Wednesday 30 July 2008

Genopdagelse

For ca. 8 år siden købte jeg noget helt unikt. En dobbelt-cd med, der ikke var en decideret opsamling eller greatest hits, men alligevel indeholdte den (de) KUN fede tracks. Der var vitterlig INGEN so-so tracks, kun totale klassikere over hele linien. Det har jeg kun oplevet en gang siden, og det var Kents “Vaben och Ammunition”.

Men den kunstner jeg egentlig vil tale om, er en duo, der måske ikke er kendt af så mange ved navn, men deres musik godt nok brugt i mange film. Selv et stort navn som The Crystal Method har omtalt dem som “The best electronic band, period.”

Jeg taler naturligvis om Leftfield.

Albummet er Leftism. Måske det bedste der nogensinde er udgivet af elektronisk musik.

Her forleden kom jeg pludselig til at tænke på det album – og kom i tanke om, at jeg jo solgte hele min cd-samling for nogle år siden

Albummet er smækfyldt med tracks, der enkeltstående er unikke, fantastiske, fede, <indsæt selv superlativ>. Vi snakker electronica, dub, reggae, rap, rock, house, techno, trance… det hele bruges. Men at lytte til albummet i sin helhed, er også en sublimoplevelse.

Jeg kan stadig huske, hvor overrasket jeg blev, da en eks-kæreste udtalte, at det album også var hendes yndling. Jeg ku’ næsten have giftet mig med hende på stedet!

Det unikke ved Leftfield er deres sound og deres tekster. De har en unik lyd, der på én gang virker casual og lidt tilfældig, men samtidig er det skruet så perfekt sammen, at det ikke kan være et tilfælde. Teksterne har faktisk lidt mening. F.eks. på Original:

Sonically we're in control
We're the diamond in your soul
Images come thick and fast
From the future, from the past

The film starts, the film ends,
Nothing is said in between.
Just sudden moments from someone else's story,
Will it ever be the same again?
Hours filled with conversation, no attention paid.
Too distracting convention, no need for friends.
Will it ever be the same again?
Will it ever be the same again?

You're original, with your own path
You're original, got your own way (x2)

Will it ever be the same again? (x2)

I need to hear that again
Because a dream starts, and a dream must end.

My mother told me, don't ever change
You're original, in your own way
My mother told me, don't ever change
You're original, got your own path

You're original (x2)

Will it ever be the same again? (x2)

I need to hear that again
Because a dream starts, and a dream must end.

You're original (x5)

Hør melodien og se også den flotte video her:

Og der kan naturligvis findes meget mere med Leftfield på YouTube.

-Jacob

Sunday 27 July 2008

Filmanmeldelse: Son of Rambow

Den opmærksomme læser tænker sikkert “Det må da være en slåfejl? Rambow?” Men den er god nok. Det hedder filmen. Og nej, det er ikke en film der er affødt af Rambo-filmene. Eller…

image

I en mængde af såkaldte “summer-blockbusters” er det rart at se, at også en lille film kan skille sig ud. Britiske film er tit meget mere jordnære end amerikanske, der oftest ender med at blive overdrevent pompøse og ligegyldige. Der laves dog også flere amerikanske film, så det er klart, at det må være flere svipsere.

Denne film foregår i 80ernes England og handler om drengen Will, der bor med sin mor og lillesøster. De tilhører en stærkt religiøs gruppe, så Will må ikke se tv. Det betyder, at hver gang de i skolen skal se dokumentar, forvises Will til gangen. Det er her han har sit første møde med den notoriske ballademager Lee Carter.

De to er som nat og dag. Will er naiv og uskyldig, Lee er snu og en rigtig rod. Alligevel ender de med at komme godt ud af det. Will får overværet filmen “First Blood” og pludselig begynder han at tegne en historie i hans tegnebog. Historien hedder “Son of Rambow” (da Will jo ikke aner hvordan navnet staves og da han ser Rambo skyde med bue og pil).

Lee ser tegnebogen og synes straks det er en fantastisk historie. Lee bor alene med sin storebror, da forældrene altid er ud at rejse. De har vist penge nok, for de bor i noget nær et palæ og storebroren har mobiltelefon, hvilket ikke var helt almindeligt i 80erne.

Det betyder også, at Lee har adgang til et videokamera, og sammen med Will begynder de at indspille en amatørfilm, som Lee vil indsende til BBCs (det britiske tv-selskab) “Screen Test”.

image

De to knægte begynder at indspille filmen, og vi ser især Wills fantasi udfolde sig. Det udmunder i nogle mildt sagt bizarre situationer, hvor den uopmærksom seer måske vil blive forvirret, men scenerne er simpelthen Wills tanker visualiseret.

På skolen, hvor de to knægte går, kommer der en dag en flot franske udvekslingselever. En af dem, Didier, bliver meget populær og får opsnappet, at Will og Lee laver en film. Will er med på den, men Lee føler, at de er et team, som ikke lukker andre ind i projektet. Men Didier får møvet sig ind, og pludselig er projektet noget helt andet.

“Son of Rambow” er først og fremmest en film om skæve venskaber. Men det er også en film om forandring. Forandring fra ét liv, til et helt andet liv.

Igen brillierer britisk film med en sjov, spøjs og endda lidt rørende film. Lidt som den fantastiske Millions. Vi snakker ikke decideret Oscar-materiale, men filmen er nu smækfyldt med charme, masser af 80er musik og desuden er der – naturligvis – masser af gensyn med den rædselsfulde tøjstil fra den gang. Manner, hvor er jeg glad for, at jeg ikke var modedyr.

-Jacob

Wednesday 23 July 2008

I bakspejlet

Når vi kigger i bakspejlet, har de fleste af os nok begået nogle fejl. Jeg har i hvert fald. I dag har jeg så haft en åbenbaring om min fortid.

For ca. to år siden gik min eks-kæreste og jeg fra hinanden. Vi havde købt hus sammen, et hus til 1,6 mio. kr. Jeg foreslog at vi solgte det, da vi kunne få ca. 2,3 mio. for det på det tidspunkt. Det ville have givet os begge godt 300.000 til en ny start.

Nu var det sådan, at hun havde en dreng på 5 år fra et tidligere ægteskab. En dreng, som jeg var kommet til at holde rigtig meget af (og omvendt). Han var en følsom dreng, der havde svært ved at knytte sig til andre, så da min eks sagde, at hun ikke ville flytte – hendes dreng havde flyttet 2 gange på 3 år – forbarmede jeg mig, og sagde at hun kunne betale mig halvdelen af stigningen i den offentlige vurdering. Det beløbede sig til 150.000, hvilket umiddelbart lyder af mange penge. Men to gange flytning med indskud til lejlighed, indkøb af stort set alle andre møbler end en sofa, hårde hvidevarer, fjernsyn, computer etc. – ja det hele løber op.

Men havde jeg forlangt mere, ville min eks ikke være i stand til at kunne blive boende i huset, det ville simpelthen være for dyrt for hende. Og selv om man er gået fra hinanden, behøver man jo ikke at lade være med at behandle hnanden pænt. Så jeg gik med på idéen. Hun kunne blive boende og skabe en tryg og stabil tilværelse for hendes søn. For at være helt ærlig, så gjorde jeg det kun for hans skyld. Havde hun været alene, havde jeg ikke gået med på idéen.

Nu har jeg så erfaret, at hun åbenbart alligevel ikke satte sin søns tarv så højt, for hun flyttede i hvert fald fra huset, godt halvandet år senere, for så at hente ca. 400.000 hjem på det.

Med andre ord, var det hele spil for galleriet. Kynisme og beregnethed, unyttelse af min kærlighed til hendes søn. Hun er også flyttet sammen med en der var lun på hende, allerede da vi var sammen. Nuvel, han har nok bare benyttet lejligheden, så det er jeg helt okay med. Alligevel kan man ikke helt lade være med at tænke på, om hun måske havde noget kørende med ham, allerede inden hende og jeg flyttede fra hinanden. Hun havde allerede afsløret overfor mig, at hun var sin eksmand utro det sidste halve års tid, med en fra sit arbejde. Et arbejde hun stadig havde. En kollega hun stadig arbejdede sammen med. Noget der ikke ligefrem var betryggende at vide om hende som person. Det værste var dog, at det var hende der næsten var sygelig jaloux ind i mellem, f.eks. på en veninde, som jeg havde fået direkte instruks om at “flirte” med, da hun var meget nede.

Anyway, jeg tog konsekvensen og skrev en mail til hende, hvor jeg skrev at jeg håbede hendes søn kom godt over de traumer flytningen måtte påføre ham, at det ikke gav hende alt for dårlig smag i munden at sætte penge over sin søns tarv, samt at udnytte min kærlighed til ham. Jeg er sådan set ligeglad med hende nu, men hun skal i hvert fald ikke dø i synden.

Har jeg det bedre? Fik jeg noget reelt ud af det? Næ, men jeg kan ikke lade sådan noget gå helt upåvirket forbi. Kald det bare svagt, at jeg ikke blot ignorerer hendes gøren. Hun har nu placeret sig selv på samme plan som en vis person, der på det grusomste “dolkede” en god kammerat og jeg selv i ryggen. I hans tilfælde var det dog nemesis der fik sidste ord, hvilket jeg (selv om det ikke er pænt) også lidt håber her.

Men det irriterer mig, at et godt minde pludselig er vendt til noget dårligt.

-Jacob

Monday 21 July 2008

Drænet… sådan da

Jeg har lige været på hospitalet. Det lyder værre end det er, det var kun for at få taget et par blodprøver. Endnu engang kunne jeg konstatere, at jeg hader den slags steder. Bevares, sygeplejersken var da sød og hun var bestemt også ung. Skræmmende ung. Nu jeg tænker nærmere over det, er jeg vist ved at føle mig lidt gammel ind i mellem, for jeg tænkte lige et øjeblik, at hun ville garanteret været nødt til at lade mig agere nålepude, for hun var da vist lige grøn nok.

Heldigvis blev mine bange anelser gjort til skamme. Hun klarede det lige efter bogen. En – trods alt – behagelig oplevelse.

Mens jeg sad og ventede på at komme til, brugte jeg tiden på at læse nogle af de halvgamle tidsskrifter der lå i venteafdelingen. Jeg bladrede gennem et musikblad, hvorefter det slog mig, at der var måske 3-4 af de ca. 200 bands de nævnte, som jeg overhovedet kendte. Bevares, bladet beskæftigede sig heller ikke lige med min musikstil, men alligevel var det lidt påfaldende.

Igen følte jeg mig lidt gammel.

Jeg følte mig dog lidt yngre, når man så ud i lokalet. Det var fortrinsvist ældre mennesker, omend ikke i samme omfang, som da jeg fik taget blod i Sorø. Der var ca. 40 personer og jeg var den eneste under 70.

Anyway, weekenden blev bl.a. brugt på at holde grillaften hos en af mine gode venner. Samtidig var det også en slags “polterabend” for en ven der snart skal giftes. Det er faktisk om mindre end to uger.

Vi fik nogle fortrinlige bøffer og nogle gode flasker vin (hurra for  Amarone!), og det var i det hele taget en hyggelig aften. Det blev hen af 1.30 før jeg smuttede derfra som den sidste. På det tidspunkt havde vi hørt i radioen, at dele af Slagelse blev evakueret. Det vil sige, der var brand i en større bygning og der udvikledes ubehagelig og muligvis farlig røg. Derfor opfordredes folk til at blive indendøre for lukkede vinduer.

På vej hjem kørte jeg forbi stedet og der var godt nok pænt gang i flammerne. Røgen var bestemt ikke behagelig, så jeg hastede hurtigt forbi.

Søndagen fordrev jeg først og fremmest med en film jeg har prøvet at få fat i, i årevis. Nankyoku monogatari, eller Antarctica, som den engelske titel er. Filmen er et japansk drama fra 1983. Men inden du allerede falder i søvn, bør du lige vide, at det bestemt ikke er nogen kedelig film.

Kort fortalt handler det om en flok japanske forskere på en videnskabelig ekspedition i Antarktis. Grundet forholdene har de brug for slædehunde, og to af de japanske videnskabsmænd får et nært forhold til hundene, efter at de redder deres liv.

Uheldigvis bliver de pludselig nødt til at evakuere basen, og der er ikke tid til at tage hundene med. De to videnskabsmænd satser på at tage hundene med senere, efter at have reddet en slem storm af. Men desværre fortsætte uvejret, og de bliver nødt til at tage hjem til Japan. Naturligvis tager det meget hårdt på dem. De efterlod hundene fastspændt og uden noget videre mad.

Sideløbende med at vi følger de to videnskabsmænds smertefulde sorg og skyldfølelse, følger vi også hundenes kamp for at overleve. Det lykkes flere af dem at slippe fri, og snart begynder en kamp for at overleve i helt ned til –60 graders kulde, og meget lidt mad.

Jeg vil ikke afsløre slutningen, men dog sige så meget, at det bestemt ikke er nogen nem film at se. Slet ikke for dyre/hundeelskere. De vil givet tude snot i stænger, for filmen er både barsk og realistisk. Men den er også umådelig smuk.

Det antarktiske landskab har altid fascineret mig, og filmen har tonsvis af åndeløst blændende landskabsscener. Også scener med Aurora Borealis er meget smukke. Man tænker ikke over, at filmen er fra 1983.

Skuespillet er habilt, men man skal dog være forberedet på, at japanerne tilhører en anden kultur end vores, og derfor reagerer anderledes i givne situationer.

Men det allerbedste – og det der i mange år har givet mig lyst til at se filmen – er soundtracket.

Det er mesteren Vangelis der leverer al musikken til filmen, og aldrig har musik spillet så stor en rolle i en film. Den på en gang overstråler og komplementerer scenerne. Det er nærmest ekstremt, så helt fantastisk plet den rammer alle de rigtige toner i følelsesregistret. Der er melodier der gør en glad, dramatiske melodier, afslappende melodier og endeligt sørgelige melodier. Og det er den sidste kategori der fuldstændigt rammer plet. En bestemt scene hen mod slutningen er noget nær den ultimative test på om et menneske har følelser. Se den scene uden at få bare en lille klump i halsen, og du er enten uden følelser eller ligeglad med dyr.

En storartet film, jeg kan anbefale til alle. Det har dog været ekstremt svært at skaffe den, og det endte da også med at være en halvofficiel udgivelse med engelske tekster. Jeg kan ikke blive helt enig med mig selv om det er en piratudgivelse, men den kan dog købes indtil flere steder (mest eBay og lignende, da den er ret sjælden).

Søndag aften gik jeg så igang med den amerikanske serie Jericho. Det er en serie om byen Jericho (doh!) og hvordan livet er der, efter at der er sprunget en masse atombomber rundt omkring i USA. Altså et post-nukleart scenarie, hvor Jericho dog er forskånet for at blive bombet. Men pludselig er der ikke nogen strøm, ingen fast forsyninger af varer og deslige.

Serien er ganske udmærket, uden at være ekceptionel. Men underholdt bliver jeg da, og selv om den kun har kørt i to sæsoner – for så at blive aflyst – ja så klager jeg nu ikke. Den har tilpas dele af drama, plottwists og alt hvad en serie nu nærmest kræves at have disse dage.

-Jacob

Thursday 17 July 2008

De kære små

Jeg stod på hovedbanen og ventede på toget, da en lille pige satte sig ned ikke så langt væk. Hun havde nemlig fundet noget interessant. Nedtrådt, men åbenbart ikke helt forstenet tyggegummi. “Se mor, tyggegummi!” udbrød hun henrykt, mens moren stod og snakkede i mobil og henslængt sagde “Mmm skat”.

Pigen fik vristet lidt af tyggegummiet løst, og i den alder er man jo nysgerrig, så det røg – rigtigt gættet – i munden til en smagsprøve. Hun gumlede løs, mens hun prøvede at vriste mere fri. På det tidspunkt havde en ældre herre åbenbart også set det, for han henvendte sig til moren med et “gad vide om det smager godt”, mens han pegede på pigen. Og så kan det ellers nok været, at mor fik reageret.

“Katrine, vil du SÅ spytte det ud! Det er ULÆKKERT!”

Givet, ja. Men sjovt var det sgu ærlig talt også.

-Jacob

Saturday 12 July 2008

Filmanmeldelse: Speed Racer

Hvis jeg siger Wachowski Brothers, hvad siger du så? The Matrix? Det er nemlig rigtigt. De er brødrene bag de tre banebrydende Matrix-film. Film der var banebrydende på mange områder, men især for de flotte effekter (hvem husker ikke første gang de så bullet-time i The Matrix?).

Hvis jeg så nynner nedenstående tekst for dig:

Here he comes
Here comes Speed Racer
He's a demon on wheels
He's a demon and he's gonna be chasin' after someone.

Hvad siger du så? Ikke så meget? Prøv så lige at se dette lille klip:

Speed Racer (org. japansk titel er Mahha GoGoGo) er en tegnefilmserie om en racerkører, der altid kæmper mod nogle slemme og onde mænd, der også er racerkørerer. Som det ses, er stilen tydeligvis enkel og ikke specielt imponerende med nutidens øjne, men de er altså også lavet i 1967 og frem.

Serien har aldrig været SÅ populær her i vesten, omend den trods alt fik en oversættelse til engelsk. Personligt kendte jeg da godt nok til den, men den sagde mig ikke noget. Det lille stykke tekst jeg citerede overfor har været brugt som sample mange gange i tidens løb, men derudover har Speed Racer ikke være noget stort fænomen. Derfor kan nedenstående umiddelbart godt undre mange:

Jeps, Wachowski-brødrene har simpelthen lavet en spillefilm ud af en gammel, (efter min mening) middelmådig japansk tegnefilmserie. Det kan da kun gå galt?

image

Det kunne man godt fristes til at tro, og jeg havde da heller ikke store forventninger til filmen. På den anden side VAR det jo Wachowski-brødrene, så jeg var rimelig sikker på at der måtte være ET eller andet cool ved den.

Speed Racer handler kort fortalt om familien Racer (doh!) der tæller Pops Racer (John Goodman), Mom Racer (Susan Sarandon), Rex Racer (ældste søn), Speed Racer (mellemste søn) og den yngste, Spritle Racer.

Rollelisten tæller forresten også Christina Ricci som Trixie, Speed Racers kæreste. Mmm… Christina Ricci…

image

Jeg ved ikke helt hvad der er med hende, men hun har et karakterfuldt ansigt, den høje pande, den spidse hage og så lige der der skæve smil der… Ovenstående billede er forresten slet ikke fra Speed Racer, men jeg kunne bare bedre lide dette. Hun er sgu en doll. Anyway, tilbage til filmanmeldelsen!

Filmen lægger ud med at Rex Racer omkommer i The Crucible, et motorløb der foregår tværs over landet., men det forbliver dog familiens et og alt. Speed vil også deltage i det, men det vil hans far ikke have, da han ikke vil miste en søn mere. En stor og magtfuld rigmand prøver at lokke den talentfulde Speed ind i sin stald, men Speed gennemskuer hans griske plan og nægter. Det får dog store problemer for hans familie, så Speed bliver nødt til at stille op i The Crucible.

Det kommer ikke til at gå stille af, for Wachowski-brødrenes nye film har helt klart sømmet i bund. Der er dømt ekstrem fart over feltet. Totalt overdrevne scener med racerbiler der kan alle mulige tricks, det hele naturligvis pakket ind i tonsvis af fantastiske effekter. Speed Racer er totalt overload af farver, stil, effekter og fart. Vi snakker visuelt (og hastighedsmæssigt) en ret så hæsblæsende film.

De overdrevne farver og effekter skæmmede lidt i starten, men som tiden gik, begyndte jeg i stedet at nyde detaljerne og de fantastiske scener. Meget kan man kritisere filmen for, men produktionsværdien er totalt over-the-top. Der er ikke sparet nogen steder her, og det må simpelthen skyldes de kendte brødres navn, ellers havde en filmatisering af denne serie slet, slet ikke været så flot.

image

I det hele taget er filmen meget tegnefilmsagtig og indeholder forresten også en kampscene der er noget nær det nærmeste man nogensinde kommer en tegnefilmskampscene med rigtige skuespillere.

Af negative punkter er den lidt for klichéfyldte historie og den irriterende abe der er med i filmen. Det er lidt “se en abe med briller, haha”-agtigt. Helt ærligt. Det var sjovt i Ronny’s Pop Show på tysk TV i 80erne. Man skulle tro amerikanerne ikke var kommet videre, men nu har USA så heller aldrig været humorens højborg (i forhold til England og meget af europa).

Filmen er også forholdsvis lang – 2 timer og et kvarter – hvilket kunne mærkes midt i filmen, hvor der var lidt tomgang. Men alt i alt var den da glimrende underholdning, ikke mindst pga. det æstetiske overkill som den byder på. I USA går den sågar i IMAX-biografer (biografer med kæmpelærred), og det må være noget af en oplevelse.

Speed Racer er på mange måder middelmådig, men der er så megen power over den, at jeg alligevel giver den et 7-tal på 10-skalaen. At den sikkert ikke bliver noget mega-hit som The Matrix (og da slet ikke i Danmark), det er én ting, men brødrene skal have stor ros for at turde satse på noget anderledes.

BONUS!

Jeg har da forresten også set The Mutant Chronicles. Ved ikke lige hvorfor den står som “in-production” på IMDb, den er ude på DVD (er gået direkte på DVD). Filmen er baseret på rollespillet af samme navn, så det er en blanding af sci-fi, krigsfilm, steam-punk og aliens. Sådan da.

Filmen vrimler ikke med store navne, men der er dog navne som Ron Perlman (yeah!) og John Malkovich. Kort fortalt handler filmen om at fire grupper kæmper indædte krige på jorden. En dag åbner en fejlskudt kanal en skakt til noget underjordisk, nemlig mutanter. Og pludselig har alle en fælles fjende.

Det lyder lidt fjollet og det er det også. På den ene side kan jeg godt se, hvorfor filmen er gået direkte på DVD. Vi snakker ikke stor kunst. Dog var jeg ganske godt underholdt, for filmen har ekstremt blodig scener. Ganske vist skinner det lidt igennem, at budgettet ikke har været enormt, men i det store hele er de sluppet ret godt fra filmen. 6½ ud af 10. Og tak til Hecks for tippet omkring filmen!

-Jacob

Friday 11 July 2008

Filmanmeldelse: WALL-E

Jeg kan ligeså godt sige det først som sidst: Pixars nyeste film er IKKE noget for børn.

Skuffet? Vent lidt, for selv om den ikke er har børn som primære publikum – det er emnerne alt for “voksne” til – så er det alligevel noget af det bedste Pixard nogensinde har lavet. Og børnene vil da nok også more sig over noget af film. De vil bare misse pointen totalt.

Toy Story 1/2 havde venskab og legetøj som tema. A Bug’s Life (Græsrødder) havde sjove insekter og højt tempo. Monsters Inc. havde ustyrligt sjove monstre og masser af gags. Finding Nemo (Find Nemo) havde børn og forældre som tema. Med The Incredibles (De Utrolige) var hele familien og superhelte temaet. Cars (Biler) havde venskab og biler. Og Ratatouille? Den havde et beskidt dyr der blev gjort utroligt charmerende og elskeligt.

Og nu har vi så WALL-E. Jeg kan tydeligt huske de første spæde teasers. Jeg må nok erkende, at jeg ikke lige syntes den så særlig spændende ud. Men heldigvis kan man tage fejl.

 image

WALL-E er en industrirobot, hvis job er at samle skrald sammen, presse det til en firkant og stable firkanterne. Det har han haft god tid og fred til. For de sidste 700 år har WALL-E været igang.

700 år er det siden, at jordens samlede befolkning drog ud i rummet, efter at jorden simpelthen var blevet overfyldt med skrald. Der startede med at være flere af WALL-Es slags, men nu er han den eneste. Hver dag samler han skrald sammen, komprimerer det og stabler det i bunker. Ind i mellem finder han interessante ting, som han så gemmer i sin lille samling.

imageHan er en ensom lille robot, der med tiden har udviklet en personlighed. Han ser gamle film, hører musik og har dog en lille ven, i form af en kakkerlak, der trofast følger ham. Alligevel drømmer han om selskab, efter at have set romantiske musicals i massevis.

En dag sker der noget forunderligt. Et rumskib lander på den øde jord, og ud kommer en robot. Det viser sig at være robotten Eve. Ved første øjekast er hun mystisk og spændende, men også ret voldsom og ret følelseskold.

image

Men alligevel sker det. WALL-E falder pladask for hende. Han begynder at følge efter hende, og til sidst opdager hun ham. Først er hun fjendtlig, men efterhånden får han dog overbevist hende om, at han er venlig stemt. Uheldigvis er WALL-Es følelser ikke lige gengældt.

En dag finder Eve pludselig en plantespire. Straks ændres hun totalt. Hun samler planten op og placerer den inden i sig, for så at gå i dvale. WALL-E prøver desperat at komme i kontakt med hende, uden held. Alligevel beskytter og passer han hende ufortrødent. Efter nogen tid kommer rumskibet tilbage for at hente Eve, og WALL-E følger med.

image

Mere vil jeg ikke afsløre. Men jeg vil sige så meget, at filmens hovedtemaer er helt klart ensomhed, kærlighed og omtanke. Undertemaerne er menneskelighed, sundhed og miljø. Ikke lige ting som et barn tænker så meget over. Derfor vil jeg ikke umiddelbart anbefale WALL-E til de mindste. Og teenagere vil sikkert heller ikke lige være vild med den. Faktisk skal man nok være lidt moden, før man rigtig kan nyde den.

Men så kan den også nydes, for der er meget at nyde. Pixar overgår simpelthen sig selv, gang på gang. WALL-E er decideret smuk. Filmen er fantastisk lavet. Aldrig har jeg set så to diametralt modsatte skabninger udstråle så meget charme som WALL-E og Eve. WALL-E er simpelthen hjerteskærende kær. Den halvrustne og halv-ynkelige robot, der minder mig mistænkeligt  meget om Nr. 5, fra Short Circuit. Eve er indbegrebet af en cool og sexet kvinde, til trods for hun nærmest bare er et aflangt æg med to blå prikker som øjne. Der er lidt iPod over hende.

Pixar kan trylle. For de får de to karakterer til at fremstå som noget af det mest levende og medrivende jeg længe har set. Og for os voksne, der har filmen det meste der skal til, for at få en helstøbt oplevelse. En kærlighedshistorie, der overgår LANGT de fleste almindelige film, humor, æstetik i spandevis, fantastisk musik, charme, glæde og en lille smule sorg. Jeg må indrømme, at der var et par gange jeg fik lidt fugtige øjne.

Konklusionen er, at nej, WALL-E er ikke Pixars bedste film. Det faktum, at den slet ikke kan appellere til både børn og voksne, betyder for mig at den ikke kan optræde øverst på listen. Men skulle man se bort fra det faktum, ville den være nummer et. Så lidt dialog, og alligevel så meget budskab. Jeg bøjer mig i støvet.

-Jacob

Thursday 10 July 2008

2x ultra hurtige filmanmeldelser

The Love Guru med bl.a. Mike Meyers. Stod til 3.2 på IMDb. Det tænkte jeg var en kende for lavt. Men efter at have set filmen må jeg indrømme, at min personlige karakter nok ligger på 5. Der er da enkelte pudseløjerlig og småmuntre indslag, men det er og blive en halvlunken affære, der aldrig helt rammer plet.

image

Ovenstående billede er fra en af de mere muntre scener. Har du set traileren, har du også set det meste af det sjove i filmen. Desværre.

Wanted var lidt bedre. Masser af action og okay effekter og et “plot-twist” i slutningen, der dog ikke er sååå overraskende. Stadig væsentlig mere solid, selv om James McAvoy ikke er helt overbevisende som über-human assassin. Han er en fed skuespiller, men ikke helt hjemme i rollen. Morgan Freeman er… well, Morgan Freeman. No more, no less.

image

Og så er filmen endnu et bevis på, at Angelina Jolie rent faktisk slet ikke er specielt køn eller tiltrækkende. Hun er da ganske vist “cool” som karakteren Fox (hvor originalt), men jeg tog mig selv i flere gange at finde hende decideret utiltrækkende. Så ladies, you got nothing to worry about, haha.

Et solidt 7-tal på 10-skalaen.

-Jacob

Mashup

Dagens emne er et koncept der oftest er lidt fesent (personlig mening), men på den anden side ER der guldkorn som nedenstående. Og DE gør genren ære. Tak til Gridle for linket.

Enjoy.

-Jacob

Wednesday 9 July 2008

Undskyld!

Jeg bliver simpelthen nødt til at undskylde. I dag har jeg dummet mig lidt, sådan set i retrospekt. Jeg har afsløret et af vi mænds tricks til at få goodwill hos vores partner.

Det kom sig af, at der var problemer med printserveren og telefonerne på arbejde – igen. Så fra om morgenen til ca. kl. 13.00 kunne man reelt ikke lave så meget. Derfor fik jeg sludret lidt med nogle af mine kvindelige kollegaer, hvor en af dem stolt fortæller, at hendes kæreste var kommet hjem forleden og havde købt en trøje til hende, som bare passede helt perfekt i smag og størrelse. Det var lige præcis sådan en hun ville have købt selv.

Mens hun sad og roste hans tankelæserevner, kom jeg desværre til at smågrine. Så var det hun spurgte hvad jeg grinte af, og det fløj ud af munden på mig: “Du er da blevet offer for et oldgammelt trick”. Naturligvis spurgte hun hvad jeg mente og så var det lidt svært ikke at svare. Jeg fortalte om dengang, jeg tilfældigvis faldt over en bluse i en eks-kærestes klædeskabet, hvor prismærket stadig sad på.

Det var i hvert fald ikke en hun havde købt for nylig. For sjov skyld tog jeg den så ud, gemte den og foreslog om aftenen, at hun burde rydde op i sit tøj. “Lad os gennemgå det hele sammen”, foreslog jeg. Det gjorde vi, og hun opdagede overhovedet ikke der manglede noget.

Nogle uger senere smuttede jeg så forbi den forretning, hvor blusen blev købt. Jeg forklarede, at jeg havde købt den der og fået den pakket ind, men at papiret var blevet ødelagt. Jeg fik dem til at pakke den ind igen, og hjemme smed jeg så nonchalant pakken på spisebordet.

Naturligvis spurgte hun hvad det var, da hun så pakken. Jeg sagde, at det blot var en lille ting jeg faldt over og kom til at tænke på hende, men at jeg var lidt i tvivl om størrelsen og om hun kunne lide den.

Hun pakkede den hurtigt ud og udbrød “Neeej, den er bare for fin!” Hun prøvede den med det samme og den passede perfekt. Og hun opdagede aldrig, at det var noget hun selv havde købt (og betalt). Med andre ord, en total win-win situation!

Hun blev glad og jeg blev vartet op og forkælet.

Nå, men efter den historie blev der stille et øjeblik. Så sagde hun “Ah, så udspekuleret er han ikke! Det er jeg… i hvert fald næsten sikker på!”, men det var tydeligt, at tvivlen spirede i hende.

Så endnu engang undskyld. Hemmeligheden er blevet afsløret overfor fjenden ;-)

-Jacob

Sunday 6 July 2008

Endnu et eksempel på menneskers naivitet

Vi mennesker er generelt nogle fjolser. Langt de fleste af os tænker ikke rationelt når vi bør. Med andre ord: Vi er lost. Det har vi altid været og det vil vi altid være.

I dag sad jeg og klikkede lidt tilfældigt rundt på nettet og så pludselig en reklame. Nu kører jeg jo ellers med den formidable Opera browser, så det er ikke mange reklamer jeg ser, og i hvert fald kun én gang per reklame. Denne her var dog så fucked up, at jeg blev nødt til at klikke på den.

Det var et program der kaldte sig Love Calculator Pro (herefter LCP). “Pro” delen er sikkert meget væsentlig. Anyway, så er det åbenbart et program, der lader dig matche to personer op og så se om de er “kompatible”. Lidt a’la de dybt debile tests der er i hvert eneste nummer af alle dameblade der udkommer. Christ, hvor har jeg været offer for dem mange gange. “Skat, hvis du skulle beskrive mig som en frugt, hvilken frugt ville det så være?” og alt sådan noget pis.

Men nej, naturligvis er LCP ikke så latterligt.

Det er skam et meget seriøst program, proppet med fuldstændigt himmelråbende tåbelig fakta og statistik, som er taget helt ud af den blå luft.

image

Herover er der indtastet et par navne og fødselsdatoer. Og for syns skyld indsat nogle fotos, som overhovedet ingen relevans har. Der kunne lige så godt have været et billede af Søren Fauschbøll og Dronning Margrethe. Men anyway, de data er indtastet og så kan der trykkes “Calculate!” (bemærk udråbstegnet, det er jo spændende det her).

image

BAM! Værsågod, mine damer og herrer. Disse to er som skabt for hinanden. Alt dette ud fra et par fødselsdatoer og navne (og stjernetegn, sikkert også). “This is real love”.

Og så er den vel ikke længere? Åh jo. Du troede da ikke du ville slippe så nemt?

image

Der er guddødogstraffemig også en såkaldt “Timeline” (tidslinie), der fortæller det lykkelige par om deres op- og nedture. Det må være nyttigt! Som det ses på billedet har udviklerne naturligt nok anført de negative perioder med rødt, hvilket jo meget godt stemmer overens med kvindens “månedlige”! De gule perioder kan man så se er kritiske, så der sørger man for ikke at ses.

Men der er mere endnu.

image

“Baby Chart”. Her kan det lykkelige par, hvor kvindens æggestokke naturligvis flagerer lystigt, hver gang hun ser en skrigeballon af en møgunge, tydeligt se hvornår de kan undfange en dreng eller en pige. Der er både LCPs egen test og en “kinesisk” test. Ja sågar en “forbedret kinesisk test” (der giver nøjagtig samme resultat). Og det fortsætter med at man kan lave en hel kalender, dag for dag.

Derudover kan man lave en top-3 over bedste matches, man kan indtaste og gemme profiler til senere sammenligning samt en masse andet fuldstændig ligegyldigt.

Dette fantastiske program koster kun 15 dollars. Okay, det er faktisk ikke så dyrt, men det gør ikke en skid mere end de latterlige tests der er på utallige hjemmesider rundt omkring. Jo, programmet sætter der hele flot og fint op, men det svarer lidt til at jeg får min tandlægeregning på glittet 200 grams papir – det er stadig noget forbandet lort!

Det værste er dog, at den slags garanteret sælger. Det skulle ikke undre mig om de scorer kassen på det bras. Og det er vi menneskers skyld. Faktisk er det kvindernes skyld, for programmet er uden tvivl henvendt til kvinder. Der er ingen andre der falder for den slags henført crap. Så kære kvindelige læsere, her er det hul, hvori du kan kaste dine penge. Programmet fås både til en rigtig computer og til MAC.

Bemærk venligst, at det ikke er MIG der ikke kan finde ud af at manden på billedet hedder Christian Bale. Billederne er taget fra websitet.

-Jacob

Saturday 5 July 2008

Barndommens stemme

Der er vist ingen tvivl om, at os der så børne-tv i slut-70erne og op igennem 80erne, alle kendte og syntes om den der karakteristiske og behagelige stemme, der fortalte historien til de levende billeder. F.eks. Emil fra Lønneberg og Alfons Åberg. Han var også med til at skabe Bamse og Kylling.

image

Hvis du hører til den flok af børn, så siger navnet Thomas Winding dig sikkert også noget. Og hvis ikke, ja så kan du helt sikkert genkende hans stemme, når du hører den. Men Thomas kommer aldrig til at sige noget mere. Han er nyligt afgået ved døden, 71 år gammel.

image 

Han nåede få en stor indflydelse på børne-tv, som bl.a. oplæser af hans egne historier. Rygterne vil, at DR ikke havde råd til både at købe hans historier og så hyre en til at læse dem op. Hvis han ville sælge dem, måtte han selv læse dem op. Og det gjorde han så, uden at have nogen som helst erfaring eller uddannelse i den slags.

image

Som sagt havde Thomas den der helt fantastisk tillidsvækkende og hyggelige stemme, og det blev ind i mellem udnyttet til at chokere folk. F.eks. i 2003, da han i en video fra Vejdirektoratet og Rådet for Større Færdselssikkerhed læste en historie op om et ægtepar, der med frygtelige konsekvenser kører galt. Han stemme stod i stærk kontrast til de skræmmende billeder.

Han er bl.a. også ret kendt for sine børnebøger, deriblandt den ret så populære Super Carla. Han er mindre kendt for at være medforfatter på den i øvrigt glimrende danske film Strømer fra 1976, der i 1987 blev fulgt op af den vildt populære mini-serie Een gang strømer…, der nu også var noget af det bedste danske tv den gang. Pudsigt nok udkommer den snart på DVD, nemlig den 29. juli i år.

Thomas Winding efterlader sig forresten også nogle kendte børne. Kasper Winding – som bl.a. sang titelsangen “Sjæl i flammer” til Een gang strømer… – og Alberte Winding, som har sunget adskillige børnesange.

Til slut vil jeg dele et link til en meget sjælden udgave af Kasper Windings “Sjæl i flammer”. Thomas Winding var en ildsjæl, så linket passer sådan set meget godt. Klik her.

-Jacob

Friday 4 July 2008

Børne-tv i særklasse

Ah ja. Jeg husker endnu tiden som lille purk. Det var dengang der kun var én skide tv-kanal og man var glad, hvis der ikke var for megen sne på billedet.

Jeg vil ikke påstå jeg var slave af tv’et som knægt, men naturligvis så man da meget børne-tv. Og bevares. Der var da en hel del glimrende, men jeg har lige set fremtidens børne-tv. Sjovt, nuttet og aldeles samfundsrelevant og realistisk!

Den er lige i skuret.

Se det med din mindste!

-Jacob

Gravide kvinders bryster

Jeg har nævnt det før. Min arbejdsplads er fortrinsvist befolket af kvinder. Bevares, det kan da have sine fordele – der er skam nogle nydelige imellem – men det øger også statistisk set chancerne for at måtte lægge øre til snak om graviditeter.

Således var der i dag en vordende (1. gangs) mor og en nyligt tilbagekommet-fra-barsel (2. gangs) mor der snakkede sammen til frokosten.

I guder hvor kan man få fnidder af at høre på den slags. Da snakken så faldt på at den ene syntes hendes bryster var blevet mindre og hængte lidt mere, så måtte jeg jo lige konstatere, at der ikke længere er noget der hedder hængepatter og små bryster mere.

I stedet for hængepatter kan man sige:

  • Slanke bryster – hele vejen ned
  • Der er to – og de er lige lange
  • Hvis mine bryster var en madpakke, var mine baguettes

image

Og i stedet for små bryster kan man sige:

  • Bryster som ikke giver anledning til rygsmerter
  • Bryster med mindre hang til hæng
  • Bryster med mindre belæg for strækmærker, som for øvrigt fra nu af kaldes “tigerstriber”

Derudover er der jo fordele ved små fordele: Mindre bryster er lig flere nerver fordelt på mindre areal og der er mindre at få kræft i.

Og selv om forlygter er fine, er dioder jo in!

Bonus!

Nu vi er ved bryster, kan jeg jo lige bringe et stemningsbillede fra en Burger King. Der er ikke nogen point for at gætte hvilket land billedet kommer fra.

Way to go, sister

Hval/menneske-hybriden Shantee Ohmaygosh, valgt som Miss Burger King 2008.

-Jacob

Thursday 3 July 2008

Filmanmeldelse: Forgetting Sarah Marshall

image

Hvis du har set 40 year old Virgin eller Knocked up, ved du lidt hvad du kan vente dig af Forgetting Sarah Marshall (herefter FSM). Folkene bag de tre film er i store træk de samme.

Det er alle tre såkaldte bittersøde komedier og lad det med det samme være sagt, at FSM er ikke stor filmkunst. Den er heller ikke nyskabende eller overraskende. Men den er nu alligevel lidt charmerede og seværdig.

Brian: You don't need to put your P in a V right now.
Peter Bretter: No, I need to B my L on someone's T's.

Hovedperson Peter (Jason Stegel) er kæreste med tv-stjernen Sarah Marshall (Kristen Bell). Hun er smuk og succesrig med sin tv-serie og Peter laver underlægningsmusik til serien. De har det godt og alt er idyl. Lige indtil den dag, hvor Sarah slår op med Peter.

image

Det tager Peter meget hårdt, så han ender med at tage afsted på ferie til Hawaii, hvor han er så uheldig at støde på Sarah – og hendes nye kæreste.

Kemo: Are those sad tissues or happy tissues?

Naturligvis giver det nogle lidt akavede situationer, men selv om Peter går og er miserabel, skaber han dog nogle gode forbindelser. Han lærer noget om sig selv, bl.a. at det ikke altid betaler sig at være helt hudløst ærlig.

Filmen indeholder faktisk masser af sjove scener, men dog meget få “klasken-på-låret-af-grin-scener”. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at synes om filmen. Peter er ynkelig på en sådan måde, at man ikke kan lade være med at føle med ham, men samtidig har man også lyst til at sparke ham i røven.

Dwayne the Bartender: He turned down a blowjob from his ex-girlfriend... mid-blowjob. You know how hard that is for a man? It's called blue balls. He's like Gandhi! But better - he likes puppets!

Og selv om den måske ikke giver anledning til hysteriske grin, så har den trods alt en hel del særdeles muntre citater. Forvent ikke så meget af handlingen, men uanset de mange klichéer, formåede filmen faktisk at holde min fulde opmærksomhed, og derfor anbefaler jeg den.

image

Forgetting Sarah Marshall har premiere i danske biografer i morgen, fredag den 4. juli. Den vil være sjov for begge køn.

Matthew: I have a question for you real quick. What did you think of my demo? Did you get it?
Aldous Snow: I was gonna listen to that, but then, um, I just carried on living my life.

-Jacob

Tuesday 1 July 2008

Farvel til kære venner

Ca. 16.500 af dem.

Og ja, jeg mener naturligvis kroner. Kunne jeg så endda sige at jeg fik noget sejt for dem, et 50” fjernsyn eller en superhurtig bærbar med 20” skærm eller to Armani eller Hugo Boss jakkesæt. Men nej.

Jeg har fået to kroner.

Fes den ikke ind? Jeg snakker naturligvis tandlægebesøg. Lad mig kort forklare:

For nogle uger siden knækkede jeg en kindtand. Jeg fandt aldrig rigtig ud af hvorfor eller hvordan, men pludselig var den knækket. Jeg gik til tandlægen og hun tog røntgenbilleder af den. “Den bør få en krone på”, sagde hun. Jeg vile godt lige overveje det, da udsigten til at lægge 6.000 kr. ikke lige var tiltrækkende.

Så pokkerme om jeg ikke knækker en ANDEN kindtand på en kirsebærsten her for en god uge siden (en ulykke kommer sjældent alene). Denne knækkede jeg dog ved at tygge hårdt på en kirsebærsten, ude hos min mor.

Nå tænkte jeg, den må jeg vel hellere også få tanlægen til at kigge på, og igen sagde hun, at den burde få en krone på. Hun indrømmede dog, at tand nr. 2 godt KUNNE nøjes med en fyldning. Men så tænkte jeg, at skulle det være, så skulle det fanme være. Så jeg sagde “lav begge to”. Jeg havde nu udsigt til en regning på 12.000.

I dag skulle jeg så have filet tænderne til og have taget aftryk til kronerne. Det fik jeg også – delvist. For selv om den første tand for 4 uger siden intet fejlede – hun både kiggede på den og tog røntgenbillede – så havde den nu udviklet et lille hul. Naturligvis placeret således, at det krævede en rodbehandling. Nuvel, jeg erindrede noget om at en rodbehandling for 6 år siden havde kostet mig 1300 kr., så jeg lagde hurtigt ca. 1500 oven i regningen. 13.500. Okay, stadig til at leve med, selv om det godt nok ikke var sjovt.

Det betød så også, at jeg ikke kunne nå at få mere end én krone på, inden hun (tandlægen) skulle på sommerferie i 3 uger. Great. Men jeg fik ordnet det hun kunne i dag – jeg lå to timer i stolen, hvoraf meget var ventetid så jeg blundede næsten flere gange – og så var jeg klar til at gå. Jeg spurgte om ikke jeg lige kunne få et overslag på hvad regningen for rodbehandlingen ville være.

4500 kr.

4.500 (firetusindfemhundrede) kr.!!!

Jeg fik næsten et hjerteslag. Straks sagde jeg at det da umuligt kunne være steget 300% på 6 år, hvortil jeg så fik at vide, at dengang var det en hjørnetand jeg fik lavet, og den havde kun én kanal. Min kindtand havde tre, så det var lige tre gange så dyrt.

Så nu har jeg en regning på 16.500 i sigte.

Det er fuldstændigt bims. Havde jeg brækket benet, ville jeg have kostet samfundet ca. 5 gange så meget, men det ville ikke koste mig en eneste krone personligt. Den politiker der går ind for fri tandlægepleje har min stemme. Uanset parti. Om så vedkommende var en kombination af nynazist og venstremand.

For faktum er, at almindelige læger er sådan set ikke billigere at besøge. Der får man bare dækket stort set alt. Og så er tandlægernes priser også fastsat således, at den enkelte tandlæge reelt ikke kan tillade sig at sænke priserne.

Jeg må nok tilstå, at det er både første og absolut også sidste gang, at jeg får lavet en sådan operation i Danmark.

Addendum: Min mor har tænkt sig at tage den tand jeg knækkede på en kirsebærsten, som var i et kirsebær hun serverede for mig, på sin ansvarsforsikring. Min egen HK+ Ulykkesforsikring ville ikke give en skid til den første tand. “Vi dækker ikke tyggeskader”. Så jeg afmeldte den. Det viste sig også, at den nærmest intet dækkede, når det kom til stykket, hvilket jeg i tydelige vendinger lod dem vide, at jeg ville tage op til HK mødet i bestyrelsen på arbejdet og fraråde medlemmerne at benytte den forsikring.

Den lyse side af det hele er, at det er en fantastisk aften. Jeg sidder her kl. 23 på min terrasse med min trofaste eee pc og skriver denne blog, mens jeg dulmer mine ømme kæbemuskler med en iskold øl. Og nu vil jeg ind på sofaen og se lidt DVD til jeg falder i søvn.

-Jacob