Monday 25 May 2009

Skønt… for de andre!

I dag kom der så den herlige besked på arbejde, at vi får en ny kollega, en person som har været længe ved retten (hun har haft 25 års jubilæum) og det er jo bare herligt. Det betyder at der bliver flere hænder om opgaverne.

OG DOG…

Det kommer ikke rigtig til at betyde noget for os (læs: mig) der sidder med en kæmpe afdeling + en almindelig afdeling af civile retssager. Ergo kommer det ikke til at hjælpe mig en skid.

Måske er det lidt egoistisk at sætte det sådan op, og heldigvis kan jeg da også glæde mig for mig kolleger. Der er bare ikke meget at hente i det for mig…

-Jacob

Sunday 24 May 2009

Coraline_poster Coraline (nej, ikke “Caroline”) flytter sammen med sin far og mor ind i et stort lyserødt hus, hvor naboerne tæller et underligt søskendepar med mange hunde i kælderen, og en eksentrisk russer på øverste etage, der har et cirkus med hoppende mus.

Forældrene har ikke meget tid til hende, da de arbejder konstant. Coraline keder sig, for huset ligger ret afsides. En dag går hun ud for at udforske området og støder da ind i Wybie (kort for Wyborne – haha), en dreng der bor i nærområdet med sin bedstemor. Med sig har han en skravlet kat.Coraline og Wybie Selv om han og Coraline ikke bliver venner lige med det samme, er det tydeligt, at der er noget kemi. Senere har Wybie efterladt en dukke på dørtrinnet – en dukke som ligner en mini-udgave af Coraline. Tilsyneladende en gammel dukke hans bedstemor havde. Med knapper som øjne.Coralines forældre Grundet kedsomheden – og en smule pres fra forældrene – begynder Coraline at udforske det 150 år gamle hus. Ved et tilfælde opdager hun en lille dør, der dog er dækket til af tapet. Hun får sin mor til at finde en nøgle der passer. Fyldt med forventning om eventyr, åbner Coraline døren og ser… en mur.

Den aften går hun atter trist i seng, men i løbet af natten vækkes hun ved lyden af noget. Det er en lille mus der hopper afsted. Coraline følger efter, og hun kommer til den lille dør igen. Men denne gang er alt anderledes. Der er ikke længere en mur bag døren. I stedet er der en gang, og nysgerrig som Coraline er, kravler hun gennem tunnellen og ender i… samme rum som hun kravlede ind fra. Men…Coraline åbner den hemmelige dør Det er ikke den verden, som Coraline kender. I denne version af huset er hendes far og mor søde og rare, giver hende hvad hun vil have at spise, giver hende gaver, pjatter og morer sig med hende. De er dog lidt underlige, for de har også knapper som øjne. Det har alle i denne alternative verden. Undtagen Wybies kat, som også kan tale der.

Til sidst slutter det dog med at Coralines alternative forældre lægger hende i seng, og da hun vågner, er hun tilbage i virkeligheden. Næste nat vågner hun dog igen, og endnu en gang kravler hun gennem til lille dør, til den meget bedre, alternative verden.

Men er den alternative verden nu også så fantastisk? Katten fortæller Coraline, at det faktisk ikke er så godt et sted, hvilket hun er meget uforstående overfor, indtil de alternative forældre viser sig fra deres rigtige side. Pludselig bliver det en farlig situation for Coraline, en situation der ikke kun involverer hende selv.Coralines alternative forældre Hvis du synes det lyder LIDT som noget fra Alice i Eventyrland, så tager du ikke helt fejl. Der er paralleler. En tunnel til en alternativ verden og en talende kat. Men det er bestemt ikke samme historie. Og hvor Alice i Eventyrland er ret bizar og surrealistisk (jeg tænker altid “hvad pokker røg de da de lavede den” når jeg ser den), er Coraline mere realistisk og dyster.

Realistisk er måske et lidt forkert ord, for Coraline er – som det nok fremgår af billederne – en animeret film. Og instruktøren er ingen anden end Henry Selick, manden der også instruerede James and the Giant Peach og The Nightmare Before Christmas – begge meget flotte og imponerende animationsfilm. Filmen er i øvrigt baseret på Neil Gaimans bog af samme navn.

Coraline_and_henry_selick Til jer der måske syntes der var lidt for meget musical over Nightmare Before Christmas, kan jeg berolige og sige, at der er ikke andet end en enkelt sang i Coraline, og det er på en meget naturlig måde.

Animationen er som i de to førnævnte film helt i top, og det er da også stort set samme team, som f.eks. Brad Schiff, der står for det imponerende animationsarbejde.

Musikken står franske Bruno Coulais for, og han har bl.a. også stået for musikken til den danske tegnefilm Drengen der ville gøre det umulige, samt den smukke Le peuple migrateur.

Coraline og Hr. Bobinsky Stemmerne til figurene leveres også af et godt ensemble. Den altid fantastiske barnestjerne (som efterhånden ikke er så meget barn mere, med sine 15 år) Dakota Fanning leverer stemmen til Coraline, og det gør hun helt og aldeles efter bogen – og lidt til. Teri Hatcher (kendt som Susan fra Desperate Housewives) lægger stemme til Coralines mor, både den rigtige og den alternative version. Især i den alternative version gør hun det rigtig, rigtig godt.

I det hele taget må både lyd- og billedsiden af Coraline siges at være i den høje ende af skalaen. Alting emmer af karakter og stemning, der er nogle helt fantastiske figurer med i filmen og selv om den umiddelbart er en børnefilm, er den lavet så dyster, at også voksne kan nyde den – vokse der ellers ikke ville se børnefilm.

Ser man mere nøgternt på den og kalder den for en animationsfilm, er den også et fænomenalt stykke håndværk. Ganske vist har jeg aldrig helt mistet mit indre barn og har normalt rimelig nemt ved at lade mig rive med af eventyr, men jeg har set mange film og er efterhånden ikke så nem at imponere. Coraline imponerede mig. Vi har set selve håndværket før i Henry Selicks tidligere film, men det bliver mere og mere finpudset, så jeg kan ikke lade være med at blive suget ind i universet.Coraline_ms_spink_and_ms_forcible Når man sidder der i mørket og ser filmen, forsvinder alt omkring en og samfulde 100 minutter forsvinder som dug for solen. Det til trods for, at historien som sådan ikke indeholder mange overraskelser eller nyskabelser. Det er heller ikke nødvendigt. Et godt eventyr går aldrig af mode.

Coraline bør være en af de 3 nominerede animationsfilm for 2010 Oscaruddelingen. Som det er nu, er det vist kun Pixars Up der har en chance mod den.

Der har været lidt kritik over nogle af filmens scener, at de skulle være uegnede for børn. Det gælder f.eks. en af Coralines naboer er en meget storbarmet dame, som man ser i et meget lille kostume i en scene.

Coraline_and_dakota_fanning Helt ærligt – det er dukker! Børn griner blot af at damens bryster hopper og danser rundt, og voksne mennesker ser heller intet innuendo i det. Bevares, der er sikkert undtagelser, men jeg snakker om flertallet.

Filmen er heller ikke overdrevent uhyggelig. Der er givetvis nogle scener, som måske kan være meget spændende for en ung purk eller lille pige, men det er ikke noget der ville have givet mig mareridt som lille.

I øvrigt er jeg ikke sikker på filmen bliver vist med danske stemmer overhovedet (rettelse: det blev den faktisk). Så måske er der slet ikke så mange børn herhjemme der vil se den. Vi voksne, som stadig finder glæde i flot animation, stemningsfyldte billeder, klassisk eventyr og sprudlende musik – ja vi kan roligt finde vej til biografens mørke og tage med Coraline på en spændende rejse.

Karakter: 8 ud af 10

-Jacob

Trailer for filmen

Sunday 10 May 2009

Star Trek filmplakat Det har bestemt ikke været nogen nem opgave, som Jeffrey Jacob Abrams blev sat på, da han skulle instruere den nye Star Trek film. Jeg mener, hvordan tager man noget, som er så indstuderet, så etableret og så værdifuldt, ja nærmest helligt for en forfærdelig masse mennesker, og tilfredsstiller alles behov for en forhistorie? Det er næsten en umulig opgave, så lad mig med det samme konkludere, at J.J. Abrams ikke har formået at gøre det umulige. Ikke alle vil stille sig tilfreds med denne film. Men…

Hvad han har formået er, at lave en film der er flot, medrivende, emotionel, action-fyldt og – efter min personlige mening – ganske godt introducerer nye folk til Star Treks univers.Gang i den fra startenJeg er langt fra nogen Trekkie, men jeg har dog set masser af afsnit af Star Trek serien samt alle filmene. Serierne har fortrinsvis gode afsnit, men der er et par svipsere ind i mellem. Filmene, ja der har jeg faktisk syntes godt om dem alle, bortset fra 5’eren, som jeg syntes var decideret kedelig. For megen politik og for lidt spænding og for lidt af det, som mange finder det forfærdelige ved Star Trek, nemlig moral. Alt det, som seriens oprindelige forfatter, Gene Roddenberry, har lært os Star Trek er.

Moral er der en del af i den nye film. Men der er også de klassiske episoder, hvor de velkendte karakterer lever op til deres rygte. Men lad os starte med begyndelsen.

Leonard 'Bones' McCoy: [Første ord efter at have sat sig ved siden af Kirk] I may throw up on you.

Vi introduceres for en meget ung James Tiberius Kirk. Faktisk oplever vi hans noget turbulente fødsel i starten. Der er fuld drøn på fra begyndelsen, hvilket er ganske typisk for J.J. Abrams. Det er lige før, der er for megen action på skærmen.

James T. Kirk (spillet af Chris Pine) er en rebelsk ung mand. Vi springer hurtigt frem til hans unge, voksne år, kun afbrudt af en enkelt episode med en sportsvognsklassiker (scenen fra traileren), hvilket bringer mig til min første anke: Vi lærer reelt ikke særlig meget omkring hvorfor Kirk er som han er. Men fred være med det. Vi ser hvordan og hvorfor Kirk ender med at lade sig indlemme i Star Fleet. Det er her han for første gang møder den unge vulcan Spock.

Spock spilles af Zachary Quinto, mest kendt som Sylar fra den populære tv-serie Heroes. Jeg har set Heroes og har faktisk aldrig tænkt over, hvor velegnet Quinto ville være i rollen som Spock, men kudos til April Webster og Alyssa Weisberg for at have castet ham. Vi ser også lidt af Spocks forhistorie, men den har dog været oppe at vende i andre Star Trek sammenhænge.Næsten hele slænget er samletKirk møder også de andre velkendte medlemmer af den oprindelig besætning, nemlig kommunikationsofficer Uhura, lægen Leonard McCoy (“Bones”), piloten Zulu (spillet af John Cho, kendt som Harold fra Harold and Kumar) og en meget ung navigationsofficer Chekov (spillet af den forholdsvis ukendte Anton Yelchin, måske mest kendt for hans rolle i Alpha Dog, men snart kendt endnu mere for hans rolle i Terminator: Salvation). Har jeg glemt nogen? Ja, men ham møder Kirk først senere, da han strander et øde sted og møder en ny/gammel ven.

Leonard 'Bones' McCoy: Space is disease and danger wrapped in darkness and silence.

Skæbnen vil naturligvis, at Kirk flyver gennem Star Fleet akademiet, men det går ikke helt som han kunne have håbet. Han ender ikke som kaptajn på det legendariske U.S.S. Enterprise. Han får slet ikke lov til at komme med ombord. Heldigvis har han en ven, som er villig til at hjælpe ham. Og der bliver brug for alle hænder.

En ret så vred Romuluan truer med at udslette planeten Vulcan, ved at bore et hul i den og “indsprøjte” en bombe, der vil udløse en singularitet, og dermed skabe et sort hul, som vil opsluge planeten. Det er op til Star Fleet at redde dem.Det her ligner en scene fra Star WarsDesværre går tingene ikke helt som håbet/planlagt, og alternative metoder må tages i brug. Logik er ikke altid vejen. Og nogen gange er det okay at “snyde”. Der er morale i Star Trek, men noget af den er, at nogen gange er dobbelt moral dobbelt så godt.

I det hele taget er filmen meget amerikansk. J.J. Abrams har sans for det pompøse og ekstravagante, og som tidligere nævnt, er der tidspunkter, hvor der næsten sker for meget på skærmen. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at være underholdt.

Ah, the Vulcan Death Grib - sådan da. Filmen skildrer forhistorien for en hel generations helte. Jeg mener, det er forhistorien for en serie der har affødt hele sprog, tekniske teorier, tonsvis af spin-off serier og fans der er dybt fanatiske. Der er kendte og elskede karakterer, som de var, før de blev kendt og elsket. Jeg kunne ikke lade være med, at blive lidt fascineret af det hele.

Star Trek-universet har altid været lidt af et nørde-paradis. Der har været action, science-fiction, moraler, tekniske forklaringer og masser af teorier. Men der har også været emotionelle øjeblikke, og dem byder den nye film også på. Det var bestemt et par meget bevægende øjeblikke, og action mangler filmer heller ikke.

Historien er som sådan ikke en med de helt store overraskelser, så det er ikke her man skal finde guldet. Den byder dog på i hvert fald én ret stor overraskelse, for så vidt angår Spock og et andet besætningsmedlem. Jeg vil ikke afsløre noget, men overraskelsen kræver dog, at man i forvejen kender til universet.Der er noget specielt igang her... Som ganske habil nyder af Star Trek-universet – om end jeg syntes bedst om “next-generation” serien, frem for den originale – vil jeg tillade mig at påstå, at filmen kan fange de fleste inkarnerede fans, og måske tiltrække et par af de nye. Der vil altid være nogle purister, som vil kunne finde negative aspekter og detaljer ved filmen, men for os andre, er det to timers fornøjeligt gensyn med elskede karakterer. Men hey… hvad fanden sker der med musikken? Den var absolut ikke memorabel på nogen måde, ud over det fantastiske valg af Beastie Boys “Sabotage”, som jeg aldrig havde troet jeg skulle høre i en Star Trek film.

