Som at komme hjem

De fleste kender Stephen King. Om ikke andet, så overfladisk. Det er ham der skriver de der gyserhistorier og har tykke briller.

Begge dele er korrekt. Men King er også en af USAs mest velskrivende forfattere, for nok kan man sige at han for nogle år tilbage skuffede mange af sine fans ved pludselig at skrive decideret drama, frem for hans velkendte gys. Selv blev jeg også slemt skuffet over nogle af hans udgivelser, og serien med Revolvermanden endte med at blive noget værre rod.

Alligevel står manden bag klassikere som The Shining, Needful Things, It, The Running Man, The Green Mile og ikke mindst en af de bedste historier nogensinde, nemlig The Shawshank Redemption. De to sidstenævnte har begge været udsat for helt fænomenale filmatiseringer, noget som ellers er en sjældenhed med filmatiseringer af Kings historier. Lad os bare sige, at der har været nogle mildest talt uheldige tilfælde imellem, så det vil jeg slet ikke bruge tid eller plads på at nævn nogen af.

De to gode filmatiseringer er begge med Frank Darabont som værende den store drivkraft for at få historien repræsenteret på skærmen. Han har stået for det altså det såkaldte screenplay. Derfor var det pludseligt interessant, da jeg konstaterede at filmatiseringen af Kings novelle The Mist havde Frank Darabont med i teamet. Det, samt at jeg godt kunne lide den korte historie. Her var der da en reel mulighed for at få det meste af historien med i en normal to-timers film.

Forleden - fredag nat - havde jeg så fornøjelsen af at se The Mist. Forventningerne var sådan set ikke ligefrem høje. Ganske vist var teamet bag filmen habilt, men selv kompetente folk kan også lave svipsere, og med det kvalitetsniveau der generelt ligger over filmatiseringerne af Kings fortællinger, ja så var jeg forberedt på lidt af hvert.

Kort fortalt handler filmen om en gruppe mennesker der efter en storm er nede i det lokale supermarked og hamstre lidt forsyninger. Her bliver de alle bliver så fanget. Hvorfor? Fordi der pludselig kommer en tæt tåge og omslutter forretningen og ud af tågen kommer en mand løbende og råber at der er "noget" i tågen der har dræbt hans ven.

Det viser sig så, at der rent faktisk ER noget i tågen. Og det er ikke bare dis. Det er særdeles utiltalende monstre. Vi snakker om kæmpe edderkoppelignende insekter, pterodaktyllignende fugle, underlige skabninger med tentakler og - som det vil blive set til slut i filmen - nogle særdeles store monstre.

Her er det hovedpersonen der er ude med snøren.  Der er givet et monster på krogen!

Men hvor kommer de fra? Hvad skal folk gøre? Der skabes hurtig panik- og lynchstemning i supermarkedet og det vises igen, at King har et forrygende kendskab til hvordan folk reagerer. Personerne virker på sin vis karrikerede, men alligevel er de troværdige. Ikke mindst fordi det jo ER Amerika, og der er folk godt nok underlige ind imellem.

Ollie: [Ollie just fired 2 shots] I killed her.
David Drayton: Thank you Ollie.
Ollie: I killed her. I wouldn't have done that if there had been any other way.
David Drayton: That's why I said thank you.

Filmen er pænt blodig og brutal. Men den har også sjove øjeblikke. Det er en gyser, men den er nu ikke specielt uhyggelig. Men der er gjort meget ud af at gøre monstrene særdeles utiltalende. Således kunne de store edderkoppelignende skabninger godt få det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Fy da føj. Der er nogle dødsscener hvor man virkeligt sidder og krymper sig i sædet.

Med andre ord er det måske ikke lige filmen man ser med kæresten eller konen. På den anden side er man nok sidder på at hun vil sidde tæt på. Og hun vil sikkert have du tjekker ALT for kryb de næste mange dage.

Om det så er en god eller dårlig ting, ja det er nok op til den enkelte.

The Mist er efter min mening vellykket. Den er underholdende, tro mod historien, har humor, gys, glimrende effekter og så har den simpelthen noget over sig. Jeg sad noget af lørdagen og funderede over, hvad det lige var ved filmen der tiltalte mig i sådan en grad.

Ollie: As a species, we're fundamentally insane. Put two of us in a room, we pick sides, and start dreaming up reasons to kill one another.

Konklusionen var, at det var som at komme hjem igen. Du har ganske vist set det hele før, og det er måske ikke perfekt, men det føles rigtigt og alting er som du gerne vil have det.

Mainstream og metervare, vil nogen måske mene. Men er det nu også så dårligt? En stor anbefaling herfra!

-Jacob