Monday 23 February 2009

Mini-musikanmeldelse: U2 – No Line On The Horizon

Dette bliver ingen lang anmeldelse, blot lidt positiv omtale af U2s seneste album, der virkelig overraskede mig. Jeg har syntes deres senere udgivelser har været okay, men dette album har de mest gennemførte og melodiøse sange siden albummet “Achtung, Baby”.

Albummet lægger uden med titelnummeret, som er en energifyldt sang, som Bono nærmest skriger ud i starten. Et virkeligt kraftfyldt track, som helt blæste mig væk. Men også sange som “I’ll go crazy if I don’t go crazy tonight”, “Magnificent”, er rigtig gode. Den stille “Moment of Surrender” er fænomenal, og teksten rammer lige i øjet. Jeg elsker basgangen i den.

Noget der er karakteristisk for hele albummet er i høj grad den kendte U2 sound, blot poleret og perfektioneret sådan, at den fremstår som værende både interessant og stimulerende for evt. nye fans, men samtidig nærmest en gave til rigtige U2 fans. Jeg var vild med deres gamle albums og det her, da er sgu som at komme hjem igen. Bonos stemme, den fede guitar, bare tage en lytter til starten af “Unknown Caller” og du VED det er U2 i særklasse.

Er det mon en stigende trend? At store grupper kommer med et super comeback? Nu har The Prodigy og U2 gjort det. Måske er Depeche Mode de næste? Ganske vist havde deres sidste album et par ret gode, men “Wrong” og “Peace” lyder ret lovende. Hvad med et comeback fra Duran Duran?

Karakter: 8 ud af 10.

-Jacob

Thursday 12 February 2009

Musikanmeldelse: The Prodigy - “Invaders must die”

Jeg har tidligere haft lyttet til den promoudgivelse der blev spredt af The Prodigys nye album. Det var sådan lidt en blandet pose bolcher. Det gav dog lidt håb, for det var stadig bedre end deres sidste album, der nærmest var en joke i min bog.Cover

Siden kom så den færdige version af “Omen” og den gav mig troen tilbage. Troen på at The Prodigy var tilbage i deres gamle form. Hvis der var nogen der tvivlede, så kan jeg meddele, at det var helt uberettiget. Drengene er vendt tilbage til rødderne.

Deres tre første albums var fantastiske og de har revet tænder ud på utallige koncerter. Så forventningerne til deres fjerde album var enorme. Måske var det derfor det skuffede så meget.

Hvad “Invaders must die” gør er, at den tager stort set alt vi kender fra “Out of Space”, “Music for the Jilted Generation” og “Fat of the Land” og blender det godt og grundigt. Hvis håber på distinkt The Prodigy-sound, bliver du ikke skuffet. Det er er den hårde, den 90er-agtige, den grungede, den big-beatede, riff-fyldte, beskidte og alligevel totalt perfektionistiske stemning vi kender. Deres musik kan lyde meget tilfældig og casual, men lyt godt efter og du vil opdage, at der er lagt stor omhu i deres tracks – altså på de tre første albums.

Men hvad byder “Invaders must die” så på?

Tracklisten er som følger:

1. Invaders must die
2. Omen
3. Thunder
4. Colours
5. Take me to the Hospital
6. Warrior’s Dance
7. Run with the Wolves
8. Omen reprise
9. World’s on fire
10. Piranha
11. Stand up

“Invaders must die” og “Omen” kan jeg springe hurtigt over. Som tidligere beskrevet, er det to ret fede tracks, som fortjener plads blandt de andre tracks fra The Prodigy.

“Thunder” er så det første nye track og hvilket track. Det blæser totalt de to første væk. Et totalt voldlækkert riff, skøn og medrivende vokal og dyb god bas, som drengene er kendt for. Alligevel er tracket rimeligt roligt og afslappet. Sådan lidt chilly. Men tro mig, på et par gode Cervin Vegaer vil der blive rykket meget luft!

Albummets nr. fire, “Colours” er straks mere energifyldt, med fraser som “bring your colours to the floor” og en lidt pudsig 90er-agtigt synth ind i mellem. Vi har her lidt stil fra deres første album, blandt med det fra “Music for the Jilted Generation”. Det lykkedes helt okay, omend det blegner lidt i forhold til “Thunder”.

“Take me to the Hospital” starter som noget fra “Out of Space” albummet. Det lyder faktisk helt som noget fra den tid. Lige indtil vi når til ca. 30 sekunder inde i tracket. Advarsel: Når du hører det beat gå i gang, så græder du sgu næsten snot, hvis du er ægte fan af drengene. Hold da kæft, hvor er det stort, og det giver sgu rislen ned af ryggen. Faktisk er der lidt af de samme lyde og samme stemme som i “Out of Space”-titelnummeret. Men den blandes med det nyere og noget helt nyt. Der er dømt total aural orgasme!

Oven på den omgang, er det ikke let at være “Warrior’s Dance”. Det burde næsten kun være en skuffelse. Men dette track havde jeg hørt en halvfærdig version af, og det var.. okay. Den færdige version? Den er faktisk god. Lidt af stemningen fra “No doubt” er til stede, samme stemme og lidt af beatsne. Og der er masser af energi og næsten en steming af ekstase over tracket. Aldeles udmærket.

Med et navn som “Run with the Wolves”, forventer man næsten noget særligt over det. Med sætningen “What ya gonna do when the howls are calling?” indledes dette track, som uden tvivl er et af de mere prominente på skiven. En suveræn vokal og hårdkogt lyrik, der er dømt mørk og dyster stemning her. Og et skønt beat med drøn på bassen.

Det kom lidt bag på mig med “Omen reprise”. Det ER blot et kort nummer på godt 2 minutter, som vist er ment som en slags pause/intermission. Det betyder ikke, at det er dårligt. Det er lidt “spacey” og lyder som noget der er inspireret af synthpop, ja jeg synes sågar der er lidt C64 SID stemning over nogle af lydene. Vokal fra “Omen” bruges, men desværre udnyttes den fede stemning, som de to minutter bygger op ikke.

“World’s on fire” – det starter den også med. Det bliver gentaget en del gang, hvorpå et big beat starter og vi er igen. Her bliver der leget med lydene og effekterne og som jeg før nævnte, kan det lyde meget tilfældigt, men det er det slet slet ikke. Jeg vil dog stadig mene at nummeret kun er “udmærket”.

Der er lidt gyserfilmsagtigt over det første riff på “Piranha”, skivens andensidste track. Men hurtigt efter sætter et fedt beat igang, og der er power på og hidsige 90er synths. Ja sågar lidt 70erne synths med brus og blæver (mere om det om lidt). Som det forrige track leges der også lidt, men det er dog en anelse mere vellykket her. Især beatet er jeg ret begejstret over.

Skivens sidste – og længste – track er “Stand up”. Og det er godt nok også lidt en overraskelsen. Laaaangsomt fader det ind, for efter 35 sekunder at gå over… nej jeg vil slet ikke afsløre det! Jeg blev helt paf. Jeg kan dog afsløre, at vi snakker 70er stemning og tema til tv-serie-agtigt. Et stille og roligt track, der er meget meget funky. Faktisk ikke nogen dårlig afslutning på albummet.

Nu kommer så det interessante. Min samlede vurdering af albummet. Og ja, der er vist ingen tvivl om, at jeg har kunnet lide, hvad jeg hørte. Det er ikke en til et rent 10-tal, for der er ikke kun lutter top-tracks. Jeg har overvejet et 9-tal, men jeg vælger i stedet nedenstående karakter, med stor og fed pil opad.

“I hear thunder, but there’s no rain…”

Karakter: 8 ud af 10

Thursday 5 February 2009

Nåja, jeg blev sgu da 35 forleden…

… og det fik jeg slet ikke skrevet noget om. Det var okay, eftersom det også blev forbigået mere eller mindre i stilhed.

Når jeg går fra byretten til stationen, er det af lidt forskellige ruter. I dag passerede jeg KFC på Rådhuspladsen. Det var så dagens første stereotype møde. Der sad en sort mand og mæskede sig i en stor mængde stegt kylling.

På vej hjem i dag gik jeg også forbi – som altid – hotel Nimb ved hovedbanen. Der holdt en bus med påtrykt “Copenhagen Fashion Week 2009” (det må vel være dette her), og der fik man da vist lige bekræftet et par fordomme om den verden. Udenfor hotellet stod en stor flok særdeles slanke modeller og røg om kap. Der var også noget ældre, fashionabelt klædte madammer og et par herrer med meget eksklusivt tøj og løse håndled.

Hold da op. Jeg var lige ved at tro, at det var skjult kamera, så stereotypt som det var. Og de såkaldte modeller, som sikkert er nydelige, når de er godt shinet op, de så godt kedelige og meget uniforme ud, som de stod der og trak vejret gennem smøger. Og lignede i øvrigt nogen, som røvkedede både sig og hinanden.

På arbejdet er der godt gang i foråret. Vinteren er dårligt overstået, men der er amoriner i luften. Bossen og en kollega kigger efter en, efter deres udsagn, lækker stilladsmedarbejder, som har en guddommeligt mandig stemme. Endnu har jeg ikke fundet ud af hvem det er (og om det er den samme de kigger efter), hvilket jeg ellers godt ville, for at udnytte det til at spille dem et lille puds.

Min yngste kollega bliver konstant kontaktet af en politianklager. Hun giver ham et “sug i maven”, som han ikke får derhjemme (hos konen og de 2 børn). Det startede vist som en “for sjov”-flirt, men nu er han kommet lidt for nært, synes hun. Desuden har hun selv haft fast kæreste (den samme!) i 6 år, så hun har skrevet og gjort ham opmærksom på det, men det ignorerer han tilsyneladende. Vi driller hende selvfølgelig lidt, da det da er LIDT sjovt med en beundrer.

Det betyder naturligvis, at det ofte i dag har lydt som en veritabel hønsegård i afdelingen, men det er okay. Jeg kan bære over med meget.

Jeg skal også bære lidt over med mig selv, da jeg fortiden er nødt til at fedte lidt for bossen, da jeg gerne vil have ferie op til påskeferien – ligesom alle andre – så jeg har skåret LIDT ned for de sarkastiske bemærkninger og bestukket hende med fin, mørk chokolade og hun fik et kram da jeg gik i dag.

Om det så hjælper, det vil tiden vise. Sikkert ikke. Ingen kan lide en fedterøv :-)

-Jacob