Filmanmeldelse: The Curious Case of Benjamin Button

De fleste af os kender nok talemåden omkring at livet burde kunne leves baglæns, således at man fødes gammel og dør som en orgasme. Derfor er selv det grundliggende i The Curious Case of Benjamin Button (herefter TCCBB) ikke ukendt. Det er historien om Benjamin Button, der fødes som en baby, men en baby der har alle skavankerne en 80-årig mand har: Tyndslidte knogler, dårlig hørelse, slap hud, grå stær etc.Historien fortælles af Benjamin selv, gennem hans dagbog, som læses op af en døende kvindes datter. Datteren er ved moderens hospitalseng i de sidste timer.

Benjamins mor dør ved fødslen og det, sammen med det faktum at Benjamin er lidt af en “vanskabning”, får hans far til at bryde sammen og aflevere ham ved dørtrinnet til et alderdomshjem. Her opdages han af bestyreren af hjemmet, den sorte Queenie.

Queenie ser, at Benjamin er et specielt barn. Hun får en læge til at tilse ham, og det er i den scene, at vi får diagnosticeret Benjamins tilstand. Queenie får at vide, at det stakkels barn næppe har længe at leve i, og hendes varme hjerte tager Benjamin til sig. Måske også fordi hun ikke selv har været i stand til at få børn.

Benjamin overlever. Og med tiden bliver Benjamin mere og mere ungdommelig. Som lille (af sind), men gammel af fysik, møder han for første gang en af alderdomshjemmet beboeres barnebarn, den 7-årige Daisy, der forresten spilles af den mildest talt bedårende Elle Fanning (ja, den mindst ligeså bedårende Dakotas lillesøster). Det øjeblikket de mødes, ved alle, at noget specielt er skabt. De spenderer meget tid sammen, alt imens Benjamin bliver “yngre” og Daisy ældre. Som tiden går og Benjamin bliver yngre/ældre, får vi hans beretning serveret på et sandt sølvfad rent filmisk. TCCBB er uden tvivl en af de billedligt set flotteste film længe, og den akkompagneres af umådelig tidssvarende og rent emotionelt veltilpasset musik. Filmen strækker sig rent tidsmæssigt fra ca. 1920erne til nogenlunde nutid. Og selv om filmen er lang – hele 2 timer og 40 minutter – sidder man tilbage med en følelse af, at ikke ét eneste minut kunne være skåret væk. På intet tidspunkt keder man sig, selv om det ikke er nogen actionfilm.

I stedet er filmen et magisk fortælling, uden anden magi end en fortryllende historie. Ja, Benjamins fysiske tilstand er ganske vist ikke helt realistisk, men det er også det eneste i filmen. Der trylles dog en del med specialeffekterne. De fleste vil sikkert aldrig opdage det, da de er emminent implementeret og meget diskrete. De bruges f.eks. til at gøre Brad Pitt (Benjamin) og Daisy (Cate Blanchett) både yngre og ældre. Og med et forrygende resultat, skulle jeg hilse og sige.

Der kunne fortælles meget mere om plottet. Men historien er for god, til at jeg vil afsløre mere. Jeg vil blot sige, at man kommer hele følelsesrepetoiret igennem. Sorg, kærlighed, glæde, fortvivlelse, had, frustration etc. Du vil sikkert både grine og græde. Det er umuligt slet ikke at blive bevæget af filmen.

Brad Pitt spiller rigtig godt. Egentlig spiller han “sig selv”, men han gør det forbandet godt. Og til kvinderne, ja, der er masser af scener med Brad i bar overkrop. Selv er jeg dog endnu mere imponeret af Cate Blanchett, der i filmen virkelig får lov til at spille flere roller, idet hendes karakter Daisy, virkelig ændrer sind i løbet af filmen. Og det gør hun godt. Blændende. Aldrig har jeg set hende så klassisk smuk som i TCCBB, og måden hun ældes på, er mildest talt mageløs.The Curious Case of Benjamin Button går direkte ind på min top ti over bedste film i 2008. Slet ingen tvivl om det. Faktisk går den direkte ind på førstepladsen. Da filmen sluttede, tænkte jeg med det samme “Gid JEG kunne leve livet baglæns i bare 160 minutter, så jeg kunne se filmen igen med det samme”.

Trailer:

10 ud af 10 stjerner.

-Jacob