbelt-cd med, der ikke var en decideret opsamling eller greatest hits, men alligevel indeholdte den (de) KUN fede tracks. Der var vitterlig INGEN so-so tracks, kun totale klassikere over hele linien. Det har jeg kun oplevet en gang siden, og det var Kents “Vaben och Ammunition”.

Men den kunstner jeg egentlig vil tale om, er en duo, der måske ikke er kendt af så mange ved navn, men deres musik godt nok brugt i mange film. Selv et stort navn som The Crystal Method har omtalt dem som “The best electronic band, period.”

Jeg taler naturligvis om Leftfield.

Albummet er Leftism. Måske det bedste der nogensinde er udgivet af elektronisk musik.

Her forleden kom jeg pludselig til at tænke på det album – og kom i tanke om, at jeg jo solgte hele min cd-samling for nogle år siden

Albummet er smækfyldt med tracks, der enkeltstående er unikke, fantastiske, fede, <indsæt selv superlativ>. Vi snakker electronica, dub, reggae, rap, rock, house, techno, trance… det hele bruges. Men at lytte til albummet i sin helhed, er også en sublimoplevelse.

Jeg kan stadig huske, hvor overrasket jeg blev, da en eks-kæreste udtalte, at det album også var hendes yndling. Jeg ku’ næsten have giftet mig med hende på stedet!

Det unikke ved Leftfield er deres sound og deres tekster. De har en unik lyd, der på én gang virker casual og lidt tilfældig, men samtidig er det skruet så perfekt sammen, at det ikke kan være et tilfælde. Teksterne har faktisk lidt mening. F.eks. på Original:

Sonically we're in control
We're the diamond in your soul
Images come thick and fast
From the future, from the past

The film starts, the film ends,
Nothing is said in between.
Just sudden moments from someone else's story,
Will it ever be the same again?
Hours filled with conversation, no attention paid.
Too distracting convention, no need for friends.
Will it ever be the same again?
Will it ever be the same again?

You're original, with your own path
You're original, got your own way (x2)

Will it ever be the same again? (x2)

I need to hear that again
Because a dream starts, and a dream must end.

My mother told me, don't ever change
You're original, in your own way
My mother told me, don't ever change
You're original, got your own path

You're original (x2)

Will it ever be the same again? (x2)

I need to hear that again
Because a dream starts, and a dream must end.

You're original (x5)

Hør melodien og se også den flotte video her:

Og der kan naturligvis findes meget mere med Leftfield på YouTube.

-Jacob

Filmanmeldelse: Son of Rambow

2008-07-27T13:23:00.001+02:00

Den opmærksomme læser tænker sikkert “Det må da være en slåfejl? Rambow?” Men den er god nok. Det hedder filmen. Og nej, det er ikke en film der er affødt af Rambo-filmene. Eller…

I en mængde af såkaldte “summer-blockbusters” er det rart at se, at også en lille film kan skille sig ud. Britiske film er tit meget mere jordnære end amerikanske, der oftest ender med at blive overdrevent pompøse og ligegyldige. Der laves dog også flere amerikanske film, så det er klart, at det må være flere svipsere.

Denne film foregår i 80ernes England og handler om drengen Will, der bor med sin mor og lillesøster. De tilhører en stærkt religiøs gruppe, så Will må ikke se tv. Det betyder, at hver gang de i skolen skal se dokumentar, forvises Will til gangen. Det er her han har sit første møde med den notoriske ballademager Lee Carter.

De to er som nat og dag. Will er naiv og uskyldig, Lee er snu og en rigtig rod. Alligevel ender de med at komme godt ud af det. Will får overværet filmen “First Blood” og pludselig begynder han at tegne en historie i hans tegnebog. Historien hedder “Son of Rambow” (da Will jo ikke aner hvordan navnet staves og da han ser Rambo skyde med bue og pil).

Lee ser tegnebogen og synes straks det er en fantastisk historie. Lee bor alene med sin storebror, da forældrene altid er ud at rejse. De har vist penge nok, for de bor i noget nær et palæ og storebroren har mobiltelefon, hvilket ikke var helt almindeligt i 80erne.

Det betyder også, at Lee har adgang til et videokamera, og sammen med Will begynder de at indspille en amatørfilm, som Lee vil indsende til BBCs (det britiske tv-selskab) “Screen Test”.

De to knægte begynder at indspille filmen, og vi ser især Wills fantasi udfolde sig. Det udmunder i nogle mildt sagt bizarre situationer, hvor den uopmærksom seer måske vil blive forvirret, men scenerne er simpelthen Wills tanker visualiseret.

På skolen, hvor de to knægte går, kommer der en dag en flot franske udvekslingselever. En af dem, Didier, bliver meget populær og får opsnappet, at Will og Lee laver en film. Will er med på den, men Lee føler, at de er et team, som ikke lukker andre ind i projektet. Men Didier får møvet sig ind, og pludselig er projektet noget helt andet.

“Son of Rambow” er først og fremmest en film om skæve venskaber. Men det er også en film om forandring. Forandring fra ét liv, til et helt andet liv.

Igen brillierer britisk film med en sjov, spøjs og endda lidt rørende film. Lidt som den fantastiske Millions. Vi snakker ikke decideret Oscar-materiale, men filmen er nu smækfyldt med charme, masser af 80er musik og desuden er der – naturligvis – masser af gensyn med den rædselsfulde tøjstil fra den gang. Manner, hvor er jeg glad for, at jeg ikke var modedyr.

-Jacob

I bakspejlet

2008-07-23T15:50:00.000+02:00

Når vi kigger i bakspejlet, har de fleste af os nok begået nogle fejl. Jeg har i hvert fald. I dag har jeg så haft en åbenbaring om min fortid.

For ca. to år siden gik min eks-kæreste og jeg fra hinanden. Vi havde købt hus sammen, et hus til 1,6 mio. kr. Jeg foreslog at vi solgte det, da vi kunne få ca. 2,3 mio. for det på det tidspunkt. Det ville have givet os begge godt 300.000 til en ny start.

Nu var det sådan, at hun havde en dreng på 5 år fra et tidligere ægteskab. En dreng, som jeg var kommet til at holde rigtig meget af (og omvendt). Han var en følsom dreng, der havde svært ved at knytte sig til andre, så da min eks sagde, at hun ikke ville flytte – hendes dreng havde flyttet 2 gange på 3 år – forbarmede jeg mig, og sagde at hun kunne betale mig halvdelen af stigningen i den offentlige vurdering. Det beløbede sig til 150.000, hvilket umiddelbart lyder af mange penge. Men to gange flytning med indskud til lejlighed, indkøb af stort set alle andre møbler end en sofa, hårde hvidevarer, fjernsyn, computer etc. – ja det hele løber op.

Men havde jeg forlangt mere, ville min eks ikke være i stand til at kunne blive boende i huset, det ville simpelthen være for dyrt for hende. Og selv om man er gået fra hinanden, behøver man jo ikke at lade være med at behandle hnanden pænt. Så jeg gik med på idéen. Hun kunne blive boende og skabe en tryg og stabil tilværelse for hendes søn. For at være helt ærlig, så gjorde jeg det kun for hans skyld. Havde hun været alene, havde jeg ikke gået med på idéen.

Nu har jeg så erfaret, at hun åbenbart alligevel ikke satte sin søns tarv så højt, for hun flyttede i hvert fald fra huset, godt halvandet år senere, for så at hente ca. 400.000 hjem på det.

Med andre ord, var det hele spil for galleriet. Kynisme og beregnethed, unyttelse af min kærlighed til hendes søn. Hun er også flyttet sammen med en der var lun på hende, allerede da vi var sammen. Nuvel, han har nok bare benyttet lejligheden, så det er jeg helt okay med. Alligevel kan man ikke helt lade være med at tænke på, om hun måske havde noget kørende med ham, allerede inden hende og jeg flyttede fra hinanden. Hun havde allerede afsløret overfor mig, at hun var sin eksmand utro det sidste halve års tid, med en fra sit arbejde. Et arbejde hun stadig havde. En kollega hun stadig arbejdede sammen med. Noget der ikke ligefrem var betryggende at vide om hende som person. Det værste var dog, at det var hende der næsten var sygelig jaloux ind i mellem, f.eks. på en veninde, som jeg havde fået direkte instruks om at “flirte” med, da hun var meget nede.

Anyway, jeg tog konsekvensen og skrev en mail til hende, hvor jeg skrev at jeg håbede hendes søn kom godt over de traumer flytningen måtte påføre ham, at det ikke gav hende alt for dårlig smag i munden at sætte penge over sin søns tarv, samt at udnytte min kærlighed til ham. Jeg er sådan set ligeglad med hende nu, men hun skal i hvert fald ikke dø i synden.

Har jeg det bedre? Fik jeg noget reelt ud af det? Næ, men jeg kan ikke lade sådan noget gå helt upåvirket forbi. Kald det bare svagt, at jeg ikke blot ignorerer hendes gøren. Hun har nu placeret sig selv på samme plan som en vis person, der på det grusomste “dolkede” en god kammerat og jeg selv i ryggen. I hans tilfælde var det dog nemesis der fik sidste ord, hvilket jeg (selv om det ikke er pænt) også lidt håber her.

Men det irriterer mig, at et godt minde pludselig er vendt til noget dårligt.

-Jacob

Drænet… sådan da

2008-07-21T17:19:00.000+02:00

Jeg har lige været på hospitalet. Det lyder værre end det er, det var kun for at få taget et par blodprøver. Endnu engang kunne jeg konstatere, at jeg hader den slags steder. Bevares, sygeplejersken var da sød og hun var bestemt også ung. Skræmmende ung. Nu jeg tænker nærmere over det, er jeg vist ved at føle mig lidt gammel ind i mellem, for jeg tænkte lige et øjeblik, at hun ville garanteret været nødt til at lade mig agere nålepude, for hun var da vist lige grøn nok.

Heldigvis blev mine bange anelser gjort til skamme. Hun klarede det lige efter bogen. En – trods alt – behagelig oplevelse.

Mens jeg sad og ventede på at komme til, brugte jeg tiden på at læse nogle af de halvgamle tidsskrifter der lå i venteafdelingen. Jeg bladrede gennem et musikblad, hvorefter det slog mig, at der var måske 3-4 af de ca. 200 bands de nævnte, som jeg overhovedet kendte. Bevares, bladet beskæftigede sig heller ikke lige med min musikstil, men alligevel var det lidt påfaldende.

Igen følte jeg mig lidt gammel.

Jeg følte mig dog lidt yngre, når man så ud i lokalet. Det var fortrinsvist ældre mennesker, omend ikke i samme omfang, som da jeg fik taget blod i Sorø. Der var ca. 40 personer og jeg var den eneste under 70.

Anyway, weekenden blev bl.a. brugt på at holde grillaften hos en af mine gode venner. Samtidig var det også en slags “polterabend” for en ven der snart skal giftes. Det er faktisk om mindre end to uger.

Vi fik nogle fortrinlige bøffer og nogle gode flasker vin (hurra for Amarone!), og det var i det hele taget en hyggelig aften. Det blev hen af 1.30 før jeg smuttede derfra som den sidste. På det tidspunkt havde vi hørt i radioen, at dele af Slagelse blev evakueret. Det vil sige, der var brand i en større bygning og der udvikledes ubehagelig og muligvis farlig røg. Derfor opfordredes folk til at blive indendøre for lukkede vinduer.

På vej hjem kørte jeg forbi stedet og der var godt nok pænt gang i flammerne. Røgen var bestemt ikke behagelig, så jeg hastede hurtigt forbi.

Søndagen fordrev jeg først og fremmest med en film jeg har prøvet at få fat i, i årevis. Nankyoku monogatari, eller Antarctica, som den engelske titel er. Filmen er et japansk drama fra 1983. Men inden du allerede falder i søvn, bør du lige vide, at det bestemt ikke er nogen kedelig film.

Kort fortalt handler det om en flok japanske forskere på en videnskabelig ekspedition i Antarktis. Grundet forholdene har de brug for slædehunde, og to af de japanske videnskabsmænd får et nært forhold til hundene, efter at de redder deres liv.

Uheldigvis bliver de pludselig nødt til at evakuere basen, og der er ikke tid til at tage hundene med. De to videnskabsmænd satser på at tage hundene med senere, efter at have reddet en slem storm af. Men desværre fortsætte uvejret, og de bliver nødt til at tage hjem til Japan. Naturligvis tager det meget hårdt på dem. De efterlod hundene fastspændt og uden noget videre mad.

Sideløbende med at vi følger de to videnskabsmænds smertefulde sorg og skyldfølelse, følger vi også hundenes kamp for at overleve. Det lykkes flere af dem at slippe fri, og snart begynder en kamp for at overleve i helt ned til –60 graders kulde, og meget lidt mad.

Jeg vil ikke afsløre slutningen, men dog sige så meget, at det bestemt ikke er nogen nem film at se. Slet ikke for dyre/hundeelskere. De vil givet tude snot i stænger, for filmen er både barsk og realistisk. Men den er også umådelig smuk.

Det antarktiske landskab har altid fascineret mig, og filmen har tonsvis af åndeløst blændende landskabsscener. Også scener med Aurora Borealis er meget smukke. Man tænker ikke over, at filmen er fra 1983.

Skuespillet er habilt, men man skal dog være forberedet på, at japanerne tilhører en anden kultur end vores, og derfor reagerer anderledes i givne situationer.

Men det allerbedste – og det der i mange år har givet mig lyst til at se filmen – er soundtracket.

Det er mesteren Vangelis der leverer al musikken til filmen, og aldrig har musik spillet så stor en rolle i en film. Den på en gang overstråler og komplementerer scenerne. Det er nærmest ekstremt, så helt fantastisk plet den rammer alle de rigtige toner i følelsesregistret. Der er melodier der gør en glad, dramatiske melodier, afslappende melodier og endeligt sørgelige melodier. Og det er den sidste kategori der fuldstændigt rammer plet. En bestemt scene hen mod slutningen er noget nær den ultimative test på om et menneske har følelser. Se den scene uden at få bare en lille klump i halsen, og du er enten uden følelser eller ligeglad med dyr.

En storartet film, jeg kan anbefale til alle. Det har dog været ekstremt svært at skaffe den, og det endte da også med at være en halvofficiel udgivelse med engelske tekster. Jeg kan ikke blive helt enig med mig selv om det er en piratudgivelse, men den kan dog købes indtil flere steder (mest eBay og lignende, da den er ret sjælden).

Søndag aften gik jeg så igang med den amerikanske serie Jericho. Det er en serie om byen Jericho (doh!) og hvordan livet er der, efter at der er sprunget en masse atombomber rundt omkring i USA. Altså et post-nukleart scenarie, hvor Jericho dog er forskånet for at blive bombet. Men pludselig er der ikke nogen strøm, ingen fast forsyninger af varer og deslige.

Serien er ganske udmærket, uden at være ekceptionel. Men underholdt bliver jeg da, og selv om den kun har kørt i to sæsoner – for så at blive aflyst – ja så klager jeg nu ikke. Den har tilpas dele af drama, plottwists og alt hvad en serie nu nærmest kræves at have disse dage.

-Jacob

De kære små

2008-07-17T13:38:00.001+02:00

Jeg stod på hovedbanen og ventede på toget, da en lille pige satte sig ned ikke så langt væk. Hun havde nemlig fundet noget interessant. Nedtrådt, men åbenbart ikke helt forstenet tyggegummi. “Se mor, tyggegummi!” udbrød hun henrykt, mens moren stod og snakkede i mobil og henslængt sagde “Mmm skat”.

Pigen fik vristet lidt af tyggegummiet løst, og i den alder er man jo nysgerrig, så det røg – rigtigt gættet – i munden til en smagsprøve. Hun gumlede løs, mens hun prøvede at vriste mere fri. På det tidspunkt havde en ældre herre åbenbart også set det, for han henvendte sig til moren med et “gad vide om det smager godt”, mens han pegede på pigen. Og så kan det ellers nok været, at mor fik reageret.

“Katrine, vil du SÅ spytte det ud! Det er ULÆKKERT!”

Givet, ja. Men sjovt var det sgu ærlig talt også.

-Jacob

Filmanmeldelse: Speed Racer

2008-07-12T22:56:00.001+02:00

Hvis jeg siger Wachowski Brothers, hvad siger du så? The Matrix? Det er nemlig rigtigt. De er brødrene bag de tre banebrydende Matrix-film. Film der var banebrydende på mange områder, men især for de flotte effekter (hvem husker ikke første gang de så bullet-time i The Matrix?).

Hvis jeg så nynner nedenstående tekst for dig:

Here he comes
Here comes Speed Racer
He's a demon on wheels
He's a demon and he's gonna be chasin' after someone.

Hvad siger du så? Ikke så meget? Prøv så lige at se dette lille klip:

Speed Racer (org. japansk titel er Mahha GoGoGo) er en tegnefilmserie om en racerkører, der altid kæmper mod nogle slemme og onde mænd, der også er racerkørerer. Som det ses, er stilen tydeligvis enkel og ikke specielt imponerende med nutidens øjne, men de er altså også lavet i 1967 og frem.

Serien har aldrig været SÅ populær her i vesten, omend den trods alt fik en oversættelse til engelsk. Personligt kendte jeg da godt nok til den, men den sagde mig ikke noget. Det lille stykke tekst jeg citerede overfor har været brugt som sample mange gange i tidens løb, men derudover har Speed Racer ikke være noget stort fænomen. Derfor kan nedenstående umiddelbart godt undre mange:

Jeps, Wachowski-brødrene har simpelthen lavet en spillefilm ud af en gammel, (efter min mening) middelmådig japansk tegnefilmserie. Det kan da kun gå galt?

Det kunne man godt fristes til at tro, og jeg havde da heller ikke store forventninger til filmen. På den anden side VAR det jo Wachowski-brødrene, så jeg var rimelig sikker på at der måtte være ET eller andet cool ved den.

Speed Racer handler kort fortalt om familien Racer (doh!) der tæller Pops Racer (John Goodman), Mom Racer (Susan Sarandon), Rex Racer (ældste søn), Speed Racer (mellemste søn) og den yngste, Spritle Racer.

Rollelisten tæller forresten også Christina Ricci som Trixie, Speed Racers kæreste. Mmm… Christina Ricci…

Jeg ved ikke helt hvad der er med hende, men hun har et karakterfuldt ansigt, den høje pande, den spidse hage og så lige der der skæve smil der… Ovenstående billede er forresten slet ikke fra Speed Racer, men jeg kunne bare bedre lide dette. Hun er sgu en doll. Anyway, tilbage til filmanmeldelsen!

Filmen lægger ud med at Rex Racer omkommer i The Crucible, et motorløb der foregår tværs over landet., men det forbliver dog familiens et og alt. Speed vil også deltage i det, men det vil hans far ikke have, da han ikke vil miste en søn mere. En stor og magtfuld rigmand prøver at lokke den talentfulde Speed ind i sin stald, men Speed gennemskuer hans griske plan og nægter. Det får dog store problemer for hans familie, så Speed bliver nødt til at stille op i The Crucible.

Det kommer ikke til at gå stille af, for Wachowski-brødrenes nye film har helt klart sømmet i bund. Der er dømt ekstrem fart over feltet. Totalt overdrevne scener med racerbiler der kan alle mulige tricks, det hele naturligvis pakket ind i tonsvis af fantastiske effekter. Speed Racer er totalt overload af farver, stil, effekter og fart. Vi snakker visuelt (og hastighedsmæssigt) en ret så hæsblæsende film.

De overdrevne farver og effekter skæmmede lidt i starten, men som tiden gik, begyndte jeg i stedet at nyde detaljerne og de fantastiske scener. Meget kan man kritisere filmen for, men produktionsværdien er totalt over-the-top. Der er ikke sparet nogen steder her, og det må simpelthen skyldes de kendte brødres navn, ellers havde en filmatisering af denne serie slet, slet ikke været så flot.

I det hele taget er filmen meget tegnefilmsagtig og indeholder forresten også en kampscene der er noget nær det nærmeste man nogensinde kommer en tegnefilmskampscene med rigtige skuespillere.

Af negative punkter er den lidt for klichéfyldte historie og den irriterende abe der er med i filmen. Det er lidt “se en abe med briller, haha”-agtigt. Helt ærligt. Det var sjovt i Ronny’s Pop Show på tysk TV i 80erne. Man skulle tro amerikanerne ikke var kommet videre, men nu har USA så heller aldrig været humorens højborg (i forhold til England og meget af europa).

Filmen er også forholdsvis lang – 2 timer og et kvarter – hvilket kunne mærkes midt i filmen, hvor der var lidt tomgang. Men alt i alt var den da glimrende underholdning, ikke mindst pga. det æstetiske overkill som den byder på. I USA går den sågar i IMAX-biografer (biografer med kæmpelærred), og det må være noget af en oplevelse.

Speed Racer er på mange måder middelmådig, men der er så megen power over den, at jeg alligevel giver den et 7-tal på 10-skalaen. At den sikkert ikke bliver noget mega-hit som The Matrix (og da slet ikke i Danmark), det er én ting, men brødrene skal have stor ros for at turde satse på noget anderledes.

BONUS!

Jeg har da forresten også set The Mutant Chronicles. Ved ikke lige hvorfor den står som “in-production” på IMDb, den er ude på DVD (er gået direkte på DVD). Filmen er baseret på rollespillet af samme navn, så det er en blanding af sci-fi, krigsfilm, steam-punk og aliens. Sådan da.

Filmen vrimler ikke med store navne, men der er dog navne som Ron Perlman (yeah!) og John Malkovich. Kort fortalt handler filmen om at fire grupper kæmper indædte krige på jorden. En dag åbner en fejlskudt kanal en skakt til noget underjordisk, nemlig mutanter. Og pludselig har alle en fælles fjende.

Det lyder lidt fjollet og det er det også. På den ene side kan jeg godt se, hvorfor filmen er gået direkte på DVD. Vi snakker ikke stor kunst. Dog var jeg ganske godt underholdt, for filmen har ekstremt blodig scener. Ganske vist skinner det lidt igennem, at budgettet ikke har været enormt, men i det store hele er de sluppet ret godt fra filmen. 6½ ud af 10. Og tak til Hecks for tippet omkring filmen!

-Jacob

Filmanmeldelse: WALL-E

2008-07-11T21:04:00.001+02:00

Jeg kan ligeså godt sige det først som sidst: Pixars nyeste film er IKKE noget for børn.

Skuffet? Vent lidt, for selv om den ikke er har børn som primære publikum – det er emnerne alt for “voksne” til – så er det alligevel noget af det bedste Pixard nogensinde har lavet. Og børnene vil da nok også more sig over noget af film. De vil bare misse pointen totalt.

Toy Story 1/2 havde venskab og legetøj som tema. A Bug’s Life (Græsrødder) havde sjove insekter og højt tempo. Monsters Inc. havde ustyrligt sjove monstre og masser af gags. Finding Nemo (Find Nemo) havde børn og forældre som tema. Med The Incredibles (De Utrolige) var hele familien og superhelte temaet. Cars (Biler) havde venskab og biler. Og Ratatouille? Den havde et beskidt dyr der blev gjort utroligt charmerende og elskeligt.

Og nu har vi så WALL-E. Jeg kan tydeligt huske de første spæde teasers. Jeg må nok erkende, at jeg ikke lige syntes den så særlig spændende ud. Men heldigvis kan man tage fejl.

WALL-E er en industrirobot, hvis job er at samle skrald sammen, presse det til en firkant og stable firkanterne. Det har han haft god tid og fred til. For de sidste 700 år har WALL-E været igang.

700 år er det siden, at jordens samlede befolkning drog ud i rummet, efter at jorden simpelthen var blevet overfyldt med skrald. Der startede med at være flere af WALL-Es slags, men nu er han den eneste. Hver dag samler han skrald sammen, komprimerer det og stabler det i bunker. Ind i mellem finder han interessante ting, som han så gemmer i sin lille samling.

Han er en ensom lille robot, der med tiden har udviklet en personlighed. Han ser gamle film, hører musik og har dog en lille ven, i form af en kakkerlak, der trofast følger ham. Alligevel drømmer han om selskab, efter at have set romantiske musicals i massevis.

En dag sker der noget forunderligt. Et rumskib lander på den øde jord, og ud kommer en robot. Det viser sig at være robotten Eve. Ved første øjekast er hun mystisk og spændende, men også ret voldsom og ret følelseskold.

Men alligevel sker det. WALL-E falder pladask for hende. Han begynder at følge efter hende, og til sidst opdager hun ham. Først er hun fjendtlig, men efterhånden får han dog overbevist hende om, at han er venlig stemt. Uheldigvis er WALL-Es følelser ikke lige gengældt.

En dag finder Eve pludselig en plantespire. Straks ændres hun totalt. Hun samler planten op og placerer den inden i sig, for så at gå i dvale. WALL-E prøver desperat at komme i kontakt med hende, uden held. Alligevel beskytter og passer han hende ufortrødent. Efter nogen tid kommer rumskibet tilbage for at hente Eve, og WALL-E følger med.

Mere vil jeg ikke afsløre. Men jeg vil sige så meget, at filmens hovedtemaer er helt klart ensomhed, kærlighed og omtanke. Undertemaerne er menneskelighed, sundhed og miljø. Ikke lige ting som et barn tænker så meget over. Derfor vil jeg ikke umiddelbart anbefale WALL-E til de mindste. Og teenagere vil sikkert heller ikke lige være vild med den. Faktisk skal man nok være lidt moden, før man rigtig kan nyde den.

Men så kan den også nydes, for der er meget at nyde. Pixar overgår simpelthen sig selv, gang på gang. WALL-E er decideret smuk. Filmen er fantastisk lavet. Aldrig har jeg set så to diametralt modsatte skabninger udstråle så meget charme som WALL-E og Eve. WALL-E er simpelthen hjerteskærende kær. Den halvrustne og halv-ynkelige robot, der minder mig mistænkeligt meget om Nr. 5, fra Short Circuit. Eve er indbegrebet af en cool og sexet kvinde, til trods for hun nærmest bare er et aflangt æg med to blå prikker som øjne. Der er lidt iPod over hende.

Pixar kan trylle. For de får de to karakterer til at fremstå som noget af det mest levende og medrivende jeg længe har set. Og for os voksne, der har filmen det meste der skal til, for at få en helstøbt oplevelse. En kærlighedshistorie, der overgår LANGT de fleste almindelige film, humor, æstetik i spandevis, fantastisk musik, charme, glæde og en lille smule sorg. Jeg må indrømme, at der var et par gange jeg fik lidt fugtige øjne.

Konklusionen er, at nej, WALL-E er ikke Pixars bedste film. Det faktum, at den slet ikke kan appellere til både børn og voksne, betyder for mig at den ikke kan optræde øverst på listen. Men skulle man se bort fra det faktum, ville den være nummer et. Så lidt dialog, og alligevel så meget budskab. Jeg bøjer mig i støvet.

-Jacob

2x ultra hurtige filmanmeldelser

2008-07-10T23:33:00.001+02:00

The Love Guru med bl.a. Mike Meyers. Stod til 3.2 på IMDb. Det tænkte jeg var en kende for lavt. Men efter at have set filmen må jeg indrømme, at min personlige karakter nok ligger på 5. Der er da enkelte pudseløjerlig og småmuntre indslag, men det er og blive en halvlunken affære, der aldrig helt rammer plet.

Ovenstående billede er fra en af de mere muntre scener. Har du set traileren, har du også set det meste af det sjove i filmen. Desværre.

Wanted var lidt bedre. Masser af action og okay effekter og et “plot-twist” i slutningen, der dog ikke er sååå overraskende. Stadig væsentlig mere solid, selv om James McAvoy ikke er helt overbevisende som über-human assassin. Han er en fed skuespiller, men ikke helt hjemme i rollen. Morgan Freeman er… well, Morgan Freeman. No more, no less.

Og så er filmen endnu et bevis på, at Angelina Jolie rent faktisk slet ikke er specielt køn eller tiltrækkende. Hun er da ganske vist “cool” som karakteren Fox (hvor originalt), men jeg tog mig selv i flere gange at finde hende decideret utiltrækkende. Så ladies, you got nothing to worry about, haha.

Et solidt 7-tal på 10-skalaen.

-Jacob

Mashup

2008-07-10T23:18:00.001+02:00

Dagens emne er et koncept der oftest er lidt fesent (personlig mening), men på den anden side ER der guldkorn som nedenstående. Og DE gør genren ære. Tak til Gridle for linket.

Enjoy.

-Jacob

Undskyld!

2008-07-09T17:19:00.001+02:00

Jeg bliver simpelthen nødt til at undskylde. I dag har jeg dummet mig lidt, sådan set i retrospekt. Jeg har afsløret et af vi mænds tricks til at få goodwill hos vores partner.

Det kom sig af, at der var problemer med printserveren og telefonerne på arbejde – igen. Så fra om morgenen til ca. kl. 13.00 kunne man reelt ikke lave så meget. Derfor fik jeg sludret lidt med nogle af mine kvindelige kollegaer, hvor en af dem stolt fortæller, at hendes kæreste var kommet hjem forleden og havde købt en trøje til hende, som bare passede helt perfekt i smag og størrelse. Det var lige præcis sådan en hun ville have købt selv.

Mens hun sad og roste hans tankelæserevner, kom jeg desværre til at smågrine. Så var det hun spurgte hvad jeg grinte af, og det fløj ud af munden på mig: “Du er da blevet offer for et oldgammelt trick”. Naturligvis spurgte hun hvad jeg mente og så var det lidt svært ikke at svare. Jeg fortalte om dengang, jeg tilfældigvis faldt over en bluse i en eks-kærestes klædeskabet, hvor prismærket stadig sad på.

Det var i hvert fald ikke en hun havde købt for nylig. For sjov skyld tog jeg den så ud, gemte den og foreslog om aftenen, at hun burde rydde op i sit tøj. “Lad os gennemgå det hele sammen”, foreslog jeg. Det gjorde vi, og hun opdagede overhovedet ikke der manglede noget.

Nogle uger senere smuttede jeg så forbi den forretning, hvor blusen blev købt. Jeg forklarede, at jeg havde købt den der og fået den pakket ind, men at papiret var blevet ødelagt. Jeg fik dem til at pakke den ind igen, og hjemme smed jeg så nonchalant pakken på spisebordet.

Naturligvis spurgte hun hvad det var, da hun så pakken. Jeg sagde, at det blot var en lille ting jeg faldt over og kom til at tænke på hende, men at jeg var lidt i tvivl om størrelsen og om hun kunne lide den.

Hun pakkede den hurtigt ud og udbrød “Neeej, den er bare for fin!” Hun prøvede den med det samme og den passede perfekt. Og hun opdagede aldrig, at det var noget hun selv havde købt (og betalt). Med andre ord, en total win-win situation!

Hun blev glad og jeg blev vartet op og forkælet.

Nå, men efter den historie blev der stille et øjeblik. Så sagde hun “Ah, så udspekuleret er han ikke! Det er jeg… i hvert fald næsten sikker på!”, men det var tydeligt, at tvivlen spirede i hende.

Så endnu engang undskyld. Hemmeligheden er blevet afsløret overfor fjenden ;-)

-Jacob

Endnu et eksempel på menneskers naivitet

2008-07-06T11:17:00.001+02:00

Vi mennesker er generelt nogle fjolser. Langt de fleste af os tænker ikke rationelt når vi bør. Med andre ord: Vi er lost. Det har vi altid været og det vil vi altid være.

I dag sad jeg og klikkede lidt tilfældigt rundt på nettet og så pludselig en reklame. Nu kører jeg jo ellers med den formidable Opera browser, så det er ikke mange reklamer jeg ser, og i hvert fald kun én gang per reklame. Denne her var dog så fucked up, at jeg blev nødt til at klikke på den.

Det var et program der kaldte sig Love Calculator Pro (herefter LCP). “Pro” delen er sikkert meget væsentlig. Anyway, så er det åbenbart et program, der lader dig matche to personer op og så se om de er “kompatible”. Lidt a’la de dybt debile tests der er i hvert eneste nummer af alle dameblade der udkommer. Christ, hvor har jeg været offer for dem mange gange. “Skat, hvis du skulle beskrive mig som en frugt, hvilken frugt ville det så være?” og alt sådan noget pis.

Men nej, naturligvis er LCP ikke så latterligt.

Det er skam et meget seriøst program, proppet med fuldstændigt himmelråbende tåbelig fakta og statistik, som er taget helt ud af den blå luft.

Herover er der indtastet et par navne og fødselsdatoer. Og for syns skyld indsat nogle fotos, som overhovedet ingen relevans har. Der kunne lige så godt have været et billede af Søren Fauschbøll og Dronning Margrethe. Men anyway, de data er indtastet og så kan der trykkes “Calculate!” (bemærk udråbstegnet, det er jo spændende det her).

BAM! Værsågod, mine damer og herrer. Disse to er som skabt for hinanden. Alt dette ud fra et par fødselsdatoer og navne (og stjernetegn, sikkert også). “This is real love”.

Og så er den vel ikke længere? Åh jo. Du troede da ikke du ville slippe så nemt?

Der er guddødogstraffemig også en såkaldt “Timeline” (tidslinie), der fortæller det lykkelige par om deres op- og nedture. Det må være nyttigt! Som det ses på billedet har udviklerne naturligt nok anført de negative perioder med rødt, hvilket jo meget godt stemmer overens med kvindens “månedlige”! De gule perioder kan man så se er kritiske, så der sørger man for ikke at ses.

Men der er mere endnu.

“Baby Chart”. Her kan det lykkelige par, hvor kvindens æggestokke naturligvis flagerer lystigt, hver gang hun ser en skrigeballon af en møgunge, tydeligt se hvornår de kan undfange en dreng eller en pige. Der er både LCPs egen test og en “kinesisk” test. Ja sågar en “forbedret kinesisk test” (der giver nøjagtig samme resultat). Og det fortsætter med at man kan lave en hel kalender, dag for dag.

Derudover kan man lave en top-3 over bedste matches, man kan indtaste og gemme profiler til senere sammenligning samt en masse andet fuldstændig ligegyldigt.

Dette fantastiske program koster kun 15 dollars. Okay, det er faktisk ikke så dyrt, men det gør ikke en skid mere end de latterlige tests der er på utallige hjemmesider rundt omkring. Jo, programmet sætter der hele flot og fint op, men det svarer lidt til at jeg får min tandlægeregning på glittet 200 grams papir – det er stadig noget forbandet lort!

Det værste er dog, at den slags garanteret sælger. Det skulle ikke undre mig om de scorer kassen på det bras. Og det er vi menneskers skyld. Faktisk er det kvindernes skyld, for programmet er uden tvivl henvendt til kvinder. Der er ingen andre der falder for den slags henført crap. Så kære kvindelige læsere, her er det hul, hvori du kan kaste dine penge. Programmet fås både til en rigtig computer og til MAC.

Bemærk venligst, at det ikke er MIG der ikke kan finde ud af at manden på billedet hedder Christian Bale. Billederne er taget fra websitet.

-Jacob

Barndommens stemme

2008-07-05T16:50:00.001+02:00

Der er vist ingen tvivl om, at os der så børne-tv i slut-70erne og op igennem 80erne, alle kendte og syntes om den der karakteristiske og behagelige stemme, der fortalte historien til de levende billeder. F.eks. Emil fra Lønneberg og Alfons Åberg. Han var også med til at skabe Bamse og Kylling.

Hvis du hører til den flok af børn, så siger navnet Thomas Winding dig sikkert også noget. Og hvis ikke, ja så kan du helt sikkert genkende hans stemme, når du hører den. Men Thomas kommer aldrig til at sige noget mere. Han er nyligt afgået ved døden, 71 år gammel.

Han nåede få en stor indflydelse på børne-tv, som bl.a. oplæser af hans egne historier. Rygterne vil, at DR ikke havde råd til både at købe hans historier og så hyre en til at læse dem op. Hvis han ville sælge dem, måtte han selv læse dem op. Og det gjorde han så, uden at have nogen som helst erfaring eller uddannelse i den slags.

Som sagt havde Thomas den der helt fantastisk tillidsvækkende og hyggelige stemme, og det blev ind i mellem udnyttet til at chokere folk. F.eks. i 2003, da han i en video fra Vejdirektoratet og Rådet for Større Færdselssikkerhed læste en historie op om et ægtepar, der med frygtelige konsekvenser kører galt. Han stemme stod i stærk kontrast til de skræmmende billeder.

Han er bl.a. også ret kendt for sine børnebøger, deriblandt den ret så populære Super Carla. Han er mindre kendt for at være medforfatter på den i øvrigt glimrende danske film Strømer fra 1976, der i 1987 blev fulgt op af den vildt populære mini-serie Een gang strømer…, der nu også var noget af det bedste danske tv den gang. Pudsigt nok udkommer den snart på DVD, nemlig den 29. juli i år.

Thomas Winding efterlader sig forresten også nogle kendte børne. Kasper Winding – som bl.a. sang titelsangen “Sjæl i flammer” til Een gang strømer… – og Alberte Winding, som har sunget adskillige børnesange.

Til slut vil jeg dele et link til en meget sjælden udgave af Kasper Windings “Sjæl i flammer”. Thomas Winding var en ildsjæl, så linket passer sådan set meget godt. Klik her.

-Jacob

Børne-tv i særklasse

2008-07-04T22:19:00.001+02:00

Ah ja. Jeg husker endnu tiden som lille purk. Det var dengang der kun var én skide tv-kanal og man var glad, hvis der ikke var for megen sne på billedet.

Jeg vil ikke påstå jeg var slave af tv’et som knægt, men naturligvis så man da meget børne-tv. Og bevares. Der var da en hel del glimrende, men jeg har lige set fremtidens børne-tv. Sjovt, nuttet og aldeles samfundsrelevant og realistisk!

Den er lige i skuret.

Se det med din mindste!

-Jacob

Gravide kvinders bryster

2008-07-04T22:12:00.001+02:00

Jeg har nævnt det før. Min arbejdsplads er fortrinsvist befolket af kvinder. Bevares, det kan da have sine fordele – der er skam nogle nydelige imellem – men det øger også statistisk set chancerne for at måtte lægge øre til snak om graviditeter.

Således var der i dag en vordende (1. gangs) mor og en nyligt tilbagekommet-fra-barsel (2. gangs) mor der snakkede sammen til frokosten.

I guder hvor kan man få fnidder af at høre på den slags. Da snakken så faldt på at den ene syntes hendes bryster var blevet mindre og hængte lidt mere, så måtte jeg jo lige konstatere, at der ikke længere er noget der hedder hængepatter og små bryster mere.

I stedet for hængepatter kan man sige:

Slanke bryster – hele vejen ned
Der er to – og de er lige lange
Hvis mine bryster var en madpakke, var mine baguettes

Og i stedet for små bryster kan man sige:

Bryster som ikke giver anledning til rygsmerter
Bryster med mindre hang til hæng
Bryster med mindre belæg for strækmærker, som for øvrigt fra nu af kaldes “tigerstriber”

Derudover er der jo fordele ved små fordele: Mindre bryster er lig flere nerver fordelt på mindre areal og der er mindre at få kræft i.

Og selv om forlygter er fine, er dioder jo in!

Bonus!

Nu vi er ved bryster, kan jeg jo lige bringe et stemningsbillede fra en Burger King. Der er ikke nogen point for at gætte hvilket land billedet kommer fra.

Hval/menneske-hybriden Shantee Ohmaygosh, valgt som Miss Burger King 2008.

-Jacob

Filmanmeldelse: Forgetting Sarah Marshall

2008-07-03T22:55:00.001+02:00

Hvis du har set 40 year old Virgin eller Knocked up, ved du lidt hvad du kan vente dig af Forgetting Sarah Marshall (herefter FSM). Folkene bag de tre film er i store træk de samme.

Det er alle tre såkaldte bittersøde komedier og lad det med det samme være sagt, at FSM er ikke stor filmkunst. Den er heller ikke nyskabende eller overraskende. Men den er nu alligevel lidt charmerede og seværdig.

Brian: You don't need to put your P in a V right now.
Peter Bretter: No, I need to B my L on someone's T's.

Hovedperson Peter (Jason Stegel) er kæreste med tv-stjernen Sarah Marshall (Kristen Bell). Hun er smuk og succesrig med sin tv-serie og Peter laver underlægningsmusik til serien. De har det godt og alt er idyl. Lige indtil den dag, hvor Sarah slår op med Peter.

Det tager Peter meget hårdt, så han ender med at tage afsted på ferie til Hawaii, hvor han er så uheldig at støde på Sarah – og hendes nye kæreste.

Kemo: Are those sad tissues or happy tissues?

Naturligvis giver det nogle lidt akavede situationer, men selv om Peter går og er miserabel, skaber han dog nogle gode forbindelser. Han lærer noget om sig selv, bl.a. at det ikke altid betaler sig at være helt hudløst ærlig.

Filmen indeholder faktisk masser af sjove scener, men dog meget få “klasken-på-låret-af-grin-scener”. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at synes om filmen. Peter er ynkelig på en sådan måde, at man ikke kan lade være med at føle med ham, men samtidig har man også lyst til at sparke ham i røven.

Dwayne the Bartender: He turned down a blowjob from his ex-girlfriend... mid-blowjob. You know how hard that is for a man? It's called blue balls. He's like Gandhi! But better - he likes puppets!

Og selv om den måske ikke giver anledning til hysteriske grin, så har den trods alt en hel del særdeles muntre citater. Forvent ikke så meget af handlingen, men uanset de mange klichéer, formåede filmen faktisk at holde min fulde opmærksomhed, og derfor anbefaler jeg den.

Forgetting Sarah Marshall har premiere i danske biografer i morgen, fredag den 4. juli. Den vil være sjov for begge køn.

Matthew: I have a question for you real quick. What did you think of my demo? Did you get it?
Aldous Snow: I was gonna listen to that, but then, um, I just carried on living my life.

-Jacob