Som jeg tidligere har skrevet, er bl.a. mine naboer - i hvert fald nogle af dem - simpelthen så luddovne. Jeg tillader mig lige at citere mig selv:
Vi er vel 40 lejemål her i blokken hvor jeg bor, og dertil er der knyttet en 6-7 containere. De står lige klods op af hinanden i et rum. På trods af at de vitterlig står side om side, vælger folk konsekvent at voldproppe den nærmeste container i sådan en grad, at låget står og gaber.
Eftersom jeg ikke ønsker at fremstå som en person der opdigter den slags påstande, har jeg ved hjælp af mit super-deluxe 2Mpixel mobiltelefonkamera taget en par eksempler udi fotograferingens ædle kunstart - med andre ord, jeg har snappet et par lousy billeder.
Herover har jeg taget et billede stående inde i det lille aflukke, hvor vores containere til skrald står. Som det ses, er første container så fyldt, at låget slet ikke kan lukkes. Den næste er også ret fyldt, idet låget ej heller kan lukkes helt der. Hvis man kigger til den anden side, ser det nogenlunde sådan her ud:
Igen er den første container stoppet med skrald, og det kan hertil bemærkes, at Nettoposerne tilsyneladende er mine naboers foretrukne mærke i skraldeposer. Men de er vel også vant til at blive fyldt med lort.
Hvis man så åbner den allerbagerste container og kigger, ja så ser situationen således ud:
Stort set tom. Der ligger en lille bitte smule på bunden, men taget i betragtning at den dag billedet blev taget, var sidste dag inden containerne skulle tømmes, er det nærmest pinligt at se på.
Beviset er forelagt dagens lys og dommen over min påstand må være:
På den anden side er det ikke overraskende med dovenskaben. Den ser man sgu alle steder, selv her i provincen (udtales på fransk). Lad mig give et andet (lokalt) eksempel:
Du kender det godt. Du har just grovædt det erstatningsprodukt, som McDonalds vælger at markedsføre som værende fortæringsværdigt. Nu sidder du med al den festlige og indbydende indpakning og har bilen fyldt med det. Og der er mindst 20 meter til nærmeste skraldespand. Hvad gør du?
Jamen du smider da naturligvis bare hele pisset ud på parkeringspladsen! Problem solved, alle er glade. Det forskønner den grå og triste asfalt med det farverige skrald.
Ovenstående billede har jeg valgt at bringe udelukkende pga. det absurde i at finde et par sko stående under en bil kl. 6.50 om morgenen på en halvtom parkeringsplads. Der er sikkert en spændende historie bag og hvis ikke, så kan jeg sgu sagtens opdigte en.
Men det bliver en anden gang.
-Jacob
No comments:
Post a Comment