Saturday 29 March 2008

Så blev der atter lys over land

"Et andet synspunkt" - hermed menes der undertegnede - har været på gaden efter den famøse time, hvori Verdensnaturfonden og den "Brændende Panda" (?) opfordrede os til at slukke lyset, således at miljøet kunne skånes. Såfremt dette optrin blev en fuldstændig success, ville det have resulteret i en svimlende 0,01% besparelse, ud fra det synspunkt at året indeholder 8760 timer.

I selve ulvetimen konstaterede Deres udsendte, at det åbenbart ikke havde den store effekt med de ellers hyppige opfordringer i landets medier. Således var der lys utallige steder rundt omkring i byen (Slagelse). Efter at have gået i ca. 20 minutter, kunne jeg dog endelig se lys for enden af tunnellen - eller rettere, det kunne jeg så IKKE - hvorved jeg fyldtes med glæde over at der var mennesker der rent faktisk bekymrede sig om miljøet. Desværre viste det sig ved nærmere eftersyn, at det var en tom lejlighed.

Gadelys og anden nødvendig offentlig belysning - herunder de farvede lys i fliserne på det lokale torv - var på fuldt blus, hvilket undrede undertegnede, da Slagelse kommune ellers var en af dem der stod nævnt på Verdensnaturfondens liste over kommuner der deltog i initiativet. Men måske gjaldt det kun lyset på selve kommunen? Det er flot gået, at kommunen har indvilliget i at slukke lyset på en lørdag, hvor der ikke et øje er på kommunen!

En enkelt gadelampe var dog slukket, men det kan have beroet mere på det faktum at den var smadret. En miljøvenlig vandal, måske?

På min vej så jeg en ældre herre stå i vinduet af en stærkt oplyst lejlighed, og da vinduet var åbent tillod jeg mig at henvende mig til ham og forespørge, hvorfor han ikke havde slukket lyset.

Den ældre herre inden hosteanfaldet

"Jeg gider sgu ikke alt det miljøpis. Hvis jeg skal slukke lyset i en time, så bliver det fanme den time hvor vi stiller uret frem! Haha!" svarede den ældre herre, hvorefter han knækkede sammen i et hosteanfald.

Et par gader efter ovenstående møde, observerede jeg en af politiets patruljevogne. Dem havde jeg i løbet af min tur set overraskende mange af, så da denne holdt stille, benyttede jeg lejligheden til at få en sludder med betjentene.

Pa. Hansen meddeler pb. Jensen om udsolgte citronhalvmåner.

Det var pb. Arne Gert Jensen og pa. Ulla Tør Hansen, der havde fået et stykke af den indre by som observationsområde.

"Vi er ekstra megen på vagt i denne time", udtalte pb. Jensen og fortsatte "man ved jo aldrig hvad der kan ske af lyssky affærer i denne mørklægning!" Herefter lød meldingen "BTK - vogn ninerfyrre - BTK!" (brød til kaffen, red.) og betjentene kastede sig ind i vognen, slog sirenen til og kørte med hvinende dæk ind på den døgnåbne Shellstation ca. 12 meter længere fremme.

Efter at have bevæget mig yderligere rundt i bymidten og i flere af de omkringliggende boligkvarterer, måtte jeg komme til den konklusion, at det i hvert fald for såvidt gældende Slagelse by ikke helt havde været nogen succes med "mørklægningen". Jeg fik dog nedenstående syn ved en af byens sparekasser. Måske har de mange slukkede lys på landet fået hesten til at søge mod byen. Herren på gulvet var ikke åben for samtale.

En lokal afdeling af Horserød sparekasse.

Nu var det blevet tid til at få en udtalelse fra en af de mere prominente personer, når det kommer til miljøet i vort lille land. Hermed menes naturligvis miljøminister Troels Lund Poulsen, og Troels Lund Poulsen imødeså Verdensnaturfonden initiativ med stor ildhu da det blev annonceret. Således havde Troels turet flere dele af hovedstaden rundt, for ved selvsyn at konstatere i hvilken grad folk slukkede lyset.

Adspurgt hvordan han syntes aftenen var gået, svarede miljøministeren:

"Jeg må efter timen er overstået erkende, at det måske ikke helt havde den tilslutning fra befolkningen, som jeg havde håbet på. Dog vil jeg sige, at da jeg kørte rundt ude ved Ørestaden, kunne jeg med glæde konstatere, at der var hundredevis af mørklagte lejligheder!"

Forelagt oplysningen om at der rent faktisk er flere hundrede ubeboede lejligheder i det område, var miljøministerens kommentar, at "det er jo blot endnu bedre! Så sparer vi jo ikke kun strøm i den ene time, men alle døgnets 24 timer!"

Miljøministeren havde forskanset sig i sin diskrete campingvogn i anledningen af aftenen

Som en afsluttende kommentar på denne aftens rapportering, har jeg valgt at bringe den officielle udtalelse fra Verdensnaturfondens præsident, hkh, prinsgemalen:

Prinsen, her efter at have indtaget La choucroute royale garnie à l'Alsacienne og cuite au Crémant d'Alsace

"Vi er meget tilfredse med resultatet. Selv havde Vi ingen problemer med at sidde i mørket. Således havde Vi indtaget en lille 12 retters menu og just tømt dagens sidste flaske Chateau, så det eneste Vi så, var det indvendige af øjenlågene."

Med denne kommentar slutter undertegnede af og konstaterer, at lille Danmark overlevede at genoplive krigens fordums mørklægningsperioder. Gud bevare Danmark!

-Jacob

Monday 24 March 2008

Rygeforbud ved OL i Beijing!
For undertegnede har det rent logisk hængt meget godt sammen, eller rettere, ikke hængt sammen: Rygning og de Olympiske Lege. Men det er faktisk først for nylig, at der er kommet decideret forbud mod rygning. Således vil man i Beijing udstede nærmest totalt rygeforbud.

Undertegnede har undersøgt rygesituationen i Beijing, og det viser sig at der allerede i 1996 blev udstedt et nationalt rygeforbud. Dengang forbød man rygning i helseklubber, spabade, åbne offentlige steder og lignende. Med det nye forbud udvider man til hoteller, restauranter, træningscentre, feriesteder og lignende. Med andre ord bliver det pænt sur røv for eventuelle rygende olympiadefanatikere, for slet ikke at snakke om de ca. 4 millioner rygende indbyggere i Beijing. Der er ialt 350 millioner rygere i Kina og der dør ca. 100.000 af passiv rygning pr. år.

Men hvordan var synet på rygning i gamle dage? Jeg har undersøgt sagen nærmere!

Her ser vi den kendte løber Woodruff helt tilbage omkring 2. verdenskrig. Han var berømt fordi han var sort og det var jo ellers ikke lige den slags mennesker, som Hitler inviterede til te og småkager. Den opmærksomme læser vil sikkert observere, at dengang løb man meget mere afslappet, hvilket også ses ved at Woodruff skødesløst har en cigaret i den ene hånd. Det var inden man var opmærksom på farerne ved rygning, så dengang pulsede man gladeligt løs.

Anti-tobaksreklame fra tyskland, 1943

Woodruffs sværd var endda tveægget, idet han ved at være sort OG rygende virkelig kunne gå imod Adolf Hitlers ideologier. Hitler var nemlig selv en stærk modstander af rygning. Således gav han guldure til hans ansatte, hvis de kunne kvitte smøgerne. Heinrich Himmler forbød SS-folk at ryge i deres arbejdstid og Joseph Gobbels gemte sine cigaretter væk, når han var ude i offentligheden. Faktisk blev rygning forbudt på offentlige instanser, flere restauranter, offentlige transportmidler, hospitaler og plejehjem. Ellers ikke lige det indtryk man får, når man ser film der skal foregå i den tid.

Med sin mørke hud faldt Woodruff lige præcis ind i Hitlers stereotype ryger-rolle. Han mente nemlig at rygning var en dårlig vane som rødhuder, jøder, jazzmusikere, sigøjnere, homoseksuelle, sorte, handicappede, kommunister og kapitalister nød.

Man kan spørge sig selv, hvorfor individer der går op i at pleje deres krop og holde den i form vælger at spotte den ved at ryge. Men i gamle dage var det nu helt almindeligt at se sportsstjerner med osepind i mund og hånd, ja de reklamerede sågar for smøger:



Vi har altså slået fast, at i gamle dage, hvor rygningens farer endnu ikke var fastslået, røg atletikstjernerne gladeligt på banen. Men hvordan ser det i grunden ud i dag?

Jeg har skruet tiden tilbage til sidste olympiade, nemlig olympiaden i Grækenland i 2004. Efter at have udført en del detektivarbejde, fandt jeg frem til følgende bevis på at nogle ting aldrig helt ændrer sig:


Herover ses den Etiopiske guldvinder N'uff S'aid med hænderne i vejret, som tegn på at guldet er hans. Også han er slave af tobakken, hvilket ses af den i flaben hængende smøg, på bedste Bogart-maner. Men den slags vil være slut i 2008. Kina sætter hårdt mod hårdt, og regeringen er fuldt opsat på at slå ned på al form for ulovlig rygning. Det kan ramme høj som lav, og selv ikke børn går skud forbi.


For denne lille purk er det slut med at nyde en Hongtashan, et af de mest populære mærker som det enorme nationalt-ejede tobaksfirma producerer. Faktisk producerer selskabet over 900 forskellige mærker, som er inddelt i flere kvaliteter. Hongtashan er en såkaldt D-klasse cigaret, hvilket betyder at den indeholder fortrinsvist tørret fækalie og ca. 0,4% reel tobak. Kina kunne nu ellers godt bruge en lille ekstra indtægt i forbindelse med opførelsen af det olympiske stadium, som har kostet godt 2.000.000.000 kr. (2 milliarder kroner, red.) at opføre.

Den nyoprettede indsatsstyrke mod tobakken, A.S.H. (Anti-Smoking Hardcorps, red.) har siden februar været i skarp træning over det meste af Beijing. Det er en toptrænet klynge af de bedste af Kinas svar på Grønne Baretter og Marinekorpset.



Indsatsleder Mai Mu-rong udtaler, at der ikke vil være nogen nåde overfor eventuelle rygere, der ikke kan modstå trangen. Han udtaler dog, at der i overensstemmelse med de nationale lempelser af tidligere umenneskeligheder, vil være mulighed for at få en sidste smøg inden henrettelsen.

Afslutningsvis skal undertegnede bemærke, at jeg selv er fanatisk ikke-ryger, men at mine personlige holdninger i videst mulige udstrækning ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.

-Jacob

Sunday 23 March 2008

Hurtigt!


For guds skyld, spil for manden!

-Jacob
En tur i hjemmeværnet.

Undertegnede havde længe tænkt ”hvad fanden laver de i grunden ved hjemmeværnet?”, så hvad var mere nærliggende end at besøge dem og få syn for sagen.

Jeg havde kontaktet kaptajn i hjemmeværnet Kresten Salensøe-Möttefeldt Skudslev og aftalt, at jeg skulle med ham en dag, for at se hvor travlt hjemmeværnet i virkeligheden har.

Eskadrillechef Kaptajn Kresten Salensøe-Möttefeldt Skudslev med bl.a. fortjenstmedaljen for ”bedst omdirigering ved større byfestarrangement” og ”veludført kaffebordtjeneste i 5 år”

Cirka kl. 9.00 mødte jeg op ved Skovsøvejen i Slagelse, hvor eskadrille 229 har hjemme. Der var allerede opstået en situation, før jeg kom. Seniorsergent Mollenslev-Flüptke Andersens hund Krieger (ses til venstre i billedet) havde tilsyneladende opsnappet menig Ries-Rass Klejns madpakke med to rullepølsemadder. Det er Ries-Rass Klejn der ses at udføre det i hjemmeværnet kendte tegn for ”to” på billedet.

Situationen optrappedes mens undertegnede ventede tålmodigt, men heldigvis trådt Sergent Lårkhjolt-Skrivengåes Jensen (damen med det røde hår) ind og mæglede. Det endte med at Mollenslov-Flüptke Andersen gav Krieger en overhaling og lovede at køre ind til slagteren efter 4 stykker smørrebrød til Ries-Rass Klejn (de to mistede, plus to mere som kompensation).

Menig Bjarne Halvbag, der ses stående bagerst med kasketten, var så venlig at tage mig med ind i kaffestuen, hvor morgenens møde skulle forestå. Det var Lårkhjolt-Skrivengåes Jensens fødselsdag, hvilket kammeraterne havde valgt at indikere ved en meget veludført kage med motiv.

Det siger sig selv, at Lårkhjolt-Skrivengåes Jensen var rørt til tårer. ”Jeg har ikke været så rørt siden drengene samlede et miniskørt af brugtepatronhylstre til mit 10 års jubilæum”, udtalte hun gennem fugtige øjne.


Kaffen blev skænket op og kagen skåret ud. Folk gumlede løs, og drak kaffe. Der var desværre skåret ned på budgettet, så der var ikke sukker til kaffen, hvorfor menig Halvbag foreslog mig at dyppe kagen i kaffen, da jeg så også samtidig fik fløde i. Jeg afslog høfligt.

Bagefter sang vi fødselssang og inden det officielle møde indledtes, sang vi eskadrille 229s slagsang, der lyder således:

I Slagelse og egn
er ingen sag for klejn
byfest og trafik
vi klarer med et nik

eftersøg og lede
i byen og på hede
forsvar og taktik
overleg'n teknik

fra gravhøj og til å
hvor generalen lå
marcherede vi glade
til Olaf Ryes brigade

for hjemmeværnet passer på
danskere og husk så på
hjemmeværnet kan vi li'
eskadrille to-to-ni!


Mødet blev herefter indledt med at løjtnant K.S. Skrydstrup-Lieslig Rumshøj orienterede om dagens planer. ”Det er efter ordre fra højeste sted hermed planen, at eskadrille 229 i dag skal på den årlige dagsmarch” indledte løjtnanten. Menig halvbag prikkede til mig og hviskede ”jeg håber du har traveskoene på, hæhæ”

”Som flere af jer måske er bekendt med, har overkommandoen optrappet kravene. Således består strækningen af dagsmarchen nu af 3,5 kilometer, i forhold til de tidligere 2,5 kilometer.” Salen genlød af mindre tilfredse suk og en herre, hvis navn jeg senere fandt ud af var Per Gunstlaug Hanziföll (menig) udbrød vredt ”Hva' fanden har de gang i! Det er sgu ikke frømandskorpset det her.”

Heldigvis kunne løjtnanten berolige forsamlingen og love, at der ville blive gjort holdt undervejs, da der skulle provianteres på turen. ”Nåja, og rør”, sluttede han. Derefter afvikledes mødet, og vi gik udenfor og tog opstilling til march.

Stemningen var stadig en smule trykket, men efter at menig Halvbag havde fyret lidt gamle soldatervittigheder af, blev den dårlige stemning afløst af en mere munter en. Folk hankede op i oppakningen, og vi begav os afsted.

Vi havde vel gået i ca. 12 minutter, da de første træthedstegn meldte sig i flokken. Men det ville løjtnanten overhovedet ikke høre tale om, og han rullede derefter vinduet i Gden (jeepen) op og fortsatte foran os andre.

Lidt efter stødte vi på dagens første krisesituation. Resolut stoppede løjtnanten vognen og gav signalet til holdt. Foran os var der sket et mindre færdselsuheld på en af omegnens mere traffikerede jordveje, nemlig jordvejen til Søndergårdens æbleplantage.

Det viste sig at være en af de lokale drengebander der var i færd med at rydde plantagen for Golden Delicious æbler.

”Vi oplever desværre en større og større tendens til disse apple-raids (æbletyverier, red.), og vi har ikke anden mulighed end at sætte hårdt mod hårdt og slå til”, udtalte løjtnanten og beordrede de implicerede gerningsmænd anholdt. Således oplevede undertegnede allerede inden kl. 10 sin første civile anholdelse.

Herover ses de anholdte umiddelbart før de blev ført afsted i det dertil indrettede køretøj.

Efter den megen tumult var der tydelig spænding blandt folkene i eskadrillen. Adrenalinen havde kørt på højeste niveau, hvilket havde sat tydelige spor. Der gik ikke meget mere end 5 minutter, så beordrede løjtnanten hvil.

Sergent Krøllemule-Ufflighed havde som en af de få udvalgte tiltusket sig (menig Halvbags udtryk, ikke mit) sig en såkaldt ”stol-folde”, som han hurtigt slog ud og rapporterede tilbage til basen. I gamle dage brugte man radioer, men som sergenten sagde, så er ”hjemmeværnet med på noderne”. Han fremviste desuden sin nyindkøbte Nokia 3310 ”med farveskærm og polyfoniske ringetoner”, som han udtrykte det. Derefter demonstrerede han at hans ringetone var ”General Napoleon og hans titusind mænd”. Telefonen var naturligvis med cover i camouflagefarver. ”For en sikkerheds skyld”, var sergentens kommentar.

Det var ved samme lejlighed, at jeg ikke kunne undgå at bemærke, at det i hæren ellers så skrappe krav til påklædning og fremtoning (og ikke mindst indtagelse af alkohol i arbejdstiden) åbenbart ikke var helt de samme i hjemmeværnet. Forespurgt dette, svarede forsamlingen lidt uklart, men jeg nåede dog at få Hanzifölls svar, som var noget i retningen af ”jeg kan ikke tåle det stof uniformer er lavet af”. En anden svarede ”min læge har ordineret fuldkorn, men jeg trapper langsomt op med flydende humle”.

Jeg havde også lagt mærke til, at en samling ældre mennesker gik lidt bagude. De så ud som om de fulgte efter os. Krøllemule-Ufflighed forklarede, forespurgt dette, at det var Jimmy Havmår og hans søn og kone. De udgjorde en ekstremistisk faktion, som mente at de havde ret til at opstille deres eget private hjemmeværn. De gjorde holdt lidt fra os og jeg gik over og spurgte hvem de var.

Jimmy og familien havde sat sig på en træstamme, og han begyndte at forklare, at han så det som en borgerret at opstille med sit eget private værn. ”Jeg ønsker at udelukke enhver form for eventuel forræderi og vil kun kæmpe for mit land med folk jeg stoler på. Vi har længe nok ligget under det manglende demokratis låg og jeg har med oprettelsen af Mariendal Allé 24s Mobile Retshær løsnet mig af de nationale lænker, og forenet politi og forsvar af privatret og ejendom i et!"

Adspurgt hvorfor de så ikke gik deres egen march og fulgte efter hjemmeværnet, forklarede Jimmy, at det var hjemmeværnet der gik deres rute.

”Jeg har gjort holdt her utallige gange i min tid i Mariendal Allé 24s Mobile Retshær!”

Efter at jeg havde drukket min øl – man er vel solidarisk – og spist min ene sandwich, kom løjtnanten forbi og proklamerede, at det var på tide at komme videre.

Vi havde vel marcheret i en 12-15 minutter mere, da løjtnanten atter signalerede holdt. ”Jeg ved godt det ikke var en del af planen, men vi har jo en civilist iblandt os i dag, og han skal sgu have lov til at opleve noget action. Derfor har jeg en overraskelse. Vi skal øve håndgranatkast”.

Det var noget der fik stemningen i vejret. Folk hujede og jublede, da vi gik ind på øvelsesområdet for håndgranatkast. ”Normalt får civilister ikke lov til det her, men vi har fået et parti 2. sortering håndgranater ind af døren, så du får også lov til at prøve”, bemærkede løjtnanten til mig, da han var steget ud af vognen og havde placeret granaterne på jorden.

Jeg må nok erkende, at termerne ”2. sortering” og ”håndgranater” ikke lige er to jeg helst ser forenet, men det så ikke ud til at bekymre løjtnanten.

For undertegnede og de andre der ikke tidligere havde prøvet kræfter med håndgranaterne, var der en kort instruks. Det var Oversergent Hallensøe-Skuffenfeldt, der forestod denne.

I hiver splitten ud og kaster granaten, sådan helst et sted hvor der ikke er nogen mennesker, subsidiært der, hvor der er færrest”, forklarede oversergenten. ”Bare rolig, det er pærenemt”, beroligede menig Halvbag mig.

Folk fik udleveret deres granater, og så kunne man ellers gå i gang. Det bekymrede mig en anelse, at der ikke umiddelbart var nogen plan eller orden tingene skulle udføres i, men jeg vidste ikke bedre.

Herover ses menig Flöisdorff og og menig Russenmafia i færd med at konstatere, hvordan en håndgranat skal håndteres. Billedet er taget med mit kameras 10x zoom, da jeg ikke helt havde tiltro til deres evner.

Det endte da også med en mindre heldig episode, men jeg lovede ikke at omtale det nærmere, førend retssagen er overstået.

Deres udsendte afstod fra at prøve nogle af 2. sorteringsgranaterne, og efter politiet var kørt bort med de implicerede i førnævnte episode, fortsatte resten af os marchen.

Efter ca. en halv time endte vi i Sørby-magle, hvor vi gjorde ophold ved Dagli' Brugsen med henblik på proviantering. Her stødte vi op til en flok mennesker, der alle var tidligere hjemmeværnssoldater, men som nu havde trukket sig tilbage som bistandsklienter.

Der blev grillet pølser, pjattet, drukket (fortrinsvist øl) og da kl. var ca. 15.30 kunne jeg simpelthen ikke klemme flere pølser ned, så jeg tog kontakt til løjtnanten og gav ham besked om at jeg ville sige tak for i dag og tage hjem. Han gav mig hånden og stak mig eskadrille 229s emblem som et lille minde om dagen. ”Sådan en som dig kan vi sagtens bruge. Hjemmeværnet er patriotisme med konsekvens. Vi mener integrationen har slået fejl. Derfor søger vi raske, danske mænd. Far vel!”, sagde han og sluttede af med noget der vist skulle ligne et honnør. Jeg begav mig hjem, godt mæt af dagens mange indtryk og ikke mindst de mange pølser.

Her ses det flotte emblem, som løjtnanten gav mig. Især motivet er bemærkelsesværdigt.

Til slut vil jeg sige tak til alle fra eskadrille 229 for en interessant dag, og hermed slutte artiklen af med et par stemningsbilleder fra arrangementet ved Dagli' Brugsen, samt en slagsang der blev sunget samme sted. Jeg håber du, kære læser, ligesom jeg har fået et bedre indtryk af hvad man laver i hjemmeværnet.

Ovenstående billede er slående bevis på, at grillpølser og pilsnere kan forene oppositioner.

Her får jeg udleveret mit 14. stykke grillpølse. Der var desværre ikke mere stærk sennep.

I hjemmeværnet tørster man ikke.

