Peter Jackson slog vist nok sit navn nogenlunde fast, da han instruerede de tre Ringenes Herre film. Inden dem, var han mere en kultinstruktør af underholdende, men lettere simple splatterfilm. Hans genindspilning af King Kong kan diskuteres, den kommer sikkert aldrig til at erstatte originalen. Men direkte dårlig var den nu ikke.
I 2005 lavede Spyfilms kortfilmen Alive in Joburg, som blev instrueret af Neill Blomkamp. Den var mildest talt opsigtsvækkende for en lavbudgetskortfilm. Nok til at Peter Jackson så potentiale i den og tog Neill Blomkamp under sine vinger. 
Kort fortalt handlede kortfilmen om at rumvæsener strander på jorden, da deres moderskibe nødlander på jorden, nær Johannesburg i sydafrika. Det vil sige, det lander ikke, men svæver over byen i 3 måneder, før mennesker ender med at skære en åbning i rumskibet og undersøger det indvendig. Der finder de en stor gruppe af rumvæsner, som alle sulter og er syge. Der er ingen ledere, og det tyder på, at der kun er “arbejdere” tilbage. Rumvæsnerne er ikke som sådan fjendtlige og de bliver placeret i distrikt 9, deraf navnet på spillefilmen. Men som så ofte, viser mennesker deres racistiske tendenser og de fremmede – rumvæsnerne – bliver set skævt til.
Det er ca. her, at spillefilmen tager sit udgangspunkt. Vi er i år 2010. Det er 28 år siden at rumvæsnerne landede. Grundet deres udseende kaldes de for “prawns” (engelsk for rejer). Det afsløres aldrig hvad de kalder sig selv. 
Distrikt 9 er blevet til et slumkvarter, hvor en gruppe nigerianere, ledet af den lamme krigsherre Mumbo, har indledt en omfattende sortbørshandel med “rejerne”. De har en forkærlighed for kattemad på dåse, som de så kan købe for en ublu pris. Mumbo står desuden for prostituion arterne imellem.
Efterhånden er der så mange problemer med distrikt 9, at der er blevet etableret en gruppe ved navn MNU (Multi-National United), som umiddelbart foregiver at kere sig om de fremmedes velfærd, ved at tilbyde dem at blive rykket til distrikt 10, som ligger flere hundrede kilometer fra Johannesburg. I virkeligheden er de interesseret i de fremmedes våben, men disse er integreret med de fremmedes biologi, og er således ubrugelige for mennesker.
Vi følger MNU repræsentanten Wikus van der Merwe, som er en af dem der har til opgave at lege stævningsmand, der går rundt og fortæller de fremmede, at de skal flytte. Under en inspektion af en rumvæsnet Christopher Johnsons (ved ikke lige hvorfor han har fået så menneskeligt et navn) hytte, falder Wikus over en beholder, som han mener er mistænkelig. Den får stor indflydelse på hans liv.
Jeg vil ikke afsløre meget mere af handlingen, for filmen er alt for spændende til det. Den første halvdel er filmet som en slags dokumentar, komplet med håndholdte optagelser med rystende og til tider sløret billede. Men det er nu ikke så ringe endda. Det fungerer godt og det faktum at der slet ikke er nogle “store” hollywoodnavne med i filmen, giver den et skud autencitet. Stort set alle skuespillerne spiller troværdigt.
Rumvæsnerne er computerskabte, og de er fabelagtigt lavet. Der er andre computerskabet effekter, men de er på ingen måde noget der føles “klistret på”. Det hele er fortrinligt integreret.
Den anden halvdel af film er langt mere actionfyldt. Den er faktisk ret nervepirrende, mest fordi man flere gange tror at det ender galt (og det ender ikke altid udpræget godt, kan jeg afsløre), for så at tage en drejning. Ja, der er scener der er science-fiction (dog!) men hvor er det hele dog lavet troværdigt.
Filmens ca. 100 minutter byder ikke på megen karakterudvikling. Wikus oplever vi naturligvis lidt til. Men hans udvikling sker mere på grund af de ting han oplever, nemlig at han pludselig får en meget bedre forståelse for de fremmedes tankegang. Vi lærer ikke særlig meget om rumvæsnerne, blot at de fleste af dem vist er tanketomme og smådyriske. Bortset fra Christopher Johnson og hans lille søn (eller hvad køn de nu er), som er overraskende indsigtsfulde og følsomme.
Der er som sådan ingen helt i filmen. Wikus er ganske vist hovedpersonen, men han svinger fra at være et glat røvhul til en sympatisk person. Men han er først og fremmest et menneske, med menneskelige egenskaber. På godt og ondt.
Historien er muligvis lidt klichéfyldt og jeg vil ikke kalde filmen perfekt. Men den sætter tanker i gang og den var særdeles interessant. Det er få film der er decideret interessante, men det var Disctrict 9.
Filmen er smækfyldt med detaljer, og som om meget virker tilfældigt, er det uden tvivl meget nøje planlangt. Det er næsten magi, som Neill Blomkamp har skabt her. I hvert fald er det en af de mest interessant science-fiction film jeg længe har set, og helt sikkert en der får en plads blandt andre store science-fiction titler. Det fortjener det. Her er drama, spænding, action, fede gadgets, fantastisk effekter og så er filmen drøn realistisk, hvilket dog også gør den mildest talt ret blodig ind i mellem. Ikke en film for børn. Der er flere steder jeg sad med en “wow!” fornemmelse.
Jeg plejer at sige, at hvis en film har givet mig lyst til at se den igen, lige efter jeg har set den, så har den været noget specielt. Det er ikke mange film der giver mig den lyst, men District 9 er en af dem. Filmfanatikere bør holde øje med navnet Neill Blomkamp.
Karakter: 9 ud af 10
-Jacob
Trailer for filmen:
