Monday 10 October 2011

Lyn-filmanmeldelser: Fase 7 (2011) & The Dead (2010)

Fase 7

imageFase 7 er en argentisk thriller/science-fiction film. Vi følger parret Coco og Pipi (sidstnævnte højgravid), som i begyndelsen af filmen er ude for at købe ind, hvor Coco (som mange andre mænd i supermarkedet) keder sig bravt. Da de står ved kassen, begynder folk pludselig at myldre ind.

På vej hjem ser de en masse mennesker hamstre alt muligt, og da de kommer hjem, konstaterer de ved tv-kiggeri, at der er udbrudt en epedemi, som ikke kun rammer i Argentina, men også mange andre steder i verdenen. Deres boligblok bliver sat i karantæne, og de kan ikke forlade bygningen. Heldigt de havde købt ind til lang tid.

Det lyder måske ikke som noget specielt godt oplæg, men det er det klaustrofobiske i den karantæneramte bygning, der begynder at skabe visse “gnidninger”, naboerne imellem. På samme etage som Coco og Pipi bor den apokalypse-fanatiske Horacio, som tydeligvis er bedre forberedt end alle andre. Han kontakter Coco, som lettere modvilligt samarbejder med ham.

På en anden etage bor Guglierini og Lange, to herrer, som mener den ældre herre Zanutto måske er inficeret med sygdommen der er i epedemi, og derfor vil de have ham af vejen. Det opfanger Coco og Horacio, hvilket giver anledning til visse uoverensstemmelser.

Argentiske film er ikke lige dem man ser flest af, og da slet ikke i denne genre. Filmen er ikke nogen blændende god film, men der er et par ganske sjove overraskelser. Sagde jeg sjove? Ja, for selv om Fase 7 i høj grad er en thriller, så der meget af tiden et glimt i øjet, selv når den er allermest blodig. Der er dog ikke så mange blodige scener i filmen.

Der er ingen deciderede nyskabelser her. Det er rimeligt efter bogen og med enkelte klichéer, men det er solidt arbejde og jeg var rimeligt underholdt det meste af vejen. Derfor et pænt 7-tal.

The Dead

imageHer har vi en typisk zombiefilm. Løjtnant Brian Murphy er ombord på en flyver der i desperation for at slippe fra et krigshærget Afrika, letter inden han får gjort flyet klar. Det resulterer i, at det styrter ned over havet. Murphy flyder i land, men hans held varer ikke længe. Det vrimler med zombier, der – på vanlig vis – kun bider i græsset efter et skud i hovedet. Eller en halshugning.

Han får tilegnet sig et par våben og forsøger at finde andre overlevende, proviant, ammunition, transportmulighed ud af landet og meget mere. På sin vej møder han den afrikanske sergent Daniel Dembele, og trods de ikke er helt ude efter det samme, beslutter de sig for at slå pjalterne sammen. I bedste road-movie stil begiver de sig på deres fælles rejse, der henholdsvis går ud på at finde en flyvelejlighed ud af landet (Murphy) og finde sin forsvunde søn (Dembele).

Filmen er smækfyldt med sorte zombier. Det er lidt som Resident Evil 5 spillet. Kald det evt. racistisk, når jeg siger at der dør hundredevis af sorte, og meget få hvide. Men hallo, vi er ligesom i Afrika, okay? Det er ikke racistisk, det er logik.

Det af vejen, så står vi tilbage med endnu en solid film, der dog er noget mere dyster end føromtalte Fase 7. The Dead har praktisk talt ingen humoristiske indslag. Måske lige bortset fra nogle ind i mellem fantastiske blodige effekter. En enkelt af dem fik mig ligefrem til at grine højlydt. Ikke at var dårligt lavet eller komisk, mere fordi den var helt suverænt godt lavet.

Generelt er effektniveauet højt. Jeg så bluray udgaven og billedet var pænt, uden at være fantastisk. Filmen er ellers skudt på 35MM, så der burde have været mulighed for lidt bedre billede. Det er dog langt fra dårligt, og filmen tog sig generelt meget pænt ud på mit 100” projektorbillede.

Plottet er relativt forudsigeligt, der sker ikke de store overraskende ting, men da niveauet hele vejen igennem er teknisk flot og det der er fungerer, ja så havner The Dead også på et pænt 7-tal.

-Jacob

Tuesday 20 September 2011

Malk De Koijn - Toback to the Fromtime

For ikke ret længe siden, ville enhver kender af Malk De Koijn have sagt, at det løb var kørt. Det var et smukt løb, især Sneglzilla, men gruppen var opløst og der kom ikke mere fra dem.

Men så var der lige en optræden på Roskilde, hvor der blev sagt "hov, det var da vist et nyt track", og kimen var lagt. Var der nyt på vej? Havde dansk raps skøreste og mest bizarre, men også måske mest originale og ikke mindst geniale gruppe gang i noget nyt?

Det havde de, og "Toback to the Fromtime" er resultatet. Smuk vinyludgivelse, der dog kommer med kode så man kan downloade musikken digitalt.

Har det så været ventetiden værd? Vi kommer lidt omkring på denne udgivelse. Der er funky og friske beats, chill-out tracks og lidt midt i mellem. Men lyrikken er lige som man husker den. Banal, intelligent, genial, såmænd!

Jeg kunne gå i detaljer om hvert track, men kendere og elskere af de gamle Malk udgivelser kan roligt erhverve denne udgivelse. Nye fans kan begynde her og glæde sig over et gyldent bagkatalog, der kan nydes efter dette album.

Og hey, DJ Jan er tilbage!

-Jacob

Friday 16 September 2011

Rød front!

Egentlig er jeg ikke SÅ rød, men jeg er nok mere rød end blå. Så jeg bør vel være "tilfreds" med valgresultatet.

Men det er jeg faktisk talt ikke.

Det er længe siden at partiernes mærkesager har været så... Kedelige! Der mangler noget i dansk politik. Røvsyge, leverpostejsfarvede levebrødspolitikere, og ministre uden hverken pondus eller karisma.

Tag Enhedslisten. Hold da op nogle skumle mærkesager. Visse af dem var så outrerede, at jeg mistænkte dem for at være resultatet af "et par baner" - og jeg mener ikke motion her!

Men Johanne... Hun er sgu skarp og har den glød og karisma, som en politiker bør ha'. Man siger ganske vist, at det lyser der brænder dobbelt så stærkt, brænder halvt så længe, men med den hyre MFere får, kan vi godt tillade os at drive lidt rovdrift på dem og suge livskraften ud af dem.

Det forlød, at efter en række år med en Løkke om halsen, var det på tide med en Thorn i øjet.

Jeg må ærlig talt erkende, jeg hellere så Margrethe Vestager som statsminister - frem for Helle.

Blå blok har varslet store kriser, men gør oppositionen ikke altid det? Kun tiden vil vise, hvad der reelt vil ske.

Jeg tror ikke der er de helt store ændringer forude.

-Jacob

Wednesday 14 September 2011

Status pr. dags dato

Det er nu efterhånden et pænt stykke tid siden jeg har haft gang i min blog, selv om der egentlig har været masser at skrive om. Men nu skal der til at ske lidt igen.

Livet er naturligvis gået videre, som den slags nu engang har det med at gøre, og hvad er der så sket siden sidst?

Jo, hjemmebiografen er blevet opgraderet væsentligt. Fra at være en HTPC med XBMC og et 37" LCD display, er det nu opgraderet med en Epson LCD projektor i Full HD og en Denon 7.1 forstærker med tilsvarende højttalere. Således er mit billede nu næsten 3 meter bredt og lyden er sublim, detaljeret og så vinduerne og gulvet ryster. Billedet er også fænomenalt, da jeg stort set udelukkende afspiller film i HD-kvalitet på setuppet.

Det giver naturligvis en noget anden oplevelse end før, og jeg har da også genset flere ældre film. Især klassikere, som jeg aldrig har set i biografen, er sjove at se på dette setup. Endnu mere, da visse bluray-udgivelserne gengiver detaljerne i en fantastisk grad. Klassikere som "North by Northwest" (en Hitchcock klassiker, for de uindviede), var nærmest flottere og skarpere i billedet end flere nye film. En film som Gladiator - den med Russell Crowe - er dog blevet udgivet med en 4k Master som kilde, og det er sygeligt, så detaljeret den er.

Egentlig var det slet ikke meningen, at jeg skulle have haft en iPad 2, men så kom dagen, hvor det blev muligt at jailbreake den. Jeg skyndte mig at købe den, og fik da også en, som havde version 4.3.3 af iOS, som heldigvis var lige præcis den version, som kunne jailbreakes. Et par venner var lidt for længe om at købe, så de sidder med en de nu ikke kan jailbreakes. Men ER den nu så meget bedre end den første iPad? Well, den ER hurtigere, den HAR mere ram og den har en lidt federe form factor. Men ellers er der nu ikke så meget at komme efter. Så skulle man måske tro, at jeg havde solgt min iPad 1, men nej, den har jeg stadig. Og jeg bruger faktisk begge pads ret flittigt. Min trofaste iPod touch er dog blevet solgt til en kollega, som lovede den ville få et godt nyt hjem.

I øvrigt må jeg sige, at iPadsne virkelig tager de fleste med storm. Flere af mine venner og veninder bruger dem helt intuitivt. Det er sjældent de spørger om hjælp, når de lige låner en af mine. Jeg ville naturligvis godt kunne leve uden, men de er bare blevet en fast del af min tilværelse. Jeg havde f.eks. også min iPad med til min ferie i Spanien i foråret, og der blev den brugt flittigt som underholdning om aftenen. Jeg tager stort set næsten aldrig nogen steder uden mindst en af dem, og min iPhone, ja den har jeg altid med. Ikke fordi iPhone er det eneste saliggørende, men fordi sådan smartphone bare bliver en integreret del af ens liv.

Det sjove var dog, at den uge jeg var i Spanien, havde vi intet internet, ingen tv og ingen radio. Og jeg savnede det faktisk overhovedet ikke. Det var skønt!

Apropos rejser, så er min næste rejse en tur til Wien i december måned, hvor hovedformålet er, at nyde julestemningen dernede. Med lidt held er der sne. Hotellet er booket og vi skal bo på det 5-stjernede hotel The Ring et såkaldt "casual luxury" hotel. Det har ganske vist gjort turen lidt smådyr, men til gengæld var ferien i Spanien superbillig, så jeg har ikke skrubler over at skeje lidt ud til december. Vi skal naturligvis besøg Swarovski's allerstørste forretning, med krystaller i 3 etager. Jeg har lovet den gamle at tage en masser billeder.

På arbejdet har der været lidt udskiftning hist og pist, men den hårde kerne består dog til stadighed.

Der er sikkert meget mere jeg kunne fortælle, men nu er bloggen sparket igang igen, og det var det vigtigste.

-Jacob