Monday 29 December 2008

Filmanmeldelse: The Wrestler

Fra manden bag klassikere som Requiem for a Dream, Pi og The Fountain, kommer nu en hel ny film.

Darren Aronofsky er kendt for sin æstetik og film fyldt med metaforer. Disse begreber tilsidesættes i en vis grad i hans nyeste kreation, The Wrestler. Denne gang fokuserer filmen mere på karakterudviklen og realisme.

Jeg kan med det samme afsløre, at det er en rigtig god film. Men det skyldes ikke så meget Aronofsky, som det skyldes manden der totalt overraskede mig med denne film, nemlig Mickey Rourke.Randy "The Ram" Robinson (Mickey Rourke) Kort fortalt spiller Rourke den alderende wrestler (fribryder) Randy “The Ram” Robinson, som efter godt 20 år i branchen mest deltager i mindre arrangementer og på nærmeste hustler sig gennem tilværelsen. Omgangskredsen tæller en stripdanser på en lokal beværtning og så wrestlinggutterne, som er det nærmeste han kommer på en familie.

Han er stadig kendt og husket af mange, men storhedstiden er forbi. En dag får han hjertestop efter en kamp og på hospitalet får han at vide, at det er slut med at wrestle. Det kan koste ham livet.

Hele hans liv har været wrestling, så det er en fortvivlet Randy der ikke ved hvad han nu skal gøre. Han forsøger at tage kontakten til hans datter, som han ellers forlod for mange år siden. Han prøver at komme nærmere på stripdanseren. Han forsøger sig som ekspedient i et supermarked. Men uanset hvad han prøver, så kender han kun til at wrestle.tw_randy_stephanie Mickey Rourke ikke bare spiller “The Ram”, han ER ham. Således er flere scener improviseret, f.eks. når vi er backstage med alle de forskellige wrestlere, så er det rigtige wrestlere, og Rourke kommer bare ind og improviserer. Det er da også de rigtige wrestlere og Rourke der totalt stjæler billedet i filmen, selv om stripdanseren Cassidy (Marisa Tomei) og datteren Stephanie (Evan Rachel  Wood, som var fantastisk i King of California) også gør en hæderlig indsats.

Rourke trænede i 6 måneder og indtog 5.000 kcal om dagen for at opnå hans kampvægt på ca. 110kg. En imponerende indsats, der matcher hans skuespilmæssige indsats i filmen.

I en scene, hvor Randy prøver at forklare hans datter hans situation, siger han:

I'm an old broken down piece of meat and I deserve to be all alone, I just don't want you to hate me.

Det er en meget bevægende scene og Rourkes egen baggrund taget i betragtning, er det lige før jeg tror, at de tårer han fælder i scenen er helt og aldeles autentiske.

Hvis man er barn af 80erne og var blandt dem, som syntes Wrestling var sjovt at se fra Sky Channel (mener jeg at huske det blev sendt fra), og man samtidig kan nyde en film der både er lidt bittersød og sørgelig, vil man ikke gå af vejen med The Wrestler. Og hey, selve kampene er faktisk også ret realistiske og giver et ganske godt indblik i, hvordan de rent praktisk fungerer i virkeligheden.

Slutteligt kan jeg anbefale, at man bliver og ser rulleteksterne, blot for at høre Bruce Springsteens fremragende sang til filmen. Teksten passer perfekt til filmen.

Trailer:

8 ud af 10.

-Jacob

Filmanmeldelse: The Curious Case of Benjamin Button

De fleste af os kender nok talemåden omkring at livet burde kunne leves baglæns, således at man fødes gammel og dør som en orgasme. Derfor er selv det grundliggende i The Curious Case of Benjamin Button (herefter TCCBB) ikke ukendt. Det er historien om Benjamin Button, der fødes som en baby, men en baby der har alle skavankerne en 80-årig mand har: Tyndslidte knogler, dårlig hørelse, slap hud, grå stær etc.Benjamin Button (Brad Pitt) som "ung"Historien fortælles af Benjamin selv, gennem hans dagbog, som læses op af en døende kvindes datter. Datteren er ved moderens hospitalseng i de sidste timer.

Benjamins mor dør ved fødslen og det, sammen med det faktum at Benjamin er lidt af en “vanskabning”, får hans far til at bryde sammen og aflevere ham ved dørtrinnet til et alderdomshjem. Her opdages han af bestyreren af hjemmet, den sorte Queenie.

Queenie ser, at Benjamin er et specielt barn. Hun får en læge til at tilse ham, og det er i den scene, at vi får diagnosticeret Benjamins tilstand. Queenie får at vide, at det stakkels barn næppe har længe at leve i, og hendes varme hjerte tager Benjamin til sig. Måske også fordi hun ikke selv har været i stand til at få børn.

Benjamin overlever. Og med tiden bliver Benjamin mere og mere ungdommelig. Som lille (af sind), men gammel af fysik, møder han for første gang en af alderdomshjemmet beboeres barnebarn, den 7-årige Daisy, der forresten spilles af den mildest talt bedårende Elle Fanning (ja, den mindst ligeså bedårende Dakotas lillesøster). Det øjeblikket de mødes, ved alle, at noget specielt er skabt. De spenderer meget tid sammen, alt imens Benjamin bliver “yngre” og Daisy ældre.En ung Daisy (Elle Fanning) Som tiden går og Benjamin bliver yngre/ældre, får vi hans beretning serveret på et sandt sølvfad rent filmisk. TCCBB er uden tvivl en af de billedligt set flotteste film længe, og den akkompagneres af umådelig tidssvarende og rent emotionelt veltilpasset musik. Filmen strækker sig rent tidsmæssigt fra ca. 1920erne til nogenlunde nutid. Og selv om filmen er lang – hele 2 timer og 40 minutter – sidder man tilbage med en følelse af, at ikke ét eneste minut kunne være skåret væk. På intet tidspunkt keder man sig, selv om det ikke er nogen actionfilm.

I stedet er filmen et magisk fortælling, uden anden magi end en fortryllende historie. Ja, Benjamins fysiske tilstand er ganske vist ikke helt realistisk, men det er også det eneste i filmen. Der trylles dog en del med specialeffekterne. De fleste vil sikkert aldrig opdage det, da de er emminent implementeret og meget diskrete. De bruges f.eks. til at gøre Brad Pitt (Benjamin) og Daisy (Cate Blanchett) både yngre og ældre. Og med et forrygende resultat, skulle jeg hilse og sige.

Der kunne fortælles meget mere om plottet. Men historien er for god, til at jeg vil afsløre mere. Jeg vil blot sige, at man kommer hele følelsesrepetoiret igennem. Sorg, kærlighed, glæde, fortvivlelse, had, frustration etc. Du vil sikkert både grine og græde. Det er umuligt slet ikke at blive bevæget af filmen.

Brad Pitt spiller rigtig godt. Egentlig spiller han “sig selv”, men han gør det forbandet godt. Og til kvinderne, ja, der er masser af scener med Brad i bar overkrop. Selv er jeg dog endnu mere imponeret af Cate Blanchett, der i filmen virkelig får lov til at spille flere roller, idet hendes karakter Daisy, virkelig ændrer sind i løbet af filmen. Og det gør hun godt. Blændende. Aldrig har jeg set hende så klassisk smuk som i TCCBB, og måden hun ældes på, er mildest talt mageløs.Benjamin Button (Brad Pitt) og Daisy (Cate Blanchett)The Curious Case of Benjamin Button går direkte ind på min top ti over bedste film i 2008. Slet ingen tvivl om det. Faktisk går den direkte ind på førstepladsen. Da filmen sluttede, tænkte jeg med det samme “Gid JEG kunne leve livet baglæns i bare 160 minutter, så jeg kunne se filmen igen med det samme”.

Trailer:

10 ud af 10 stjerner.

-Jacob

Tuesday 23 December 2008

Last man standing

Skæbnen ville, at præsidenten af byretten gav os lov til at holde fri klokken 13 i dag. Der var dog det lille aber-dabei, at nogen skulle jo være tilbage og tage imod opkald etc. Og da dagen i dag var præget af sygdom – en med barn syg, en almindeligt syg, en dommer syg og indtil flere der havde fri – ja så var vi faktisk kun 2x stud.jur. og 3 almindeligt ansatte.

Eftersom den ene af os 3 havde sidste dag i dag og skulle afspadsere nogle timer, skulle hun gå kl. 13. Så var der undertegnede og vores yngste. Hun var halvsløj. Så endnu engang valgte jeg halvt om halvt frivilligt at tage “bollevagten”. Fra klokken ca. 13.30 til 16.15 sad jeg så mutters alene.

Jeg skal gerne indrømme, at som tiden gik, faldt aktivitetsniveauet. Kvart i fire var det ca. i nul. Jeg gik rundt og tjekkede at alle vinduer var lukket, at lysene var slukket og printere/kopimaskiner var slukket helt, og ikke bare på stand-by.

I toget var der pænt fyldt. Jeg havde tilladt mig den luksus at bestille en pladsbillet, så jeg var sikker på en siddeplads.

-Jacob

Monday 22 December 2008

I dag blev det påvist, at retsvæsenet rent faktisk fungerer. Jeg skal gerne indrømme, at selv om jeg arbejder ved domstolene, er jeg bestemt ikke altid enig i afgørelserne. Dog har mit kendskab gjort, at jeg ofte forstår hvorfor domme kan være for milde i mine øjne.

Jeg taler naturligvis om sagen om Ungdomshuset og rydningen af samme. 15 unge stod tiltalt for forsøg på vold efter straffelovens paragraf 245. Dommeren kendte jeg og jeg vidste, at det bestemt var en kompetent og fornuftig mand. Men spørgsmålet var, om loven gav hjemmel til at udstede nogle nævneværdige domme.

Som det nu er de fleste bekendt, fik alle 15 ubetinget fængsel. De skal med andre ord ind og brumme den. Men forud for den afgørelse…

Kl. ca. 12.45 meddelte jeg, at jeg ville over for at overvære domsafsigelsen. På det tidspunkt havde jeg allerede læst dommen, men jeg måtte indrømme, at jeg var meget spændt på at se de tiltaltes ansigtsudtryk, når det gik op for dem, at det ikke længere bare var leg.

Jeg tøffede ned mod byrettens afdeling på rådhuspladsen. Nede foran 7-11 holdte der en vogn med parabol på taget, for TV2 News sendte naturligvis live. En del andre pressefolk var også troppet op udenfor.

Efter at have listet mig gennem den lille mængde, gik jeg op på 2. sal, hvor retssal 36 lå. Retssalen er rimelig stor, men den er mere minded på at huse mange parter i sagen og ikke så mange tilskuere. Og som politiet sagde, så havde pårørende og pressen førsteret. Jeg overvejede at spille “jeg er medarbejder ved retten”-kortet, men det var fair nok, at jeg ikke var med. Det viste sig også, at det kun var én af de tiltalte, der rent faktisk var mødt op. I stedet ventede jeg ude på gangen, hvor bl.a. et forældrepar og andre bekendte af de tiltalte var mødt op.

Normalt er jeg ikke specielt fordomsfuld, så jeg kryer mig lidt ved at sige det, men de typer der stod og ventede, lignede bestemt de typer fra Ungdomshuset. Sort tøj, piercinger, snuskede og uvaskede. Eller også lugtede de bare sådan. Lugten var bestemt ikke særlig rar i ventelokalet. Da en af dem lige skulle taget overtrøjen af, blev lugten ikke ligefrem bedre. Han afslørede en t-shirt med et eller andet lettere debilt politisk slagord.

Ellers gik snakken mest på om hvorvidt de mente, at de tiltalte rent faktisk havde gjort noget og at “de skulle nok klare det”.

Lidt over 13.05 åbnedes dørene, og folk forlod retssalen. Den ene tiltalte så bestemt ikke særlig tilfreds ud (han havde sikkert kløjs i sin tungepiercing da han fik dommen (tak Asger!)) og de andre var også noget fåmælte. Hurtigt efter fik en lille gruppe samlet sig og det blev rundspredt, hvad de enkelte havde fået. Straks efter hev en af subjekterne – jeg vil ikke bruge ordet aktivist, for de er sgu aldeles inaktive når det gælder alt andet end at mele deres egen lille kage – en lille bærbar frem, stak en 3G USB-key i og skulle til at uploade nyheden.

Det blev meddelt flokken, at pressen stod nede foran hoveddøren, bare så de vidste det. Dommeren tog fornuftigt nok bagudgangen. Forståeligt, man ved jo aldrig med de psykopater. Når de kan planlægge at overfalde en politibetjent, ved man sgu aldrig hvad de ellers kan finde på.

Jeg tænkte at det ville være sjovere at se pressen konfrontere nogle parter, så jeg gik ned på gadeniveau igen, og ganske rigtigt. Der stod en kvinde fra TV2 News og rapporterede live. Jeg syntes jeg hørte nogen komme, så jeg trådte til siden, men der kom ingen. Så gik jeg ud af hovedindgangen og kom efter sigende med på TV2 News live udsendelse. Jeg stillede mig om bag pressefolkene og filmede også selv lidt, da fjo… de medsky… tilhængerne kom ud. Flere af dem med dækket ansigt. Lidt plat, da de slet ikke var tiltalt. Men de ville vel ikke stå ved det lort de er med til at støtte. Så meget for den kampånd.

Efter et stykke tid var der ikke rigtig mere at se, så jeg forlod atter stedet og gik tilbage på arbejdet. Tilbage på min plads kunne jeg se en mail var tikket ind fra dommeren: “Da jeg endelig har sluttet Ungdomshussagen, vil jeg hermed gerne give flødeboller. De serveres i dagens anledning på en brosten”. Så DET var humor.

Dommen var på 107 sider. Det er min kollega der sidder overfor mig, som har været med i det meste af sagen og hun har godt nok fået en del grå hår af dem. De tiltalte skal naturligvis betale deres advokater, OVEN i selve fængselsstraffen. Advokatsalæret per advokat lå mellem små 90.000 og godt 190.000 kr.

Jeg kan kun sige, at retssystemet fungerer! Ovenstående dom er helt efter bogen. De tiltalte (dvs. deres forsvarer på deres vegne), udbad sig alle betænkningstid. Det vil sige, at de nu har 14 dage til at overveje, om de vil anke dommen. Personligt tror jeg de alle gør det. Men jeg håber helt ærligt ikke at det hjælper.

Og til de tiltalte kan jeg blot sige: Sådan går det, når man har planlagt at bruge jernkøller (som den ene forsvarer påstod ikke kunne klassificeres som våben, doh!) peberspray og hvad ved jeg mod politiet. Det skal koste. Og det skal koste dyrt.

I har nu fået jeres julegave et par dage for tidligt. Glædelig jul!

-Jacob

Sunday 21 December 2008

Filmanmeldelse: Towelhead

Jasira er en 13 årig halvt amerikansk/libanesisk pige, som ikke adskiller sig fra de fleste. Hun er ved at blive en kvinde og der er så mange ting hun ikke forstår.

towelhead I skolen bliver hun drillet, fordi hun har… well, meget hår dernede. Hun bor med sin mor og hans kæreste. Kæresten tilbyder at hjælpe hende. Det lyder allerede småpædofilt, men faktisk har han ingen seksuelle tanker.

Jasiras mor finder ud af det, og hun mener det er Jasiras skyld. Så hun sender Jasira hen til hendes libanesiske far. Der er tingene noget anderledes. Ingen make-up, intet udfordrende tøj og i det hele taget en noget hårdere linie.

Efter at Jasira er blevet barnepige for naboens tre år yngre dreng (som kalder hende “Towelhead”, “Camel Jockey” og “Sand Nigger”), opdager hun i naboens hus nogle udgaver af “Playboy”. Hun kigger i dem sammen med naboens dreng. En dag sidder hun med benene over kors og vipper med det ene ben. Hun opdager at bladene ophidser hende og giver hende orgasme. Med et er hun introduceret til sex.

Nabodrengens far (spillet af den altid eminente Aaron Eckhardt) viser også lidt for megen interesse for Jasira. Hun er forvirret, og kan ikke helt finde ud af hvordan hun skal håndtere interessen. Samtidig bliver hun småforelsket i den sorte Thomas, som hendes far bestemt ikke bifalder.

Towelhead er på visse områder meget lig den fantastiske American Beauty, men her fokuseres mere på en enkelt person. Den 13-årige Jasira spilles af den kun 19-årige (men dog nok til at være det vi kalder “bukselovlig”) Summer Bishil, som helt klart er filmens lysende stjerne. Hun kan sagtens gå for at være en 13-årig uskyldig pige, som blot er forvirret omkring sin krop og sine følelser.

Filmen er på ingen måde pornografisk. Man ser stort set ingenting, men der antydes dog visse pædofile temaer, som f.eks. naboens interesse i Jasira. Der er masser af akavede scener, hvor man virkelig er glad for man ikke er til stede, men der er faktisk også en del sjove scener.

Towelhead er næsten på højde med American Beauty. Historiemæssigt er den faktisk foran, men filmisk er den dog noget bagefter. Instruktøren Alan Ball var da også co-producent på American Beauty.

Filmen er en filmatisering af Alicia Erians novelle af samme navn. Den går også under titlen “Nothing is private”. En trailer kan ses her.

Jeg giver filmen 8 ud af 10.

-Jacob

Liam, Keith og Maxim er tilbage

The Prodigy. Længe siden man har hørt fra dem, ikke? Efter de tre enorme hitalbums “Experience”, “Music for the Jilted Generation” og “Fat of the Land”, ville de gerne prøve noget nyt. Det faldt ikke så heldigt ud.

“Always outnumbered, never outgunned” floppede pænt meget. Der var reelt heller ikke noget godt på det. Derfor er vi der er store fans af deres tre første albums (især nr. 2 og 3) ret spændte på 2009-albummet “Invaders must die”.

Der er for nyligt smidt en promotion EP ud, og den har jeg lyttet til.

Invaders must die (Official)

Titeltracket er umiddelbart den største ørehænger. Man har kun lyttet i ca. 2½ sekund, så ved man det her er The Prodigy. Det spøjse var, at jeg havde inden da set videoen på Xbox Live, hvor den blev lanceret for noget tid siden. Der var jeg ikke så vild med tracket, men nu, efter at have lyttet til det nogen gange, synes jeg faktisk det er ret godt. Ikke spitzen-klasse, men det indeholder nogle af de kvaliteter, som deres andre hits også har. Fede beats, tung bas og rå guitar riffs, et pænt tempo og en hidsig synth lead. Og så lyder stemmen der siger “We are The Prodigy” sgu pænt sej.

Dette track findes også i en anden version, som dog er ret obskur og lyder mildest talt forfærdeligt. Kan godt forstå det er den officielle, der får airplay.

Hent den nedenfor.

 

Omen

Dette track har lidt “The Omen” stemning over sig. Den skingre synthxylofon i starten vidner om det lidt mystiske. Derefter kommer der nogle ganske glimrende rytmer og en fed basgang. Men det er nu lidt som om tracket aldrig kommer HELT igang. Der er sådan lidt “pause-track” over det. Men bestemt ikke dårligt.

Dead Ken Beats

Et cool riff, etniske trommer og så lige en gang tidlig 90er skinger synth. Synthen kunne jeg godt have været foruden. Rytmerne er fede, men resten er sgu lidt so-so. Igen syntes det at være en omgang “filler”.

Heatwave Hurricane

De etniske toner er tilbage, både med rytmer og sitar-lignende lead. Der kommer dog rå guitar og beskidte beats indover senere. Ikke dårligt men heller ikke det vilde.

Warriors Dance

Så er vi tilbage i stilen med megahittet “No good”. Det starter med lidt mere etnisk-islæt, og så kommer den samme vocal (med ny tekst) som lavede “No good”. Det lyder okay, og det kunne godt gå hen og blive et nogenlunde hit. Forresten synes jeg også visse af sangens beats lyder som noget gutterne har brugt før. Ikke at det er nogen dårlig ting.

World’s on Fire

Vild og voldsom guitar, en lidt enerverende vokal og nogle hidsige beats. Det er som det ikke helt er noget hit, og der kommer nogle hidsige flash-backs til 90erne senere i tracket. Det lyder lidt tilfældigt, hvis man spørger mig. Slutningen lyder faktisk klart bedst.

Mescaline

Starten er lidt bleh… så kommer der lidt mere gang i den med typiske Prodigy synths og et lækkert beat-loop, der nok skal kunne sætte gang i fødderne på folk. Det sjove forsvinder dog igen, sådan ca. halvt inde i tracket.

Det var alle tracks, og der er ingen tvivl om, at det er “Invaders must die” og “Warriors Dance” der er EPens største skæringer. Især titeltracket.

Jeg vil dog mene, at der er noget finpudsning tilbage, før de smider deres album ud. Men der er naturligvis også tid endnu. Det tegner dog mere lovende end sidste album, der stort set ingen hits havde.

Alt i alt er jeg endnu en smule optimistisk.

-Jacob

Wednesday 10 December 2008

Ting jeg ikke helt forstår

Her i julen har jeg jo kigget lidt i kataloger. Jeg mener, der kommer jo ca. en trillebørfuld om dagen, så mens jeg står og skovler dem op i containeren, falder der ind i mellem et ud, som jeg så bladrer i.

Noget slog mig. Man ser ofte at der er tøj til kvinder – og så til store kvinder. Er der i grunden ikke noget til store mænd? Guderne skal vide, at jeg bestemt ikke hører til dem, det er jeg sgu for mager til, men de findes jo derude. I overflod, nærmest.

Alligevel er det altid store størrelser til kvinder. Det nærmeste jeg har set til mænd, er Københavnske forretninger som “Store-Robert” eller hvad den hedder.

En anden ting jeg ikke forstår, er julefrokosten. Altså jeg kan godt se formålet og forstå konceptet, men den der mad…jeg forenes bare ikke så godt med dansk mad. Altså det kan da blive til en sildemad eller noget æg og rejer, men resten siger mig ikke rigtig noget. Dog glæder jeg mig helt sikkert til det hyggelige samvær med mine kolleger, og er da spændt på at se, om nogen af dem vil være spændt op til lir :-)

I dag, et lille halvt års tid efter jeg fik min mini-pc (Asus eee PC) er der begyndt at dukke mange op af dem. Jeg ser dem efterhånden dagligt. Det er en dejlig ting, for jeg synes jo selv de er geniale, uanset mærket. Lige nu sidder der f.eks. en nydelig kvinde med en blanksort MSI Wind.

På arbejdet gik det nogenlunde som sædvanligt. Den ene af mine dommere har været syg nogle dage, men hun var tilbage i dag. En anden kollega er sygemeldt, ved ikke helt hvorfor. Hun er gravid og de andre kvinder siger, at det ikke er nogen sygdom. Jeg ved ikke helt om jeg er enig.

I går aftes begyndte jeg at se Cass, en glimrende film om engelske hooligans. Jeg vil dog ikke komme ind på en egentlig anmeldelse, da jeg faldt i søvn efter ca. 30 minutter. Ikke fordi filmen var dårlig, jeg var bare træt. Måske jeg kan få set den færdig i aften.

-Jacob

Monday 8 December 2008

Jeg BURDE have…

Kender du den følelse? At du BURDE have taget opvasken, ryddet op i kælderrummet, ringet til en kammerat etc. Hvis ikke, så er du en fed løgner, for den følelse får vi sgu alle ind i mellem.

I denne weekend burde jeg have arbejdet lidt mere på et projekt jeg har gang i, men i stedet blev det til nogle andre ting. Fredag aften så jeg Four Christmases, som var ganske okay. En julekomedie med Vince Vaugh og Reese Witherspoon. Ikke stor filmkunst, men den havde da bestemt nogle sjove scener.

Lørdag nåede jeg at få købt et par julegaver (det gjorde jeg forresten også om fredagen), men jeg mangler dog stadig en del. Ellers gik meget af dagen med Fable II, bl.a. i co-op. Ufatteligt så mange timer man kan lægge i det, men det er nu en god historie og der er nogle underholdende missioner.

Søndagen dovnede jeg rigtig meget, men fik dog kigget en anelse mere på mit arbejdsprojekt og det virker ganske lovende. Men der var et par faldgruber jeg blev opmærksom på.

Jeg fik også set en rigtig overraskende god film. En film med ingen ringere end Jean-Claude Van Damme. Ja, du griner sikkert, men filmen JCVD er faktisk ret god. Det er slet, slet ikke Jean-Claude Van Damme som vi kender ham. Den handler om ham selv.

Det er historien om en almindelig mand, der bliver actionfilmstjerne, for så pludselig at forfalde til b-film og andet skrammel. Kreditkortene lukkes, han mister sit barn i en faderskabssag og bliver pludselig involveret i et røveri af et posthus.

Van Damme eksponerer helt nye sider af sig selv. Det er meget personligt, men også med et glimt i øjet. Filmen er både sjov og sørgerlig, især da Van Damme i en scene opsummerer hele sit liv i en monolog. Men det er klart noget af det bedste fra Van Damme i årevis.

Udover at jeg ser den glimrende dokumentarserie The Universe, så er jeg også begyndt på at se Survivors fra BBC. Det er en remake af serien af samme navn fra 1975.

Historien er ganske klassisk: En virus udrydder en masse på jorden, og der hersker anarkistiske tilstande blandt de overlevende. Der er ikke mange specialeffekts og egentlig burde serien ikke fungere så godt, som den gør. Men nu er jeg på 3. afsnit, og den fungerer altså.

Og nu er det vist blevet sengetid…

-Jacob

Thursday 4 December 2008

Seks nøgne sirener i seng ønskes

I den senere tid har jeg ikke været specielt flittig til at dele oplevelser her igennem. Det skyldes… tja, jeg ville gerne give en meget forståelig og pausibel grund, men fakta er, at jeg har været lidt doven og prioriteret andre ting højere. Så tiden er brugt på at spille en masse nye spil, se en masse film, tage på besøg hos vennerne, gå ud med venner og en hel masse dokumentar har jeg også fået set.

På arbejdet går det bare derudaf. Ingen ende på bunkerne af sager, men jeg får ikke stress, da jeg “når hvad jeg når”. Her i december måned har vi den klassiske “nissevensordning”, hvilket dog ikke ændrer så meget på min hverdag. For mig er det noget med dels at være “sød”, men i større grad at drille.

Vi har hver trukket et navn på en vi skal være nisseven for. I slutningen af måneden skal man så gætte, hvem der har været ens nisseven. Alt sammen meget klassisk.

MEN… det er min plan at sætte nye standarder for hvad der kan findes på. Og jeg har også taget skridt til at forvirre “fjenden”. Jeg nøjes ikke med at lave sjov med én person, men derimod en masse. Det fungerer indtil videre ganske fint. I dag nåede jeg at lave et setup til et ganske – når jeg selv skal sige det – fremragende nummer, som helt sikkert både indeholder julestemning og vil gøre offeret vanvittig. Helt perfekt. Jeg kan dog ikke afsløre nærmere, da jeg frygter at der er nogle af mine kolleger der læser med her.

Julen bliver for mig lidt anderledes i år. For første gang i 12 år bor min mor i samme by som mig, så der vil ikke være langt hjem.  Jeg har en del gaver der skal købe og i den forbindelse regner jeg med at tage røven på en der nok IKKE regner med at få en gave. Men vedkommende tog røven på mig til min fødselsdag, så jeg må benytte mig af chancen. Det har dog ikke været nemt, da vedkommende ikke ligefrem lufter sine ønsker vidt omkring. Men forleden var vi sammen – en rigtig hyggelig aften – og så faldt der et par ord om en bestemt ting. Og den ting har jeg tænkt mig at købe.

Ellers går det strygende. Jeg fik i sin tid fjernet en visdomstand, fordi den ville sidde i vejen for en krone jeg skulle have på en anden tand. Nu viser det sig så, at den anden tand også bør fjernes. Heldigt! Jeg har også haft brækket en tå for en måned siden, og den er ikke helet korrekt, så den er stadig blå og hævet, og skal sikkert brækkes op igen.

Af lyspunkter kan så tælles, at jeg forhåbentlig i DENNE måned begynder at få mit tillæg som civilrretsspecilist. Og i morgen skal jeg ind og se “Four Christmases”. Den ser sjov ud. Der vil følge en anmeldelse.

-Jacob