Alligevel har jeg kun følgende at sige til den nye besætning – med Spocks egne ord: “Good luck”.

Karakter: 8 ud af 10

-Jacob

Trailer for filmen:

Wednesday 6 May 2009

Tankevækkende

10 mennesker har svineinfluenza - Alle vil til at gå med maske.

2 mio. mennesker har AIDS – Men ingen gider bruge kondom.

-Jacob

Sunday 3 May 2009

Fanboys plakat Der er folk der synes Star Wars-filmene er ganske gode – og så er der dem der mener, at de er guds gave til folket. Den sidstnævnte kategori, er de såkaldte fanboys. Fanboys er personer, der elsker/forguder et emne i sådan en grad, at det grænser til fanatisme.

Jeg er ikke selv fanboy af noget, men jeg har dog altid holdt meget af Star Wars. I Fanboys møder vi en flok drenge, der er rigtige fanboys. Det vil sige, den ene er ved at blive voksen…

Vi skriver 1999. Eric, Linus, Windows og Hutch er en flok drenge, der har dyrket Star Wars gennem hele deres barndom. De sidste tre gør det stadig, men Eric er gennem hans job i faderens bilhandel ved at blive voksen. Han driller de andre med at de aldrig bliver voksne, og hans fanatisme er klart aftagende.

Linus var Erics bedste ven, men efter at Eric har tonet ned for Star Wars lidenskaben, har Linus set sig sur på Eric. Det tager Eric ikke så tungt, indtil den dag, hvor Windows og Hutch fortæller ham, at Linus har dødelig terminal cancer – og ingen ved hvor længe han overlever.

Drengene gennemgår planerne Pludselig ender det med, at drengene er sammen igen, for de har et fælles mål: At tage til Skywalker Ranch (stedet hvor George Lucas og filmselskabet LucasFilm har til huse) og stjæle en tidlig version af den nye Star Wars film. Det bliver ikke nævnt direkte, men det ligger naturligvis mellem linierne, at det er for at Linus kan nå at se den famøse Episode 1 af Star Wars, inden han dør. Der er med andre ord lagt op til en såkaldt road-trip film.

Enhver road-trip film indeholder scener hvor hovedpersonerne kommer tættere på hinanden, hjælper hinanden, skændes og kommer i sjove/problematiske situationer. Ud fra den betragtning, opfylder Fanboys alle kriterierne. Drengene kommer i klammeri med Star Trek-fans, politiet, ludere, alfonser, sikkerhedsvagter etc.

Hutch: What's the Klingon for "I'm going to die a virgin"?
Admiral Seasholtz: [Svarer på flydende Klingon]

På et tidspunkt bliver de løsladt fra fængsel mod kaution, hvilket stilles af deres fælles veninde Zoe (Kristen Bell), en pige som de allesammen har det godt med, fordi hun også er LIDT nørdet. Hun ender naturligvis med at rejse sammen med dem og der er selvfølgelig en lille romance involveret i dette.

Ser bekendt ud... Fanboys er ikke en film med overraskelser. Der er intet specielt ved plottet og for mange vil den været ret ligegyldig. Men det er nu alligevel en film, som man ikke helt kan undgå at blive i lidt godt humør af, uanset om den er dybt urealistisk. Der er cameos fra flere kendte (Seth Rogen, William “I can get ANYTHING” Shatner, Danny Trejo, “Lando Calrissian”, “Darth Maul” etc.) og der er nogle ret underholdende små detaljer fra nørduniverset ind i mellem.

Jeg ville egentlig have troet, at det var en af de film der var gået direkte til DVD-udgivelse i norden, men man har åbenbart valgt at vise den i biografen, der har sågar været nogle halvstore annoncer for den i aviserne. Personligt synes jeg ikke den vinder det helt vilde ved at blive set på det store lærred (selv om det naturligvis altid er det bedste), så hvis du ikke ligefrem er meget vild efter at se den, så vent til DVD-udgivelsen (som er ude nu) og lej den billigere.

Men hvis der er LIDT fanboy gemt i dig, hvis du har en LILLE spire af en flamme for et emne – Star Wars eller ej – ja så vil du sikkert godt kunne more dig over Fanboys.

Karakter: 7 ud af 10

-Jacob

Trailer for filmen: