En tur i hjemmeværnet.

Undertegnede havde længe tænkt ”hvad fanden laver de i grunden ved hjemmeværnet?”, så hvad var mere nærliggende end at besøge dem og få syn for sagen.

Jeg havde kontaktet kaptajn i hjemmeværnet Kresten Salensøe-Möttefeldt Skudslev og aftalt, at jeg skulle med ham en dag, for at se hvor travlt hjemmeværnet i virkeligheden har.

Eskadrillechef Kaptajn Kresten Salensøe-Möttefeldt Skudslev med bl.a. fortjenstmedaljen for ”bedst omdirigering ved større byfestarrangement” og ”veludført kaffebordtjeneste i 5 år”

Cirka kl. 9.00 mødte jeg op ved Skovsøvejen i Slagelse, hvor eskadrille 229 har hjemme. Der var allerede opstået en situation, før jeg kom. Seniorsergent Mollenslev-Flüptke Andersens hund Krieger (ses til venstre i billedet) havde tilsyneladende opsnappet menig Ries-Rass Klejns madpakke med to rullepølsemadder. Det er Ries-Rass Klejn der ses at udføre det i hjemmeværnet kendte tegn for ”to” på billedet.

Situationen optrappedes mens undertegnede ventede tålmodigt, men heldigvis trådt Sergent Lårkhjolt-Skrivengåes Jensen (damen med det røde hår) ind og mæglede. Det endte med at Mollenslov-Flüptke Andersen gav Krieger en overhaling og lovede at køre ind til slagteren efter 4 stykker smørrebrød til Ries-Rass Klejn (de to mistede, plus to mere som kompensation).

Menig Bjarne Halvbag, der ses stående bagerst med kasketten, var så venlig at tage mig med ind i kaffestuen, hvor morgenens møde skulle forestå. Det var Lårkhjolt-Skrivengåes Jensens fødselsdag, hvilket kammeraterne havde valgt at indikere ved en meget veludført kage med motiv.

Det siger sig selv, at Lårkhjolt-Skrivengåes Jensen var rørt til tårer. ”Jeg har ikke været så rørt siden drengene samlede et miniskørt af brugtepatronhylstre til mit 10 års jubilæum”, udtalte hun gennem fugtige øjne.

Kaffen blev skænket op og kagen skåret ud. Folk gumlede løs, og drak kaffe. Der var desværre skåret ned på budgettet, så der var ikke sukker til kaffen, hvorfor menig Halvbag foreslog mig at dyppe kagen i kaffen, da jeg så også samtidig fik fløde i. Jeg afslog høfligt.

Bagefter sang vi fødselssang og inden det officielle møde indledtes, sang vi eskadrille 229s slagsang, der lyder således:

I Slagelse og egn
er ingen sag for klejn
byfest og trafik
vi klarer med et nik

eftersøg og lede
i byen og på hede
forsvar og taktik
overleg'n teknik

fra gravhøj og til å
hvor generalen lå
marcherede vi glade
til Olaf Ryes brigade

for hjemmeværnet passer på
danskere og husk så på
hjemmeværnet kan vi li'
eskadrille to-to-ni!

Mødet blev herefter indledt med at løjtnant K.S. Skrydstrup-Lieslig Rumshøj orienterede om dagens planer. ”Det er efter ordre fra højeste sted hermed planen, at eskadrille 229 i dag skal på den årlige dagsmarch” indledte løjtnanten. Menig halvbag prikkede til mig og hviskede ”jeg håber du har traveskoene på, hæhæ”

”Som flere af jer måske er bekendt med, har overkommandoen optrappet kravene. Således består strækningen af dagsmarchen nu af 3,5 kilometer, i forhold til de tidligere 2,5 kilometer.” Salen genlød af mindre tilfredse suk og en herre, hvis navn jeg senere fandt ud af var Per Gunstlaug Hanziföll (menig) udbrød vredt ”Hva' fanden har de gang i! Det er sgu ikke frømandskorpset det her.”

Heldigvis kunne løjtnanten berolige forsamlingen og love, at der ville blive gjort holdt undervejs, da der skulle provianteres på turen. ”Nåja, og rør”, sluttede han. Derefter afvikledes mødet, og vi gik udenfor og tog opstilling til march.

Stemningen var stadig en smule trykket, men efter at menig Halvbag havde fyret lidt gamle soldatervittigheder af, blev den dårlige stemning afløst af en mere munter en. Folk hankede op i oppakningen, og vi begav os afsted.

Vi havde vel gået i ca. 12 minutter, da de første træthedstegn meldte sig i flokken. Men det ville løjtnanten overhovedet ikke høre tale om, og han rullede derefter vinduet i Gden (jeepen) op og fortsatte foran os andre.

Lidt efter stødte vi på dagens første krisesituation. Resolut stoppede løjtnanten vognen og gav signalet til holdt. Foran os var der sket et mindre færdselsuheld på en af omegnens mere traffikerede jordveje, nemlig jordvejen til Søndergårdens æbleplantage.

Det viste sig at være en af de lokale drengebander der var i færd med at rydde plantagen for Golden Delicious æbler.

”Vi oplever desværre en større og større tendens til disse apple-raids (æbletyverier, red.), og vi har ikke anden mulighed end at sætte hårdt mod hårdt og slå til”, udtalte løjtnanten og beordrede de implicerede gerningsmænd anholdt. Således oplevede undertegnede allerede inden kl. 10 sin første civile anholdelse.

Herover ses de anholdte umiddelbart før de blev ført afsted i det dertil indrettede køretøj.

Efter den megen tumult var der tydelig spænding blandt folkene i eskadrillen. Adrenalinen havde kørt på højeste niveau, hvilket havde sat tydelige spor. Der gik ikke meget mere end 5 minutter, så beordrede løjtnanten hvil.

Sergent Krøllemule-Ufflighed havde som en af de få udvalgte tiltusket sig (menig Halvbags udtryk, ikke mit) sig en såkaldt ”stol-folde”, som han hurtigt slog ud og rapporterede tilbage til basen. I gamle dage brugte man radioer, men som sergenten sagde, så er ”hjemmeværnet med på noderne”. Han fremviste desuden sin nyindkøbte Nokia 3310 ”med farveskærm og polyfoniske ringetoner”, som han udtrykte det. Derefter demonstrerede han at hans ringetone var ”General Napoleon og hans titusind mænd”. Telefonen var naturligvis med cover i camouflagefarver. ”For en sikkerheds skyld”, var sergentens kommentar.

Det var ved samme lejlighed, at jeg ikke kunne undgå at bemærke, at det i hæren ellers så skrappe krav til påklædning og fremtoning (og ikke mindst indtagelse af alkohol i arbejdstiden) åbenbart ikke var helt de samme i hjemmeværnet. Forespurgt dette, svarede forsamlingen lidt uklart, men jeg nåede dog at få Hanzifölls svar, som var noget i retningen af ”jeg kan ikke tåle det stof uniformer er lavet af”. En anden svarede ”min læge har ordineret fuldkorn, men jeg trapper langsomt op med flydende humle”.

Jeg havde også lagt mærke til, at en samling ældre mennesker gik lidt bagude. De så ud som om de fulgte efter os. Krøllemule-Ufflighed forklarede, forespurgt dette, at det var Jimmy Havmår og hans søn og kone. De udgjorde en ekstremistisk faktion, som mente at de havde ret til at opstille deres eget private hjemmeværn. De gjorde holdt lidt fra os og jeg gik over og spurgte hvem de var.

Jimmy og familien havde sat sig på en træstamme, og han begyndte at forklare, at han så det som en borgerret at opstille med sit eget private værn. ”Jeg ønsker at udelukke enhver form for eventuel forræderi og vil kun kæmpe for mit land med folk jeg stoler på. Vi har længe nok ligget under det manglende demokratis låg og jeg har med oprettelsen af Mariendal Allé 24s Mobile Retshær løsnet mig af de nationale lænker, og forenet politi og forsvar af privatret og ejendom i et!"

Adspurgt hvorfor de så ikke gik deres egen march og fulgte efter hjemmeværnet, forklarede Jimmy, at det var hjemmeværnet der gik deres rute.

”Jeg har gjort holdt her utallige gange i min tid i Mariendal Allé 24s Mobile Retshær!”

Efter at jeg havde drukket min øl – man er vel solidarisk – og spist min ene sandwich, kom løjtnanten forbi og proklamerede, at det var på tide at komme videre.

Vi havde vel marcheret i en 12-15 minutter mere, da løjtnanten atter signalerede holdt. ”Jeg ved godt det ikke var en del af planen, men vi har jo en civilist iblandt os i dag, og han skal sgu have lov til at opleve noget action. Derfor har jeg en overraskelse. Vi skal øve håndgranatkast”.

Det var noget der fik stemningen i vejret. Folk hujede og jublede, da vi gik ind på øvelsesområdet for håndgranatkast. ”Normalt får civilister ikke lov til det her, men vi har fået et parti 2. sortering håndgranater ind af døren, så du får også lov til at prøve”, bemærkede løjtnanten til mig, da han var steget ud af vognen og havde placeret granaterne på jorden.

Jeg må nok erkende, at termerne ”2. sortering” og ”håndgranater” ikke lige er to jeg helst ser forenet, men det så ikke ud til at bekymre løjtnanten.

For undertegnede og de andre der ikke tidligere havde prøvet kræfter med håndgranaterne, var der en kort instruks. Det var Oversergent Hallensøe-Skuffenfeldt, der forestod denne.

”I hiver splitten ud og kaster granaten, sådan helst et sted hvor der ikke er nogen mennesker, subsidiært der, hvor der er færrest”, forklarede oversergenten. ”Bare rolig, det er pærenemt”, beroligede menig Halvbag mig.

Folk fik udleveret deres granater, og så kunne man ellers gå i gang. Det bekymrede mig en anelse, at der ikke umiddelbart var nogen plan eller orden tingene skulle udføres i, men jeg vidste ikke bedre.

Herover ses menig Flöisdorff og og menig Russenmafia i færd med at konstatere, hvordan en håndgranat skal håndteres. Billedet er taget med mit kameras 10x zoom, da jeg ikke helt havde tiltro til deres evner.

Det endte da også med en mindre heldig episode, men jeg lovede ikke at omtale det nærmere, førend retssagen er overstået.

Deres udsendte afstod fra at prøve nogle af 2. sorteringsgranaterne, og efter politiet var kørt bort med de implicerede i førnævnte episode, fortsatte resten af os marchen.

Efter ca. en halv time endte vi i Sørby-magle, hvor vi gjorde ophold ved Dagli' Brugsen med henblik på proviantering. Her stødte vi op til en flok mennesker, der alle var tidligere hjemmeværnssoldater, men som nu havde trukket sig tilbage som bistandsklienter.

Der blev grillet pølser, pjattet, drukket (fortrinsvist øl) og da kl. var ca. 15.30 kunne jeg simpelthen ikke klemme flere pølser ned, så jeg tog kontakt til løjtnanten og gav ham besked om at jeg ville sige tak for i dag og tage hjem. Han gav mig hånden og stak mig eskadrille 229s emblem som et lille minde om dagen. ”Sådan en som dig kan vi sagtens bruge. Hjemmeværnet er patriotisme med konsekvens. Vi mener integrationen har slået fejl. Derfor søger vi raske, danske mænd. Far vel!”, sagde han og sluttede af med noget der vist skulle ligne et honnør. Jeg begav mig hjem, godt mæt af dagens mange indtryk og ikke mindst de mange pølser.

Her ses det flotte emblem, som løjtnanten gav mig. Især motivet er bemærkelsesværdigt.

Til slut vil jeg sige tak til alle fra eskadrille 229 for en interessant dag, og hermed slutte artiklen af med et par stemningsbilleder fra arrangementet ved Dagli' Brugsen, samt en slagsang der blev sunget samme sted. Jeg håber du, kære læser, ligesom jeg har fået et bedre indtryk af hvad man laver i hjemmeværnet.

Ovenstående billede er slående bevis på, at grillpølser og pilsnere kan forene oppositioner.

Her får jeg udleveret mit 14. stykke grillpølse. Der var desværre ikke mere stærk sennep.

I hjemmeværnet tørster man ikke.

Ved grillen var der fællessang:

Hjemmeværnsmand, værn om dit land
hver eneste kvinde og hver eneste mand
giv blot dit land dit hjerteblod
og mærk så dit hjerte fyldes med mod

Over høje og neden i dale
lyder der støj, fra barske kale
hvorend der opstår en situation
er vi der straks med vores kanon

I snevejr og der hvor kaos er
dirigerer vi alle og enhver
og der hvor hvor brede bøge står
kæmper vi alle for bedre kår

For Danmark, du er vort fædreland
for dig vi kæmper, til sidste mand
for der skal ej herske tvivl herom
i hvert fald indtil flasken er tom

-Jacob