Saturday, 8 March 2008

Alle gode gange 3...

Ja, så skete det igen. Jeg har fået stjålet endnu en cykel. Første gang var da jeg lige var flyttet hjemmefra. Cyklen var relativ ny og stod låst. Inde i en opgang.

Dengang var jeg under 27, så forsikringen havde en selvrisiko på 1.500, hvilket betød at jeg ligeså godt kunne betale en ny helt selv. Næste gang var ikke et decideret tyveri - i hvert fald ikke ifølge dem der fjernede cyklen. Og hvem var det så? DSB, såmænd. Da jeg boede i Sorø, cyklede jeg ud til stationen, som logisk nok var placeret modsat alt andet i byen. En periode havde jeg så ladet den stå og taget bussen. Det var vinter og dårligt vejr, og mit togkort tillod mig jo alligevel at køre med bussen.

Pludselig var cyklen fjernet. Det var noget med at engang imellem ryddede de alle cykler, for ellers kunne der stå en masse ubrugte cykler og fylde op. Som sådan logisk nok, men jeg syntes nu fristen var rimelig kort. En uge eller noget. Det havde jeg ikke set, da jeg jo havde taget bussen. Da jeg så henvendte mig til DSB manden - ja der var kun en, for Sorø station har kun åben for salg af noget somhelst mellem 6.30 og 12.00. Og aldrig i weekenden. Virkelig service. Virkede billetautomaten ikke? Surt! Nå men anyway, da jeg henvendte mig til manden fik jeg den besked, at cyklerne var fjernet og flyttet ned bag stationen, hvor de ville stå en måned, inden de røg til auktion.

Jeg gik en dag efter arbejde ned bag stationen og kiggede, og ganske vist stod der en masse cykler, men var min at se nogen steder? Naturligvis ikke, og den HAVDE været låst. Den ellers så venlige DSB mand kunne fortælle mig, at hvis den (cyklen) ikke stod dernede, ja så måtte nogen have fjernet den. Og det var så bare surt. Der var intet de kunne gøre.

Og hvad gjorde man så? På det tidspunkt boede jeg med min eks-kæreste i et relativt nyindkøbt hus, og en bil der også åd penge (og en eks-kæreste, hvis far sagde "jeg håber din gode sans for økonomi smitter af på min datter" til mig) som køer æder græs. Der var med andre ord ikke bare sådan lige råd til en ny cykel. Men se, så kom der en redning i form af min eks-kærestes morbror. Han var metadon bruger, da han havde været ude i tovene, men ellers en smadderfin fyr, som sjovt nok gik fantastisk i spænd med mig. Sikkert fordi jeg også er lidt af en "lost case"!

Men det forlød fra ham, at han havde en cykel som jeg kunne få. En glimrende, brugt cykel, som var i aldels udmærket stand. Jeg skulle bare hente den hos ham. Han boede i Hvidovre, så en dag efter arbejde var jeg forbi ham og hente cykel. Det var lidt af en oplevelse, dels da det var hundehamrende pisse koldt, dels da jeg så fik set hvordan han boede, hvilket var... oplysende. Alright, han boede sådan set ganske normalt. Også selv om der stod nogle lidt underlige ting i hans stue, som jeg slet ikke ville spørge hvad var.

Nå, men jeg fik altså cyklen og det var vitterlig en helt okay cyklen. 5 gear og alt muligt, intet at klage over der. Sadlen var lidt løs, men den kunne jeg jo altid stramme op, men ganske som jeg skrev i en tidligere blog, så har vi mænd det med at lægge planer, som aldrig rigtig bliver ført ud i livet. Stramningen af sadlen var en af dem. Jeg fik ganske enkelt aldrig strammet den.

Og så er vi tilbage ved nutiden. Min sidste cykel stod inde i en baggård, helt ovre i hjørnet. En baggård hvor der - troede jeg - kun kom os beboere. Sadlen var løs, styret sad skævt og både forhjul og baghjul var flade som kistelåg. Med andre ord har nogen stjålet en cykel som i store træk var noget nær verdens mest ukomfortable køretøj. Det må være sket i en brandert. Det håber jeg i hvert fald for vedkommende.

Så nu skal jeg altså ud og have mig en cykel igen. Forsikringen vil nok ikke give meget for en cykel jeg havde fået gratis uden kvittering. Er der noget at sige til, man ikke gider ofre penge på en meget dyr cykel? Næh, jeg vil nøjes med at give max et par tusind kroner, hvis jeg overhovedet vil ofre så meget.

Til alle der stjæler cykler har jeg følgende afsluttende bemærkning:



-Jacob




No comments: