Friday 31 July 2009

Særbehandling?

Bossen skriver til kollega: “Du har skrevet du kom XX:XX, men du kom først XX:XX (senere). Gider du lige rette det til?”

Kollega retter det til, let muggen.

Bossen skriver til undertegnede: “Hej, du skriver XX:xx som mødetid, men vi har altså bestemt at XX:YY er mødetiden.”

Undertegnede svarer: “Jeg skriver hvornår jeg kommer og hvornår jeg går. Det er sådan set hvad jeg lægger i ordet tidsregistrering”.

Bossen svarer: “Okay :-)”

Boss og kollega er kvinder. Får man mon særbehandling som (eneste) mand på kontoret…

-Jacob

Tuesday 28 July 2009

Tid til fornyelse

Efter at min gamle Pentium 4 3GHz har tjent mig vel i ca. 6 år, bestemte jeg mig for, at nu skulle det være. En ny computer. Normalt er jeg rimelig impulsiv, men da dette er en ting jeg trods alt skulle bruge pænt meget i forhåbentlig en del år, så havde jeg undersøgt markedet, højt som lavt.

Jeg havde været igennem en del overvejelser om hvad jeg ville have. Først ville jeg blot have en der var lille og støjfri. Men så prøvede jeg dem, og enten var de svimlende dyre og hurtige, eller også var de billige og langsommere end den jeg allerede havde. Og det gad jeg altså ikke. Det er ikke sjovt at skulle vænne sig til noget der er langsommere. Skulle jeg investere, ville jeg kunne mærke noget forbedring.

Mit budget blev opskaleret og nedskåret flere gange. Til sidst bestemte jeg mig for, at jeg ville altså have noget der var hurtigt, ikke for stort og rimelig støjfrit. Man kunne naturligvis bare gå efter den hurtigste processor på markedet, men det er altid et dårligt køb. I stedet gik jeg den fornuftige vej og valgte den 3. hurtigste – som var væsentlig billigere. Jeg fandt en forhandler der havde fornuftige konfigurationer – som kunne ændres efter behov – og  efter at have konsulteret med andre der havde købt derfra, skulle der bare lige gå et par uger med overvejelse. Til sidst slog jeg til, og bestilte. Den er så lige kommet idag, og jeg skal – forhåbentlig – i gang med at installere den her til aften.

Den er langt hurtigere end den jeg har, og alligevel er den billigere end det jeg gav for den gamle. Det er det fede ved teknologi. Men ja, om et par måneder er der kommet noget meget bedre, men det tager jeg ikke så tungt.

Til de interesserede kan jeg sige, at det blev en Core i7 920 CPU. Regner med at smide Windows 7 på, men nu må vi se.

Rapport følger!

-Jacob

Monday 27 July 2009

Indkøbt for andre

HP CQ61-100 I fredags bestemte min mor sig for, at nu skulle hun have en bærbar. Hun har vænnet sig til sine spil og til at have internettet tilgængeligt, så det var ind i mellem lidt trist at være i sommerhuset uden. En bærbar giver hende den mulighed. I hvert fald når hun låner mit mobile internet med.

Nå, men efter arbejde var det så på vej ud til Computer City. Et par minutter med S-tog og jeg var på sydhavn station. Inden da havde jeg udset mig modellen, og derfor fandt jeg den hurtigt blandt de udstillede maskiner. Heldigvis var der endda nogle spil installeret, så jeg fik hurtigt testet at den snildt kunne køre de spil hun skulle spille og generelt var pænt og fornuftig.

Jeg skulle heldigvis ikke vente så længe på en ekspedient, som heldigvis ikke prøvede at prakke mig alt muligt på. Dog fandt jeg selv en fiks lille trådløs lasermus fra Logitech (i en feminin rød farve), som jeg tillod mig at putte med i pakken med den bærbare. Den – og den bærbare – blev hun heldigvis meget glad for, så det var jo en fornøjelse at kunne levere den.

Det værste ved turen var næsten den unge kvinde, der var overbevist om, at hun skulle i hvert fald have en sygeligt overdimensioneret bærbar, på trods af, at den ellers ganske kyndige ekspedient prøvede at overbevise hende om, at hun kunne sagtens nøjes med en mindre og billigere.

Selv hendes veninde sagde, at det lød fornuftigt det han sagde og jeg var selv ved at bryde ind… men tænkte så, at hende om det. Hvis hun vil ofre 11.000 på noget hun kunne have gjort på en computer til 5.000, så fred være med det. Hun ville sikkert bare bruge den som blikfang anyway.

-Jacob

Thursday 23 July 2009

DVD-Box anmeldelse: Life on Land

David Attenborough er den direkte årsag til at tusinder har siddet klinet til skærmen. Det er i sig selv ikke nogen stor præstation. Det imponerende er, at det har været dokumentarudsendelser.

Sammen med BBC har han været bagmanden bag utallige smukke, interessante og meget medrivende udsendelser om naturen på vor jord.

Det er ikke ufortjent, at han er blevet adlet i England, og når man ser ham i dag, er det ganske vist tydeligt, at han er en gammel mand, men hans stolthed er helt intakt. Han fremstår som person akkurat som for 25 år siden.

Den fine titel til trods, har han altid formået at fremstå entusiatisk og engageret i samtlige udsendelser. Men han er altid jordnær og ligefrem. Selv om hans sprog er meget korrekt og nærmest et skoleeksempel på engelsk, er han altid dus med seeren.

Efterhånden er det blevet til rigtig mange dokumentarudsendelser, og til jul fik jeg et DVD box-sæt med nogle af de bedste. Sættet hedder “Life on Land” og er en nyde æske med hele 15 DVDer og en bog med alle de engelske og latinske navne på de dyr sættet omhandler. Så kan man slå et dyr op og se på hviken DVD, hvilket afsnit og hvilket kapital sekvensen om netop det dyr er. Smart nok.

Sættet indeholder bl.a. “The Private Life of Plants, The Life of Birds, Life of Mammals, Life of Insects, Life in Cold Blood, etc. og fælles for alle er, at det er billeder i høj kvalitet og altid interessant og medrivende.

Jeg valgte at se hele box-sættet fra ende til anden.

Når man som jeg elsker dokumentarudsendelser, er det en stor fornøjelse at sluge hvert sekund af dokumentar i den her kvalitet. I flere uger var Attenborough min faste godnathistoriefortæller. Jeg sagde et afsnit af serien på og lagde mig på sofaen. Det var aflsappende som bare pokker. Smukke billeder og interessante emner. Manden er og bliver genial.

Vi snakker over 36 timers dokumentar, og ikke et eneste sekund kedede jeg mig. Det var helt trist, da sidste afsnit var slut!

Boxsættet er desværre kun med engelske undertekster, hvilket dog ikke gjorde noget, da mit engelske er helt fint. Om det overhovedet udgives med danske undertekster, det skal jeg ikke kunne afgøre, men hvis du kan læse og forstå engelsk – og kan lide dokumentar om naturen – så er det her noget af det ultimative der findes.

Prisen er i den pæne ene og nærmer sig de 1.000 kroner, men helt ærligt – for 36 timer? Det er 27 kroner i timen, eller ca. en 50er per 2 timer, en tid der ca. svarer til en spillefilmslængde. Jeg tror de fleste gerne ofrer en 50er på en god film, så det her er ikke dyrere.

Attenborough lever heldigvis endnu. I de senere år er han ganske vist begyndt at se lidt gammel ud. Men ånden er frisk som altid. Det er imponerende, ligesom dette boxsæt også er det.

Verden mister et stort menneske, den dag han dør.

Karakter: 9 ud af 10

-Jacob

Monday 20 July 2009

En god start på ugen

Mandag, den forkætrede start på ugen, hvor energiniveauet ikke ligefrem er helt i top – selv om det måske burde være det.

Sådan en dag skal der ske noget specielt. Jeg bestemte mig for at byde min kære afdelingsleder velkommen tilbage fra ferie, på min helt egen måde: En practical joke. Min oprindelige plan fejlede dog, da den krævede hendes fravær i lidt tid, men hun sad ved sin skærm det meste af dagen. Nuvel, andre metoder måtte tages i brug.

En anden kollega returnerede efter frokost med en papirspose, som hun venligst donerede til det gode formål. Med lidt luft i den pose og mig på listefødder, var scenen sat.

Resultatet udeblev ikke. Jeg fik listet mig ind på hende bagfra og knaldede posen en med et pragtfuldt kæmpebrag. Hun skreg og hoppede en halv meter i vejret, og hun var ikke engang den eneste, næh indtil flere af mine kolleger havde nær skidt en gris. Pragtfuldt!

Jeg gik også lidt i gang med at sætte en anden kollega ind i mit arbejdsområde, så der er nogen der kan kigge lidt på det når jeg har ferie. Samtidig havde jeg en samtale i gang over messenger, hvor en veninde forhørte sig med hensyn til hvad mænd mente når de gjorde sådan og sagde sådan. Om jeg udleverede mit eget køn lidt meget, ved jeg egentlig ikke. Men det ville jo også være lidt forkert at lyve over for en ven.

Men er det ikke den evige historie? Mand og kvinde mødes, der opstår noget kemi og eventuelt en fusion (hvilket får mig til at tænke op, om en voldtægt kan kaldes en fission). I virkelighedens verden sker der dog oftest det, at efter en eventuel fusion spaltes emnerne og kan ej fusioneres igen. Mest fordi den ene part ikke er interesseret. Eller måske bare ikke SÅ interesseret. I dagens tilfælde var HUN interesseret i mere, men han udviste ikke den helt store interesse. Jeg mener, han havde afslået et tillbud om en kop kaffe med undskyldningen “Jeg har så travlt”? Det var en tynd undskyldning, på niveau med de drinks der serveres på diverse in-steder i det indre København.

Til sidst på dagen endte han så med at sms’e hende og endte så med at invitere hende. Jeg foreslog hun inviterede ham hjem till sig, hvor hendes søn også var. Hvis han var villig til at se hende og kun tage en snak på venneplan, så havde han udvise en anelse mere seriøs interesse. Hvad det så bliver til, aner jeg ikke – endnu.

-Jacob

Sunday 19 July 2009

Filmanmeldelse: The Soloist

soloist_cover Dagens emne har sit udspring i den aldeles udmærkede film The Soloist jeg så i går. Robert Downey Jr. spiller en journalist Steve, der opdager den hjemløse Nathaniel på gaden, da han hører ham spille på en to-strenget violin. Nathaniel er meget sky og genert, men Lopez fatter interesse for ham og undersøger hans baggrund.

Det viser sig, at Nathaniel er en meget dygtig musiker, hvor et eller andet på et tidspunkt har slået klik. Vi snakker et tidligere vidunderbarn, hvor strengene desværre er sprunget under udførelsen, for nu at bruge en passende metafor.

Steve prøver at hjælpe Nathaniel, hvilket bestemt ikke er nogen let opgave, for Nathaniel er en mand med mange indre dæmoner og komplekse mentale problemer. Han er tæt på at være det man med et fint ord ville kalde en savant.

soloist_steve_and_nathaniel2Nathaniel spilles af Jamie Foxx og i guder, hvor er han dog langt fra sin karakter i The Jamie Foxx show. Heldigvis! Han har med bl.a. Ali, Collateral og i sandhed Ray vist, at han er en meget talentfuld skuespiller, også når det gælder seriøst roller.

Hvad der er mere interessant ved filmen er også, at den er baseret på virkelige hændelser. Nathaniel og Steve findes i virkeligheden og plottet i filmen ligger meget tæt på hvad der rent faktisk er sket.  soloist_real_nathanielEn sjov historie er, at på trods af han var inviteret til at overvære filmoptagelserne, valgte den rigtige Nathaniel at stå på gaden overfor biografen og “save” på hans cello. “Jeg har gang i noget her. Jeg tror jeg bliver her og spiller videre lidt endnu” var hans svar.

Journalisten Steve Lopez stod og kiggede over på Nathaniel og sagde til produceren Gary Foster: “Ved du hvad Gary, vi valgte det rigtige navn til filmen. Derovre er han. Soloisten.”

The Soloist er en stærk og på mange måder medrivende og smuk film, især hvis man forstår at nyde menneskets diversitet og klassisk musik. Alligevel mangler den lige det sidste der skulle til, for at gøre den rigtig smuk. Det er for mig som om, at vi aldrig helt får Nathaniels fulde potentiale at se (høre), hvilket på en måde får ham til at virke fjernere som person. Havde vi hørt mere til hans dybfølte cellospil, ville jeg nok have fået et mere nuanceret billede af ham.soloist_steve_and_nathaniel3 Det – og kun det – er grunden til at jeg ikke giver filmen en højere karakter. Men det er stadig en meget, meget seværdig film. Og Jamie Foxx er ved at opnå en meget høj status i min bog. Scenerne fra byens “Skid Row” (er den direkte oversættelse mon “skidenrenden”?) er intet mindre end fantastiske og de musikalske indslag filmen har – bl.a. et forsøg på visualisering af musikken – er betagende.

Karakter: 7 ud af 10.

-Jacob

Trailer for filmen:

Friday 17 July 2009

Solbriller er løgn!

Først må jeg heller indrømme, at jeg også har været en af dem, der har haft ofret en mindre formue på smarte modesolbriller i et eller andet kendt og dyrt mærke. Det regner jeg ikke med at gøre igen. Hvorfor? Jo, ser du..

Jeg sad så sent som i morges over for to unge piger, som begge havde de ih-åh-så moderne kæmpesolbriller på. Ved ikke hvorfor de er moderne igen. De har aldrig nogensinde været specielt kønne. Min eks-kæreste var også vild efter et par. Måske har hun et par nu. Hun fik det sgu ikke da hun delte økonomi med mig.

Nå, men for længe siden – 6 år faktisk – var jeg et smut i Kosovo med militæret. Dengang havde jeg fine, smarte Oakley-solbriller med. Genialt par (som jeg desværre senere kom til at ødelægge). Jeg brugte dem en del dernede, indtil jeg fandt ud af, hvorfor solbriller med spejlrefleks var forbudt.

De lokale anså øjnene for en persons spejl udaf til. I øjnene kunne man se om folk talte sandt, om de var reelle, ærlige, varme, kyniske, svindlere, ligeglade eller meget mere. Og ved I hvad? Det er ikke helt ved siden af.

I dag har jeg ikke gået med solbriller i årevis og det kan irritere mig at snakke med folk der har dem på.

TAG DEM AF NÅR DU SNAKKER TIL MIG!

Jeg vil kunne se folk i øjnene. Dermed ikke sagt man skal stirre hinanden i øjnene konstant, men det giver altså en hel anden samtale. Især når det er en fremmed. Hvis en gammel kammerat taler til mig med solbriller, kan jeg godt acceptere det. Dem kender jeg i forvejen, så der kan jeg snildt bedømme dem. Men jer hundehoveder jeg ikke kender, udvis dog lidt høflighed.

Der kan så være dem, som ikke kan lide at se andre i øjnene. Det er fair nok at være genert, men så kig da væk. Du kan se mig i øjnene, hvis du så skjuler dine øjne, er du respektløs.

Det kan da ikke være så svært, vel?

-Jacob

Thursday 16 July 2009

Vintertøj i 30 grader

Alright, jeg skal ikke påstå jeg er noget modeikon. Det er ikke mig der sætter den dagsorden. Jeg tror nok jeg går nogenlunde pænt klædt, uden at det bliver for meget. Og lad mig med det samme slå fast: Hurra for diversiteten i Danmark.

Min finske veninde Lotta fortalte for nylig om hvordan tøjstilen i Finland er en del mere tradition og/eller konservation. Hun kunne godt lide Danmark for vores attitude med tøj, at man kunne gå i hvad man nu har lyst til. Og bevares, det skal man da også kunne.

Som ansat et sted i København, oplever man naturligvis et hav af mennesker på rejsen dertil – hver dag. Men alligevel ser man ind i mellem ting, hvor man tager sig til hovedet.

Vejret er drønvarmt. Tæt på 30 grader. Solen bager og jeg går rundt i t-shirt og knæbukser. Er ved at gå til af varme. Så ser man en flok unge, hvor moden jo så kækt foreskriver partisantørklæder. Ja, de var skide smarte – i 70erne. Gik man med dem om sommeren dengang? Det aner jeg faktisk ikke, det er jeg en tand for ung til. Men uanset hvad, så er det da fuldstændig bims at gå med dem i 30 grader og høj solskin.

Godt nok siges det, at man skal lide for skønheden, men behøver man dehydreres eller dø af hedeslag? De unge har åbenbart valgt.

-Jacob