Ab initio

Egentlig har jeg i lang tid haft brugt blogger-delen på mit eget website (skamløs reklame), men var blevet lidt træt af den, da den var ret mangelfuld. Jeg havde forlængst registret en blog hos blogger, men bare aldrig brugt den.

Den slags gør jeg i grunden ofte. Ser et eller andet nyt og interessant, registrerer mig og glemmer alt om det. Noget af det første jeg gjorde det med, var dating.dk. Da den side i tidernes morgen blev oprettet, ja der besøgte jeg den også og oprettede mig selv. I to år loggede jeg så slet ikke ind, hvilket resulterede i, at da jeg langt om længe fik nosset mig sammen til at logge på, var der en stribe mails der vist havde overskredet sidste salgsdag for længe siden.

Gad vide om det generelt er noget vi mænd gør, det der med at starte på noget og så oftest ikke fuldende det. Vi kender jo alle den klassiske med manden der skal bygge om selv og det tager så en krig. Det gælder også for mange andre projekter, som en mand kaster sig over. Jeg kan selv nævne de utallige spil jeg er gået i gang med at spille, men aldrig har fået spillet færdige. Og planer om dit og dat, der ikke rigtig er blevet til noget. A posse ad esse.

Der er vel i grunden kun én ting, som mænd altid fuldfører, og det er naturligvis sex. På den anden side hører man ofte, at der er mænd der også går i gang med dette projekt, men aldrig gennemfører. Dette er naturligvis baseret på kvindelige udsagn og derfor ikke værende gyldige i byretten. Jeg ved det, for jeg arbejder der!

Nå, men i sidste uge havde jeg ferie og mand som jeg var (er), ja der havde jeg naturligvis en masse planer om alt det jeg skulle nå. Og ved du hvad? Jeg nåede det sgu. Jeg fik rent faktisk set samtlige afsnit af Lost. Det er over 70. Ret godt klaret, når jeg selv skal sige det. Og det havde naturligvis intet at gøre med at der var skuespillere som hende her med:

Nixen, at der spankulerer veltrimmede kvinder rundt i næsten ingenting, det har rent faktisk ikke distraheret fra den særdeles velfortalte og djævelsk spændende historie. Det værste er næsten, at det basalt set bare er "Glamour" på et lidt højere plan. Granted, der er mere plotudvikling og twists i ét afsnit af Lost, end en hel sæson af "Glamour". Hertil skal det tilføjes, at dette udsagn er baseret på en venindes referat af førnævnte formiddagsserie, som hun har fulgt nærmest slavisk. Jeg ved godt at jeg tidligere skrev, at en kvindes udsagn ikke tæller, men her taler det min sag, så det er okay.

Forresten er hun dagplejemor, så hun kan jo bare fede den på langs på sofaen og så kyle et pølsebrød efter ungerne ved middagstid. Og så synes jeg, at hver eneste gang jeg snakker med hende, så skal hun snart have ferie. Jo tak, der er sgu nogen der kan.

Som dagplejemor er hun af naturlige årsager kommunalt ansat. Normalt plejer det ikke at afføde de helt store fordele, men for nylig fik hun mulighed for at købe en ny computer gennem kommunen. Det vil sige, at hun kunne få en svinebillig computer gennem arbejdet. Som offentligt ansat!

Hendes mand er ansat ved TDC (og er ligeledes en god ven og forresten en af de få mænd der rent faktisk fuldfører næsten alle hans projekter, han prøver til stadighed at slippe af med hende, haha) og har naturligvis også mulighed for medarbejder-pc.

Fuck asier, siger jeg bare. Som statsansat ved byretten, har man rundt regnet et bøjet søm at nedsænke sin bare røv på. Vi kan købe Microsoft Office til 300, hvilket naturligvis er ganske billigt, men vi kan naturligvis ikke købe nogen computer at køre lortet på. Top marks til Domstolsstyrelsen.

Nå, men i det mindste er arbejdet ganske godt. Mine nærmeste kollegaer er en broget flok:

• ca. 40 årig kvinde, der for nylig har fået konstateret en tarmsygdom, der gør at hun sikkert skal være på medicin resten af livet. Samtidig med at hun fik konstateret sygdommen, gik hun fra sin mand, som hun var gift med for anden gang (hvem sagde "gå aldrig tilbage til en fuser"). Det resulterer i at hun for tiden kun er der halvtids og sjældent er i specielt godt humør, omend det er blevet lidt bedre på det sidste. Hun er desuden afdelingens eneste ryger og samtidig stedfortræder. Smart med en stedfortræder der kun er der halv tid.
• ca. 45 årig (meget mod hendes vilje) kvinde der er mor til to teenagedøtre, som jævnligt ringer og skal snakke med mor. Hvis ikke det er en af hendes to døtre, ja så er det hendes ældste datter, nemlig hendes 18 år yngre lillesøster. Hun (ikke søsteren) er en rigtig ærke-Københavner, der bander, svovler og brokker sig i et væk. Hendes yndlingsudtryk er "klovn" og "det' bar' ikk' godt nok!" Hun er desuden den eneste kvinde jeg kender, som kan få timer til at gå med at læse menukort.
• 24 årig mand fra ex-Jugoslavien, der efterhånden er begyndt at slægte mig lidt rigeligt på, hvad angår practical jokes. Især når disse går ud over mig. Men ellers er han en meget stille og rolig fyr, der heldigvis er pisse dygtig og lærenem.
• 42-årig kvinde der lider af en meget sjælden sygdom (navnet er fuldkommen umuligt at huske), der gør at hun rent faktisk burde være død. Som hun selv siger: "Jeg stiller træskoene hver aften, men aner ikke om jeg tager dem på igen". Det kunne man argumentere og sige var gældende for os alle. Anyway, så er hun klart den med mest bid i. Sarkasme og bidende ordudvekslinger med hende er dagligdag - de dage hun rent faktisk møder ind på arbejde.
• 34-årig mand, der har afdelingens ubestridt mest rodede skrivebord. Alligevel formår han at have styr på sine ting, laver skidegodt arbejde og er uden tvivl afdelingens primus motor når det gælder social interaktivitet. Således står han for at have hængt papirkurvene op på væggen (glimrende basketballtræning) og den hyppige udskiftning af ordlyden på skiltet ved døren (for tiden "3. inkvisition") samt at være den eneste i hele byretten med et navneskilt bøjet i kobbertråd, et motivationstermometer der kun er i top op til weekender og ferier samt egen lokumsrulle med diverse hovedbrudsopgaver (en gave han stolt modtog via decembers pakkekalender). Han er hospoeten og ordsmeden på stedet, hvilket kan være noget af en plage. Det er naturligvis undertegnede, der er snak om.

Umiddelbart skulle man ikke tro sådan en afdeling kunne hænge specielt godt sammen, men stik mod alle odds, så kører det forbavsende godt. Og hvorfor? Fordi vi simpelthen ikke gider knokle som svin. Vi gider gerne gøre en indsats, men fri mig for stress. Det lort gider jeg ikke. Derfor kan chefen også sagtens komme forbi og opleve mig godt tilbagelænet eller med benene oppe. Hun har såmænd påtalt det - på en pæn måde - men har vist accepteret at jeg (hele afdelingen) ikke gider stresse. Og da slet ikke til den sulteløn det offentlige giver os.

I dag var der faktisk forbavsende lidt at lave, hvilket resulterede i at jeg havde tid til at lave et meget nobelt og officielt-udseende skilt med ordlyden "Skandaler ->", som jeg så helt i overensstemmelse med stedets ånd placerede ved siden af Fogedrettens dør. Det sidste med ordlyden "Gniere ->" var ikke så populært, men så let giver jeg nu ikke op.

-Jacob