Det har bestemt ikke været nogen nem opgave, som Jeffrey Jacob Abrams blev sat på, da han skulle instruere den nye Star Trek film. Jeg mener, hvordan tager man noget, som er så indstuderet, så etableret og så værdifuldt, ja nærmest helligt for en forfærdelig masse mennesker, og tilfredsstiller alles behov for en forhistorie? Det er næsten en umulig opgave, så lad mig med det samme konkludere, at J.J. Abrams ikke har formået at gøre det umulige. Ikke alle vil stille sig tilfreds med denne film. Men…

Hvad han har formået er, at lave en film der er flot, medrivende, emotionel, action-fyldt og – efter min personlige mening – ganske godt introducerer nye folk til Star Treks univers.Jeg er langt fra nogen Trekkie, men jeg har dog set masser af afsnit af Star Trek serien samt alle filmene. Serierne har fortrinsvis gode afsnit, men der er et par svipsere ind i mellem. Filmene, ja der har jeg faktisk syntes godt om dem alle, bortset fra 5’eren, som jeg syntes var decideret kedelig. For megen politik og for lidt spænding og for lidt af det, som mange finder det forfærdelige ved Star Trek, nemlig moral. Alt det, som seriens oprindelige forfatter, Gene Roddenberry, har lært os Star Trek er.

Moral er der en del af i den nye film. Men der er også de klassiske episoder, hvor de velkendte karakterer lever op til deres rygte. Men lad os starte med begyndelsen.

Leonard 'Bones' McCoy: [Første ord efter at have sat sig ved siden af Kirk] I may throw up on you.

Vi introduceres for en meget ung James Tiberius Kirk. Faktisk oplever vi hans noget turbulente fødsel i starten. Der er fuld drøn på fra begyndelsen, hvilket er ganske typisk for J.J. Abrams. Det er lige før, der er for megen action på skærmen.

James T. Kirk (spillet af Chris Pine) er en rebelsk ung mand. Vi springer hurtigt frem til hans unge, voksne år, kun afbrudt af en enkelt episode med en sportsvognsklassiker (scenen fra traileren), hvilket bringer mig til min første anke: Vi lærer reelt ikke særlig meget omkring hvorfor Kirk er som han er. Men fred være med det. Vi ser hvordan og hvorfor Kirk ender med at lade sig indlemme i Star Fleet. Det er her han for første gang møder den unge vulcan Spock.

Spock spilles af Zachary Quinto, mest kendt som Sylar fra den populære tv-serie Heroes. Jeg har set Heroes og har faktisk aldrig tænkt over, hvor velegnet Quinto ville være i rollen som Spock, men kudos til April Webster og Alyssa Weisberg for at have castet ham. Vi ser også lidt af Spocks forhistorie, men den har dog været oppe at vende i andre Star Trek sammenhænge.Kirk møder også de andre velkendte medlemmer af den oprindelig besætning, nemlig kommunikationsofficer Uhura, lægen Leonard McCoy (“Bones”), piloten Zulu (spillet af John Cho, kendt som Harold fra Harold and Kumar) og en meget ung navigationsofficer Chekov (spillet af den forholdsvis ukendte Anton Yelchin, måske mest kendt for hans rolle i Alpha Dog, men snart kendt endnu mere for hans rolle i Terminator: Salvation). Har jeg glemt nogen? Ja, men ham møder Kirk først senere, da han strander et øde sted og møder en ny/gammel ven.

Leonard 'Bones' McCoy: Space is disease and danger wrapped in darkness and silence.

Skæbnen vil naturligvis, at Kirk flyver gennem Star Fleet akademiet, men det går ikke helt som han kunne have håbet. Han ender ikke som kaptajn på det legendariske U.S.S. Enterprise. Han får slet ikke lov til at komme med ombord. Heldigvis har han en ven, som er villig til at hjælpe ham. Og der bliver brug for alle hænder.

En ret så vred Romuluan truer med at udslette planeten Vulcan, ved at bore et hul i den og “indsprøjte” en bombe, der vil udløse en singularitet, og dermed skabe et sort hul, som vil opsluge planeten. Det er op til Star Fleet at redde dem.Desværre går tingene ikke helt som håbet/planlagt, og alternative metoder må tages i brug. Logik er ikke altid vejen. Og nogen gange er det okay at “snyde”. Der er morale i Star Trek, men noget af den er, at nogen gange er dobbelt moral dobbelt så godt.

I det hele taget er filmen meget amerikansk. J.J. Abrams har sans for det pompøse og ekstravagante, og som tidligere nævnt, er der tidspunkter, hvor der næsten sker for meget på skærmen. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at være underholdt.

Filmen skildrer forhistorien for en hel generations helte. Jeg mener, det er forhistorien for en serie der har affødt hele sprog, tekniske teorier, tonsvis af spin-off serier og fans der er dybt fanatiske. Der er kendte og elskede karakterer, som de var, før de blev kendt og elsket. Jeg kunne ikke lade være med, at blive lidt fascineret af det hele.

Star Trek-universet har altid været lidt af et nørde-paradis. Der har været action, science-fiction, moraler, tekniske forklaringer og masser af teorier. Men der har også været emotionelle øjeblikke, og dem byder den nye film også på. Det var bestemt et par meget bevægende øjeblikke, og action mangler filmer heller ikke.

Historien er som sådan ikke en med de helt store overraskelser, så det er ikke her man skal finde guldet. Den byder dog på i hvert fald én ret stor overraskelse, for så vidt angår Spock og et andet besætningsmedlem. Jeg vil ikke afsløre noget, men overraskelsen kræver dog, at man i forvejen kender til universet. Som ganske habil nyder af Star Trek-universet – om end jeg syntes bedst om “next-generation” serien, frem for den originale – vil jeg tillade mig at påstå, at filmen kan fange de fleste inkarnerede fans, og måske tiltrække et par af de nye. Der vil altid være nogle purister, som vil kunne finde negative aspekter og detaljer ved filmen, men for os andre, er det to timers fornøjeligt gensyn med elskede karakterer. Men hey… hvad fanden sker der med musikken? Den var absolut ikke memorabel på nogen måde, ud over det fantastiske valg af Beastie Boys “Sabotage”, som jeg aldrig havde troet jeg skulle høre i en Star Trek film.

Alligevel har jeg kun følgende at sige til den nye besætning – med Spocks egne ord: “Good luck”.

Karakter: 8 ud af 10

-Jacob

Trailer for filmen: