Musikanmeldelse: The Prodigy - “Invaders must die”

Jeg har tidligere haft lyttet til den promoudgivelse der blev spredt af The Prodigys nye album. Det var sådan lidt en blandet pose bolcher. Det gav dog lidt håb, for det var stadig bedre end deres sidste album, der nærmest var en joke i min bog.

Siden kom så den færdige version af “Omen” og den gav mig troen tilbage. Troen på at The Prodigy var tilbage i deres gamle form. Hvis der var nogen der tvivlede, så kan jeg meddele, at det var helt uberettiget. Drengene er vendt tilbage til rødderne.

Deres tre første albums var fantastiske og de har revet tænder ud på utallige koncerter. Så forventningerne til deres fjerde album var enorme. Måske var det derfor det skuffede så meget.

Hvad “Invaders must die” gør er, at den tager stort set alt vi kender fra “Out of Space”, “Music for the Jilted Generation” og “Fat of the Land” og blender det godt og grundigt. Hvis håber på distinkt The Prodigy-sound, bliver du ikke skuffet. Det er er den hårde, den 90er-agtige, den grungede, den big-beatede, riff-fyldte, beskidte og alligevel totalt perfektionistiske stemning vi kender. Deres musik kan lyde meget tilfældig og casual, men lyt godt efter og du vil opdage, at der er lagt stor omhu i deres tracks – altså på de tre første albums.

Men hvad byder “Invaders must die” så på?

Tracklisten er som følger:

1. Invaders must die
2. Omen
3. Thunder
4. Colours
5. Take me to the Hospital
6. Warrior’s Dance
7. Run with the Wolves
8. Omen reprise
9. World’s on fire
10. Piranha
11. Stand up

“Invaders must die” og “Omen” kan jeg springe hurtigt over. Som tidligere beskrevet, er det to ret fede tracks, som fortjener plads blandt de andre tracks fra The Prodigy.

“Thunder” er så det første nye track og hvilket track. Det blæser totalt de to første væk. Et totalt voldlækkert riff, skøn og medrivende vokal og dyb god bas, som drengene er kendt for. Alligevel er tracket rimeligt roligt og afslappet. Sådan lidt chilly. Men tro mig, på et par gode Cervin Vegaer vil der blive rykket meget luft!

Albummets nr. fire, “Colours” er straks mere energifyldt, med fraser som “bring your colours to the floor” og en lidt pudsig 90er-agtigt synth ind i mellem. Vi har her lidt stil fra deres første album, blandt med det fra “Music for the Jilted Generation”. Det lykkedes helt okay, omend det blegner lidt i forhold til “Thunder”.

“Take me to the Hospital” starter som noget fra “Out of Space” albummet. Det lyder faktisk helt som noget fra den tid. Lige indtil vi når til ca. 30 sekunder inde i tracket. Advarsel: Når du hører det beat gå i gang, så græder du sgu næsten snot, hvis du er ægte fan af drengene. Hold da kæft, hvor er det stort, og det giver sgu rislen ned af ryggen. Faktisk er der lidt af de samme lyde og samme stemme som i “Out of Space”-titelnummeret. Men den blandes med det nyere og noget helt nyt. Der er dømt total aural orgasme!

Oven på den omgang, er det ikke let at være “Warrior’s Dance”. Det burde næsten kun være en skuffelse. Men dette track havde jeg hørt en halvfærdig version af, og det var.. okay. Den færdige version? Den er faktisk god. Lidt af stemningen fra “No doubt” er til stede, samme stemme og lidt af beatsne. Og der er masser af energi og næsten en steming af ekstase over tracket. Aldeles udmærket.

Med et navn som “Run with the Wolves”, forventer man næsten noget særligt over det. Med sætningen “What ya gonna do when the howls are calling?” indledes dette track, som uden tvivl er et af de mere prominente på skiven. En suveræn vokal og hårdkogt lyrik, der er dømt mørk og dyster stemning her. Og et skønt beat med drøn på bassen.

Det kom lidt bag på mig med “Omen reprise”. Det ER blot et kort nummer på godt 2 minutter, som vist er ment som en slags pause/intermission. Det betyder ikke, at det er dårligt. Det er lidt “spacey” og lyder som noget der er inspireret af synthpop, ja jeg synes sågar der er lidt C64 SID stemning over nogle af lydene. Vokal fra “Omen” bruges, men desværre udnyttes den fede stemning, som de to minutter bygger op ikke.

“World’s on fire” – det starter den også med. Det bliver gentaget en del gang, hvorpå et big beat starter og vi er igen. Her bliver der leget med lydene og effekterne og som jeg før nævnte, kan det lyde meget tilfældigt, men det er det slet slet ikke. Jeg vil dog stadig mene at nummeret kun er “udmærket”.

Der er lidt gyserfilmsagtigt over det første riff på “Piranha”, skivens andensidste track. Men hurtigt efter sætter et fedt beat igang, og der er power på og hidsige 90er synths. Ja sågar lidt 70erne synths med brus og blæver (mere om det om lidt). Som det forrige track leges der også lidt, men det er dog en anelse mere vellykket her. Især beatet er jeg ret begejstret over.

Skivens sidste – og længste – track er “Stand up”. Og det er godt nok også lidt en overraskelsen. Laaaangsomt fader det ind, for efter 35 sekunder at gå over… nej jeg vil slet ikke afsløre det! Jeg blev helt paf. Jeg kan dog afsløre, at vi snakker 70er stemning og tema til tv-serie-agtigt. Et stille og roligt track, der er meget meget funky. Faktisk ikke nogen dårlig afslutning på albummet.

Nu kommer så det interessante. Min samlede vurdering af albummet. Og ja, der er vist ingen tvivl om, at jeg har kunnet lide, hvad jeg hørte. Det er ikke en til et rent 10-tal, for der er ikke kun lutter top-tracks. Jeg har overvejet et 9-tal, men jeg vælger i stedet nedenstående karakter, med stor og fed pil opad.

“I hear thunder, but there’s no rain…”

Karakter: 8 ud af 10