Fra manden bag klassikere som Requiem for a Dream, Pi og The Fountain, kommer nu en hel ny film.
Darren Aronofsky er kendt for sin æstetik og film fyldt med metaforer. Disse begreber tilsidesættes i en vis grad i hans nyeste kreation, The Wrestler. Denne gang fokuserer filmen mere på karakterudviklen og realisme.
Jeg kan med det samme afsløre, at det er en rigtig god film. Men det skyldes ikke så meget Aronofsky, som det skyldes manden der totalt overraskede mig med denne film, nemlig Mickey Rourke.
Kort fortalt spiller Rourke den alderende wrestler (fribryder) Randy “The Ram” Robinson, som efter godt 20 år i branchen mest deltager i mindre arrangementer og på nærmeste hustler sig gennem tilværelsen. Omgangskredsen tæller en stripdanser på en lokal beværtning og så wrestlinggutterne, som er det nærmeste han kommer på en familie.
Han er stadig kendt og husket af mange, men storhedstiden er forbi. En dag får han hjertestop efter en kamp og på hospitalet får han at vide, at det er slut med at wrestle. Det kan koste ham livet.
Hele hans liv har været wrestling, så det er en fortvivlet Randy der ikke ved hvad han nu skal gøre. Han forsøger at tage kontakten til hans datter, som han ellers forlod for mange år siden. Han prøver at komme nærmere på stripdanseren. Han forsøger sig som ekspedient i et supermarked. Men uanset hvad han prøver, så kender han kun til at wrestle.
Mickey Rourke ikke bare spiller “The Ram”, han ER ham. Således er flere scener improviseret, f.eks. når vi er backstage med alle de forskellige wrestlere, så er det rigtige wrestlere, og Rourke kommer bare ind og improviserer. Det er da også de rigtige wrestlere og Rourke der totalt stjæler billedet i filmen, selv om stripdanseren Cassidy (Marisa Tomei) og datteren Stephanie (Evan Rachel Wood, som var fantastisk i King of California) også gør en hæderlig indsats.
Rourke trænede i 6 måneder og indtog 5.000 kcal om dagen for at opnå hans kampvægt på ca. 110kg. En imponerende indsats, der matcher hans skuespilmæssige indsats i filmen.
I en scene, hvor Randy prøver at forklare hans datter hans situation, siger han:
I'm an old broken down piece of meat and I deserve to be all alone, I just don't want you to hate me.
Det er en meget bevægende scene og Rourkes egen baggrund taget i betragtning, er det lige før jeg tror, at de tårer han fælder i scenen er helt og aldeles autentiske.
Hvis man er barn af 80erne og var blandt dem, som syntes Wrestling var sjovt at se fra Sky Channel (mener jeg at huske det blev sendt fra), og man samtidig kan nyde en film der både er lidt bittersød og sørgelig, vil man ikke gå af vejen med The Wrestler. Og hey, selve kampene er faktisk også ret realistiske og giver et ganske godt indblik i, hvordan de rent praktisk fungerer i virkeligheden.
Slutteligt kan jeg anbefale, at man bliver og ser rulleteksterne, blot for at høre Bruce Springsteens fremragende sang til filmen. Teksten passer perfekt til filmen.
Trailer:
8 ud af 10.
-Jacob
No comments:
Post a Comment