Et andet synspunkt!: Filmanmeldelse: The Soloist

Dagens emne har sit udspring i den aldeles udmærkede film The Soloist jeg så i går. Robert Downey Jr. spiller en journalist Steve, der opdager den hjemløse Nathaniel på gaden, da han hører ham spille på en to-strenget violin. Nathaniel er meget sky og genert, men Lopez fatter interesse for ham og undersøger hans baggrund.

Det viser sig, at Nathaniel er en meget dygtig musiker, hvor et eller andet på et tidspunkt har slået klik. Vi snakker et tidligere vidunderbarn, hvor strengene desværre er sprunget under udførelsen, for nu at bruge en passende metafor.

Steve prøver at hjælpe Nathaniel, hvilket bestemt ikke er nogen let opgave, for Nathaniel er en mand med mange indre dæmoner og komplekse mentale problemer. Han er tæt på at være det man med et fint ord ville kalde en savant.

Nathaniel spilles af Jamie Foxx og i guder, hvor er han dog langt fra sin karakter i The Jamie Foxx show. Heldigvis! Han har med bl.a. Ali, Collateral og i sandhed Ray vist, at han er en meget talentfuld skuespiller, også når det gælder seriøst roller.

Hvad der er mere interessant ved filmen er også, at den er baseret på virkelige hændelser. Nathaniel og Steve findes i virkeligheden og plottet i filmen ligger meget tæt på hvad der rent faktisk er sket. soloist_real_nathaniel En sjov historie er, at på trods af han var inviteret til at overvære filmoptagelserne, valgte den rigtige Nathaniel at stå på gaden overfor biografen og “save” på hans cello. “Jeg har gang i noget her. Jeg tror jeg bliver her og spiller videre lidt endnu” var hans svar.

Journalisten Steve Lopez stod og kiggede over på Nathaniel og sagde til produceren Gary Foster: “Ved du hvad Gary, vi valgte det rigtige navn til filmen. Derovre er han. Soloisten.”

The Soloist er en stærk og på mange måder medrivende og smuk film, især hvis man forstår at nyde menneskets diversitet og klassisk musik. Alligevel mangler den lige det sidste der skulle til, for at gøre den rigtig smuk. Det er for mig som om, at vi aldrig helt får Nathaniels fulde potentiale at se (høre), hvilket på en måde får ham til at virke fjernere som person. Havde vi hørt mere til hans dybfølte cellospil, ville jeg nok have fået et mere nuanceret billede af ham. Det – og kun det – er grunden til at jeg ikke giver filmen en højere karakter. Men det er stadig en meget, meget seværdig film. Og Jamie Foxx er ved at opnå en meget høj status i min bog. Scenerne fra byens “Skid Row” (er den direkte oversættelse mon “skidenrenden”?) er intet mindre end fantastiske og de musikalske indslag filmen har – bl.a. et forsøg på visualisering af musikken – er betagende.