Ved grillen var der fællessang:

Hjemmeværnsmand, værn om dit land
hver eneste kvinde og hver eneste mand
giv blot dit land dit hjerteblod
og mærk så dit hjerte fyldes med mod

Over høje og neden i dale
lyder der støj, fra barske kale
hvorend der opstår en situation
er vi der straks med vores kanon

I snevejr og der hvor kaos er
dirigerer vi alle og enhver
og der hvor hvor brede bøge står
kæmper vi alle for bedre kår

For Danmark, du er vort fædreland
for dig vi kæmper, til sidste mand
for der skal ej herske tvivl herom
i hvert fald indtil flasken er tom

-Jacob

Tuesday 18 March 2008

Danskere er fucking dovne hunde (del 2)

Som jeg tidligere har skrevet, er bl.a. mine naboer - i hvert fald nogle af dem - simpelthen så luddovne. Jeg tillader mig lige at citere mig selv:

Vi er vel 40 lejemål her i blokken hvor jeg bor, og dertil er der knyttet en 6-7 containere. De står lige klods op af hinanden i et rum. På trods af at de vitterlig står side om side, vælger folk konsekvent at voldproppe den nærmeste container i sådan en grad, at låget står og gaber.

Eftersom jeg ikke ønsker at fremstå som en person der opdigter den slags påstande, har jeg ved hjælp af mit super-deluxe 2Mpixel mobiltelefonkamera taget en par eksempler udi fotograferingens ædle kunstart - med andre ord, jeg har snappet et par lousy billeder.




Herover har jeg taget et billede stående inde i det lille aflukke, hvor vores containere til skrald står. Som det ses, er første container så fyldt, at låget slet ikke kan lukkes. Den næste er også ret fyldt, idet låget ej heller kan lukkes helt der. Hvis man kigger til den anden side, ser det nogenlunde sådan her ud:




Igen er den første container stoppet med skrald, og det kan hertil bemærkes, at Nettoposerne tilsyneladende er mine naboers foretrukne mærke i skraldeposer. Men de er vel også vant til at blive fyldt med lort.

Hvis man så åbner den allerbagerste container og kigger, ja så ser situationen således ud:




Stort set tom. Der ligger en lille bitte smule på bunden, men taget i betragtning at den dag billedet blev taget, var sidste dag inden containerne skulle tømmes, er det nærmest pinligt at se på.

Beviset er forelagt dagens lys og dommen over min påstand må være:

SANDFÆRDIG!

På den anden side er det ikke overraskende med dovenskaben. Den ser man sgu alle steder, selv her i provincen (udtales på fransk). Lad mig give et andet (lokalt) eksempel:




Du kender det godt. Du har just grovædt det erstatningsprodukt, som McDonalds vælger at markedsføre som værende fortæringsværdigt. Nu sidder du med al den festlige og indbydende indpakning og har bilen fyldt med det. Og der er mindst 20 meter til nærmeste skraldespand. Hvad gør du?

Jamen du smider da naturligvis bare hele pisset ud på parkeringspladsen! Problem solved, alle er glade. Det forskønner den grå og triste asfalt med det farverige skrald.




Ovenstående billede har jeg valgt at bringe udelukkende pga. det absurde i at finde et par sko stående under en bil kl. 6.50 om morgenen på en halvtom parkeringsplads. Der er sikkert en spændende historie bag og hvis ikke, så kan jeg sgu sagtens opdigte en.

Men det bliver en anden gang.

-Jacob
Mikrolån med et smil

Det er ret tydeligt, at penge er noget folk vil have mere og mere af. I gamle dage, der var vi sgu lidt mere nøjsomme. Eller også er det bare noget jeg bilder mig ind.

Tidligere har der været fokus på de såkaldte lån over mobiltelefonen, da de typisk havde en kort løbetid og en høj rente. Men de gav unge mulighed for at få kontanter lige her og nu.

Her kunne man så mene, at det var vel bedre end at drengene lavede et par knæk og pigerne spredte benene i en halv time, men der er trods alt lige det med renterne, der vel med den mest neutrale vending jeg lige kan komme på, kan kaldes for decideret åger.

Således kan det nye firma Mobillån Danmark ApS, et firma stiftet af selskabet R SERVICES ApS, nu tilbyde lån med en løbetid på 14, 21 og 30 dage. Renten - altså den reelle rente (ÅOP) er på hele 2.969 procent! Hvabehar, siger du sikkert, men den er god nok.

At renten - eller den årlige omkostning i procent - bliver på 2.969 skyldes, at vi har måttet følge Forbrugerombudsmandens tolkning af, hvordan det skal regnes ud.


Således siger Magnus Gröndal, direktør i Mobillån Danmark, til dagbladet Politiken. Det skal hertil bemærkes af undertegnede, at Politiken vist har fået fat i et forkert navn, idet jeg har konstateret, at ledelsen af det famøse firma består af Magnus Gröndal (direktør), Dan Gunnar Hallström og Björn Rune Johansson. Der var sgu lidt for mange ö'er i den ledelse, hvis I spørger mig!

Vi mener egentlig, det er en vildledende måde at gøre det op på over for kunderne, men vi gør det, fordi Forbrugerombudsmanden siger, vi skal


fortsætter Gröndal. Han kan også fortælle, at det er under to procent af kunderne hos Mobillån i Sverige, som ikke kan betale deres lån tilbage. Resten har ikke lyst til at miste knæskallerne (alright, den sidste sætning er måske LIDT gætteri).

Deres udsendte har ved granskning af diverse registre konstateret, at Mobillån Danmark ApS (med binavnene Mobileloan Denmark ApS og SMSLån Danmark ApS), har til huse på Strandboulevarden 122, 5. sal. Der er 0 ansatte i firmaet - tilsyneladende - og præcis samme adresse har selskabet R Services ApS, der er det selskab der har stiftet Mobillån Danmark ApS. Direktøren i DET selskab hedder Edwin George Shelton, og Eddy er en mand der forstår at sprede sine interesser, idet han bl.a. også sidder i Kommanditselskabet Hippo Trade K/S, der ligeledes har til huse på... Strandboulevarden 122, 5. sal!

Den famøse adresse

Og sådan kunne jeg sikkert blive ved, men jeg gider ikke grave dybere i sagen, blot tilføje at ingen af selskaberne har reklamebeskyttelse, så er du i telemarkering, er telefonnummeret du ringer til 70 20 10 17. 70-numre er centralnumre, så du bliver sikkert viderestillet til et eller andet sted. Fax-spam sendes til 70 20 10 27.

Nå, men for nu at komme videre, så var meningen med denne artikel, at jeg ville kommentere hvor direkte mentalt retarderet man skal være, for at betale 300 kr. for at låne 1000 kr. i 30 dage, eller 450 kr. for at låne 2000 kr. i 30 dage (ÅOP på henholdsvis 2969% og 1236% - så nup den sidste og spar penge!) Forresten koster det også 25 i gebyr at ansøge om lånet.

Så lidt penge kan man efter al sandsynlighed nok låne af en ven eller bekendt. Jeg mener, hvis man virkelig er på skideren, så har de fleste nok mulighed for at låne den slags penge af en i omgangskredsen. Idéen med mobillånene må være penge HER OG NU, men ikke engang dét, kan selskabet reelt tilbyde:

Hvis vi godkender dit lån, får du pengene indsat på din konto 15 minutter efter. Hvis din ansøgning modtages udenfor kontorets åbningstid, overføres pengene næste arbejdsdag.


Ovenstående er taget fra Mobillån Danmark ApS' hjemmeside.

Det betyder med andre ord, at hvis du står nede på Barbar Bar kl. 21.30 og Mastodont-Svend fra Colbjørnsensgade tilbyder dig en "billig" bærbar computer, så er du fucked either way, da pengene først går ind næste dag. Så skal du alligevel ud og slå en tilfældig ned eller tage den i røven på toilettet (hvilket måske er grunden til at så mange bliver slået ned, da sidstnævnte mulighed ikke er så attraktiv).

Med andre ord er selskabet fup og fiduser, og blot ude på at udnytte stakkels unge menneskers frygt for ubeskyttet analsex over et pissoir med Store-Jimmy.

FØJ, siger jeg bare.

-Jacob

Sunday 16 March 2008

Ugen der gik

Ah, endnu en uge overstået og endnu en stribe film set. Ugen har budt på lidt af hvert på underholdningsområdet. Jeg startede med at se Jumper.

Jumper er en film om en knægt der i teenageårene konstaterer, at han er i stand til at jumpe til hvor som helst på jorden. Altså med andre ord: Han kan teleportere ved tankens kraft. Ok, det er jo sådan set rimelig cool, hvilket knægten også hurtigt finder ud af. Han teleporterer naturligvis ind i en bank og tømmer den for penge. Og så ruller lavinen. Men der er en ældgammel sekt af såkaldte Paladiner, der er ude efter Jumpers. Altså finde dem og slå dem ihjel. Når jeg skriver "dem", så er det naturligvis fordi det viser sig, at vores hovedperson ikke er den eneste med de evner.

Anyway, filmen ender i sidste ende med at være en typisk katten-efter-musen film, hvor der naturligvis er en tøs der gør vores "helt" blød i knæene og får ham til at gøre dumme ting. Vi mænd lærer det sgu aldrig.

"Ih, altså, nu skal jeg nok lige rette din skjorteflip igen, fjollehoved!"

Det er rent effektmæssigt en aldeles okay film og Samuel L. Jackson er med.Det burde jo borge for nogle gode replikker. Alright, det kan naturligvis ikke alt sammen være på niveau med klassereplikkerne fra Pulp Fiction, men her har vi Sammy i en potentiel bad-ass rolle, endda komplet med affarvet hår, og så ender det hele i en gang halvkedeligt højhastigheds effektfyrværkeri. Alligevel har jeg endda på fornemmelsen at vi ser en efterfølger i den klassiske stil - nemlig med 10 gange lavere budget og nul kendte personer. At det så kun nedsætter antallet med én, det er så noget andet...

Næh, ugens højdepunkt kom uden tvivl om fredagen, hvor jeg var med en veninde i biografen og se The Bucket List ("Nu eller aldrig", som den så smukt er fordansket til). Se, DET var verdensklasse. Jack Nicholson og Morgan Freeman spiller to herrer, som begge får konstateret cancer - terminal cancer. De ender på samme stue på hospitalet, et hospital der er sponseret af Jack Nicholsons karakter. Jack Nicholson er en gammel, gnaven og umådelig rig mand, der ingen familie har. Morgan Freeman har en stor familie, men er ellers en ganske almindelig mekaniker, der ikke ligefrem er velhavende. Mens de ligger på hospitalet, begynder Freeman at lave en såkaldt "Bucket List" (kommer af udtrykket "kicking the bucket", der frit oversat betyder at stille træskoene). Det er en liste over ting han gerne ville have gjort og oplevet, inden han skulle bort herfra. Men han dropper idéen, da det ikke er aktuelt længere. Begge personer får at vide, at de kun har måneder tilbage at leve i.

Edward Cole: Here's something to remember when you're older Thomas - never pass up a bathroom, never waste a hard-on, and never trust a fart.
Thomas: I'll remember that when I start "decrepitating" sir.


Jack Nicholson får opsnappet Freemans liste, og får en idé. Han og Freeman skal gøre tingene på listen. Han har pengene til at gøre hvad som helst. Til at starte med, er Freeman ikke meget for idéen, men han bliver til sidst overtalt. Og så begiver de sig ud og gør lige hvad de vil. Det betyder at rejse i hele verden, springe i faldskærm, køre en sportsvogn etc.

Grumpy Old Men 3?

Det lyder måske banalt, og det er det sådan set også. To gamle mænd der drøner rundt og hygger sig og fyrer sjove replikker af. Men filmen stikker faktisk en hel del dybere og til trods for det er længe siden jeg har grinet så meget i en biograf, har filmen en meget bevægende, sørgelig og særdeles livsbekræftende slutning. Jeg vil ikke røbe den præcise slutning, men blot understrege at det er en af de største feel-good oplevelser jeg har haft i en biograf. Der blev både grinet og grædt.

Efter biografbesøget var vi lige på en café og få lidt mad, hvor jeg fik nogle aldeles lækre grillede tigerrejer i en ellers udmærket salat. Jeg forstår dog ikke helt meningen med salater nu om stunder. Man tager en samling lækre grøntsager og sylter dem totalt i vindruekerne- eller olivenolie. Alt det sprøde og lækre bliver til en gang vådt og slimet snask. Hvorfor SKAL der bruges en halv liter olie til en enkelt portion? Hvorfor kan man ikke bare selv få lov til at dosere den skide olie? Jeg mener, rejerne er døde, så hvorfor lave en miniature-swimming pool til dem? Og desuden svømmer man sgu da af helvede til i olie.

Som jeg skrev i et tidligere indlæg, blev min cykel stjålet for nylig. Eftersom jeg er den type, der nægter at fore penge på en bil, som jeg alligevel aldrig vil bruge, men stadig har brug for et transportmiddel til at køre mindre ture, ja så var det lidt nødvendigt med en ny cykel. Som så mange andre har jeg også lige fået min årsopgørelse, men de 618 kr.jeg skal have, de rækker ikke så langt. Og dog. Det viste sig, at der faktisk var nye cykler at få til sølle 999 kr. Ja, det er ganske vist en cykel der så er købt i SuperBrugsen og naturligvis ikke lige så fantastisk som en til 5000 hos en cykelhandler. Men helt ærligt, så meget går jeg heller ikke op i tingene. Cyklen skal være nogenlunde neutral, have mindst 3 gear og så ellers være billig. Og det er den i SuperBrugsen. Så jeg har fået min mor til at købe en til mig, da der ikke lige er nogen SuperBrugs her i nærheden. Det gjorde hun så i går (lørdag) og den skal jeg have hentet senere.

I dag, søndag, har jeg så begået en fejl jeg har begået mange gange før. Jeg lærer det aldrig. Jeg har set endnu en remake af en japansk gyser. Denne gang gik det ud over The Eye (originaltitel "Gin gwai"). Den originale var faktisk en ganske udmærket gyser, der handler om en blind kvinde der i en alder af sidst i 30erne gennemgår en operation, der giver hende synet igen. Der er dog et aber dabei. Hun kan ganske vist se efter operationen, men pludselig kan hun se ting, som hun ikke burde kunne se. Døde folk. Med andre ord, spøgelser. Og så ser hun meget af det, som hendes donor til operationen åbenbart har set.

Filmen - den originale - udmærkede sig ved at have en ret intens slutning, der ganske vist ikke ligefrem var opmuntrende, men den gav stof til eftertanke. Remaken - genindspilningen, om du vil - er naturligvis stort set den samme film, men skuespillet er bare ikke den samme klasse. Og filmen er slet ikke uhyggelig på samme måde. Jessica Alba spiller hovedrollen og ja, hun er da en foxy tøs og alt det, men hun er altså ikke ligefrem Oscarmateriale. Min tanke efter at have set filmen var, at det her var simpelthen spild af alles tid. Filmen bringer intet nyt på banen. Den er udelukkende lavet med henblik på den tilsyneladende store del af den amerikanske befolkning, der lider af fobi for undertekster. INTET andet. Det virker så ligegyldigt. Jeg kan ikke finde noget der retfærdiggør eksistensen af filmen, udover førnævnte undertekstsfobi. Det ville svare til, at vi i Danmark lavede genindspilninger af alle de store amerikanske film, med danske skuespillere.


Se DET ville være en gyser.

-Jacob

Sunday 9 March 2008

Som at komme hjem

De fleste kender Stephen King. Om ikke andet, så overfladisk. Det er ham der skriver de der gyserhistorier og har tykke briller.

Begge dele er korrekt. Men King er også en af USAs mest velskrivende forfattere, for nok kan man sige at han for nogle år tilbage skuffede mange af sine fans ved pludselig at skrive decideret drama, frem for hans velkendte gys. Selv blev jeg også slemt skuffet over nogle af hans udgivelser, og serien med Revolvermanden endte med at blive noget værre rod.

Alligevel står manden bag klassikere som The Shining, Needful Things, It, The Running Man, The Green Mile og ikke mindst en af de bedste historier nogensinde, nemlig The Shawshank Redemption. De to sidstenævnte har begge været udsat for helt fænomenale filmatiseringer, noget som ellers er en sjældenhed med filmatiseringer af Kings historier. Lad os bare sige, at der har været nogle mildest talt uheldige tilfælde imellem, så det vil jeg slet ikke bruge tid eller plads på at nævn nogen af.

De to gode filmatiseringer er begge med Frank Darabont som værende den store drivkraft for at få historien repræsenteret på skærmen. Han har stået for det altså det såkaldte screenplay. Derfor var det pludseligt interessant, da jeg konstaterede at filmatiseringen af Kings novelle The Mist havde Frank Darabont med i teamet. Det, samt at jeg godt kunne lide den korte historie. Her var der da en reel mulighed for at få det meste af historien med i en normal to-timers film.

Forleden - fredag nat - havde jeg så fornøjelsen af at se The Mist. Forventningerne var sådan set ikke ligefrem høje. Ganske vist var teamet bag filmen habilt, men selv kompetente folk kan også lave svipsere, og med det kvalitetsniveau der generelt ligger over filmatiseringerne af Kings fortællinger, ja så var jeg forberedt på lidt af hvert.

Kort fortalt handler filmen om en gruppe mennesker der efter en storm er nede i det lokale supermarked og hamstre lidt forsyninger. Her bliver de alle bliver så fanget. Hvorfor? Fordi der pludselig kommer en tæt tåge og omslutter forretningen og ud af tågen kommer en mand løbende og råber at der er "noget" i tågen der har dræbt hans ven.

Det viser sig så, at der rent faktisk ER noget i tågen. Og det er ikke bare dis. Det er særdeles utiltalende monstre. Vi snakker om kæmpe edderkoppelignende insekter, pterodaktyllignende fugle, underlige skabninger med tentakler og - som det vil blive set til slut i filmen - nogle særdeles store monstre.

Her er det hovedpersonen der er ude med snøren.  Der er givet et monster på krogen!

Men hvor kommer de fra? Hvad skal folk gøre? Der skabes hurtig panik- og lynchstemning i supermarkedet og det vises igen, at King har et forrygende kendskab til hvordan folk reagerer. Personerne virker på sin vis karrikerede, men alligevel er de troværdige. Ikke mindst fordi det jo ER Amerika, og der er folk godt nok underlige ind imellem.

Ollie: [Ollie just fired 2 shots] I killed her.
David Drayton: Thank you Ollie.
Ollie: I killed her. I wouldn't have done that if there had been any other way.
David Drayton: That's why I said thank you.

Filmen er pænt blodig og brutal. Men den har også sjove øjeblikke. Det er en gyser, men den er nu ikke specielt uhyggelig. Men der er gjort meget ud af at gøre monstrene særdeles utiltalende. Således kunne de store edderkoppelignende skabninger godt få det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Fy da føj. Der er nogle dødsscener hvor man virkeligt sidder og krymper sig i sædet.

Med andre ord er det måske ikke lige filmen man ser med kæresten eller konen. På den anden side er man nok sidder på at hun vil sidde tæt på. Og hun vil sikkert have du tjekker ALT for kryb de næste mange dage.

Om det så er en god eller dårlig ting, ja det er nok op til den enkelte.

The Mist er efter min mening vellykket. Den er underholdende, tro mod historien, har humor, gys, glimrende effekter og så har den simpelthen noget over sig. Jeg sad noget af lørdagen og funderede over, hvad det lige var ved filmen der tiltalte mig i sådan en grad.

Ollie: As a species, we're fundamentally insane. Put two of us in a room, we pick sides, and start dreaming up reasons to kill one another.

Konklusionen var, at det var som at komme hjem igen. Du har ganske vist set det hele før, og det er måske ikke perfekt, men det føles rigtigt og alting er som du gerne vil have det.

Mainstream og metervare, vil nogen måske mene. Men er det nu også så dårligt? En stor anbefaling herfra!

-Jacob

Saturday 8 March 2008

Alle gode gange 3...

Ja, så skete det igen. Jeg har fået stjålet endnu en cykel. Første gang var da jeg lige var flyttet hjemmefra. Cyklen var relativ ny og stod låst. Inde i en opgang.

Dengang var jeg under 27, så forsikringen havde en selvrisiko på 1.500, hvilket betød at jeg ligeså godt kunne betale en ny helt selv. Næste gang var ikke et decideret tyveri - i hvert fald ikke ifølge dem der fjernede cyklen. Og hvem var det så? DSB, såmænd. Da jeg boede i Sorø, cyklede jeg ud til stationen, som logisk nok var placeret modsat alt andet i byen. En periode havde jeg så ladet den stå og taget bussen. Det var vinter og dårligt vejr, og mit togkort tillod mig jo alligevel at køre med bussen.

Pludselig var cyklen fjernet. Det var noget med at engang imellem ryddede de alle cykler, for ellers kunne der stå en masse ubrugte cykler og fylde op. Som sådan logisk nok, men jeg syntes nu fristen var rimelig kort. En uge eller noget. Det havde jeg ikke set, da jeg jo havde taget bussen. Da jeg så henvendte mig til DSB manden - ja der var kun en, for Sorø station har kun åben for salg af noget somhelst mellem 6.30 og 12.00. Og aldrig i weekenden. Virkelig service. Virkede billetautomaten ikke? Surt! Nå men anyway, da jeg henvendte mig til manden fik jeg den besked, at cyklerne var fjernet og flyttet ned bag stationen, hvor de ville stå en måned, inden de røg til auktion.

Jeg gik en dag efter arbejde ned bag stationen og kiggede, og ganske vist stod der en masse cykler, men var min at se nogen steder? Naturligvis ikke, og den HAVDE været låst. Den ellers så venlige DSB mand kunne fortælle mig, at hvis den (cyklen) ikke stod dernede, ja så måtte nogen have fjernet den. Og det var så bare surt. Der var intet de kunne gøre.

Og hvad gjorde man så? På det tidspunkt boede jeg med min eks-kæreste i et relativt nyindkøbt hus, og en bil der også åd penge (og en eks-kæreste, hvis far sagde "jeg håber din gode sans for økonomi smitter af på min datter" til mig) som køer æder græs. Der var med andre ord ikke bare sådan lige råd til en ny cykel. Men se, så kom der en redning i form af min eks-kærestes morbror. Han var metadon bruger, da han havde været ude i tovene, men ellers en smadderfin fyr, som sjovt nok gik fantastisk i spænd med mig. Sikkert fordi jeg også er lidt af en "lost case"!

Men det forlød fra ham, at han havde en cykel som jeg kunne få. En glimrende, brugt cykel, som var i aldels udmærket stand. Jeg skulle bare hente den hos ham. Han boede i Hvidovre, så en dag efter arbejde var jeg forbi ham og hente cykel. Det var lidt af en oplevelse, dels da det var hundehamrende pisse koldt, dels da jeg så fik set hvordan han boede, hvilket var... oplysende. Alright, han boede sådan set ganske normalt. Også selv om der stod nogle lidt underlige ting i hans stue, som jeg slet ikke ville spørge hvad var.

Nå, men jeg fik altså cyklen og det var vitterlig en helt okay cyklen. 5 gear og alt muligt, intet at klage over der. Sadlen var lidt løs, men den kunne jeg jo altid stramme op, men ganske som jeg skrev i en tidligere blog, så har vi mænd det med at lægge planer, som aldrig rigtig bliver ført ud i livet. Stramningen af sadlen var en af dem. Jeg fik ganske enkelt aldrig strammet den.

Og så er vi tilbage ved nutiden. Min sidste cykel stod inde i en baggård, helt ovre i hjørnet. En baggård hvor der - troede jeg - kun kom os beboere. Sadlen var løs, styret sad skævt og både forhjul og baghjul var flade som kistelåg. Med andre ord har nogen stjålet en cykel som i store træk var noget nær verdens mest ukomfortable køretøj. Det må være sket i en brandert. Det håber jeg i hvert fald for vedkommende.

Så nu skal jeg altså ud og have mig en cykel igen. Forsikringen vil nok ikke give meget for en cykel jeg havde fået gratis uden kvittering. Er der noget at sige til, man ikke gider ofre penge på en meget dyr cykel? Næh, jeg vil nøjes med at give max et par tusind kroner, hvis jeg overhovedet vil ofre så meget.

Til alle der stjæler cykler har jeg følgende afsluttende bemærkning:



-Jacob




Tuesday 4 March 2008

SVIN!

Dem har vi sgu mange af her i landet. Og nu snakker jeg ikke kun om dem der giver os flæskesteg og flæskesvær, samt bacon og pølser. Næh, jeg mener også alle jer satans røvhuller, der sviner miljøet til.

Bare rolig, jeg er ikke ved at sadle op til et korstog mod alle dem der bruger tørretumbler og lader fjernsynet stå på stand-by. Næh, det er helt andre svin jeg refererer til.

Mmmm... ser det bare ikke lækkert ud?

Ovenstående billede viser meget godt det syn der mødte mig, da jeg i morges begav mig afsted fra min ydmyge hybel til stationen, for atter at nyde en tur med DSB. Jeg skrår som sædvanlig hen over H.P. Hansens Plads i Slagelse midtby - en større parkeringsplads - og ser så at indtil flere folk må have tømt deres askebægre på parkeringspladsen.

Jeg ved ikke med jer andre, men for mig er der sgu næsten ikke noget mere ulækkert end sådan en samling skodder. Det er helt på linie med at felche tyresæd ud af en hæmoridebefængt abes røvhul, med andre ord ikke appetitligt i nogen somhelst grad.

En ting er at folk vil ryge i deres bil. Jeg er sådan set ligeglad med at de bevister sænker brugtvognsværdien af bilen med omtrent 400% ved at ryge i den, men kunne de forhelvede ikke lade være med at tømme deres skide askebægre på selve parkeringspladsen - især når man tager med i betragtningen, at der var en skraldespand UNDER FEM METER FRA STEDET!

Jeg er simpelthen begyndt at mistænke tobaksfirmaerne for at have skrottet skræmmekampagnerne på cigaretpakkerne, og have erstattet dem med følgende piktogram:


Hvor svært kan det lige være at bevæge sig fire skridt? Åbenbart kræver det mere intelligens end den gennemsnitlige dansker har, for jeg ser faktisk også lignende scenarier gentaget i min egen boligblok.

Vi er vel 40 lejemål her i blokken hvor jeg bor, og dertil er der knyttet en 6-7 containere. De står lige klods op af hinanden i et rum. På trods af at de vitterlig står side om side, vælger folk konsekvent at voldproppe den nærmeste container i sådan en grad, at låget står og gaber.

Fint nok at de udnytter pladsen, men containeren lige ved siden af er tom! Hallo, let lige jeres fede røv ÉT skridt mere? Der er sågar folk der tilsyneladende konstaterer, at den første container er fyldt, for så at stille deres skrald ved siden af.

Så dovne og dumme er folk vitterlige, og det skræmmer mig lidt, at det er de samme folk jeg skal betegne som værende mine medmennesker. Ikke at jeg betragter mig selv som nogen Einstein, men jeg føler mig sgu ind i mellem som en rocket scientist i forhold til den slags folk.

-Jacob

Monday 3 March 2008

Cogitationis poenam nemo patitur

Jeg er lidt af en filmfanatiker. Ikke som sådan på decideret nørdniveau. Og dog. Det er sikkert ret diskutabelt. I hvert fald ser jeg en hel del film, men til gengæld sørger jeg for at have et relativt åbent sind. Man er jo nødt til at have noget at holde sine sammenligninger op imod.

Således har jeg netop set den Oscar-vindende Atonement. Forresten vandt filmen oscaren for musikken, hvilket jeg ikke helt er enig med komiteen i. Bevares, musikken var glimrende og passede smukt til stemningen på skærmen, men jeg har nu oplevet bedre.


Her demonstreres den obligatoriske "I despise you"-positur, som helt efter bogen ignoreres af manden.

Nå, men hvis du allerede har klikket på IMDb-linket, vil du nok have konstateret, at det er så som så med maskuliniteten i filmen. Kategoriseret som værende war, romance og drama, er det begrænset med forekomsten biljagter, skuddueller, afrevne lemmer og bare bryster. Der er dog rent faktisk sex - dog i meget lødig form. Som f.eks. da en person ved en fejltagelse kommer til at sende et forkert brev til hans udkårne, et brev hvori han nævner noget om hans trang til at kysse hendes ædlere dele. Jeg kan sige så meget at ordet "cunt" indgår i brevet:

Robbie Turner: I'm sorry, you weren't meant to see that. It was the wrong version.
Cecilia Tallis: What was in the right one?
Robbie Turner: It was more formal... Less...
Cecilia Tallis: Anatomical?

En kvinde med sans for sarkasme. My kinda woman.

Kort fortalt foregår filmen i 1930ernes England, du ved, dengang med slikhår, røvgrimme kjoler, endeløs rygning af cigaretter af folk i alle aldersgrupper (dengang gik man direkte fra sutten til smøgen), te i haven, full-lenght badedragter (i striber) med tilhørende badehætter.

I den her fisefornemme britiske familie er der en 13-årig tøs der ser hendes storesøster blive voldtaget (eller bliver hun?) af en mand, som hun mener at genkende. Men gør hun nu også det? Og så får hendes beskyldninger naturligvis indflydelse på de involverede personers tilværelse. Herefter følger en række årtier, hvor vi følger personerne.

Den opmærksomme læser vil måske huske at filmen blandt andet var klassiferet som war, og der er da også scener af krig, men det er altså ikke Rambo 4, Saving Private Ryan eller Band of Brothers det her. Der kommer skam lig på skærmen, men meget af tiden er det sgu lige før de kæmper the bloody war med en biscuit i den ene hånd og en kop Earl Grey i den anden. Jeg vil dog lige advare eventuelle hesteelskere. Der er nogle pænt brutale henrettelser af heste, der ellers tilsyneladende ikke er kvæstede eller noget i den stil.

Selv om jeg ikke er meget for at indrømme det, så er jeg lidt en sucker for british english, så alene det uptightede sprog og dialekten kan gøre mig småvåd i bukserne, og normalt er jeg ellers også særledes lidt macho når det kommer til den slags film her. Okay, jeg gider ikke Danielle Steele, men der har da været film der har giovet mig fugtige øjne. Denne her er nu ikke en af dem, men jeg må lettere modvilligt erkende, at filmen faktisk var ganske underholdende. Således lykkedes det mig at holde mig vågen under hele filmen, trods det faktum at det var halv sent på aftenen jeg lagde mig på sofaen og så den.

Alt i alt en acceptabel film, som man nok ikke ligefrem skal reklamere med at man har set, hvis man vil bevare sin mandighed (min er forlængst forsvundet). Men den går i biografen lige nu og hvis du skulle have en bedre halvdel der gerne vil se den, kan jeg sige at det sagtens kunne være værre.

4 ud af 6 brændende hjerter (man er vel romantiker).



-Jacob
Ab initio

Egentlig har jeg i lang tid haft brugt blogger-delen på mit eget website (skamløs reklame), men var blevet lidt træt af den, da den var ret mangelfuld. Jeg havde forlængst registret en blog hos blogger, men bare aldrig brugt den.

Den slags gør jeg i grunden ofte. Ser et eller andet nyt og interessant, registrerer mig og glemmer alt om det. Noget af det første jeg gjorde det med, var dating.dk. Da den side i tidernes morgen blev oprettet, ja der besøgte jeg den også og oprettede mig selv. I to år loggede jeg så slet ikke ind, hvilket resulterede i, at da jeg langt om længe fik nosset mig sammen til at logge på, var der en stribe mails der vist havde overskredet sidste salgsdag for længe siden.

Gad vide om det generelt er noget vi mænd gør, det der med at starte på noget og så oftest ikke fuldende det. Vi kender jo alle den klassiske med manden der skal bygge om selv og det tager så en krig. Det gælder også for mange andre projekter, som en mand kaster sig over. Jeg kan selv nævne de utallige spil jeg er gået i gang med at spille, men aldrig har fået spillet færdige. Og planer om dit og dat, der ikke rigtig er blevet til noget. A posse ad esse.

Der er vel i grunden kun én ting, som mænd altid fuldfører, og det er naturligvis sex. På den anden side hører man ofte, at der er mænd der også går i gang med dette projekt, men aldrig gennemfører. Dette er naturligvis baseret på kvindelige udsagn og derfor ikke værende gyldige i byretten. Jeg ved det, for jeg arbejder der!

Nå, men i sidste uge havde jeg ferie og mand som jeg var (er), ja der havde jeg naturligvis en masse planer om alt det jeg skulle nå. Og ved du hvad? Jeg nåede det sgu. Jeg fik rent faktisk set samtlige afsnit af Lost. Det er over 70. Ret godt klaret, når jeg selv skal sige det. Og det havde naturligvis intet at gøre med at der var skuespillere som hende her med:

Nixen, at der spankulerer veltrimmede kvinder rundt i næsten ingenting, det har rent faktisk ikke distraheret fra den særdeles velfortalte og djævelsk spændende historie. Det værste er næsten, at det basalt set bare er "Glamour" på et lidt højere plan. Granted, der er mere plotudvikling og twists i ét afsnit af Lost, end en hel sæson af "Glamour". Hertil skal det tilføjes, at dette udsagn er baseret på en venindes referat af førnævnte formiddagsserie, som hun har fulgt nærmest slavisk. Jeg ved godt at jeg tidligere skrev, at en kvindes udsagn ikke tæller, men her taler det min sag, så det er okay.

Forresten er hun dagplejemor, så hun kan jo bare fede den på langs på sofaen og så kyle et pølsebrød efter ungerne ved middagstid. Og så synes jeg, at hver eneste gang jeg snakker med hende, så skal hun snart have ferie. Jo tak, der er sgu nogen der kan.

Som dagplejemor er hun af naturlige årsager kommunalt ansat. Normalt plejer det ikke at afføde de helt store fordele, men for nylig fik hun mulighed for at købe en ny computer gennem kommunen. Det vil sige, at hun kunne få en svinebillig computer gennem arbejdet. Som offentligt ansat!

Hendes mand er ansat ved TDC (og er ligeledes en god ven og forresten en af de få mænd der rent faktisk fuldfører næsten alle hans projekter, han prøver til stadighed at slippe af med hende, haha) og har naturligvis også mulighed for medarbejder-pc.

Fuck asier, siger jeg bare. Som statsansat ved byretten, har man rundt regnet et bøjet søm at nedsænke sin bare røv på. Vi kan købe Microsoft Office til 300, hvilket naturligvis er ganske billigt, men vi kan naturligvis ikke købe nogen computer at køre lortet på. Top marks til Domstolsstyrelsen.

Nå, men i det mindste er arbejdet ganske godt. Mine nærmeste kollegaer er en broget flok:

  • ca. 40 årig kvinde, der for nylig har fået konstateret en tarmsygdom, der gør at hun sikkert skal være på medicin resten af livet. Samtidig med at hun fik konstateret sygdommen, gik hun fra sin mand, som hun var gift med for anden gang (hvem sagde "gå aldrig tilbage til en fuser"). Det resulterer i at hun for tiden kun er der halvtids og sjældent er i specielt godt humør, omend det er blevet lidt bedre på det sidste. Hun er desuden afdelingens eneste ryger og samtidig stedfortræder. Smart med en stedfortræder der kun er der halv tid.
  • ca. 45 årig (meget mod hendes vilje) kvinde der er mor til to teenagedøtre, som jævnligt ringer og skal snakke med mor. Hvis ikke det er en af hendes to døtre, ja så er det hendes ældste datter, nemlig hendes 18 år yngre lillesøster. Hun (ikke søsteren) er en rigtig ærke-Københavner, der bander, svovler og brokker sig i et væk. Hendes yndlingsudtryk er "klovn" og "det' bar' ikk' godt nok!" Hun er desuden den eneste kvinde jeg kender, som kan få timer til at gå med at læse menukort.
  • 24 årig mand fra ex-Jugoslavien, der efterhånden er begyndt at slægte mig lidt rigeligt på, hvad angår practical jokes. Især når disse går ud over mig. Men ellers er han en meget stille og rolig fyr, der heldigvis er pisse dygtig og lærenem.
  • 42-årig kvinde der lider af en meget sjælden sygdom (navnet er fuldkommen umuligt at huske), der gør at hun rent faktisk burde være død. Som hun selv siger: "Jeg stiller træskoene hver aften, men aner ikke om jeg tager dem på igen". Det kunne man argumentere og sige var gældende for os alle. Anyway, så er hun klart den med mest bid i. Sarkasme og bidende ordudvekslinger med hende er dagligdag - de dage hun rent faktisk møder ind på arbejde.
  • 34-årig mand, der har afdelingens ubestridt mest rodede skrivebord. Alligevel formår han at have styr på sine ting, laver skidegodt arbejde og er uden tvivl afdelingens primus motor når det gælder social interaktivitet. Således står han for at have hængt papirkurvene op på væggen (glimrende basketballtræning) og den hyppige udskiftning af ordlyden på skiltet ved døren (for tiden "3. inkvisition") samt at være den eneste i hele byretten med et navneskilt bøjet i kobbertråd, et motivationstermometer der kun er i top op til weekender og ferier samt egen lokumsrulle med diverse hovedbrudsopgaver (en gave han stolt modtog via decembers pakkekalender). Han er hospoeten og ordsmeden på stedet, hvilket kan være noget af en plage. Det er naturligvis undertegnede, der er snak om.

Umiddelbart skulle man ikke tro sådan en afdeling kunne hænge specielt godt sammen, men stik mod alle odds, så kører det forbavsende godt. Og hvorfor? Fordi vi simpelthen ikke gider knokle som svin. Vi gider gerne gøre en indsats, men fri mig for stress. Det lort gider jeg ikke. Derfor kan chefen også sagtens komme forbi og opleve mig godt tilbagelænet eller med benene oppe. Hun har såmænd påtalt det - på en pæn måde - men har vist accepteret at jeg (hele afdelingen) ikke gider stresse. Og da slet ikke til den sulteløn det offentlige giver os.

I dag var der faktisk forbavsende lidt at lave, hvilket resulterede i at jeg havde tid til at lave et meget nobelt og officielt-udseende skilt med ordlyden "Skandaler ->", som jeg så helt i overensstemmelse med stedets ånd placerede ved siden af Fogedrettens dør. Det sidste med ordlyden "Gniere ->" var ikke så populært, men så let giver jeg nu ikke op.

-Jacob