Déjà vu: Betegnelsen for det fænomen at man mener at have oplevet den nuværende situation før. De fleste kender vist den forklaring. De fleste har nok også oplevet det før.
I 2006 udkom filmen Déjà vu med Denzel Washington. Her spillede fænomenet en stor rolle, idet Denzels karakter skulle forsøge at redde en kvinde ud fra de oplysninger han havde via sit déjà vu. Problemet med den film var, at her prøvede man at skrue en historie sammen, hvor man på videnskabelig vis kunne forklare og udnytte déjà vu. Jeg kan sagtens acceptere en film tager sig nogle friheder, men det var lige lidt for langt ude. Derfor faldt den noget til jorden.
Triangle bruger også déjà vu, men her er der ingen computer der kan regne det hele ud. Der er ikke noget flashy program der viser en masse tal, zoomer og fokuserer, som computere generelt gør i Hollywoodproduktioner.
Manuskriptforfatter og instruktør Christopher Smith har to andre thrillers/gysere bag sig. Den ganske morsomme Severance (med Danny Dyer, som jeg personligt synes er en herlig skuespiller) og den ikke så morsomme Creep, som dog havde den skønne Franka Potente i hovedrollen.
Begge var film der produktionsmæssigt var i den pæne ende, men Creep var skuffende rent historiemæssigt og Severance var en sjov gyser, men dog ikke så sjov. Der manglede noget, for at de virkelig efter indtryk.
Med Triangle har Christopher Smith hævet indsatsen. Det skulle tage ham næsten to år at stykke manuscriptet sammen, og det er måske ikke helt så ringe, at han har haft alt den tid, for Triangle er faktisk ganske kompleks. På den gode måde.
Vi følger hovedpersonen Jess, spillet rigtig godt af Melissa George (30 Days of Night, Derailed, Turistas, etc.), som tager på en sejltur med en flok venner, hvoraf et par stykker måske mere er bekendte end venner.
Allerede fra starten virker hun træt og distraheret. Hun synes situationen er lidt forkert, men prøver at lade sig opmuntre af stemningen på båden, som bærer navnet Triangle.
Et par timer efter de har lettet anker, skuer de en storm i horisonten. Pludselig bliver alt helt vindstille, og det går hurtigt op for dem, at det er stilheden før stormen. De prøver at høre kystvagten om en vejrudsigt, men der er så meget knas på linien, at det må komme fra stormen, som viser sig at være en elektrisk storm. Mens de bruger radioen, hører de også et nødopkald fra en ret så hysterisk kvinde.
Stormen rammer båden hårdt. Den kæntrer og de ender overbord, men da stormen endelig har passeret dem, klatrer de op på den nu ødelagte båd. De har ikke ventet så længe, før en stor luksusliner dukker op. De signalerer til den og den sænker farten, hvilket giver dem mulighed for at stige ombord. Men ombord på båden er der tomt. En kæmpe luksusliner, der er helt tom?
Jess føler hun har set det hele før, at det ikke er første gang de er på båden, men det afviser de andre naturligvis. Men da Jess så finder et sæt nøgler, ændres situationen pludselig fra at være lidt besynderlig, til decideret mystisk.
Det er svært at afsløre meget mere, uden at afsløre den ret så underholdende handling. Jeg vil gå så langt som til at sige, at det er ligefør du ikke engang skal se traileren, før du ser filmen.
Triangle er en film der kræver opmærksomhed. Der er en del referencer til græsk mytologi og der er detaljer i billedet, der afslører mere end man skulle tro. Husk detaljerne og det vil belønne dig senere i filmen. Vi er ude i decideret “mind-fucking” her, men det er på en meget overbevisende og interessant måde, fordi Triangle ikke forsøger at komme med komiske forsøg på videnskabelige forklaringer. Smækfyldt med metaforer og “what the fuck”-episoder, en høj produktionsværdi, stof til eftertanke og et godt skuespil af hovedpersonen. Det beskriver ganske godt Triangle.
Hvad der også er interessant er, at filmen er en film der sagtens kan ses et par gange. Jeg tror jeg missede et par detaljer første gang, og måske de vil falde på plads efter et gensyn. Det er også den generelle konsensus på debatforummet på IMDb, hvor også filmens plothuller debatteres. Ja, der er sikkert plothuller. I enhver film, hvor man beskæftiger sig meget med tidslinier (og deraf følgende paradokser), så kan det være svært at være konsistent.
Triangle er på ingen måde perfekt. Men den formåede at holde mig godt fanget, har en interessant historie der virker frisk – uden at være nyskabende – og så gav den mig lyst til et 2. gennemsyn.
Velkommen i den høje ende af skalaen, Christopher.
Karakter: 8 ud af 10
-Jacob
Trailer:
Distrikt 9 er blevet til et slumkvarter, hvor en gruppe nigerianere, ledet af den lamme krigsherre Mumbo, har indledt en omfattende sortbørshandel med “rejerne”. De har en forkærlighed for kattemad på dåse, som de så kan købe for en ublu pris. Mumbo står desuden for prostituion arterne imellem.
