Der sad jeg så i mørket

I dag var så første arbejdsdag efter ferien. Og hvilken dag.

Man træder ind af døren og der er… sort. Mørkt som i en kulkælder. Hm, underligt. Men jeg får kantet mig op på 2. sal og træder en af døren, hvor der også er mørkt. Og mennesketomt. Hm, rigtigt underligt. Min første tanke var, at mine kolleger kollektivt har lavet en stor fed practical joke med mig som offer, som tak for alle dem jeg har lavet i sin tid.

Der sad jeg så i mørket – og ventede. Men der skete ikke rigtig noget. Til sidst gik jeg en rundt mere, og stødte så endelig ind i min afdelingsleder, og hun kunne meddele mig, at der ingen strøm var, men at telefonerne virkede.

Det betød, at det eneste jeg reelt kunne, var at tale i telefon. Og der var godt nok også mange opkald. Den ringede simpelthen i et væk. Der var i det hele taget meget mennesketomt, så jeg endte med at sidde alene med de fleste opkald. Nøj, hvor var jeg godt nok træt af at tale i telefon over middag. Til slut følte jeg, at hvis jeg havde snakket en halv time mere, ville jeg have groet bryster. Det er simpelthen kun kvinder, der er bygget til at tale så meget i telefon.

Alternativet til at tage telefonen var at rykke sager og reoler rundt. Det overlod jeg til afdelingslederen og hendes stedfortræder. Der er nu heller ikke noget som et par svedige kvinder, der stønner og pruster (og klager). Til middag sagde den ene af dem, at nu trængte hun til et bad, og spurgte om ikke der var mulighed for det, et eller andet sted derinde. Jeg mente at vores afdeling med fængselsceller også havde et rum til kolde afvaskninger, men det forslag blev ikke modtaget så vel. Gode intentioner spildt!

Til trods for den hektiske situation og det skrækkelige lige tidlige tidspunkt at skulle op på, var det nu alligevel rart at være tilbage. Jeg har sgu nok savnet de kvinder… en lille smule.

-Jacob

Arbejdsferie

Jeg vil lige starte med en samtale jeg overhørte i bussen i morges. Der sidder nogle unge (gymnasiealder) piger foran mig, og det er ret tydeligt, at den ene har haft sex uden kondom, hvilket hun er ret bekymret over. Men naturligvis ikke pga. kønssygdomme, nææ det er skam pga. graviditet.

1. Pige: Shit, jeg er pænt sikker på vi ikke brugte noget. Fuck!
2. Pige: For helvede... og han var da ikke engang særlig lækker.
1. Pige: Nej men jeg var lissom pænt fuld, ikk? Så hvad gør jeg nu?
2. Pige: Min søster siger, at man skal bare spise en halv pakke p-piller dagen efter, og så resten på andendagen!
1. Pige: Virker det?
2. Pige: Det er ligesom at tage en fortrydelsespille!

På det tidspunkt havde jeg hørt nok, og satte musik på min iPod.

Omkrings overskriften på dagens indlæg, er det er lidt løgn. Så meget af min ferie har jeg ikke arbejdet. Det blev til noget flytning i weekenden, da min mor langt om længe skulle flytte. Det var nu også hårdt nok. Et stort vitrineskab og sofa skulle ned fra 1. sal, via en vindeltrappe. Og da jeg var yngste mand på stedet, tog jeg en del af det tunge læs.

Men vi fik da flyttet hendes ting, ud i den nye lejlighed. Naturligvis virkede internettet ikke. Cybercity havde ellers skrevet, at alt ville være i orden. Det var det så ikke lige frem. Det virkede overhovedet ikke.

Min ven Allan, som arbejder ved Slagelse centralen hos TDC, kunne melde tilbage, at det ikke var en fejl fra TDCs side. Han havde lavet det han skulle. Så jeg ringede til Cybercity, som påstod, at der heller intet var galt hos dem. Genialt. Nu er forbindelsen så fejlmeldt.

For at hun ikke skulle være helt uden internet indtil da, har hun så lånt mit 3 USB modem, således at hun kan være på. Jeg brugte det alligevel ikke så meget her i ferien og jeg betaler jo for det uanset hvad.

Antennesignalet virkede fint, men Telia-Stofa plejer også at være nogle år om at reagere på en flytning, så der går sikkert nogle år, før de flyttet min mor ned på mellempakken. Det er så også okay.

Forleden så jeg The Last Starfighter. Jeg har i snart årevis prøvet at finde den med danske undertekster, men den er åbenbart aldrig udgivet med sådanne. Nu er det ikke fordi jeg har noget imod engelske, jeg foretrækker dem næsten, men jeg vil nu HELST have med danske også. Så kan andre i omgangskredsen også nyde filmene.

Filmen er lidt af en kult-klassiker, selv om den faktisk ikke er noget specielt. Den handler om den unge mand Alex, som bor i  trailerparken Starlite Starbrite i Californien. Det virker som om han aldrig kommer afsted derfra. Men en dag sætter han en ny rekord på spillemaskinen The Last Starfighter. Pludselig bliver han kontaktet af en mystisk mand, som viser sig at komme fra en hel anden planet. Alex har, ved at vinde i spillet bevist, at han er en meget dygtig starfighter og han tilbydes en plads i en deling af de bedste starfighters.

Det er pænt tydeligt, at det er en 80er film. Der er masser af typiske 80er træk over den, som sprog, tøj, frisurer, musik etc. Effekterne er, perioden taget i betragtning, faktisk ganske hæderlige. Historien er dog lidt kedelig og tam, men jeg kan godt forestille mig, at den har været lidt mere spændende dengang.

I dag, ja der er filmen såmænd blot okay underholdning til en regnfuld eftermiddag. 6 ud af 10 stjerner.

Jeg har også benyttet ferietiden til at fortsætte med, at se den ret så muntre britiske serie Shameless. Her er vi ovre i nutidens England, hvor vi følger familien Gallaghers hverdag. Og det er ikke en helt almindelig familie. Faderen er lidt af en drukkenbolt, hans (nye) kone bims, hvis hun ikke får sin medicin. Den ældste datter er nærmest flokkens mor, og søsken svinger fra at være småpsykopater til homoseksuelle.

Frank Gallagher: Come on Jez, put a bag over it - you're frightening the fizz off my pint with that face.

Det hele fortælles på en utrolig underholdende måde, som kun briterne formår at gøre det. Vi hører herlig Manchester-dialekt (de bor i Chatsworth, Manchester) og der bliver ikke lagt fingre imellem overhovedet. Jeg har lært en del muntre engelske bandeord af serien. Bl.a. af karakteren Marty, der lider af Tourettes-syndromet.

Der er fem sæsoner i serien, og jeg er netop blevet færdig med sæson to. Det ufattelige er, at det bliver bare mere og mere underholdende. Der er komedie, drama, og spænding for alle pengene. Se eksempler her. Indtil videre (for de to første sæsoner) 8 ud af 10.

-Jacob

Filmanmeldelse: The Objective

Hvis jeg nævner navnet Daniel Myrick, ringer det så en klokke hos dig? Sikkert ikke. Det gjorde det ikke hos mig, og jeg er ellers rimelig megen filmfanatiker.

Nå, men hvis jeg så nævner filmen The Blair Witch Project, er der mon så noget der dæmrer? Ja, det var den såkaldte “sande” beretning, om en flok unge der søger efter et sagnomspundet fænomen i en skov. I guder, hvor var det i grunden en elendig film. Toeren var ikke bedre. Derfor var det ikke ligefrem med de allerstørste forhåbninger, at jeg sætte The Objective i DVD-afspilleren. Det er nemlig samme mand, der har skrevet både den og The Blair Witch Project - Daniel Myrick.

Plottet er til at overskue: Vi skriver tiden kort efter 9/11. En CIA agent er sendt til Afghanistan, hvor han skal mødes med en gruppe soldater. Han skal bruge dem til en mission, som går ud på, at han skal finde en præst/profet, som har forbindelser til Taliban. Men er det nu også alt der er at fortælle omkring missionen? Hvorfor vil han ikke afsløre præcis hvad der skal ske? Hvorfor er der ingen radiokontakt i området? Hverken kompas, GPS eller noget andet udstyr virker? Og hvor forsvinder de folk de skyder hen?

The Objective er en film, som ikke har haft det helt store budget. Det ses. Og mærkes. Effekterne - de relativt få der er - er såmænd acceptable nok. Skuespillerne er lidt middelmådige og historien er ikke det helt vilde. Men alligevel syntes jeg faktisk ganske godt om filmen. Den havde en kant. Der var spænding og intensitet, og jeg blev faktisk rimeligt grebet af den. Det var præcis sådan, at The Blair Witch Project burde have været, men bare slet ikke var.

Her demonstreres, hvordan der med andre virkemidler end dyre effekter, store navne og pompøs musik kan skabes en intens historie. Da Blair Witch blev udgivet, var det dens præmis. Det mislykkedes. Også med 2eren. Men med The Objective lykkedes det faktisk helt okay.

7 ud af 10.

Han er tilbage!

It neeeever gets old :-)

-Jacob

Ugens bedste reklame

Det må uden tvivl være denne:

Det handler om at DELE…

-Jacob

Fladpandet underholdning

Når man har ferie – og det har jeg de næste to uger – så skal der serveres noget fladpandet underholdning. Det har jeg fået en pæn dosis af i weekenden. Her følger en gennemgang:

Big Stan

Første indslag er filmen Big Stan. I hovedrollen har vi Rob Schneider, kendt fra klassikere som Deuce Bigalow 1+2, The Animal, 50 First Dates, Grandma’s Boy, The Hot Chick og mange, mange flere.

Rob er ikke kendt for at være med i de helt store film. Det er typisk komedier på relativt lavt budget og mange klichéer. Alligevel er det oftest film jeg morer mig over. Vi snakker ikke avanceret plot og komik på højeste plan, det her er mere sådan på det jævne plan, hvor de fleste kan være med.

I Big Stan spiller han en ejendomsmægler, der bliver taget i at fuske med time-share lejligheder. Det ender med at han – trods en svindler af en advokat, der bestikker dommeren – alligevel skal mindst 3 år i fængsel. Og fængsler i USA? Der bliver det brune flag hejst i alle “nybegynderne”.

Med det i sigte, forsøger Stan at lære at kunne slå fra sig. Han går først på karateskole, men det går for langsomt. Han har seks måneder, før han skal i fængsel. Efter at være smidt ud fra karateskolen, møder han “The Master”, der spilles af David Carradine, der bl.a. er kendt for den originale Kung Fu og efterfølgeren Kung Fu: The Legend Continues. I senere tid har vi set ham i film som Kill Bill.

“The Master” går med til at træne Stan, så han kan nå at blive hårdfør, inden han skal i fængsel. Og så begynder det rigtig sjove ellers.

Stan skal igennem et hårdt program, og når jeg skriver hårdt, så mener jeg det. Jeg må blankt erkende, at jeg morede mig fortræffeligt hele filmen igennem, også da Stan ER kommet i fængsel. Filmen er naturligvis fyldt med klichéer, forsigelige scener og masser af fysisk komik. Men helt ærligt, jeg var underholdt fuldt og fast. Jeg var halvtræt, satte filmen på kl. 1.30 og havde INGEN problemer med at holde mig vågen. Jeg grinede simpelthen alt for meget. 8 ud af 10.

Street Kings

Keanu Reeves. Sig navnet og se ham for dig. Ser du Neo fra The Matrix? Naturligvis gør du det. Han vil for evigt være forbundet med den trilogi. Og Speed. Heldigvis ikke Speed 2.

Nå, men i denne thriller spiller han den hårdkogte politimand Tom Ludlow, der er en veritabel enmandshær, når der skal ryddes bad guys. Han bliver dog pludselig undersøgt at Interne Affærer, og da hans tidligere partner dør under et røveri, og Tom er involveret, kommer han for alvor i deres søgelys. Men noget hænger ikke sammen. Hvem er i virkeligen de onde? Hvem er korrupte og hvem er hæderlige?

Street Kings bringer ikke noget nyt på tapetet. Det meste er set før. Keanu Reeves er altså ikke den helt store skuespiller. Forest Whittaker spiller hans overordnede, og selv han (som jeg ellers beundrer meget, især i The Last King of Scotland og Ghost Dog) virker lidt træt og ligegyldig i rollen. Jay Mohr spiller som sædvanlig en ubehagelig skid. Den mand har kun været sympatisk i Jane Austen’s Mafia!

Ca. 1/3 inde i filmen havde jeg i store træk regnet det hele ud. Det var lidt trist. Jeg sad konstant og håbede at det ikke var så oplagt, men jeg tog fejl.

Jeg ville faktisk have givet Street Kings 5 ud af 10, men på grund af den trods alt er flot filmet og ganske stylistisk, giver jeg den en stjerne mere. 6 ud af 10. Okay underholdning, men intet memorabelt.

You Don't Mess with the Zohan

Der er mange - især hunkøn - som vrænger på næsen af Adam Sandler. Bevares, manden har ikke lavet de helt store og dybe film, selv om Spanglish, Punch-Drunk Love og ikke mindst den suveræne Reign over Me beviste, at han mestrer seriøst skuespil. For mig, der er han den glade og sjove knægt, der laver film der morer os tåbelige mænd. Happy Gilmore er stadigt noget af det bedste han har lavet, og jeg kan i dag ligge glad af grin over den film.

Her spiller Sandler Zohan Dvir, et medlem af den israelske specialstyrke. Han er noget nær overmenneskelig, hvilket naturligvis giver udslag i masser af (mere eller mindre) sjove og overdrevne scener.

Men Zohan er trist. Han er ved at blive træt af at kæmpe og kæmpe. Så han fingererer sin død i en kamp med hans ærkerival "The Phantom". Han drager til USA for at udleve hans drøm - at blive den bedste frisør i verden. Det er dog ikke nemt, for han har ingen erfaring. Til sidst bliver han taget til nåde af den palæstinesiske damefrisør Dalia, som lader ham feje gulvet. Hun spilles af den mmmmeget kønne Emmanuelle Chriqui, som jeg lige bliver nødt til at bringe et billede af:

En dag får han dog mulighed for at vise sin kunnen, og er der noget Zohan kan, så er det at tilfredsstille damerne. Hans ry spredes, og pludselig finder en taxachauffør (Rob Schneider) ud af, at Zohan slet ikke er død!

Pludselig får Zohan problemer med at holde fjenderne fra døren, og endnu flere overdrevne og groteske situationer opstår.

På mange måder minder filmen om Big Stan, men You Don't Mess with the Zohan går lidt død i perioder. Og visse jokes falder en anelse til jorden. Det er ikke Sandlers bedste, men den har dog memorable scener, der gør at jeg giver den 7 ud af 10.

Automaton Transfusion

De trofaste læsere af min blog vil huske denne, som værende en af de film der har været indikeret som værende i min DVD afspiller. Uheldigvis. For det var godt nok ikke noget rart bekendtskab. Filmen virkede ellers lovende.

En flok high-school venner oplever, at deres bys indbyggere pludselig bliver til zombier. Ikke bare langsomme og kedelige zombier, men hurtige og aggressive.

Normalt ville jeg kunne underholdes af sådan et setup, hvis der ellers var lidt interessant dialog, et par twists og nogle filmisk og effektmæssigt flotte scener. Der ER faktisk ganske okay effekter i filmen, især budgettet taget i betragtning. Selv skuespillet - den smule der er - er næsten tåleligt. Men der er bare al, al for megen tomgang i filmen. Og så har den noget nær den dårligste slutning jeg nogensinde har set.

Undgå den hellere. Det burde jeg have gjort. 3 ud af 10.

Chrysalis

Franske film kan faktisk være ret gode. De har jo nogle dygtige skuespillere og instruktører. Uheldigvis blev de ikke brugt i denne sci-fi-politi-thriller.

Skudt i stort set grå nuancer, med meget lidt farve, er filmen mere monotom og trist, end flot og futuristisk.

Den starter ellers godt. En samtale i en bil mellem mor og datter. Den scene formåede, som den eneste i senere tid, at give mig et decideret chok. Men derefter går det ned af begge.

En rodet historie - der var også fire forfattere om at skrive det rodede plot (hvem sagde "for mange kokke...") - omkring manipulering af hukommelse og erindringer, gener og kloning, er hvad der optager resten af filmen. Filmen benytter sig af skudepisoder (middelmådige), biljagter (gabende) og slåskampe (faktisk hæderligt koreograferede) for at skabe breaks i en ellers langtrukken og kedelig film. Men det hjælper ikke.

Chrysalis havde potentiale til noget meget mere. Teknisk set er den nydelig, men plottet er alt, alt for kedeligt. Jeg endte med at sidde og lave noget andet, mens filmen kørte.

4 ud af 10.

-Jacob

Try

Jeg faldt lige over denne halvgamle kortfilm fra Jonas Åkerlund. Det er stærke sager, men se den og nyd den fantastiske måde, hvorpå et knaldhårdt (skrev jeg virkelig det?) budskab formidles.

Se DET er kunst.

-Jacob

Bitches on the Scene

Som så ofte skulle jeg lige se en video på YouTube, du ved, en af de der sjove videoer, som gør lidt grin med internettet. Den hed “LOL, Internet” og kommer her:

Ganske munter lille video, men det er faktisk slet ikke det jeg vil ind på i dette indlæg. Og det bringer mig til den video, som står for dagens overskrift.

Jeg faldt over nedenstående video. Med det samme faldt jeg for det voldfede tema i starten. Vokalen overraskede mig lidt, men faktisk syntes jeg det lød ret godt efter et par gennemlytninger. Lyt selv. Her er Superfamily - “Bitches on the Scene”.

Det fik mig naturligvis til at lytte til flere af Superfamilys sange, og det er da en stærkt undervurderet gruppe. De kommer fra Norge og fortjener helt sikkert noget mere airplay.

Spread the word!

-Jacob

Hyper-ultra-über-mega-extreme mandag

Fik lige Beatport anbefalet af en kammerat, og for os der holder af mere eller mindre obskur og elektronisk musik, er det noget af et slaraffenland. Fandt selv et track, der inspirerede mig til dagens overskrift. Noget festligt japansk happy hardcore, eller hvad man nu kalder den slags.

I weekenden var jeg så til bryllup, hvilket også gik helt fint. Det var en af gutterne der skulle giftes, en jeg har kendt i vel 16-18 år efterhånden. Og selv om jeg et eller andet sted syntes, at det er hurtigt at blive gift efter godt 2 år, og selv om jeg syntes det er fjollet, at han nu skal sælge det hus han har været 6 år om at sætte i stand (og som fanme er lækkert nu), i stedet for at de flytter sammen i det, ja så så han så glad ud i lørdags, at jeg kan tilsidese det altsammen.

Det hele spændte fint af. De forskellige traditioner blev overholdt, stemningen var fin og maden var aldeles glimrende. At fisketallerkenen så ikke lige var noget hit hos mig, er noget andet. I det mindste kunne jeg bytte min laks til min borddames tigerrejer. De smagte til gengæld aldeles fantastisk. Og så var der ellers intet at sætte en finger på.

Vi (brudgommens venner) mødte naturligvis op i vort stiveste puds. Jeg havde selv ofret en formue på et nyt jakkesæt (og så naturligvis forrygende ud), mens forloveren, vores fælles ven, havde været ude (med mig) og købe hans første jakkesæt. Og hans første skjorte. Og sko. Med snører. Der var ikke et øje tørt.

Nu kunne man fristes til at tro, at jeg i dette indlæg ville side og tale om, at det kunne nu også være rart at finde en kone blabla, men det vil jeg slet ikke. Ganske vist så de da meget glade ud og jeg tror da også personligt (modsat visse andre i omgangskredsen) at deres ægteskab holder, men det var lidt overraskende, at jeg faktisk slet ikke tænkte videre over det. Det var et relativt beskedent bryllup (vi var næsten 50), sådan ca. så mange, at det ikke bliver alt for upersonligt. Men jeg tænkte på intet tidspunkt “gid det var mig”.

Måske hænger det lidt sammen med, at jeg ikke rigtig har følelser for nogen, måske bliver man lige mere kold og ligeglad, når man er single.

Men jeg var dog lidt stolt af min kammerat, da han holdt sin tale. Den havde lidt af det hele og var aldeles underholdende. Det var kun lidt dødvande omkring et lille musikindslag, der kunne afholde mig fra at give den topkarakter.

På vej hjem i toget i dag, mødte jeg en kammerat fra Handelsskolen. Han lignede sådan set sig selv. Det er vel en 5-6 år siden jeg sidst så ham. Der er nu noget livsbekræftende over at se et gammelt bekendtskab, som ligner sig selv og ikke er ældet en hulens masse. Det får en til at føle sig lidt yngre!

Hele vejen hjem i toget snakkede vi så – der var naturligvis også en del at indhente, men igen slog det mig: Hvor nemt man falder tilbage til gamle vaner, forstået på den måde, at vi snakkede præcis som i handelsskolen. Det kunne ligeså godt have været 3 måneder siden vi gik ud.

Alt i alt, var mandagen nu alligevel ikke så slem.

-Jacob

Andres ulykke er sjov

Hvor tit har du ikke siddet og set en film, om en eller anden uheldig eller jammerlig person, og skraldgrinet af det? Nu mener jeg ikke historier om folk der får kræft eller mister familiemedlemmer – eller værre. Næh, jeg mener f.eks. folk der falder på halen, kommer ud for spøjse situationer etc.

Det er god underholdning, hvilket jeg også mærkede på egen krop forleden, da jeg berettede om min fortid til et nyt bekendtskab.

Historien er som følger:

Min eks-kæreste og jeg havde besluttet os for at flytte fra hinanden. Vi havde et hus sammen, og hun ville gerne blive boende. Hun havde en lille dreng, som naturligvis også var ked af situationen, da han og jeg også havde udviklet et nært forhold. Så det endte med, at jeg lod dem beholde næsten alt, således at jeg selv skulle ud at købe det meste. Min eks ville så købe min halvdel af huset, og på den måde ville jeg så kunne have lidt penge til en ny start.

Alt sammen rimelig trist.

Men jeg fik fundet en lejlighed, og fik rykket relativt tidligt over i den. Desværre kunne jeg ikke “officielt” flytte før lidt senere, da jeg skulle have hjælp af vennerne. Jeg havde nemlig en sofa og en reol, som jeg ikke kunne flytte selv.

Jeg kan tydeligt huske de første par dage i den nye lejlighed. Jeg havde stort set ingenting. En luftmadras, en dyne + hovedpude samt et håndklæde. Lidt toiletsager og noget tøj.

Så der sad jeg om aftenen, efter arbejde. Kom hjem til en lejlighed, uden møbler. Sad/lå på en luftmadras og læste, for der var ingen radio/tv/internet. Der var heller ingen lamper. Så jeg læste i den smule dagslys der var tilbage og i lyset fra min mobiltelefon.

Det var nogle lange, lange aftenener. Og lange nætter, for luftmadrassen var ikke ligefrem i bedste form. Med lidt held skulle jeg kun pumpe den op en enkelt gang i løbet af natten, for så alligevel at vågne om morgenen og konstatere, at jeg var radbrækket af at ligge på gulvet.

Gud fader, hvor var det i grunden jammerligt. Men personen jeg fortalte det til, grinede dog ret meget. Så var det jeg tænkte over hele situationen, visualiserede den, sådan set lidt skråt oppefra. Og pludselig kunne jeg sgu godt selv se det tragisk-komiske i hele scenariet. Det var som taget ud af en britisk komedie. Heldigvis holder jeg meget af dem.

Og pludselig blev et lidt trist minde vendt til noget godt – og sjovt. I stor kontrast til mit indlæg for nogen tid siden.

Se, det var et ægte eventyr.

-Jacob

Filmanmeldelse: The X-Files: I want to believe

Ah ja, X-Files. Serien der fik en klinet til skærmen gennem hele ni sæsoner. Det var ikke lutter guld, men der var rigtigt mange gode afsnit. I modsætning til hvad mange tror, så var X-Files ikke blot overjordisk pladder og aliens engros. Det, som X-Files virkelig var, var Mulders og Scullys dialoger og udvikling gennem serien.

Alright, Mulder var ikke så meget med, hen mod slutningen, men uanset hvad, var Fox Mulder en af de mest humoristiske (på den fede og tørre måde) karakterer nogensinde i en tv-serie. Utallige er hans underspillede og fantastisk morsomme lines.

Affødt af serien kom så filmen Fight the Future. Her fortsatte vi stilen med aliens og den såkaldte planlagte invasion af jorden. Det føltes naturligt, da det trods alt var en del af det overordnede plot i serien.

Mulder og Scully er to meget elskede karakterer, så stor var jublen, da den første teaser blev smidt ud på internet. Bare det faktum, at der rent faktisk VAR en ny film i produktion, fik fans i ekstase.

På trods af, at jeg så serien i tv OG pløjede samtlige afsnit igennem igen på DVD i starten af året, så er jeg ikke ligefrem hardcore fan. Men jeg har altid godt kunne lide serien. Fight the Future syntes jeg også var glimrende, så naturligvis var jeg nysgerrig efter at se I want to believe.

Dana Scully: I didn't bugger thirty-seven alter boys.
Fox Mulder: Hmmm, that's a pleasant way of putting it.
Dana Scully: I have another word I could use if you'd like.
Fox Mulder: I'm sure you do.

I filmen er Scully tilbage som læge (kirurg), mens Mulder derimod har trukket stikket ud af samfundet og lever isoleret i ødemarken. Ingen af dem har noget med FBI at gøre længere.

En dag bliver Scully kontaktet af FBI, som beder hende få fat i Mulder. De har brug for hans hjælp. Mulder er naturligvis ikke ligefrem fyr og flamme, han har det fint med sin tilbagetrukne tilværelse. Meeeen… det viser sig, at det er en FBI agent, der er forsvundet og så er der en synsk præst blandet ind i sagen. Og pludselig er Mulder lidt mere nysgerrig.

Fox Mulder: This is not an exact science. If it were me I'd be on the guy 24/7. I'd be in bed with him kissing his holy ass.
Dakota Whitney: Father Joe is a convicted pedophile.
Fox Mulder: Maybe I'd stay out of bed with him.

Jeg vil ikke afsløre for meget af selve handlingen, men jeg kan med sikkerhed slå fast, at der ingen rumvæsner er i denne film. Temaerne tæller stamcelleteknologi, transplantering og forsøg med samme. Der er ikke SÅ meget X-Files over filmen, som man måske kunne have håbet, men det er nu alligevel så tilpas meget “gad vide om det i grunden kunne have foregået i virkeligheden”, at det både bliver mystisk og en smule realistisk. På det område er filmen meget som serien, der nogen gange var lidt langt ude, mens andre episoder fik en til at tænke.

Walter Skinner: He'll call first. ... I know Mulder. He wouldn't do anything crazy.
[Scully stares at him]
Walter Skinner: He wouldn't do anything *overly* crazy.

Desværre er filmen faktisk ikke meget mere end et dobbeltafsnit i serien. Det føles ikke sådan helt spillefilmsagtigt. Når det så er sagt, var det jo en god serie.

Mulder er Mulder, med sine herlige sarkastiske bemærkninger, og Scully er Scully, med hendes fornuft og kontrast. Men en ting er naturligvis anderledes fra stort set alle afsnittet, og det er deres forhold til hinanden. Dem der har set serien, ved hvad jeg mener.

Jeg lader den lande på 7 stjerner på IMDbs 10-stjerneskala.

-Jacob