Monday 21 December 2009

Ros til DSB

Jeg bliver simpelthen nødt til lige at rose DSB for initiativet omkring lyntogsafgangene fra Slagelse til København.

Hverdagsmorgener: Jacob stiger på toget i Slagelse. Ikke mange er med, der er masser af plads og der er stille. Toget bumler afsted, man forstyrres ikke af annonceringer over højttaleren, og det er generelt bare skønt at slumre. Ingen forstyrrende stop. Det giver lige det ekstra man godt kunne have brugt, da vækkeuret ringede.

Hverdagseftermiddage (undtagen fredag, øv!): Jacob stiger på toget i København. Der er en del flere med, men dog stadig god plads og stille. Toget drøner direkte til Slagelse og der er rig lejlighed til at slappe af.

Det er lykken.

Tak, DSB. Hvis I så også lige kunne få togene til at klare mere end 12 snefnug og at overholde køreplanen, så var alt perfekt. Næsten.

-Jacob

Sunday 20 December 2009

Nu’ det jul igen… snart!

christmas_tree Så nærmer vi os den søde tid igen. Som hvert år har jeg ikke fået fat i alle de gaver jeg gerne ville, trods ihærdige forsøg og mange travede kilometre. Men pyt, så længe det man giver modtages med glæde, så er det jo det vigtigste.

Det er skønt at give gaver. Jeg er også en af de få, der intet har imod at stå i kø i forretningerne. Jeg vælger dog oftest IKKE at få gaverne pakket ind. Det vil jeg hellere selv få gjort. Det sparer også tid i forretningen.

Forleden stod jeg i sådan en isenkræmmeragtig ting, og der var en dame der havde købe en masse forskellige nipsting. En syv-otte stykker tror jeg der var. De skulle pakkes ind. Hver for sig. Forskelligt papir. Jeg tænkte lidt for mig selv: Hun har købt otte ting for sammenlagt 350 kroner. De skal alle pakkes ind. Det tog den meget søde og tålmodige ekspedient ca. et kvarter at pakke det hele ind. Et eller andet sted virkede det lidt grotesk, men hey, det er juletid.

Men burde man ikke tænke lidt over ens medmennesker? Personligt var jeg som sagt fløjtende ligeglad. Jeg havde fundet det jeg skulle have og skulle bare betale. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke havde fået lov til at gå med det UDEN at betale. Men der stod andre i køen som tydeligvis ikke var helt så tålmodige som jeg. Og det er ikke alle, der lige forstår at holde deres frustrationer for sig selv.

Jeg var selv uhyre tilfreds med indsatsen i lørdags, til trods for jeg ikke har fået alt hvad jeg ville. Jeg fik nogle gode ting, som jeg glæder mig til at give.

Min jul bliver igen i år blot med min mor. Vi orker ikke hele den pukkelryggede med et hav af børn, eller rettere, det er sgu nok mest de interne stridigheder mellem mine fætre der gør vi ikke orker. Men det er også ligemeget. Vi får noget god mad, snakker og hygger. Spiller spil og pakker giver ud. Generelt bruger vi en mindre formue på gaver. Der ligner vi hinanden. Min mor sparer hele året, for så at fyre en masse af til jul. Som hun siger, det er den eneste tid på året, hvor hun føler hun kan bruge penge uden at tænke videre over det.

Jeg kan huske juleaftener med over 100 pakker. Det år var vi dog vist også min eks-kæreste, som først syntes det var helt åndssvagt med så mange pakker – hun var vant til et par gaver til hver – men hun endte med at blive som et lille barn også. Mange af gaverne har været mindre ting. Det er ikke dyre ting til 500 kr. altsammen. Et par strømper er også en gave. Det sjove ligger i at pakke ud og naturligvis pakke IND – helst således, at man IKKE kan gætte hvad der er i pakken.

Som barn tilbragte vi de fleste juleaftener hos min mormor på Samsø. Den var en fantastisk tid, hvor der naturligvis var sne HVER jul. Jeg husker det, som var det i går. Amar/Halshug! I år er der en lille bitte chance for hvid jul. Den kommer sikkert ikke, men det kunne sgu være sjovt, hvis den gjorde.

Men det handler ikke om sne. Eller gaver. Eller mad. Eller familien. Det handler om traditioner og værdier. Og husk, man har sine egne værdier og man skaber sine egne traditioner.

God jul.

-Jacob

Tuesday 24 November 2009

Triangle_poster Déjà vu: Betegnelsen for det fænomen at man mener at have oplevet den nuværende situation før. De fleste kender vist den forklaring. De fleste har nok også oplevet det før.

I 2006 udkom filmen Déjà vu med Denzel Washington. Her spillede fænomenet en stor rolle, idet Denzels karakter skulle forsøge at redde en kvinde ud fra de oplysninger han havde via sit déjà vu. Problemet med den film var, at her prøvede man at skrue en historie sammen, hvor man på videnskabelig vis kunne forklare og udnytte déjà vu. Jeg kan sagtens acceptere en film tager sig nogle friheder, men det var lige lidt for langt ude. Derfor faldt den noget til jorden.

Triangle bruger også déjà vu, men her er der ingen computer der kan regne det hele ud. Der er ikke noget flashy program der viser en masse tal, zoomer og fokuserer, som computere generelt gør i Hollywoodproduktioner.

Manuskriptforfatter og instruktør Christopher Smith har to andre thrillers/gysere bag sig. Den ganske morsomme Severance (med Danny Dyer, som jeg personligt synes er en herlig skuespiller) og den ikke så morsomme Creep, som dog havde den skønne Franka Potente i hovedrollen.

Begge var film der produktionsmæssigt var i den pæne ende, men Creep var skuffende rent historiemæssigt og Severance var en sjov gyser, men dog ikke sjov. Der manglede noget, for at de virkelig efterlod indtryk.

Med Triangle har Christopher Smith hævet indsatsen. Det skulle tage ham næsten to år at stykke manuskriptet sammen, og det er måske ikke helt så ringe, at han har haft alt den tid, for Triangle er faktisk ganske kompleks. På den gode måde.

Vi følger hovedpersonen Jess, spillet rigtig godt af Melissa George (30 Days of Night, Derailed, Turistas, etc.), som tager på en sejltur med en flok venner, hvoraf et par stykker måske mere er bekendte end venner.

Allerede fra starten virker hun træt og distraheret. Hun synes situationen er lidt forkert, men prøver at lade sig opmuntre af stemningen på båden, som bærer navnet Triangle.

Et par timer efter de har lettet anker, skuer de en storm i horisonten. Pludselig bliver alt helt vindstille, og det går hurtigt op for dem, at det er stilheden før stormen. De prøver at høre kystvagten om en vejrudsigt, men der er så meget knas på linien, at det må komme fra stormen, som viser sig at være en elektrisk storm. Mens de bruger radioen, hører de også et nødopkald fra en ret så hysterisk kvinde.

Stormen rammer båden hårdt. Den kæntrer og de ender overbord, men da stormen endelig har passeret dem, klatrer de op på den nu ødelagte båd. De har ikke ventet så længe, før en stor luksusliner dukker op. De signalerer til den og den sænker farten, hvilket giver dem mulighed for at stige ombord. Men ombord på båden er der tomt. En kæmpe luksusliner, der er helt tom?

Jess føler hun har set det hele før, at det ikke er første gang de er på båden, men det afviser de andre naturligvis. Men da Jess så finder et sæt nøgler, ændres situationen pludselig fra at være lidt besynderlig, til decideret mystisk.

Det er svært at afsløre meget mere, uden at afsløre den ret så underholdende handling. Jeg vil gå så langt som til at sige, at det er ligefør du ikke engang skal se traileren, før du ser filmen.

Triangle er en film der kræver opmærksomhed. Der er en del referencer til græsk mytologi og der er detaljer i billedet, der afslører mere end man skulle tro. Husk detaljerne og det vil belønne dig senere i filmen. Vi er ude i decideret “mind-fucking” her, men det er på en meget overbevisende og interessant måde, fordi Triangle ikke forsøger at komme med komiske forsøg på videnskabelige forklaringer. Smækfyldt med metaforer og “what the fuck”-episoder, en høj produktionsværdi, stof til eftertanke og et godt skuespil af hovedpersonen. Det beskriver ganske godt Triangle.

Hvad der også er interessant er, at filmen er en film der sagtens kan ses et par gange. Jeg tror jeg missede et par detaljer første gang, og måske de vil falde på plads efter et gensyn. Det er også den generelle konsensus på debatforummet på IMDb, hvor også filmens plothuller debatteres. Ja, der er sikkert plothuller. I enhver film, hvor man beskæftiger sig meget med tidslinier (og deraf følgende paradokser), så kan det være svært at være konsistent.

Triangle er på ingen måde perfekt. Men den formåede at holde mig godt fanget, har en interessant historie der virker frisk – uden at være nyskabende – og så gav den mig lyst til et 2. gennemsyn.

Velkommen i den høje ende af skalaen, Christopher.

Karakter: 8 ud af 10

-Jacob

Trailer:

Filmanmeldelse: Carriers

Carriers_poster Med al det virvar der er omkring svineinfluenzaen må man sige, at Carriers udkommer på det rigtige tidspunkt.

Som titlen svagt indikerer, handler filmen om “Carriers”, på dansk kaldet smittebærere. I filmen er sygdommen dog noget mere alvorlig og ender i de fleste tilfælde med døden.

Filmen lægger ud med at fire unge mennesker er på vej til stranden. De to brødre Danny og Brian samt Brians kæreste Bobby og Dannys veninde Kate. Det lyder alt sammen meget muntert, men sygdommen er i fuldt flor og turen er reelt en flugt fra alt og alle. I Dannys og Brians barndom var stranden et tilflugtssted, og det er med den overbevisning, at de fire har valgt denne destination.

Undervejs møder de bl.a. en far og hans datter. Datteren er smittet og det er kun af nød, at de ender med at rejse sammen med faren og datteren. Men intet er sikkert. Smittefaren er overalt. Og hvad hvis en af dem bliver smittet? Efterlader man så den syge for at redde de andre? Uden at afsløre for meget kan jeg nævne, at både venskaber og familiære bånd bliver sat på hårde prøver.

Ingen af hovedrolle indehaverne er ligefrem debutanter, hvilket da også afspejles i de udmærkede præstationer. Den hårde og kontante Brian spilles af Chris Pine, hvis sidste store rolle var James Tiberius Kirk i den nyeste Star Trek film. Der gjorde han det dog bedre end her.

Hans langt mere sympatiske lillebror spilles af Lou Taylor Pucci, som også har en del småroller bag sig. Hans skuespil er umiddelbart Chris’ overlegent, men det er nok også nemmere blot at spille et almindeligt, venligt og imødekommende menneske. At spille et usympatisk røvhul, tror jeg faktisk ikke er så nemt at gøre med overbevisning.

Piper Perabo har rollen som kæresten Bobby og hun er som hun plejer. Et kønt ansigt og en hæderlig præstation, der dog ikke hæver sig meget over middel.

Lidt bedre er Emily VanCamp i rollen som veninden Kate. Måske fordi hun viser mere følelser og sjæl, idet hendes rolle ikke blot er den som kæreste, men en mere kompleks karakter og et forhold til Danny, som ikke defineres helt klart.

Filmen som sådan er dog ikke specielt kompleks. Faktisk er der ikke meget gang i handlingen, det hele virker meget almindeligt. Naturligvis er det en realistisk fortolkning af situationen. Givetvis ville en sådan tur være rimelig kedelig, men da der ikke er så meget karakterudvikling og der også mangler lidt kant i filmen, ender Carriers med at blive en middelmådig affære. Produktionsværdien er over middel og brødrene Àlex og David Pastor, som står for både manuscript og instruktion, har som sådan leveret et hæderligt stykke håndværk. Nok til at åbne flere døre i fremtiden, men de skal arbejde lidt mere på at levere noget der sætter sig i enten hovedet eller hjertet.

Karakter: 6 ud af 10

-Jacob

Trailer:

Friday 9 October 2009

Efterår!

Der er vist ingen tvivl om at det er blevet efterår. Det er nu ikke derfor, at jeg ikke har skrevet så meget på det sidste. Der har bare været andet at lave. Men…

Optur:

  • Tur til London! Herlig stemning, god mad, fedt hotel, godt selskab.
  • Zombieland! Herlig film med humor, zombies og en skøn Bill Murray (kan den mand lave noget dårligt?)
  • Grid Runner Revolution! Jeff Minter kan bare noget med psykedeliske spil.
  • Little Traitor! Sjov, underfundig og rørende film om en jødisk drengs venskab med en britisk soldat i palæstina, i tiden før de blev uafhængige.
  • YouTube en milliard hits om dagen – hvem havde troet det for nogle år siden?
  • Den libanesiske restaurant vi var på i London – det var eddermame lækker mad og god service.
  • Og nu vi er ved service: Servicen i Harrod’s. Det er et eksklusivt sted, ja, men de forstår at servicere en.
  • Og apropos Harrod’s, så tak for smagsprøven af den svinedyre 35 års Whiskey. Mums. Havde jeg haft pengene…
  • Rap og klassisk musik: The Verve vs. Jay-Z “Brush your bitter sweet shoulders off”, Jedi Mind Tricks “On the Eve of War”, Immortal Technique “Dance with the Devil” etc. Fanme cool.
  • C64 remix: Mordi “The Alibi”. Troede ikke det tidligere remix kunne overgås, men jo.
  • Renoise V2.x – Det er jo en sand åbenbaring for en gammel flittig bruger af Sound/Pro/Fasttracker!
  • Mine nye, fede Puma sko :-)
  • Total Commander V7.50a – det bliver bare bedre og bedre.
  • …hvilket også gælder Miranda.
  • Brütal Legend er lige på trapperne!

Nedtur:

  • 9 – Den film så flot og interessant ud, men hvor var den bare klichéfyldt og forudsigelig. Og ikke engang på den gode måde. Suk.
  • Whiteout – Thriller der foregår på antarktis. Præmisset var genialt, men udførsel skuffede altså en del. Jaja, Kate Beckinsale er hot, men sgu ikke så hot.
  • At nyere PSP spil kræver firmware 5.55 eller højere. Dark Alex, giv os nu en ny custom firmware… please :-)
  • At mange demoer (rigtige demoer, ikke spildemoer) ikke virker under 64bit Windows. ØV!
  • Fandt ikke nok spændende ting at købe i London.
  • Demonoid, kom nu op igen! Også selv om min konto sikkert er gået tabt i back-up’en.
  • Uncharted 2 udsat.
  • Glemte ENDNU en halvdyr paraply i toget. For HULAN da.

-Jacob

Monday 31 August 2009

Filmanmeldelse: The Final Destination

finaldestposter Den korte version: “Forhåbentlig (forudsat titlen er et spørgsmål)”

Den længere version:

Har du set Final Destination 1, 2 eller 3, har du også set denne. Det er simpelthen mere af samme skuffe.

Ungt menneske forudser ulykke og redder en stribe folk fra den. Men døden vil have sine ofre, og derfor dør de alligevel, i den rækkefølge de ville have mistet livet i den første ulykke. Det unge menneske ser glimt af de forskellige folks døde, og prøver at redde dem, for på den måde at snyde døden og “bryde kæden”. Lyder det en smule bekendt?

Denne gang er resultatet dog svagere end nogensinde. Ja, der er som sædvanligt nogle okay dødsscener (ud fra tekniske synspunkter omkring specialeffects), men handlingen og humoren er helt klart tonet ned. Og det klæder ikke filmen.

Fra plakatens fantastiske tagline “Rest in pieces” (de hiver de nye vittigheder frem) til det plastikagtige skuespil fra især de kvindelige roller i filmen, må man sige at TFD sætter nye standarder for serien. Bare synd de er lavere end de gamle.

finaldestescalator“Forstår du nu hvorfor jeg hader shoppingcentre?” 

Og hey, hvor er døden? Man plejer at se døden manifesteret på forskellig vis, typisk som en sort substans. Men ikke denne gang. Dødssekvenserne er jævnt kedelige (favoritten må være den på rulletrappen), slutningen bruger en effekt der allerede var med i intro-sekvensen og hele filmen virker uden videre historie eller sammenhæng i øvrigt.

Det eneste deciderede plus ved filmen er produktionsværdien. Alt er nydeligt lavet og som sagt er effekterne helt okay. Selv har jeg kun set den almindelige 2D udgave af filmen, og det siger sig selv, at 3D udgaven givetvis er “flottere”. Men det redder ikke filmen fra at være noget miskmask.

Karakter: 5 ud af 10.

-Jacob

Trailer:

Friday 21 August 2009

Filmanmeldelse: Mænd som hader kvinder

Ok, det her bliver ikke nogen lang anmeldelse. Jeg havde hørt utallige (kvinder) sige denne film var en fantastisk filmatisering, af en ligeså fantastisk bog. Anmeldelserne i medierne var også særdeles rosende. Alligevel fik jeg aldrig filmen at se i biografen.

Jeg havde ellers set trailers for den, og den så da glimrende ud. Umiddelbart syntes jeg bare den mindede lidt om en såkaldt tv-krimi. Dem leverer sverige jo en del af. Det behøver dog ikke betyde noget dårligt. Og nu er filmen ude på DVD, så det var oplagt at få set den.

Faktisk var den slet ikke så dårlig. Den var helt okay skruet sammen, uden at indeholde de helt store overraskelser. Jeg har ikke læst bøgerne og ej heller fået handlingen refereret fra anden side, så det var med åbent sind jeg så den.

En glimrende krimi, der må siges at være gedignt håndværk. Men jeg vil dog også mene, at slutningen var lidt forudsigelig. Måske fordi jeg har set tusindvis af film før, så jeg havde en idé om hvordan den ville ende. Naturligvis ikke indenfor de første 30 minutter, men efterhånden som den skred frem, faldt mine brikker på plads noget før filmens.

Alligevel var jeg underholdt. Og skal da også se de andre filmatiseringer fra samme mand.

Karakter: 7 ud af 10

-Jacob

Monday 17 August 2009

Filmanmeldelse: Disctrict 9

district9cover Peter Jackson slog vist nok sit navn nogenlunde fast, da han instruerede de tre Ringenes Herre film. Inden dem, var han mere en kultinstruktør af underholdende, men lettere simple splatterfilm. Hans genindspilning af King Kong kan diskuteres, den kommer sikkert aldrig til at erstatte originalen. Men direkte dårlig var den nu ikke.

I 2005 lavede Spyfilms kortfilmen Alive in Joburg, som blev instrueret af Neill Blomkamp. Den var mildest talt opsigtsvækkende for en lavbudgetskortfilm. Nok til at Peter Jackson så potentiale i den og tog Neill Blomkamp under sine vinger. district9mothership Kort fortalt handlede kortfilmen om at rumvæsener strander på jorden, da deres moderskibe nødlander på jorden, nær Johannesburg i sydafrika. Det vil sige, det lander ikke, men svæver over byen i 3 måneder, før mennesker ender med at skære en åbning i rumskibet og undersøger det indvendig. Der finder de en stor gruppe af rumvæsner, som alle sulter og er syge. Der er ingen ledere, og det tyder på, at der kun er “arbejdere” tilbage. Rumvæsnerne er ikke som sådan fjendtlige og de bliver placeret i distrikt 9, deraf navnet på spillefilmen. Men som så ofte, viser mennesker deres racistiske tendenser og de fremmede – rumvæsnerne – bliver set skævt til.

Det er ca. her, at spillefilmen tager sit udgangspunkt. Vi er i år 2010. Det er 28 år siden at rumvæsnerne landede. Grundet deres udseende kaldes de for “prawns” (engelsk for rejer). Det afsløres aldrig hvad de kalder sig selv. district9wikusDistrikt 9 er blevet til et slumkvarter, hvor en gruppe nigerianere, ledet af den lamme krigsherre Mumbo, har indledt en omfattende sortbørshandel med “rejerne”. De har en forkærlighed for kattemad på dåse, som de så kan købe for en ublu pris. Mumbo står desuden for prostituion arterne imellem.

Efterhånden er der så mange problemer med distrikt 9, at der er blevet etableret en gruppe ved navn MNU (Multi-National United), som umiddelbart foregiver at kere sig om de fremmedes velfærd, ved at tilbyde dem at blive rykket til distrikt 10, som ligger flere hundrede kilometer fra Johannesburg. I virkeligheden er de interesseret i de fremmedes våben, men disse er integreret med de fremmedes biologi, og er således ubrugelige for mennesker.district9wikusrampageVi følger MNU repræsentanten Wikus van der Merwe, som er en af dem der har til opgave at lege stævningsmand, der går rundt og fortæller de fremmede, at de skal flytte. Under en inspektion af en rumvæsnet Christopher Johnsons (ved ikke lige hvorfor han har fået så menneskeligt et navn) hytte, falder Wikus over en beholder, som han mener er mistænkelig. Den får stor indflydelse på hans liv.

Jeg vil ikke afsløre meget mere af handlingen, for filmen er alt for spændende til det. Den første halvdel er filmet som en slags dokumentar, komplet med håndholdte optagelser med rystende og til tider sløret billede. Men det er nu ikke så ringe endda. Det fungerer godt og det faktum at der slet ikke er nogle “store” hollywoodnavne med i filmen, giver den et skud autencitet. Stort set alle skuespillerne spiller troværdigt.

Rumvæsnerne er computerskabte, og de er fabelagtigt lavet. Der er andre computerskabet effekter, men de er på ingen måde noget der føles “klistret på”. Det hele er fortrinligt integreret.

Den anden halvdel af film er langt mere actionfyldt. Den er faktisk ret nervepirrende, mest fordi man flere gange tror at det ender galt (og det ender ikke altid udpræget godt, kan jeg afsløre), for så at tage en drejning. Ja, der er scener der er science-fiction (dog!) men hvor er det hele dog lavet troværdigt.

district9wikus2 Filmens ca. 100 minutter byder ikke på megen karakterudvikling. Wikus oplever vi naturligvis lidt til. Men hans udvikling sker mere på grund af de ting han oplever, nemlig at han pludselig får en meget bedre forståelse for de fremmedes tankegang. Vi lærer ikke særlig meget om rumvæsnerne, blot at de fleste af dem vist er tanketomme og smådyriske. Bortset fra Christopher Johnson og hans lille søn (eller hvad køn de nu er), som er overraskende indsigtsfulde og følsomme.

Der er som sådan ingen helt i filmen. Wikus er ganske vist hovedpersonen, men han svinger fra at være et glat røvhul til en sympatisk person. Men han er først og fremmest et menneske, med menneskelige egenskaber. På godt og ondt.

Historien er muligvis lidt klichéfyldt og jeg vil ikke kalde filmen perfekt. Men den sætter tanker i gang og den var særdeles interessant. Det er få film der er decideret interessante, men det var Disctrict 9.

Filmen er smækfyldt med detaljer, og som om meget virker tilfældigt, er det uden tvivl meget nøje planlangt. Det er næsten magi, som Neill Blomkamp har skabt her. I hvert fald er det en af de mest interessant science-fiction film jeg længe har set, og helt sikkert en der får en plads blandt andre store science-fiction titler. Det fortjener det. Her er drama, spænding, action, fede gadgets, fantastisk effekter og så er filmen drøn realistisk, hvilket dog også gør den mildest talt ret blodig ind i mellem. Ikke en film for børn. Der er flere steder jeg sad med en “wow!” fornemmelse.

Jeg plejer at sige, at hvis en film har givet mig lyst til at se den igen, lige efter jeg har set den, så har den været noget specielt. Det er ikke mange film der giver mig den lyst, men District 9 er en af dem. Filmfanatikere bør holde øje med navnet Neill Blomkamp.

Karakter: 9 ud af 10

-Jacob

Trailer for filmen:

Friday 31 July 2009

Særbehandling?

Bossen skriver til kollega: “Du har skrevet du kom XX:XX, men du kom først XX:XX (senere). Gider du lige rette det til?”

Kollega retter det til, let muggen.

Bossen skriver til undertegnede: “Hej, du skriver XX:xx som mødetid, men vi har altså bestemt at XX:YY er mødetiden.”

Undertegnede svarer: “Jeg skriver hvornår jeg kommer og hvornår jeg går. Det er sådan set hvad jeg lægger i ordet tidsregistrering”.

Bossen svarer: “Okay :-)”

Boss og kollega er kvinder. Får man mon særbehandling som (eneste) mand på kontoret…

-Jacob

Tuesday 28 July 2009

Tid til fornyelse

Efter at min gamle Pentium 4 3GHz har tjent mig vel i ca. 6 år, bestemte jeg mig for, at nu skulle det være. En ny computer. Normalt er jeg rimelig impulsiv, men da dette er en ting jeg trods alt skulle bruge pænt meget i forhåbentlig en del år, så havde jeg undersøgt markedet, højt som lavt.

Jeg havde været igennem en del overvejelser om hvad jeg ville have. Først ville jeg blot have en der var lille og støjfri. Men så prøvede jeg dem, og enten var de svimlende dyre og hurtige, eller også var de billige og langsommere end den jeg allerede havde. Og det gad jeg altså ikke. Det er ikke sjovt at skulle vænne sig til noget der er langsommere. Skulle jeg investere, ville jeg kunne mærke noget forbedring.

Mit budget blev opskaleret og nedskåret flere gange. Til sidst bestemte jeg mig for, at jeg ville altså have noget der var hurtigt, ikke for stort og rimelig støjfrit. Man kunne naturligvis bare gå efter den hurtigste processor på markedet, men det er altid et dårligt køb. I stedet gik jeg den fornuftige vej og valgte den 3. hurtigste – som var væsentlig billigere. Jeg fandt en forhandler der havde fornuftige konfigurationer – som kunne ændres efter behov – og  efter at have konsulteret med andre der havde købt derfra, skulle der bare lige gå et par uger med overvejelse. Til sidst slog jeg til, og bestilte. Den er så lige kommet idag, og jeg skal – forhåbentlig – i gang med at installere den her til aften.

Den er langt hurtigere end den jeg har, og alligevel er den billigere end det jeg gav for den gamle. Det er det fede ved teknologi. Men ja, om et par måneder er der kommet noget meget bedre, men det tager jeg ikke så tungt.

Til de interesserede kan jeg sige, at det blev en Core i7 920 CPU. Regner med at smide Windows 7 på, men nu må vi se.

Rapport følger!

-Jacob

Monday 27 July 2009

Indkøbt for andre

HP CQ61-100 I fredags bestemte min mor sig for, at nu skulle hun have en bærbar. Hun har vænnet sig til sine spil og til at have internettet tilgængeligt, så det var ind i mellem lidt trist at være i sommerhuset uden. En bærbar giver hende den mulighed. I hvert fald når hun låner mit mobile internet med.

Nå, men efter arbejde var det så på vej ud til Computer City. Et par minutter med S-tog og jeg var på sydhavn station. Inden da havde jeg udset mig modellen, og derfor fandt jeg den hurtigt blandt de udstillede maskiner. Heldigvis var der endda nogle spil installeret, så jeg fik hurtigt testet at den snildt kunne køre de spil hun skulle spille og generelt var pænt og fornuftig.

Jeg skulle heldigvis ikke vente så længe på en ekspedient, som heldigvis ikke prøvede at prakke mig alt muligt på. Dog fandt jeg selv en fiks lille trådløs lasermus fra Logitech (i en feminin rød farve), som jeg tillod mig at putte med i pakken med den bærbare. Den – og den bærbare – blev hun heldigvis meget glad for, så det var jo en fornøjelse at kunne levere den.

Det værste ved turen var næsten den unge kvinde, der var overbevist om, at hun skulle i hvert fald have en sygeligt overdimensioneret bærbar, på trods af, at den ellers ganske kyndige ekspedient prøvede at overbevise hende om, at hun kunne sagtens nøjes med en mindre og billigere.

Selv hendes veninde sagde, at det lød fornuftigt det han sagde og jeg var selv ved at bryde ind… men tænkte så, at hende om det. Hvis hun vil ofre 11.000 på noget hun kunne have gjort på en computer til 5.000, så fred være med det. Hun ville sikkert bare bruge den som blikfang anyway.

-Jacob

Thursday 23 July 2009

DVD-Box anmeldelse: Life on Land

David Attenborough er den direkte årsag til at tusinder har siddet klinet til skærmen. Det er i sig selv ikke nogen stor præstation. Det imponerende er, at det har været dokumentarudsendelser.

Sammen med BBC har han været bagmanden bag utallige smukke, interessante og meget medrivende udsendelser om naturen på vor jord.

Det er ikke ufortjent, at han er blevet adlet i England, og når man ser ham i dag, er det ganske vist tydeligt, at han er en gammel mand, men hans stolthed er helt intakt. Han fremstår som person akkurat som for 25 år siden.

Den fine titel til trods, har han altid formået at fremstå entusiatisk og engageret i samtlige udsendelser. Men han er altid jordnær og ligefrem. Selv om hans sprog er meget korrekt og nærmest et skoleeksempel på engelsk, er han altid dus med seeren.

Efterhånden er det blevet til rigtig mange dokumentarudsendelser, og til jul fik jeg et DVD box-sæt med nogle af de bedste. Sættet hedder “Life on Land” og er en nyde æske med hele 15 DVDer og en bog med alle de engelske og latinske navne på de dyr sættet omhandler. Så kan man slå et dyr op og se på hviken DVD, hvilket afsnit og hvilket kapital sekvensen om netop det dyr er. Smart nok.

Sættet indeholder bl.a. “The Private Life of Plants, The Life of Birds, Life of Mammals, Life of Insects, Life in Cold Blood, etc. og fælles for alle er, at det er billeder i høj kvalitet og altid interessant og medrivende.

Jeg valgte at se hele box-sættet fra ende til anden.

Når man som jeg elsker dokumentarudsendelser, er det en stor fornøjelse at sluge hvert sekund af dokumentar i den her kvalitet. I flere uger var Attenborough min faste godnathistoriefortæller. Jeg sagde et afsnit af serien på og lagde mig på sofaen. Det var aflsappende som bare pokker. Smukke billeder og interessante emner. Manden er og bliver genial.

Vi snakker over 36 timers dokumentar, og ikke et eneste sekund kedede jeg mig. Det var helt trist, da sidste afsnit var slut!

Boxsættet er desværre kun med engelske undertekster, hvilket dog ikke gjorde noget, da mit engelske er helt fint. Om det overhovedet udgives med danske undertekster, det skal jeg ikke kunne afgøre, men hvis du kan læse og forstå engelsk – og kan lide dokumentar om naturen – så er det her noget af det ultimative der findes.

Prisen er i den pæne ene og nærmer sig de 1.000 kroner, men helt ærligt – for 36 timer? Det er 27 kroner i timen, eller ca. en 50er per 2 timer, en tid der ca. svarer til en spillefilmslængde. Jeg tror de fleste gerne ofrer en 50er på en god film, så det her er ikke dyrere.

Attenborough lever heldigvis endnu. I de senere år er han ganske vist begyndt at se lidt gammel ud. Men ånden er frisk som altid. Det er imponerende, ligesom dette boxsæt også er det.

Verden mister et stort menneske, den dag han dør.

Karakter: 9 ud af 10

-Jacob

Monday 20 July 2009

En god start på ugen

Mandag, den forkætrede start på ugen, hvor energiniveauet ikke ligefrem er helt i top – selv om det måske burde være det.

Sådan en dag skal der ske noget specielt. Jeg bestemte mig for at byde min kære afdelingsleder velkommen tilbage fra ferie, på min helt egen måde: En practical joke. Min oprindelige plan fejlede dog, da den krævede hendes fravær i lidt tid, men hun sad ved sin skærm det meste af dagen. Nuvel, andre metoder måtte tages i brug.

En anden kollega returnerede efter frokost med en papirspose, som hun venligst donerede til det gode formål. Med lidt luft i den pose og mig på listefødder, var scenen sat.

Resultatet udeblev ikke. Jeg fik listet mig ind på hende bagfra og knaldede posen en med et pragtfuldt kæmpebrag. Hun skreg og hoppede en halv meter i vejret, og hun var ikke engang den eneste, næh indtil flere af mine kolleger havde nær skidt en gris. Pragtfuldt!

Jeg gik også lidt i gang med at sætte en anden kollega ind i mit arbejdsområde, så der er nogen der kan kigge lidt på det når jeg har ferie. Samtidig havde jeg en samtale i gang over messenger, hvor en veninde forhørte sig med hensyn til hvad mænd mente når de gjorde sådan og sagde sådan. Om jeg udleverede mit eget køn lidt meget, ved jeg egentlig ikke. Men det ville jo også være lidt forkert at lyve over for en ven.

Men er det ikke den evige historie? Mand og kvinde mødes, der opstår noget kemi og eventuelt en fusion (hvilket får mig til at tænke op, om en voldtægt kan kaldes en fission). I virkelighedens verden sker der dog oftest det, at efter en eventuel fusion spaltes emnerne og kan ej fusioneres igen. Mest fordi den ene part ikke er interesseret. Eller måske bare ikke SÅ interesseret. I dagens tilfælde var HUN interesseret i mere, men han udviste ikke den helt store interesse. Jeg mener, han havde afslået et tillbud om en kop kaffe med undskyldningen “Jeg har så travlt”? Det var en tynd undskyldning, på niveau med de drinks der serveres på diverse in-steder i det indre København.

Til sidst på dagen endte han så med at sms’e hende og endte så med at invitere hende. Jeg foreslog hun inviterede ham hjem till sig, hvor hendes søn også var. Hvis han var villig til at se hende og kun tage en snak på venneplan, så havde han udvise en anelse mere seriøs interesse. Hvad det så bliver til, aner jeg ikke – endnu.

-Jacob

Sunday 19 July 2009

Filmanmeldelse: The Soloist

soloist_cover Dagens emne har sit udspring i den aldeles udmærkede film The Soloist jeg så i går. Robert Downey Jr. spiller en journalist Steve, der opdager den hjemløse Nathaniel på gaden, da han hører ham spille på en to-strenget violin. Nathaniel er meget sky og genert, men Lopez fatter interesse for ham og undersøger hans baggrund.

Det viser sig, at Nathaniel er en meget dygtig musiker, hvor et eller andet på et tidspunkt har slået klik. Vi snakker et tidligere vidunderbarn, hvor strengene desværre er sprunget under udførelsen, for nu at bruge en passende metafor.

Steve prøver at hjælpe Nathaniel, hvilket bestemt ikke er nogen let opgave, for Nathaniel er en mand med mange indre dæmoner og komplekse mentale problemer. Han er tæt på at være det man med et fint ord ville kalde en savant.

soloist_steve_and_nathaniel2Nathaniel spilles af Jamie Foxx og i guder, hvor er han dog langt fra sin karakter i The Jamie Foxx show. Heldigvis! Han har med bl.a. Ali, Collateral og i sandhed Ray vist, at han er en meget talentfuld skuespiller, også når det gælder seriøst roller.

Hvad der er mere interessant ved filmen er også, at den er baseret på virkelige hændelser. Nathaniel og Steve findes i virkeligheden og plottet i filmen ligger meget tæt på hvad der rent faktisk er sket.  soloist_real_nathanielEn sjov historie er, at på trods af han var inviteret til at overvære filmoptagelserne, valgte den rigtige Nathaniel at stå på gaden overfor biografen og “save” på hans cello. “Jeg har gang i noget her. Jeg tror jeg bliver her og spiller videre lidt endnu” var hans svar.

Journalisten Steve Lopez stod og kiggede over på Nathaniel og sagde til produceren Gary Foster: “Ved du hvad Gary, vi valgte det rigtige navn til filmen. Derovre er han. Soloisten.”

The Soloist er en stærk og på mange måder medrivende og smuk film, især hvis man forstår at nyde menneskets diversitet og klassisk musik. Alligevel mangler den lige det sidste der skulle til, for at gøre den rigtig smuk. Det er for mig som om, at vi aldrig helt får Nathaniels fulde potentiale at se (høre), hvilket på en måde får ham til at virke fjernere som person. Havde vi hørt mere til hans dybfølte cellospil, ville jeg nok have fået et mere nuanceret billede af ham.soloist_steve_and_nathaniel3 Det – og kun det – er grunden til at jeg ikke giver filmen en højere karakter. Men det er stadig en meget, meget seværdig film. Og Jamie Foxx er ved at opnå en meget høj status i min bog. Scenerne fra byens “Skid Row” (er den direkte oversættelse mon “skidenrenden”?) er intet mindre end fantastiske og de musikalske indslag filmen har – bl.a. et forsøg på visualisering af musikken – er betagende.

Karakter: 7 ud af 10.

-Jacob

Trailer for filmen:

Friday 17 July 2009

Solbriller er løgn!

Først må jeg heller indrømme, at jeg også har været en af dem, der har haft ofret en mindre formue på smarte modesolbriller i et eller andet kendt og dyrt mærke. Det regner jeg ikke med at gøre igen. Hvorfor? Jo, ser du..

Jeg sad så sent som i morges over for to unge piger, som begge havde de ih-åh-så moderne kæmpesolbriller på. Ved ikke hvorfor de er moderne igen. De har aldrig nogensinde været specielt kønne. Min eks-kæreste var også vild efter et par. Måske har hun et par nu. Hun fik det sgu ikke da hun delte økonomi med mig.

Nå, men for længe siden – 6 år faktisk – var jeg et smut i Kosovo med militæret. Dengang havde jeg fine, smarte Oakley-solbriller med. Genialt par (som jeg desværre senere kom til at ødelægge). Jeg brugte dem en del dernede, indtil jeg fandt ud af, hvorfor solbriller med spejlrefleks var forbudt.

De lokale anså øjnene for en persons spejl udaf til. I øjnene kunne man se om folk talte sandt, om de var reelle, ærlige, varme, kyniske, svindlere, ligeglade eller meget mere. Og ved I hvad? Det er ikke helt ved siden af.

I dag har jeg ikke gået med solbriller i årevis og det kan irritere mig at snakke med folk der har dem på.

TAG DEM AF NÅR DU SNAKKER TIL MIG!

Jeg vil kunne se folk i øjnene. Dermed ikke sagt man skal stirre hinanden i øjnene konstant, men det giver altså en hel anden samtale. Især når det er en fremmed. Hvis en gammel kammerat taler til mig med solbriller, kan jeg godt acceptere det. Dem kender jeg i forvejen, så der kan jeg snildt bedømme dem. Men jer hundehoveder jeg ikke kender, udvis dog lidt høflighed.

Der kan så være dem, som ikke kan lide at se andre i øjnene. Det er fair nok at være genert, men så kig da væk. Du kan se mig i øjnene, hvis du så skjuler dine øjne, er du respektløs.

Det kan da ikke være så svært, vel?

-Jacob

Thursday 16 July 2009

Vintertøj i 30 grader

Alright, jeg skal ikke påstå jeg er noget modeikon. Det er ikke mig der sætter den dagsorden. Jeg tror nok jeg går nogenlunde pænt klædt, uden at det bliver for meget. Og lad mig med det samme slå fast: Hurra for diversiteten i Danmark.

Min finske veninde Lotta fortalte for nylig om hvordan tøjstilen i Finland er en del mere tradition og/eller konservation. Hun kunne godt lide Danmark for vores attitude med tøj, at man kunne gå i hvad man nu har lyst til. Og bevares, det skal man da også kunne.

Som ansat et sted i København, oplever man naturligvis et hav af mennesker på rejsen dertil – hver dag. Men alligevel ser man ind i mellem ting, hvor man tager sig til hovedet.

Vejret er drønvarmt. Tæt på 30 grader. Solen bager og jeg går rundt i t-shirt og knæbukser. Er ved at gå til af varme. Så ser man en flok unge, hvor moden jo så kækt foreskriver partisantørklæder. Ja, de var skide smarte – i 70erne. Gik man med dem om sommeren dengang? Det aner jeg faktisk ikke, det er jeg en tand for ung til. Men uanset hvad, så er det da fuldstændig bims at gå med dem i 30 grader og høj solskin.

Godt nok siges det, at man skal lide for skønheden, men behøver man dehydreres eller dø af hedeslag? De unge har åbenbart valgt.

-Jacob

Tuesday 16 June 2009

Lynanmeldelse: Aqua – Greatest Hits

Okay, dette bliver ikke nogen stor anmeldelse. Det er mest på grund af det nye hit “Back To The 80s” at jeg laver denne anmeldelse.

For termen “hit” er vist ganske slående. Mere end 500 gange blev sangen spillet i dansk radio den første uge. Det værste er, at det var SÅ indlysende at lave et “80er hit”. Altså en sang der berettede om 80erne, et årti som de fleste enten elsker eller elsker at hade. Og her har Søren og Claus fra Aqua så ramt plet igen med denne sang, som indleder deres Greatest Hits album.

Teksten er lige i skuret. Med rim som “The coolest thing in store was a Commodore Sixty-Four” leverer Lene og Rene via den overproducerede melodi en pop melodi i verdensklasse. Det kan vi ligeså godt indrømme allesammen. Det her er ærketypisk pop og det er den kendte Aqua-sound som hittede.

Men denne gang er Rene Dif dog en anelse mere afdæmpet, som en kammerat sagde, “jamen han synger jo faktisk, frem for at brumme som i gamle dage!”

Albummet byder dog på hele tre nye sange, og udover megahittet har vi så “My Mamma Said” og “Live Fast Die Young”. Lad det med det samme være sagt: Ingen af dem lever op til “Back To The 80s”.

“My Mamma Said” er et mere dystert og laidback track, som ærlig talt lyder lidt for kedeligt og, selv om det har et par acceptable hooks. Vokalen er stadig for svag og det lyder som om det ikke er helt færdigt. Lidt råt. Måske er det meningen, men det lyder bare ikke godt i mine ører.

Der er lidt mere liv i “Live Fast Die Young”. Men hvad hjælper mere liv, når melodien simpelthen ikke fænger. Hvor er det fængende omkvæd? Hooks der går lige i øret og som man går og nynner? Aldeles ikke til stede her!

Resten af albummet er blot deres hits, og en gennemlytning vækker jo minder om en god tid i sen-90erne. Og hvem husker ikke lanceringen af deres andet album? Jeg husker stadig at gutterne og jeg sad og ventede ærkespændt på at downloade det – en uge før albummet var ude! Og første gang man hørte “Cartoon Heroes” var der vist ingen tvivl. Hitsmedene havde gjort det igen.

Alle de gode er her: “Barbie Girl”, “Around the World”, “Dr. Jones”, “Turn back time”, “Roses are red” etc. Så hvis du af en eller anden grund ikke har disse dance-pop-klassikere i samlingen, så er her muligheden. Har du dem allerede, så kan jeg godt anbefale at erhverve “Back To The 80s”, men ikke de andre nye tracks.

Men dejligt at høre drengene stadig har det i sig.

-Jacob

Den officielle musikvideo

Wednesday 10 June 2009

En engel

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg i den senere tid har haft abnormt store arbejdsmængder på jobbet. Pga. jeg midlertid har lavet både mit eget og halvdelen af en andens arbejde, så har jeg simpelthen ikke kunne nå det hele og det har hobet sig op. Vi snakker meter-bunker af sager.

Personligt var og er jeg lidt ligeglad, jeg laver bare tingene som de kommer. Det må være op til ledelsen at tage ansvar for, at der ikke er ressourcer nok til arbejdsmængden.

Men jeg ville dog lyve, hvis det ikke irriterede mig lidt, at der ikke rigtig kom nogen bund i det. Så reddede en engel mig.

Den ene af vores stud.jur. kom og spurgte om ikke hun kunne hjælpe, hvis blot jeg gad at vise hende, hvordan man lavede de mere enkle ting, for så kunne hun tage dem.

Eftersom hun bestemt ikke er dum, så var jeg hurtig til at takke ja. Indrømmet, jeg har brugt nogle timer på at lære hende op, men det er jo som med så meget andet: For at “tjene”  noget, må man investere noget. Jeg investerede nogle timer i hende og hun har taget pænt meget af mine bunker. Der er stadig en 3-4 dage til jeg vil nærme mig enden, men det går den rigtige vej og i meget hurtigere tempo. Så… TAK, Ditte!

Det blev heller ikke bedre, da jeg pludselig måtte springe i en arrestantsag, hvor anklageren gik totalt mod normerne, hvilket hverken behagede forsvarer eller dommeren. Ak ja, de unge anklagere.

I dag skal jeg så forbi optikeren og have undersøgt om de linser jeg har prøvet er okay. Selv er jeg ikke helt sikker på det, men det er så også det første par jeg har prøvet.

-Jacob

Sunday 7 June 2009

Mig og kontaktlinser

kontaktlinse I torsdags fik jeg så en prøvepakke med kontaktlinser. “Hvorfor det?”, spørger du måske, for hvis du kender mig, ved du at jeg har briller, som jeg stort set aldrig går med.

Well… netop derfor! Jeg går slet, slet ikke nok med dem. Måske fordi de irriterer mig en anelse på læseafstand. Og jeg ser det meste af verden på den måde, altså qua mit arbejde og fritid, hvor jeg arbejder med dokumenter og en skærm, og derfor læser en del. Når jeg så har brillerne på og de irriterer, har jeg det med at smide dem hurtigt.

Her vil den smarte måske sige, at det er enten blot min forfængelighed der byder mig at tage dem af, eller også skal jeg bare beholde dem på og vænne mig til dem.

Det er bestemt ikke forfængeligheden der gør, at jeg tager dem af. Tværtimod, for alle siger at de klæder mig. Reelt set burde jeg have dem på altid. Og at vænne mig til dem, tja, det er åbenbart heller ikke så nemt, for nu har jeg haft dem i 4 år, uden at gå særlig meget med dem.

Problemet med mine øjne er, at det venstre er nærsynet og det højre langsynet. Ingen af dem i speciel høj grad, men samlet set er der stor forskel. Og det giver lidt problemer med især linser.

Bortset fra småproblemer med at tage dem på – har ellers prøvet linser med motiv før – som tæller at jeg ikke var klar over, hvordan man ser om de vender rigtigt (tak til Lotta for det tip) og hvordan man får “luftbobler” væk, ja så er jeg ikke helt sikker på de er helt korrekte til mig.

Når de rent faktisk sidder rigtigt og mit hjerne fatter at indstille sig efter dem, er mit syn klart bedre på det venstre øje, men skal jeg være helt ærlig, så synes jeg ikke rigtig de gør en dyt for mit højre. Det er som om, at det overhovedet ikke bliver bedre. Derudover, synes jeg også de generer mig en anelse – især på højre øje. Så meget syntes jeg aldrig mine motivlinser generede, og dem havde jeg da i relativ lang tid (omend jeg kun havde dem på en aften eller lignende af gangen).

Meget af tiden synes jeg også mit syn har det med at blive lidt sløret, men det kan måske skyldes mine øjne generelt. Måske har jeg bare ikke lagt mærke til det før, da mit syn generelt kun lige akkurat er så godt, at jeg kan føre bil uden briller.

Oh well, i det mindste er linserne gratis i prøveperioden.

-Jacob

Friday 5 June 2009

Projekt “Home”

Fra den fænomenale franske fotograf Yann Arthus-Bertrand (bag fotoserien “Jorden set fra himlen”) kommer nu filmen “Home”.

Home beskrives som en hymne til vores planet jorden. Gennem billeder fra 54 landet, alle filmet fra luften, tager Yann Arthus-Bertrand os på en unique rejse omkring planeten, for at gennemgå og forstå det økologiske system jorden er.

Men Home er mere end blot en dokumentar med et budskab. Det er også en mageløs smuk film, rent billedmæssigt.

Selv om Home prædker en del over menneskets overforbrug og udnyttelse af jordens ressourcer, så er det ikke bare new-age fis og propaganda. Det er for det meste bare de faktiske data.

Amerika får en del flak med på vejen, og det er da også et af de lande, som spilder mest energi. Men alt dette er subjektivt.

Se filmen og bedøm selv. Bare du ser den.

-Jacob

Trailer:

Wednesday 3 June 2009

up_poster Ingen er ufejlbarlige. Sådan er livet bare. Før eller siden vil selv et firma som Pixar bryde bølgen af fantastiske film. Og når det sker, vil vi sikkert mærke et stik af skuffelse, men samtidig også tænke “nåja, det måtte jo ske”. Lidt af magien vil være forsvundet, men vi vil stadig have Toy Story, Monsters Inc., The Incredibles etc.

De seneste film fra Pixar har behandlet større emner og i højere grad mere voksne emner, som f.eks. Wall-E var et tydeligt eksempel på. Udover det miljømæssige og etiske budskab i Wall-E, kom vi også omkring emnet betingelsesløs kærlighed. Hvordan Pixar fik pakket det ind i en intet mindre end banebrydende fantastisk indpakning, det kan jeg stadig forbløffes over, når jeg genser Wall-E.

Da jeg så traileren til Up, fik jeg en fornemmelse af Deja-Vu. Det var som at se traileren til Wall-E. Jeg tænkte “Aah… det kan sgu da ikke komme til at fungere”. Men Wall-E havde den force, at karakteren Wall-E var øjeblikkelig charmerende og soundtracket fra “Brazil” gjorde mig i godt humør. Traileren til Up viste en gammel gnaven mand, der fik sit hus til at flyve med en masse balloner. Gab. Den så da ganske spøjs ud, men heller ikke mere. Så det var ikke med de helt store forventninger, at jeg satte mig ned og så Up.

Som med meget andet her i livet, havde jeg glemt, at der er en historie bag alting. Og når man lærer historien bag den gamle mands handlinger, er indtrykket et helt andet.

Filmen handler om Carl, en 78-årig tidligere ballonsælger, som bor alene i et gammelt hus, fyldt med minder. Minderne er om hans og hans afdøde kone Ellies liv sammen.

Carl og Ellie mødte hinanden som børn. Begge var dybt fascineret af den store eventyrer Charles Muntz, men derudover var de meget forskellige. Carl var den stille og lidt indadvendte type, mens Ellie var åben og sprudlende. Men de ender med at finde sammen. Begge drømmer om at se verden, og sammen sparer de op i en krukke. Men det er ikke altid lige tingene går som man ønsker. Uforudsete udgifter er der nok af, og hver gang de har samlet lidt penge sammen, kommer en ny udgift, der tømmer krukken. Derfor bliver den store drømmerejse aldrig til noget.

Som i de fleste ægteskaber, dør den ene part før den anden, og i dette tilfælde er det Ellie der udånder først. Hun efterlader en bitter Carl, for gennem filmens 10 første og mageløse minutter fortælles historien om deres liv sammen (uden dialog), og Pixar får beskrevet præcis den kærlighed, som de to deler.

Huset som Carl og Ellie er blevet gamle sammen i, er det eneste Carl har tilbage af Ellie. Så da alle omkringliggende grunde er solgt til en stor entreprenør, er Carls hus det eneste der er tilbage. Han bliver tilbudt en plads på et alderdomshjem, men han nægter at sælge huset, så længe han lever.

Som barn lovede Carl Ellie, at de en dag skulle se Paradise Falls i sydamerika. Carls kærlighed til Ellie er stadig stærk, så da han en dag bliver mindet om det, tager han en beslutning. Den gamle ballonsælger fastgør hundredevis af balloner til hans hus – og huset letter. Carl har lavet set hus om til et ballonskib, og er på vej til sydamerika.

Se, i en perfekt – og kedelig – verden ville Carl så rejse til Paradise Falls og opfylde Ellies ønske. Men Pixars verdener er ikke perfekte.

Carl har tidligere været belemret af den lille knægt Russell, der er en ivrig spejder, der liiiige mangler en medalje for at hjælpe de ældre. Han har udset sig Carl som “offer”. Men den bitre Carl vil ingen hjælp have, og ender med at sende Russell afsted på jagt efter et kæledyr der ikke eksisterer. Skæbnen vil dog, at Russell strander på Carls veranda, netop som huset letter. Og så er Russell med i eventyret – selv om det måske er lidt urealistisk, at det ingen konsekvenser har med hensyn til Russells forældre, at han pludselig er væk. Det var i hvert fald hvad jeg tænkte. Men det er der også en forklaring på.

Undervejs lærer vi lidt om de to, bl.a. at Russell savner en faderskikkelse og generelt nogen at knytte sig til. Carl bløder en smule op undervejs, da han trods alt ikke helt kan stå for Russells næsten grænseløse naivitet.

Langt om længe ankommer de rent faktisk til sydamerika, hvor de stifter bekendtskab med en sneppe, som Russell navngiver Kevin. Kevin viser sig dog at være lidt misvisende, for Kevin er en mor, der har nogle unger, som hun leder efter.

De møder også en hund, som kalder sig selv for Dug. Ja, du læste rigtigt. For hunden bærer et halsbånd der gør, at man kan høre hundens tanker.

Efterhånden som de kæmper sig vej mod Paradise falls, bliver Carl og Russell pludselig taget til fange af en stor flok hunde, der bærer samme type halsbånd som hunden Dug. Hundene viser sig at tilhøre den store eventyrer Charles Muntz, som for mange år siden forsvandt fra offentlighedens søgelys, efter en mindre skandale. Carl er naturligvis ellevild over at møde sin store barndomshelt, men Muntz viser sig at være en ondskabsfuld mand som kun tænker på sig selv.

Muntz leder efter den sneppe, som Russell har fattet forkærlighed for, for den er sjælden og han vil tilføje den til sin store samling af skeletter. Det vil hverken Carl eller Russell acceptere, og sammen forsøger de at hjælpe fuglen til at undslippe Muntz’ kløer.

Men undervejs bliver Carl stillet overfor nogle svære valg. Hans tilknytning til huset bliver sat hårdt på prøve. Og filmen er i det hele taget på visse områder mere dyster end de andre Pixar film. Emner som døden og dyb sorg, livets hårde valg og meget andet, får filmen til at være meget voksen på visse områder.

På magisk vis – og jeg anser det for at være den eneste form for virkelig magi der findes – får Pixar vævet usandsynligt sjove situationer og dybt, dybt charmerende personer ind i hele historien.

Tag f.eks. hunden Dug. Essentielt er det bare en hund med en stor næse. Hvor svært kan det lige være? Men prøv lige selv at tegne en hund med en stor næse, som har en charme og personlighed som Dug. Man kan ikke andet end beundre Pixar. De kan noget med personligheder. Jeg skal dog indrømme, at jeg ikke var helt vild med den måde Russell var tegnet på (som en småkvabset asiat), og han var måske lige en anelse for naiv og idealistisk.

Det betyder dog ikke, at filmen bliver dårlig. Kontrasten mellem den gamle og bitre Carl og unge og naive Russell er stor. Og det er tydelig fortælleteknik, at sætte de to sammen. Teknikken fungerer. Ingen tvivl om det.

Med Up bliver du sat på prøve, hvis du er typen der ikke er meget for at vise følelser, for du skal nærmest være lavet af sten, for ikke at leve dig ind i de følelser der afbilledes. Scenen med Ellies død og flere af Carls meget svære valg, affødte uden tvivl fugtige øjne hos mig, og ganske vist lever jeg mig let ind i film, men kun hvis de virkelig siger mig noget.

Det gør Up. Man lever sig ind i Carls situation, og selv om man ind i mellem hader de valg han foretager som gammel bitter mand, så tilgiver man ham i sidste ende, når man forstår baggrunden for dem.

Filmen er naturligvis spækket med små visuelle gags – det ER jo en Pixar fim – og der er skam også sjov og spas for børnene. Det er øvrigt også den første Pixarfillm, hvis man rent faktisk ser blod. Men bare rolig, det er ikke en voldelig film.

Jeg indledte med en svada om at alle fejler på et tidspunkt. Det er simpel logik. Men atter er Pixar dem der trodser logikkens love. De har skabt endnu en vidunderlig film, som måske ikke helt er en ægte klassiker. Men det gør ingenting. Den efterlader en skøn følelse og hvad angår mit humør, er filmens titel intet mindre end helt og aldeles dækkende. Og så har den introduceret mig for et herligt udtryk, som helt sikkert kommer til at blive vanedannende. Point! (den forstår du når du har set filmen selv)

Filmen er i øvrigt den første animationsfilm, der nogensinde har indledt Cannes filmfestivalen. Det er også den første 3D-film, der nogensinde har gjort det.

Karakter: 9 ud af 10

-Jacob

Monday 1 June 2009

Ret skal være ret…

I forlængelse af forrige indlæg, hvor jeg med vanlig brok afstedkom en del ytringer, som måske var lidt hurtigt ude, må jeg hermed bringe et dementi:

Min kære, søde, rare, venlige og aldeles dejlige boss har sørget for, at der også bliver en smule aflastning af mine arbejdsopgaver. Så… der er nu alligevel lidt lys for enden af tunnelen.

Og så var det i øvrigt rart med nogle solrige dage, så mit ligblege legeme kunne antage en lidt mere anstændig glød og ikke tiltrække så mange bedemænd. Lige så rart er det dog også, at det ikke bliver nær så varmt i morgen, hvor man atter skal tilbage på pinden og knokle.

Så i øvrigt den lettere b-agtige film Screamers 2: The Hunting i går, og den var forbavsende okay af en lavbudgets sci-fi at være. Muligvis følger en anmeldelse. Det samme gælder boxsættet “Life on Land” på 15 DVDer, som jeg er ved at være igennem (er ved DVD 10). Det har indtil videre været top-notch underholdning, et mageløst boxsæt som jeg anbefaler alle dokumentar-elskere at eje. Især hvis man elsker dyr og natur.

Oh og så er det da i morgen jeg forhåbentlig får min kære Xbox 360 igen i opgraderet tilstand. iXtreme V1.6 ftw!

-Jacob

Monday 25 May 2009

Skønt… for de andre!

I dag kom der så den herlige besked på arbejde, at vi får en ny kollega, en person som har været længe ved retten (hun har haft 25 års jubilæum) og det er jo bare herligt. Det betyder at der bliver flere hænder om opgaverne.

OG DOG…

Det kommer ikke rigtig til at betyde noget for os (læs: mig) der sidder med en kæmpe afdeling + en almindelig afdeling af civile retssager. Ergo kommer det ikke til at hjælpe mig en skid.

Måske er det lidt egoistisk at sætte det sådan op, og heldigvis kan jeg da også glæde mig for mig kolleger. Der er bare ikke meget at hente i det for mig…

-Jacob

Sunday 24 May 2009

Coraline_poster Coraline (nej, ikke “Caroline”) flytter sammen med sin far og mor ind i et stort lyserødt hus, hvor naboerne tæller et underligt søskendepar med mange hunde i kælderen, og en eksentrisk russer på øverste etage, der har et cirkus med hoppende mus.

Forældrene har ikke meget tid til hende, da de arbejder konstant. Coraline keder sig, for huset ligger ret afsides. En dag går hun ud for at udforske området og støder da ind i Wybie (kort for Wyborne – haha), en dreng der bor i nærområdet med sin bedstemor. Med sig har han en skravlet kat.Coraline og Wybie Selv om han og Coraline ikke bliver venner lige med det samme, er det tydeligt, at der er noget kemi. Senere har Wybie efterladt en dukke på dørtrinnet – en dukke som ligner en mini-udgave af Coraline. Tilsyneladende en gammel dukke hans bedstemor havde. Med knapper som øjne.Coralines forældre Grundet kedsomheden – og en smule pres fra forældrene – begynder Coraline at udforske det 150 år gamle hus. Ved et tilfælde opdager hun en lille dør, der dog er dækket til af tapet. Hun får sin mor til at finde en nøgle der passer. Fyldt med forventning om eventyr, åbner Coraline døren og ser… en mur.

Den aften går hun atter trist i seng, men i løbet af natten vækkes hun ved lyden af noget. Det er en lille mus der hopper afsted. Coraline følger efter, og hun kommer til den lille dør igen. Men denne gang er alt anderledes. Der er ikke længere en mur bag døren. I stedet er der en gang, og nysgerrig som Coraline er, kravler hun gennem tunnellen og ender i… samme rum som hun kravlede ind fra. Men…Coraline åbner den hemmelige dør Det er ikke den verden, som Coraline kender. I denne version af huset er hendes far og mor søde og rare, giver hende hvad hun vil have at spise, giver hende gaver, pjatter og morer sig med hende. De er dog lidt underlige, for de har også knapper som øjne. Det har alle i denne alternative verden. Undtagen Wybies kat, som også kan tale der.

Til sidst slutter det dog med at Coralines alternative forældre lægger hende i seng, og da hun vågner, er hun tilbage i virkeligheden. Næste nat vågner hun dog igen, og endnu en gang kravler hun gennem til lille dør, til den meget bedre, alternative verden.

Men er den alternative verden nu også så fantastisk? Katten fortæller Coraline, at det faktisk ikke er så godt et sted, hvilket hun er meget uforstående overfor, indtil de alternative forældre viser sig fra deres rigtige side. Pludselig bliver det en farlig situation for Coraline, en situation der ikke kun involverer hende selv.Coralines alternative forældre Hvis du synes det lyder LIDT som noget fra Alice i Eventyrland, så tager du ikke helt fejl. Der er paralleler. En tunnel til en alternativ verden og en talende kat. Men det er bestemt ikke samme historie. Og hvor Alice i Eventyrland er ret bizar og surrealistisk (jeg tænker altid “hvad pokker røg de da de lavede den” når jeg ser den), er Coraline mere realistisk og dyster.

Realistisk er måske et lidt forkert ord, for Coraline er – som det nok fremgår af billederne – en animeret film. Og instruktøren er ingen anden end Henry Selick, manden der også instruerede James and the Giant Peach og The Nightmare Before Christmas – begge meget flotte og imponerende animationsfilm. Filmen er i øvrigt baseret på Neil Gaimans bog af samme navn.

Coraline_and_henry_selick Til jer der måske syntes der var lidt for meget musical over Nightmare Before Christmas, kan jeg berolige og sige, at der er ikke andet end en enkelt sang i Coraline, og det er på en meget naturlig måde.

Animationen er som i de to førnævnte film helt i top, og det er da også stort set samme team, som f.eks. Brad Schiff, der står for det imponerende animationsarbejde.

Musikken står franske Bruno Coulais for, og han har bl.a. også stået for musikken til den danske tegnefilm Drengen der ville gøre det umulige, samt den smukke Le peuple migrateur.

Coraline og Hr. Bobinsky Stemmerne til figurene leveres også af et godt ensemble. Den altid fantastiske barnestjerne (som efterhånden ikke er så meget barn mere, med sine 15 år) Dakota Fanning leverer stemmen til Coraline, og det gør hun helt og aldeles efter bogen – og lidt til. Teri Hatcher (kendt som Susan fra Desperate Housewives) lægger stemme til Coralines mor, både den rigtige og den alternative version. Især i den alternative version gør hun det rigtig, rigtig godt.

I det hele taget må både lyd- og billedsiden af Coraline siges at være i den høje ende af skalaen. Alting emmer af karakter og stemning, der er nogle helt fantastiske figurer med i filmen og selv om den umiddelbart er en børnefilm, er den lavet så dyster, at også voksne kan nyde den – vokse der ellers ikke ville se børnefilm.

Ser man mere nøgternt på den og kalder den for en animationsfilm, er den også et fænomenalt stykke håndværk. Ganske vist har jeg aldrig helt mistet mit indre barn og har normalt rimelig nemt ved at lade mig rive med af eventyr, men jeg har set mange film og er efterhånden ikke så nem at imponere. Coraline imponerede mig. Vi har set selve håndværket før i Henry Selicks tidligere film, men det bliver mere og mere finpudset, så jeg kan ikke lade være med at blive suget ind i universet.Coraline_ms_spink_and_ms_forcible Når man sidder der i mørket og ser filmen, forsvinder alt omkring en og samfulde 100 minutter forsvinder som dug for solen. Det til trods for, at historien som sådan ikke indeholder mange overraskelser eller nyskabelser. Det er heller ikke nødvendigt. Et godt eventyr går aldrig af mode.

Coraline bør være en af de 3 nominerede animationsfilm for 2010 Oscaruddelingen. Som det er nu, er det vist kun Pixars Up der har en chance mod den.

Der har været lidt kritik over nogle af filmens scener, at de skulle være uegnede for børn. Det gælder f.eks. en af Coralines naboer er en meget storbarmet dame, som man ser i et meget lille kostume i en scene.

Coraline_and_dakota_fanning Helt ærligt – det er dukker! Børn griner blot af at damens bryster hopper og danser rundt, og voksne mennesker ser heller intet innuendo i det. Bevares, der er sikkert undtagelser, men jeg snakker om flertallet.

Filmen er heller ikke overdrevent uhyggelig. Der er givetvis nogle scener, som måske kan være meget spændende for en ung purk eller lille pige, men det er ikke noget der ville have givet mig mareridt som lille.

I øvrigt er jeg ikke sikker på filmen bliver vist med danske stemmer overhovedet (rettelse: det blev den faktisk). Så måske er der slet ikke så mange børn herhjemme der vil se den. Vi voksne, som stadig finder glæde i flot animation, stemningsfyldte billeder, klassisk eventyr og sprudlende musik – ja vi kan roligt finde vej til biografens mørke og tage med Coraline på en spændende rejse.

Karakter: 8 ud af 10

-Jacob

Trailer for filmen

Sunday 10 May 2009

Star Trek filmplakat Det har bestemt ikke været nogen nem opgave, som Jeffrey Jacob Abrams blev sat på, da han skulle instruere den nye Star Trek film. Jeg mener, hvordan tager man noget, som er så indstuderet, så etableret og så værdifuldt, ja nærmest helligt for en forfærdelig masse mennesker, og tilfredsstiller alles behov for en forhistorie? Det er næsten en umulig opgave, så lad mig med det samme konkludere, at J.J. Abrams ikke har formået at gøre det umulige. Ikke alle vil stille sig tilfreds med denne film. Men…

Hvad han har formået er, at lave en film der er flot, medrivende, emotionel, action-fyldt og – efter min personlige mening – ganske godt introducerer nye folk til Star Treks univers.Gang i den fra startenJeg er langt fra nogen Trekkie, men jeg har dog set masser af afsnit af Star Trek serien samt alle filmene. Serierne har fortrinsvis gode afsnit, men der er et par svipsere ind i mellem. Filmene, ja der har jeg faktisk syntes godt om dem alle, bortset fra 5’eren, som jeg syntes var decideret kedelig. For megen politik og for lidt spænding og for lidt af det, som mange finder det forfærdelige ved Star Trek, nemlig moral. Alt det, som seriens oprindelige forfatter, Gene Roddenberry, har lært os Star Trek er.

Moral er der en del af i den nye film. Men der er også de klassiske episoder, hvor de velkendte karakterer lever op til deres rygte. Men lad os starte med begyndelsen.

Leonard 'Bones' McCoy: [Første ord efter at have sat sig ved siden af Kirk] I may throw up on you.

Vi introduceres for en meget ung James Tiberius Kirk. Faktisk oplever vi hans noget turbulente fødsel i starten. Der er fuld drøn på fra begyndelsen, hvilket er ganske typisk for J.J. Abrams. Det er lige før, der er for megen action på skærmen.

James T. Kirk (spillet af Chris Pine) er en rebelsk ung mand. Vi springer hurtigt frem til hans unge, voksne år, kun afbrudt af en enkelt episode med en sportsvognsklassiker (scenen fra traileren), hvilket bringer mig til min første anke: Vi lærer reelt ikke særlig meget omkring hvorfor Kirk er som han er. Men fred være med det. Vi ser hvordan og hvorfor Kirk ender med at lade sig indlemme i Star Fleet. Det er her han for første gang møder den unge vulcan Spock.

Spock spilles af Zachary Quinto, mest kendt som Sylar fra den populære tv-serie Heroes. Jeg har set Heroes og har faktisk aldrig tænkt over, hvor velegnet Quinto ville være i rollen som Spock, men kudos til April Webster og Alyssa Weisberg for at have castet ham. Vi ser også lidt af Spocks forhistorie, men den har dog været oppe at vende i andre Star Trek sammenhænge.Næsten hele slænget er samletKirk møder også de andre velkendte medlemmer af den oprindelig besætning, nemlig kommunikationsofficer Uhura, lægen Leonard McCoy (“Bones”), piloten Zulu (spillet af John Cho, kendt som Harold fra Harold and Kumar) og en meget ung navigationsofficer Chekov (spillet af den forholdsvis ukendte Anton Yelchin, måske mest kendt for hans rolle i Alpha Dog, men snart kendt endnu mere for hans rolle i Terminator: Salvation). Har jeg glemt nogen? Ja, men ham møder Kirk først senere, da han strander et øde sted og møder en ny/gammel ven.

Leonard 'Bones' McCoy: Space is disease and danger wrapped in darkness and silence.

Skæbnen vil naturligvis, at Kirk flyver gennem Star Fleet akademiet, men det går ikke helt som han kunne have håbet. Han ender ikke som kaptajn på det legendariske U.S.S. Enterprise. Han får slet ikke lov til at komme med ombord. Heldigvis har han en ven, som er villig til at hjælpe ham. Og der bliver brug for alle hænder.

En ret så vred Romuluan truer med at udslette planeten Vulcan, ved at bore et hul i den og “indsprøjte” en bombe, der vil udløse en singularitet, og dermed skabe et sort hul, som vil opsluge planeten. Det er op til Star Fleet at redde dem.Det her ligner en scene fra Star WarsDesværre går tingene ikke helt som håbet/planlagt, og alternative metoder må tages i brug. Logik er ikke altid vejen. Og nogen gange er det okay at “snyde”. Der er morale i Star Trek, men noget af den er, at nogen gange er dobbelt moral dobbelt så godt.

I det hele taget er filmen meget amerikansk. J.J. Abrams har sans for det pompøse og ekstravagante, og som tidligere nævnt, er der tidspunkter, hvor der næsten sker for meget på skærmen. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at være underholdt.

Ah, the Vulcan Death Grib - sådan da. Filmen skildrer forhistorien for en hel generations helte. Jeg mener, det er forhistorien for en serie der har affødt hele sprog, tekniske teorier, tonsvis af spin-off serier og fans der er dybt fanatiske. Der er kendte og elskede karakterer, som de var, før de blev kendt og elsket. Jeg kunne ikke lade være med, at blive lidt fascineret af det hele.

Star Trek-universet har altid været lidt af et nørde-paradis. Der har været action, science-fiction, moraler, tekniske forklaringer og masser af teorier. Men der har også været emotionelle øjeblikke, og dem byder den nye film også på. Det var bestemt et par meget bevægende øjeblikke, og action mangler filmer heller ikke.

Historien er som sådan ikke en med de helt store overraskelser, så det er ikke her man skal finde guldet. Den byder dog på i hvert fald én ret stor overraskelse, for så vidt angår Spock og et andet besætningsmedlem. Jeg vil ikke afsløre noget, men overraskelsen kræver dog, at man i forvejen kender til universet.Der er noget specielt igang her... Som ganske habil nyder af Star Trek-universet – om end jeg syntes bedst om “next-generation” serien, frem for den originale – vil jeg tillade mig at påstå, at filmen kan fange de fleste inkarnerede fans, og måske tiltrække et par af de nye. Der vil altid være nogle purister, som vil kunne finde negative aspekter og detaljer ved filmen, men for os andre, er det to timers fornøjeligt gensyn med elskede karakterer. Men hey… hvad fanden sker der med musikken? Den var absolut ikke memorabel på nogen måde, ud over det fantastiske valg af Beastie Boys “Sabotage”, som jeg aldrig havde troet jeg skulle høre i en Star Trek film.

Alligevel har jeg kun følgende at sige til den nye besætning – med Spocks egne ord: “Good luck”.

Karakter: 8 ud af 10

-Jacob

Trailer for filmen:

Wednesday 6 May 2009

Tankevækkende

10 mennesker har svineinfluenza - Alle vil til at gå med maske.

2 mio. mennesker har AIDS – Men ingen gider bruge kondom.

-Jacob

Sunday 3 May 2009

Fanboys plakat Der er folk der synes Star Wars-filmene er ganske gode – og så er der dem der mener, at de er guds gave til folket. Den sidstnævnte kategori, er de såkaldte fanboys. Fanboys er personer, der elsker/forguder et emne i sådan en grad, at det grænser til fanatisme.

Jeg er ikke selv fanboy af noget, men jeg har dog altid holdt meget af Star Wars. I Fanboys møder vi en flok drenge, der er rigtige fanboys. Det vil sige, den ene er ved at blive voksen…

Vi skriver 1999. Eric, Linus, Windows og Hutch er en flok drenge, der har dyrket Star Wars gennem hele deres barndom. De sidste tre gør det stadig, men Eric er gennem hans job i faderens bilhandel ved at blive voksen. Han driller de andre med at de aldrig bliver voksne, og hans fanatisme er klart aftagende.

Linus var Erics bedste ven, men efter at Eric har tonet ned for Star Wars lidenskaben, har Linus set sig sur på Eric. Det tager Eric ikke så tungt, indtil den dag, hvor Windows og Hutch fortæller ham, at Linus har dødelig terminal cancer – og ingen ved hvor længe han overlever.

Drengene gennemgår planerne Pludselig ender det med, at drengene er sammen igen, for de har et fælles mål: At tage til Skywalker Ranch (stedet hvor George Lucas og filmselskabet LucasFilm har til huse) og stjæle en tidlig version af den nye Star Wars film. Det bliver ikke nævnt direkte, men det ligger naturligvis mellem linierne, at det er for at Linus kan nå at se den famøse Episode 1 af Star Wars, inden han dør. Der er med andre ord lagt op til en såkaldt road-trip film.

Enhver road-trip film indeholder scener hvor hovedpersonerne kommer tættere på hinanden, hjælper hinanden, skændes og kommer i sjove/problematiske situationer. Ud fra den betragtning, opfylder Fanboys alle kriterierne. Drengene kommer i klammeri med Star Trek-fans, politiet, ludere, alfonser, sikkerhedsvagter etc.

Hutch: What's the Klingon for "I'm going to die a virgin"?
Admiral Seasholtz: [Svarer på flydende Klingon]

På et tidspunkt bliver de løsladt fra fængsel mod kaution, hvilket stilles af deres fælles veninde Zoe (Kristen Bell), en pige som de allesammen har det godt med, fordi hun også er LIDT nørdet. Hun ender naturligvis med at rejse sammen med dem og der er selvfølgelig en lille romance involveret i dette.

Ser bekendt ud... Fanboys er ikke en film med overraskelser. Der er intet specielt ved plottet og for mange vil den været ret ligegyldig. Men det er nu alligevel en film, som man ikke helt kan undgå at blive i lidt godt humør af, uanset om den er dybt urealistisk. Der er cameos fra flere kendte (Seth Rogen, William “I can get ANYTHING” Shatner, Danny Trejo, “Lando Calrissian”, “Darth Maul” etc.) og der er nogle ret underholdende små detaljer fra nørduniverset ind i mellem.

Jeg ville egentlig have troet, at det var en af de film der var gået direkte til DVD-udgivelse i norden, men man har åbenbart valgt at vise den i biografen, der har sågar været nogle halvstore annoncer for den i aviserne. Personligt synes jeg ikke den vinder det helt vilde ved at blive set på det store lærred (selv om det naturligvis altid er det bedste), så hvis du ikke ligefrem er meget vild efter at se den, så vent til DVD-udgivelsen (som er ude nu) og lej den billigere.

Men hvis der er LIDT fanboy gemt i dig, hvis du har en LILLE spire af en flamme for et emne – Star Wars eller ej – ja så vil du sikkert godt kunne more dig over Fanboys.

Karakter: 7 ud af 10

-Jacob

Trailer for filmen: