The Prodigy. Længe siden man har hørt fra dem, ikke? Efter de tre enorme hitalbums “Experience”, “Music for the Jilted Generation” og “Fat of the Land”, ville de gerne prøve noget nyt. Det faldt ikke så heldigt ud.
“Always outnumbered, never outgunned” floppede pænt meget. Der var reelt heller ikke noget godt på det. Derfor er vi der er store fans af deres tre første albums (især nr. 2 og 3) ret spændte på 2009-albummet “Invaders must die”.
Der er for nyligt smidt en promotion EP ud, og den har jeg lyttet til.
Invaders must die (Official)
Titeltracket er umiddelbart den største ørehænger. Man har kun lyttet i ca. 2½ sekund, så ved man det her er The Prodigy. Det spøjse var, at jeg havde inden da set videoen på Xbox Live, hvor den blev lanceret for noget tid siden. Der var jeg ikke så vild med tracket, men nu, efter at have lyttet til det nogen gange, synes jeg faktisk det er ret godt. Ikke spitzen-klasse, men det indeholder nogle af de kvaliteter, som deres andre hits også har. Fede beats, tung bas og rå guitar riffs, et pænt tempo og en hidsig synth lead. Og så lyder stemmen der siger “We are The Prodigy” sgu pænt sej.
Dette track findes også i en anden version, som dog er ret obskur og lyder mildest talt forfærdeligt. Kan godt forstå det er den officielle, der får airplay.
Hent den nedenfor.
Omen
Dette track har lidt “The Omen” stemning over sig. Den skingre synthxylofon i starten vidner om det lidt mystiske. Derefter kommer der nogle ganske glimrende rytmer og en fed basgang. Men det er nu lidt som om tracket aldrig kommer HELT igang. Der er sådan lidt “pause-track” over det. Men bestemt ikke dårligt.
Dead Ken Beats
Et cool riff, etniske trommer og så lige en gang tidlig 90er skinger synth. Synthen kunne jeg godt have været foruden. Rytmerne er fede, men resten er sgu lidt so-so. Igen syntes det at være en omgang “filler”.
Heatwave Hurricane
De etniske toner er tilbage, både med rytmer og sitar-lignende lead. Der kommer dog rå guitar og beskidte beats indover senere. Ikke dårligt men heller ikke det vilde.
Warriors Dance
Så er vi tilbage i stilen med megahittet “No good”. Det starter med lidt mere etnisk-islæt, og så kommer den samme vocal (med ny tekst) som lavede “No good”. Det lyder okay, og det kunne godt gå hen og blive et nogenlunde hit. Forresten synes jeg også visse af sangens beats lyder som noget gutterne har brugt før. Ikke at det er nogen dårlig ting.
World’s on Fire
Vild og voldsom guitar, en lidt enerverende vokal og nogle hidsige beats. Det er som det ikke helt er noget hit, og der kommer nogle hidsige flash-backs til 90erne senere i tracket. Det lyder lidt tilfældigt, hvis man spørger mig. Slutningen lyder faktisk klart bedst.
Mescaline
Starten er lidt bleh… så kommer der lidt mere gang i den med typiske Prodigy synths og et lækkert beat-loop, der nok skal kunne sætte gang i fødderne på folk. Det sjove forsvinder dog igen, sådan ca. halvt inde i tracket.
Det var alle tracks, og der er ingen tvivl om, at det er “Invaders must die” og “Warriors Dance” der er EPens største skæringer. Især titeltracket.
Jeg vil dog mene, at der er noget finpudsning tilbage, før de smider deres album ud. Men der er naturligvis også tid endnu. Det tegner dog mere lovende end sidste album, der stort set ingen hits havde.
Alt i alt er jeg endnu en smule optimistisk.
-Jacob
No comments:
Post a Comment