Saturday 12 June 2010

Filmanmeldelse: Green Zone

Det har ikke været nemt at følge i hælene på den ret så storslåede "The Hurt Locker", men alligevel forsøger "Green Zone". Den ganske prominente drejebogsforfatter Brian Helgeland (Mystic River, Man on Fire, L.A. Confidential, etc.) står bag historien og den er da også i den bedre ende.

Matt Daemon spiller den amerikanske soldat Roy Miller, den er i Irak for at lede efter Saddams masseødelæggelsesvåben. Hans deling har været ude ved flere destinationer, hvor de er blevet oplyst, at der skulle findes enten masseødelæggelsesvåben eller ske fabrikation heraf, men hver gang de endelig når frem - til tider efter svær ildkamp med tab til følge, viser det sig at være en nitte. Der er simpelthen intet at komme efter.


Miller spørger sin overordnede om hvor deres informationer kommer fra og om kilden overhovedet er verificeret. Han får at vide, at det skal han ikke tænke nærmere over. Til en briefing med en af spidserne i militæret bringer Miller igen spørgsmålet op, men igen afvises han. Efter briefingen kontaktes han af en CIA-agent, der ligeledes leder efter sandheden: Har der nogensinde været masseødelæggelsesvåben i Irak, eller er det blot en historie fabrikeret af folk i den amerikanske regering?

Miller møder masser af modstand, men der er heldigvis folk - også lokale - der er villig til at hjælpe ham. Men det er ikke nogen nem opgave, for det involverer at Miller skal have fat i en af Saddams tidligere generaler, som bestemt ikke er venligt stillet overfor amerikanere.

"Green Zone" er en ganske flot udført film. Lokationerne er realistiske, kampscenerne medrivende og skuespiller fejler sådan set intet. Men historien er en anelse for forudsigelig. Det er som om man har fundet det nødvendigt at "forberede" publikum, i form af visse scener. Havde de været skåret fra, ville slutningen måske indeholde en overraskelse. Som det er nu, ser man det komme ca. et kvarter før, og man sidder nærmest bare og venter på det vil ske, og det er lidt ærgerligt.

Filmen lander på en solid mellemkarakter, fordi den er og bliver en ganske udmærket film, der desværre bare ikke efterlader så stort et indtryk.

Karakter: 7 ud af 10

-Jacob

Location:Bjergbygade,Slagelse,Denmark

No comments: