Monday 29 December 2008

Filmanmeldelse: The Wrestler

Fra manden bag klassikere som Requiem for a Dream, Pi og The Fountain, kommer nu en hel ny film.

Darren Aronofsky er kendt for sin æstetik og film fyldt med metaforer. Disse begreber tilsidesættes i en vis grad i hans nyeste kreation, The Wrestler. Denne gang fokuserer filmen mere på karakterudviklen og realisme.

Jeg kan med det samme afsløre, at det er en rigtig god film. Men det skyldes ikke så meget Aronofsky, som det skyldes manden der totalt overraskede mig med denne film, nemlig Mickey Rourke.Randy "The Ram" Robinson (Mickey Rourke) Kort fortalt spiller Rourke den alderende wrestler (fribryder) Randy “The Ram” Robinson, som efter godt 20 år i branchen mest deltager i mindre arrangementer og på nærmeste hustler sig gennem tilværelsen. Omgangskredsen tæller en stripdanser på en lokal beværtning og så wrestlinggutterne, som er det nærmeste han kommer på en familie.

Han er stadig kendt og husket af mange, men storhedstiden er forbi. En dag får han hjertestop efter en kamp og på hospitalet får han at vide, at det er slut med at wrestle. Det kan koste ham livet.

Hele hans liv har været wrestling, så det er en fortvivlet Randy der ikke ved hvad han nu skal gøre. Han forsøger at tage kontakten til hans datter, som han ellers forlod for mange år siden. Han prøver at komme nærmere på stripdanseren. Han forsøger sig som ekspedient i et supermarked. Men uanset hvad han prøver, så kender han kun til at wrestle.tw_randy_stephanie Mickey Rourke ikke bare spiller “The Ram”, han ER ham. Således er flere scener improviseret, f.eks. når vi er backstage med alle de forskellige wrestlere, så er det rigtige wrestlere, og Rourke kommer bare ind og improviserer. Det er da også de rigtige wrestlere og Rourke der totalt stjæler billedet i filmen, selv om stripdanseren Cassidy (Marisa Tomei) og datteren Stephanie (Evan Rachel  Wood, som var fantastisk i King of California) også gør en hæderlig indsats.

Rourke trænede i 6 måneder og indtog 5.000 kcal om dagen for at opnå hans kampvægt på ca. 110kg. En imponerende indsats, der matcher hans skuespilmæssige indsats i filmen.

I en scene, hvor Randy prøver at forklare hans datter hans situation, siger han:

I'm an old broken down piece of meat and I deserve to be all alone, I just don't want you to hate me.

Det er en meget bevægende scene og Rourkes egen baggrund taget i betragtning, er det lige før jeg tror, at de tårer han fælder i scenen er helt og aldeles autentiske.

Hvis man er barn af 80erne og var blandt dem, som syntes Wrestling var sjovt at se fra Sky Channel (mener jeg at huske det blev sendt fra), og man samtidig kan nyde en film der både er lidt bittersød og sørgelig, vil man ikke gå af vejen med The Wrestler. Og hey, selve kampene er faktisk også ret realistiske og giver et ganske godt indblik i, hvordan de rent praktisk fungerer i virkeligheden.

Slutteligt kan jeg anbefale, at man bliver og ser rulleteksterne, blot for at høre Bruce Springsteens fremragende sang til filmen. Teksten passer perfekt til filmen.

Trailer:

8 ud af 10.

-Jacob

Filmanmeldelse: The Curious Case of Benjamin Button

De fleste af os kender nok talemåden omkring at livet burde kunne leves baglæns, således at man fødes gammel og dør som en orgasme. Derfor er selv det grundliggende i The Curious Case of Benjamin Button (herefter TCCBB) ikke ukendt. Det er historien om Benjamin Button, der fødes som en baby, men en baby der har alle skavankerne en 80-årig mand har: Tyndslidte knogler, dårlig hørelse, slap hud, grå stær etc.Benjamin Button (Brad Pitt) som "ung"Historien fortælles af Benjamin selv, gennem hans dagbog, som læses op af en døende kvindes datter. Datteren er ved moderens hospitalseng i de sidste timer.

Benjamins mor dør ved fødslen og det, sammen med det faktum at Benjamin er lidt af en “vanskabning”, får hans far til at bryde sammen og aflevere ham ved dørtrinnet til et alderdomshjem. Her opdages han af bestyreren af hjemmet, den sorte Queenie.

Queenie ser, at Benjamin er et specielt barn. Hun får en læge til at tilse ham, og det er i den scene, at vi får diagnosticeret Benjamins tilstand. Queenie får at vide, at det stakkels barn næppe har længe at leve i, og hendes varme hjerte tager Benjamin til sig. Måske også fordi hun ikke selv har været i stand til at få børn.

Benjamin overlever. Og med tiden bliver Benjamin mere og mere ungdommelig. Som lille (af sind), men gammel af fysik, møder han for første gang en af alderdomshjemmet beboeres barnebarn, den 7-årige Daisy, der forresten spilles af den mildest talt bedårende Elle Fanning (ja, den mindst ligeså bedårende Dakotas lillesøster). Det øjeblikket de mødes, ved alle, at noget specielt er skabt. De spenderer meget tid sammen, alt imens Benjamin bliver “yngre” og Daisy ældre.En ung Daisy (Elle Fanning) Som tiden går og Benjamin bliver yngre/ældre, får vi hans beretning serveret på et sandt sølvfad rent filmisk. TCCBB er uden tvivl en af de billedligt set flotteste film længe, og den akkompagneres af umådelig tidssvarende og rent emotionelt veltilpasset musik. Filmen strækker sig rent tidsmæssigt fra ca. 1920erne til nogenlunde nutid. Og selv om filmen er lang – hele 2 timer og 40 minutter – sidder man tilbage med en følelse af, at ikke ét eneste minut kunne være skåret væk. På intet tidspunkt keder man sig, selv om det ikke er nogen actionfilm.

I stedet er filmen et magisk fortælling, uden anden magi end en fortryllende historie. Ja, Benjamins fysiske tilstand er ganske vist ikke helt realistisk, men det er også det eneste i filmen. Der trylles dog en del med specialeffekterne. De fleste vil sikkert aldrig opdage det, da de er emminent implementeret og meget diskrete. De bruges f.eks. til at gøre Brad Pitt (Benjamin) og Daisy (Cate Blanchett) både yngre og ældre. Og med et forrygende resultat, skulle jeg hilse og sige.

Der kunne fortælles meget mere om plottet. Men historien er for god, til at jeg vil afsløre mere. Jeg vil blot sige, at man kommer hele følelsesrepetoiret igennem. Sorg, kærlighed, glæde, fortvivlelse, had, frustration etc. Du vil sikkert både grine og græde. Det er umuligt slet ikke at blive bevæget af filmen.

Brad Pitt spiller rigtig godt. Egentlig spiller han “sig selv”, men han gør det forbandet godt. Og til kvinderne, ja, der er masser af scener med Brad i bar overkrop. Selv er jeg dog endnu mere imponeret af Cate Blanchett, der i filmen virkelig får lov til at spille flere roller, idet hendes karakter Daisy, virkelig ændrer sind i løbet af filmen. Og det gør hun godt. Blændende. Aldrig har jeg set hende så klassisk smuk som i TCCBB, og måden hun ældes på, er mildest talt mageløs.Benjamin Button (Brad Pitt) og Daisy (Cate Blanchett)The Curious Case of Benjamin Button går direkte ind på min top ti over bedste film i 2008. Slet ingen tvivl om det. Faktisk går den direkte ind på førstepladsen. Da filmen sluttede, tænkte jeg med det samme “Gid JEG kunne leve livet baglæns i bare 160 minutter, så jeg kunne se filmen igen med det samme”.

Trailer:

10 ud af 10 stjerner.

-Jacob

Tuesday 23 December 2008

Last man standing

Skæbnen ville, at præsidenten af byretten gav os lov til at holde fri klokken 13 i dag. Der var dog det lille aber-dabei, at nogen skulle jo være tilbage og tage imod opkald etc. Og da dagen i dag var præget af sygdom – en med barn syg, en almindeligt syg, en dommer syg og indtil flere der havde fri – ja så var vi faktisk kun 2x stud.jur. og 3 almindeligt ansatte.

Eftersom den ene af os 3 havde sidste dag i dag og skulle afspadsere nogle timer, skulle hun gå kl. 13. Så var der undertegnede og vores yngste. Hun var halvsløj. Så endnu engang valgte jeg halvt om halvt frivilligt at tage “bollevagten”. Fra klokken ca. 13.30 til 16.15 sad jeg så mutters alene.

Jeg skal gerne indrømme, at som tiden gik, faldt aktivitetsniveauet. Kvart i fire var det ca. i nul. Jeg gik rundt og tjekkede at alle vinduer var lukket, at lysene var slukket og printere/kopimaskiner var slukket helt, og ikke bare på stand-by.

I toget var der pænt fyldt. Jeg havde tilladt mig den luksus at bestille en pladsbillet, så jeg var sikker på en siddeplads.

-Jacob

Monday 22 December 2008

I dag blev det påvist, at retsvæsenet rent faktisk fungerer. Jeg skal gerne indrømme, at selv om jeg arbejder ved domstolene, er jeg bestemt ikke altid enig i afgørelserne. Dog har mit kendskab gjort, at jeg ofte forstår hvorfor domme kan være for milde i mine øjne.

Jeg taler naturligvis om sagen om Ungdomshuset og rydningen af samme. 15 unge stod tiltalt for forsøg på vold efter straffelovens paragraf 245. Dommeren kendte jeg og jeg vidste, at det bestemt var en kompetent og fornuftig mand. Men spørgsmålet var, om loven gav hjemmel til at udstede nogle nævneværdige domme.

Som det nu er de fleste bekendt, fik alle 15 ubetinget fængsel. De skal med andre ord ind og brumme den. Men forud for den afgørelse…

Kl. ca. 12.45 meddelte jeg, at jeg ville over for at overvære domsafsigelsen. På det tidspunkt havde jeg allerede læst dommen, men jeg måtte indrømme, at jeg var meget spændt på at se de tiltaltes ansigtsudtryk, når det gik op for dem, at det ikke længere bare var leg.

Jeg tøffede ned mod byrettens afdeling på rådhuspladsen. Nede foran 7-11 holdte der en vogn med parabol på taget, for TV2 News sendte naturligvis live. En del andre pressefolk var også troppet op udenfor.

Efter at have listet mig gennem den lille mængde, gik jeg op på 2. sal, hvor retssal 36 lå. Retssalen er rimelig stor, men den er mere minded på at huse mange parter i sagen og ikke så mange tilskuere. Og som politiet sagde, så havde pårørende og pressen førsteret. Jeg overvejede at spille “jeg er medarbejder ved retten”-kortet, men det var fair nok, at jeg ikke var med. Det viste sig også, at det kun var én af de tiltalte, der rent faktisk var mødt op. I stedet ventede jeg ude på gangen, hvor bl.a. et forældrepar og andre bekendte af de tiltalte var mødt op.

Normalt er jeg ikke specielt fordomsfuld, så jeg kryer mig lidt ved at sige det, men de typer der stod og ventede, lignede bestemt de typer fra Ungdomshuset. Sort tøj, piercinger, snuskede og uvaskede. Eller også lugtede de bare sådan. Lugten var bestemt ikke særlig rar i ventelokalet. Da en af dem lige skulle taget overtrøjen af, blev lugten ikke ligefrem bedre. Han afslørede en t-shirt med et eller andet lettere debilt politisk slagord.

Ellers gik snakken mest på om hvorvidt de mente, at de tiltalte rent faktisk havde gjort noget og at “de skulle nok klare det”.

Lidt over 13.05 åbnedes dørene, og folk forlod retssalen. Den ene tiltalte så bestemt ikke særlig tilfreds ud (han havde sikkert kløjs i sin tungepiercing da han fik dommen (tak Asger!)) og de andre var også noget fåmælte. Hurtigt efter fik en lille gruppe samlet sig og det blev rundspredt, hvad de enkelte havde fået. Straks efter hev en af subjekterne – jeg vil ikke bruge ordet aktivist, for de er sgu aldeles inaktive når det gælder alt andet end at mele deres egen lille kage – en lille bærbar frem, stak en 3G USB-key i og skulle til at uploade nyheden.

Det blev meddelt flokken, at pressen stod nede foran hoveddøren, bare så de vidste det. Dommeren tog fornuftigt nok bagudgangen. Forståeligt, man ved jo aldrig med de psykopater. Når de kan planlægge at overfalde en politibetjent, ved man sgu aldrig hvad de ellers kan finde på.

Jeg tænkte at det ville være sjovere at se pressen konfrontere nogle parter, så jeg gik ned på gadeniveau igen, og ganske rigtigt. Der stod en kvinde fra TV2 News og rapporterede live. Jeg syntes jeg hørte nogen komme, så jeg trådte til siden, men der kom ingen. Så gik jeg ud af hovedindgangen og kom efter sigende med på TV2 News live udsendelse. Jeg stillede mig om bag pressefolkene og filmede også selv lidt, da fjo… de medsky… tilhængerne kom ud. Flere af dem med dækket ansigt. Lidt plat, da de slet ikke var tiltalt. Men de ville vel ikke stå ved det lort de er med til at støtte. Så meget for den kampånd.

Efter et stykke tid var der ikke rigtig mere at se, så jeg forlod atter stedet og gik tilbage på arbejdet. Tilbage på min plads kunne jeg se en mail var tikket ind fra dommeren: “Da jeg endelig har sluttet Ungdomshussagen, vil jeg hermed gerne give flødeboller. De serveres i dagens anledning på en brosten”. Så DET var humor.

Dommen var på 107 sider. Det er min kollega der sidder overfor mig, som har været med i det meste af sagen og hun har godt nok fået en del grå hår af dem. De tiltalte skal naturligvis betale deres advokater, OVEN i selve fængselsstraffen. Advokatsalæret per advokat lå mellem små 90.000 og godt 190.000 kr.

Jeg kan kun sige, at retssystemet fungerer! Ovenstående dom er helt efter bogen. De tiltalte (dvs. deres forsvarer på deres vegne), udbad sig alle betænkningstid. Det vil sige, at de nu har 14 dage til at overveje, om de vil anke dommen. Personligt tror jeg de alle gør det. Men jeg håber helt ærligt ikke at det hjælper.

Og til de tiltalte kan jeg blot sige: Sådan går det, når man har planlagt at bruge jernkøller (som den ene forsvarer påstod ikke kunne klassificeres som våben, doh!) peberspray og hvad ved jeg mod politiet. Det skal koste. Og det skal koste dyrt.

I har nu fået jeres julegave et par dage for tidligt. Glædelig jul!

-Jacob

Sunday 21 December 2008

Filmanmeldelse: Towelhead

Jasira er en 13 årig halvt amerikansk/libanesisk pige, som ikke adskiller sig fra de fleste. Hun er ved at blive en kvinde og der er så mange ting hun ikke forstår.

towelhead I skolen bliver hun drillet, fordi hun har… well, meget hår dernede. Hun bor med sin mor og hans kæreste. Kæresten tilbyder at hjælpe hende. Det lyder allerede småpædofilt, men faktisk har han ingen seksuelle tanker.

Jasiras mor finder ud af det, og hun mener det er Jasiras skyld. Så hun sender Jasira hen til hendes libanesiske far. Der er tingene noget anderledes. Ingen make-up, intet udfordrende tøj og i det hele taget en noget hårdere linie.

Efter at Jasira er blevet barnepige for naboens tre år yngre dreng (som kalder hende “Towelhead”, “Camel Jockey” og “Sand Nigger”), opdager hun i naboens hus nogle udgaver af “Playboy”. Hun kigger i dem sammen med naboens dreng. En dag sidder hun med benene over kors og vipper med det ene ben. Hun opdager at bladene ophidser hende og giver hende orgasme. Med et er hun introduceret til sex.

Nabodrengens far (spillet af den altid eminente Aaron Eckhardt) viser også lidt for megen interesse for Jasira. Hun er forvirret, og kan ikke helt finde ud af hvordan hun skal håndtere interessen. Samtidig bliver hun småforelsket i den sorte Thomas, som hendes far bestemt ikke bifalder.

Towelhead er på visse områder meget lig den fantastiske American Beauty, men her fokuseres mere på en enkelt person. Den 13-årige Jasira spilles af den kun 19-årige (men dog nok til at være det vi kalder “bukselovlig”) Summer Bishil, som helt klart er filmens lysende stjerne. Hun kan sagtens gå for at være en 13-årig uskyldig pige, som blot er forvirret omkring sin krop og sine følelser.

Filmen er på ingen måde pornografisk. Man ser stort set ingenting, men der antydes dog visse pædofile temaer, som f.eks. naboens interesse i Jasira. Der er masser af akavede scener, hvor man virkelig er glad for man ikke er til stede, men der er faktisk også en del sjove scener.

Towelhead er næsten på højde med American Beauty. Historiemæssigt er den faktisk foran, men filmisk er den dog noget bagefter. Instruktøren Alan Ball var da også co-producent på American Beauty.

Filmen er en filmatisering af Alicia Erians novelle af samme navn. Den går også under titlen “Nothing is private”. En trailer kan ses her.

Jeg giver filmen 8 ud af 10.

-Jacob

Liam, Keith og Maxim er tilbage

The Prodigy. Længe siden man har hørt fra dem, ikke? Efter de tre enorme hitalbums “Experience”, “Music for the Jilted Generation” og “Fat of the Land”, ville de gerne prøve noget nyt. Det faldt ikke så heldigt ud.

“Always outnumbered, never outgunned” floppede pænt meget. Der var reelt heller ikke noget godt på det. Derfor er vi der er store fans af deres tre første albums (især nr. 2 og 3) ret spændte på 2009-albummet “Invaders must die”.

Der er for nyligt smidt en promotion EP ud, og den har jeg lyttet til.

Invaders must die (Official)

Titeltracket er umiddelbart den største ørehænger. Man har kun lyttet i ca. 2½ sekund, så ved man det her er The Prodigy. Det spøjse var, at jeg havde inden da set videoen på Xbox Live, hvor den blev lanceret for noget tid siden. Der var jeg ikke så vild med tracket, men nu, efter at have lyttet til det nogen gange, synes jeg faktisk det er ret godt. Ikke spitzen-klasse, men det indeholder nogle af de kvaliteter, som deres andre hits også har. Fede beats, tung bas og rå guitar riffs, et pænt tempo og en hidsig synth lead. Og så lyder stemmen der siger “We are The Prodigy” sgu pænt sej.

Dette track findes også i en anden version, som dog er ret obskur og lyder mildest talt forfærdeligt. Kan godt forstå det er den officielle, der får airplay.

Hent den nedenfor.

 

Omen

Dette track har lidt “The Omen” stemning over sig. Den skingre synthxylofon i starten vidner om det lidt mystiske. Derefter kommer der nogle ganske glimrende rytmer og en fed basgang. Men det er nu lidt som om tracket aldrig kommer HELT igang. Der er sådan lidt “pause-track” over det. Men bestemt ikke dårligt.

Dead Ken Beats

Et cool riff, etniske trommer og så lige en gang tidlig 90er skinger synth. Synthen kunne jeg godt have været foruden. Rytmerne er fede, men resten er sgu lidt so-so. Igen syntes det at være en omgang “filler”.

Heatwave Hurricane

De etniske toner er tilbage, både med rytmer og sitar-lignende lead. Der kommer dog rå guitar og beskidte beats indover senere. Ikke dårligt men heller ikke det vilde.

Warriors Dance

Så er vi tilbage i stilen med megahittet “No good”. Det starter med lidt mere etnisk-islæt, og så kommer den samme vocal (med ny tekst) som lavede “No good”. Det lyder okay, og det kunne godt gå hen og blive et nogenlunde hit. Forresten synes jeg også visse af sangens beats lyder som noget gutterne har brugt før. Ikke at det er nogen dårlig ting.

World’s on Fire

Vild og voldsom guitar, en lidt enerverende vokal og nogle hidsige beats. Det er som det ikke helt er noget hit, og der kommer nogle hidsige flash-backs til 90erne senere i tracket. Det lyder lidt tilfældigt, hvis man spørger mig. Slutningen lyder faktisk klart bedst.

Mescaline

Starten er lidt bleh… så kommer der lidt mere gang i den med typiske Prodigy synths og et lækkert beat-loop, der nok skal kunne sætte gang i fødderne på folk. Det sjove forsvinder dog igen, sådan ca. halvt inde i tracket.

Det var alle tracks, og der er ingen tvivl om, at det er “Invaders must die” og “Warriors Dance” der er EPens største skæringer. Især titeltracket.

Jeg vil dog mene, at der er noget finpudsning tilbage, før de smider deres album ud. Men der er naturligvis også tid endnu. Det tegner dog mere lovende end sidste album, der stort set ingen hits havde.

Alt i alt er jeg endnu en smule optimistisk.

-Jacob

Wednesday 10 December 2008

Ting jeg ikke helt forstår

Her i julen har jeg jo kigget lidt i kataloger. Jeg mener, der kommer jo ca. en trillebørfuld om dagen, så mens jeg står og skovler dem op i containeren, falder der ind i mellem et ud, som jeg så bladrer i.

Noget slog mig. Man ser ofte at der er tøj til kvinder – og så til store kvinder. Er der i grunden ikke noget til store mænd? Guderne skal vide, at jeg bestemt ikke hører til dem, det er jeg sgu for mager til, men de findes jo derude. I overflod, nærmest.

Alligevel er det altid store størrelser til kvinder. Det nærmeste jeg har set til mænd, er Københavnske forretninger som “Store-Robert” eller hvad den hedder.

En anden ting jeg ikke forstår, er julefrokosten. Altså jeg kan godt se formålet og forstå konceptet, men den der mad…jeg forenes bare ikke så godt med dansk mad. Altså det kan da blive til en sildemad eller noget æg og rejer, men resten siger mig ikke rigtig noget. Dog glæder jeg mig helt sikkert til det hyggelige samvær med mine kolleger, og er da spændt på at se, om nogen af dem vil være spændt op til lir :-)

I dag, et lille halvt års tid efter jeg fik min mini-pc (Asus eee PC) er der begyndt at dukke mange op af dem. Jeg ser dem efterhånden dagligt. Det er en dejlig ting, for jeg synes jo selv de er geniale, uanset mærket. Lige nu sidder der f.eks. en nydelig kvinde med en blanksort MSI Wind.

På arbejdet gik det nogenlunde som sædvanligt. Den ene af mine dommere har været syg nogle dage, men hun var tilbage i dag. En anden kollega er sygemeldt, ved ikke helt hvorfor. Hun er gravid og de andre kvinder siger, at det ikke er nogen sygdom. Jeg ved ikke helt om jeg er enig.

I går aftes begyndte jeg at se Cass, en glimrende film om engelske hooligans. Jeg vil dog ikke komme ind på en egentlig anmeldelse, da jeg faldt i søvn efter ca. 30 minutter. Ikke fordi filmen var dårlig, jeg var bare træt. Måske jeg kan få set den færdig i aften.

-Jacob

Monday 8 December 2008

Jeg BURDE have…

Kender du den følelse? At du BURDE have taget opvasken, ryddet op i kælderrummet, ringet til en kammerat etc. Hvis ikke, så er du en fed løgner, for den følelse får vi sgu alle ind i mellem.

I denne weekend burde jeg have arbejdet lidt mere på et projekt jeg har gang i, men i stedet blev det til nogle andre ting. Fredag aften så jeg Four Christmases, som var ganske okay. En julekomedie med Vince Vaugh og Reese Witherspoon. Ikke stor filmkunst, men den havde da bestemt nogle sjove scener.

Lørdag nåede jeg at få købt et par julegaver (det gjorde jeg forresten også om fredagen), men jeg mangler dog stadig en del. Ellers gik meget af dagen med Fable II, bl.a. i co-op. Ufatteligt så mange timer man kan lægge i det, men det er nu en god historie og der er nogle underholdende missioner.

Søndagen dovnede jeg rigtig meget, men fik dog kigget en anelse mere på mit arbejdsprojekt og det virker ganske lovende. Men der var et par faldgruber jeg blev opmærksom på.

Jeg fik også set en rigtig overraskende god film. En film med ingen ringere end Jean-Claude Van Damme. Ja, du griner sikkert, men filmen JCVD er faktisk ret god. Det er slet, slet ikke Jean-Claude Van Damme som vi kender ham. Den handler om ham selv.

Det er historien om en almindelig mand, der bliver actionfilmstjerne, for så pludselig at forfalde til b-film og andet skrammel. Kreditkortene lukkes, han mister sit barn i en faderskabssag og bliver pludselig involveret i et røveri af et posthus.

Van Damme eksponerer helt nye sider af sig selv. Det er meget personligt, men også med et glimt i øjet. Filmen er både sjov og sørgerlig, især da Van Damme i en scene opsummerer hele sit liv i en monolog. Men det er klart noget af det bedste fra Van Damme i årevis.

Udover at jeg ser den glimrende dokumentarserie The Universe, så er jeg også begyndt på at se Survivors fra BBC. Det er en remake af serien af samme navn fra 1975.

Historien er ganske klassisk: En virus udrydder en masse på jorden, og der hersker anarkistiske tilstande blandt de overlevende. Der er ikke mange specialeffekts og egentlig burde serien ikke fungere så godt, som den gør. Men nu er jeg på 3. afsnit, og den fungerer altså.

Og nu er det vist blevet sengetid…

-Jacob

Thursday 4 December 2008

Seks nøgne sirener i seng ønskes

I den senere tid har jeg ikke været specielt flittig til at dele oplevelser her igennem. Det skyldes… tja, jeg ville gerne give en meget forståelig og pausibel grund, men fakta er, at jeg har været lidt doven og prioriteret andre ting højere. Så tiden er brugt på at spille en masse nye spil, se en masse film, tage på besøg hos vennerne, gå ud med venner og en hel masse dokumentar har jeg også fået set.

På arbejdet går det bare derudaf. Ingen ende på bunkerne af sager, men jeg får ikke stress, da jeg “når hvad jeg når”. Her i december måned har vi den klassiske “nissevensordning”, hvilket dog ikke ændrer så meget på min hverdag. For mig er det noget med dels at være “sød”, men i større grad at drille.

Vi har hver trukket et navn på en vi skal være nisseven for. I slutningen af måneden skal man så gætte, hvem der har været ens nisseven. Alt sammen meget klassisk.

MEN… det er min plan at sætte nye standarder for hvad der kan findes på. Og jeg har også taget skridt til at forvirre “fjenden”. Jeg nøjes ikke med at lave sjov med én person, men derimod en masse. Det fungerer indtil videre ganske fint. I dag nåede jeg at lave et setup til et ganske – når jeg selv skal sige det – fremragende nummer, som helt sikkert både indeholder julestemning og vil gøre offeret vanvittig. Helt perfekt. Jeg kan dog ikke afsløre nærmere, da jeg frygter at der er nogle af mine kolleger der læser med her.

Julen bliver for mig lidt anderledes i år. For første gang i 12 år bor min mor i samme by som mig, så der vil ikke være langt hjem.  Jeg har en del gaver der skal købe og i den forbindelse regner jeg med at tage røven på en der nok IKKE regner med at få en gave. Men vedkommende tog røven på mig til min fødselsdag, så jeg må benytte mig af chancen. Det har dog ikke været nemt, da vedkommende ikke ligefrem lufter sine ønsker vidt omkring. Men forleden var vi sammen – en rigtig hyggelig aften – og så faldt der et par ord om en bestemt ting. Og den ting har jeg tænkt mig at købe.

Ellers går det strygende. Jeg fik i sin tid fjernet en visdomstand, fordi den ville sidde i vejen for en krone jeg skulle have på en anden tand. Nu viser det sig så, at den anden tand også bør fjernes. Heldigt! Jeg har også haft brækket en tå for en måned siden, og den er ikke helet korrekt, så den er stadig blå og hævet, og skal sikkert brækkes op igen.

Af lyspunkter kan så tælles, at jeg forhåbentlig i DENNE måned begynder at få mit tillæg som civilrretsspecilist. Og i morgen skal jeg ind og se “Four Christmases”. Den ser sjov ud. Der vil følge en anmeldelse.

-Jacob

Monday 3 November 2008

Sofabord vs Jacob = 1-0

Normalt er jeg ellers ikke den store sportsfreak, men natten mellem fredag og lørdag – efter at have spillet Fallout 3 til klokken 4 – bestemte jeg mig for at bruge sofabordet som fodbold. Helt præcis det ene bordben.

Det resulterede i at jeg naturligvis sagde “av for helvedesgusatan” eller noget i den stil. Men ellers tænkte jeg ikke mere over det. Jeg mener, det er jo så tit man lige knalder foden ind i noget. Okay, for MIG er det i hvert fald. Jeg skænkede det i hvert fald ikke en tanke, men det gjorde jeg så næste dag.

Foden var hævet. Den ene tå var væsentlig tykkere end de andre. Den var også blålig. Hvad kalder man i de enkelte tæer? Det er nemt med fingrene, men med tæerne kender jeg personligt kun til storetåen og lilletåen. De andre er bare “tæer”.

Nå, men det var altså tåen lige ved siden af storetåen. Den gjorde avs. MEGET avs. Altså mest når jeg støttede på den. Lørdag skulle jeg så dælme ingen steder. I mit lille positive sind formodede jeg, at den lille hævelser var da væk om søndagen. Det var den så IKKE.

Søndag skulle jeg så naturligvis i byen. Min mors mobil var gået i stykker og hun skulle have en ny. En uskreven lov siger, at så skal hendes afkom rådgive. Men vi fandt nu også en glimrende telefon, UDEN abonnement. Ingen kamera eller JAVA eller hvad ved jeg. Det var der ganske vist på hendes gamle, men hun brugte det aldrig. Den nye havde farveskærm, kunne ringe, sende SMS og der var radio indbygget. Der var sågar standard indgang til USB og hovedtelefoner, og der var sørme også et sæt hovedtelefoner med i prisen. Og så kostede den kun 300 kr. Det var sgu en god handel.

I det mindste benyttede jeg så lejligheden til at få købt et par enkelte småting, nu jeg alligevel var ude. Resten af søndagen gik med Fallout 3 (hold kæft, hvor er det bare godt) og den faktisk ret så gode film Traitor.

Da jeg så vågnede her til morgen, dunkede foden stadig lystigt, så jeg tænkte, at jeg måtte hellere lige snakke med lægen. Det blev så til, at jeg fik en tid ved lægevagten på hospitalet, da min læge havde for travlt her i den normale arbejdstid.

Min mødetid på arbejdet endte med at være klokken 11 og jeg smuttede igen klokken 14.30, da jeg skulle til møde med HK-bestyrelsen. Med frokosten endte det så med at være en tre-timers arbejdsdag, hvilket naturligvis lige var til at klare.

Dog vil jeg lige få med, at mine ellers søde kollegaer groft mobbede mig med min halt! “Gå ordentligt!” Ak ja, hvad man ikke skal udsættes for. Tramp endelig på en mand der allerede ligger ned…

-Jacob

Saturday 1 November 2008

Granhelvededage

Det lyder måske lidt groft, for rent faktisk har jeg intet imod julen, faktisk forholder det sig lige modsat. Men jeg læste nu et sjovt indlæg i et forum og det var så bittert, at ovenstående udtryk formede sig i mit hoved.

Faktisk er der en del fordele forbundet med juletiden. For det første har jeg intet imod efterår og vinter. Jeg elsker den mørke tid, der er absolut ingen vinterdepression her!

Udover det, ja så er det også tiden, hvor mange store spiltitler bliver udgivet. Og jeg må jo erkende, at selv i en alder af 34, kan jeg stadig fordybe mig i et godt spil. Dem er der kommet en del af på det sidste.

Sidste weekend spenderede jeg 18 timer på at gennemføre det sublime Dead Space, et sci-fi horror-survival spil, som måske ikke bød på så meget nyt, men til gengæld var det poleret til det ypperste. En særdeles anbefalelsesværdig titel.

Samtidig med at jeg købte det, fik jeg også købt Far Cry 2. Det er et ret så åbent FPS, som har et enormt areal man frit kan færdes rundt i. Det giver stor frihed, men det kan dog være belastende at skulle rejse lange afstand til fods. Spillet er dog ret genialt alligevel, og det er et meget meget flot spil.

I torsdags – den 30. oktober – udkom så en af årets helt store titler, nemlig Fallout 3. Det er den længe ventede efterfølger til Fallout 2, og endnu engang er man hensat til en fiktiv post-apokalyptisk verden, hvor man kan forme sin figur efter befindende.

Jeg var først lidt irriteret over spillet, fordi jeg døde ret ofte i starten. Men efter at have "opgraderet" min karakter en del, var det pludselig til at holde ud, fordi man havde en reel chance for at overleve.

I spillet skal man ind i mellem foretage nogle valg, som kan have store konsekvenser. Således har jeg netop "nuked" et helt samfund, for at skaffe mig en god sum penge og goodwill hos en rigtig slyngel. Men det er jo det fede ved spil. Man kan være en hel anden person.

Derudover har jeg spillet en demo af svenske DICEs Mirror's Edge. Det er sådan lidt parkour møder fps... men alligevel svært at forklare. Forestil dig et platformspil se fra karakterens øjne. Noget lignende har været prøvet før, men slet ikke med så akrobatisk en spiller før. Det burde ikke være spilbart, men det er det. Hold da op, hvor det er cool. Spillet kommer om et par uger og jeg glæder mig helt vildt!

Det ser måske lidt underligt ud, nærmest som om det vil være stort set umuligt at styre, men det er det slet ikke. Det er en helt fantastisk oplevelse når man løber derudaf!

Åh ja, det bliver nogle gode spilmåneder i resten af 2008.

-Jacob

Thursday 25 September 2008

Mumi-troldene

image

Okay, håndsoprækning: Hvem her kan huske Tove Jansons Mumi-Trolde? Der blev på Danmarks Radio for gud ved hvor mange år siden (jeg var en bette knejt) vist en polsk produceret stop-motion/dukke-filmsudgave af dem, og jeg kan huske jeg var dybt fascineret.

Men samtidig var jeg også en lille smule skræmt af Isdronningen (eller hvad hun nu hed), I ved, hende der bragte vinteren med sig og frøs det lille egern til is.

Det viser sig faktisk, at det er muligt ikke blot at bestille samtlige 100 episoder på (7) DVDer, men det er sågår muligt at se dem online. På dette site kan du se alle afsnit, høre musik, dialog, læse FAQs og meget andet om den ret så kult-agtige serie.

-Jacob

Tilbage til rødderne

Dagens overskrift er et udtryk vi alle kender ret godt. Det er oftest forbundet med noget positivt, og det er bestemt også tilfældet i dag.

For snart 13 år siden købte jeg min Playstation. Jeps, den første Playstation (1), en japansk udgave (den allerførste revision). Jeg gav omkring 3.500 kr. for den og 700 kr. for en importeret version af Tekken på japansk. Og det var alle pengene værd.

Tekken VAR en showstopper, men der var en anden titel der også profilerede Playstation helt enormt, og det var naturligvis den futuristiske racer WipEout.

I det store hele er spillet jeg i dag vil omtale identiske med den helt gamle og første udgave. Det hedder da også blot WipEout HD. Og HD, det er det!

image

I 1995 snakkede man om 320x240 pixels, og det så ret flot ud. Men ovenstående, som er taget fra WipEout HD, kan tilbyde helt op til 1920x1080 pixels. Hurtigt omregnet er WipEout HD 27 gange så detaljeret som sin forgænger – OG det kører SILKY SMOOTH med hele 60 frames per sekund. Det er virkeligt et SUS at spille.

Spillet kan kun købes via PSN – Playstations online forretning – og koster sølle 135 kr. Det er nærmest en forbrydelse IKKE at købe spillet. Det definerede en kultur dengang i 1995. HD er måske ikke nær så trendsættende (og slet ikke så nyskabende), men for helvede, hvor er det dog skønt, på samme måde som når man får et par sko der er godt gået til på fusserne. Enhver Playstation 3 ejer bør købe det spil! Vis det så til tvivlerne og de kan opleve hvad FART er.

-Jacob

Tuesday 23 September 2008

Heltene er tilbage!

En af de bedste serier i længere tid – Heroes – er netop begyndt i sæson 3. Og al eventuel frygt omkring kvaliteten kan med det samme afvises. De første par afsnit er mindst ligeså forrygende som de plejer at være, og vi har allerede fået et par meget interessante afsløringer.

Det tegner allerede meget lovende!

-Jacob

Endelig rent bord

Så kom dagen endelig, hvor det rent faktisk lykkedes mig at få helt rent bord på arbejdet. Det betød, at jeg ligefrem havde tid til at rydde op på mit skrivebord, hvilket resulterede i et særdeles nydeligt resultat.

Normalt er jeg ellers kendt for at have det lidt rodet, men det er jo heller ikke alle der behersker kaos!

Jeg kan godt se, at der er mange andre, som har masser af arbejde til at ligge på deres borde, men at mit er clean er nok mest fordi min ene dommer har været i retten de sidste to dage, og ikke har haft tid til at kigge på den 60 cm bunke jeg har lagt til hende, som vender tilbage. Oh well. Jeg har i det mindste oplevet et en gang.

På hjemmefronten har tingene gået sin vante gang. Jeg har fået set nogle film, bl.a. Mirrors med Keifer Sutherland (okay gyser, lidt svag historie), Untraceable med … øh, faktisk ikke lige så skide mange kendte. Den var forresten okay-ish, men som med de fleste film der har meget computerteknologi involveret (rent historiemæssigt), var nogle af tingene helt ude i skoven.

I weekenden havde jeg besøg og det var smadderhyggeligt. Der blev spist noget god mad og snakket, som man jo nu engang gør. Søndag fik jeg også lige slået vejen forbi min mor, og hjalp hende med at samle en ny vitrine og hænge lidt malerier op. Nåja og sætte en ny lås på hendes cykel.

Jeg ved ikke helt om weekenden – altså fredagen – vil byde på en biograftur med en god veninde. Vi så Arn – Tempelridderen sammen, og har aftalt også at se 2eren. Det er ved at være nogle måneder siden vi sidst har mødtes, så det kunne være rart at komme up-to-date med begivenhederne i hver vores liv.

For nogen tid siden blev jeg også kontaktet – via det famøse Facebook – af en af mine gamle handelsskole-klassekammerater, som skrev og spurgte, om jeg kunne huske hende. Det kunne jeg såmænd godt, som en af de få. Hun sad så også foran mig i flere af timerne. Men så kom jeg til at tænke på, at det var faktisk ikke andet end en lille håndfuld af mine klassekammerater – både folkeskolen og handelsskolen – jeg rent faktisk har kontakt til.

Det er ikke fordi jeg har holdt mig for mig selv eller noget, jeg havde skam masser af kontakt med mange af dem, men der har været forbavsende få, som rent faktisk har sagt mig så meget, at jeg har haft lyst eller behov for at bevare kontakten.

Det afspejles måske også lidt på min egen Facebook-profil, idet jeg ikke har specielt mange “venner” derinde. Når man ser folk med 2-300, kan man godt spekulere en smule over, hvor godt de rent faktisk kender de fleste. Personligt foretrækker jeg at have haft en vis dialog med dem jeg har tilføjet derinde, men det er måske bare mig. Ikke at alle dem jeg har tilføjet er hjertensvenner eller lignende, men de må da godt på en eller anden måde være en væsentlig del af mit liv eller min hverdag.

Bare min mening…

-Jacob

Thursday 11 September 2008

Æstetik og god idé

Jeg sad og surfede lidt forleden, og tænkte så, at det var da vist længe siden jeg havde posted noget på bloggen. Derfor er det oplagt at smide denne video. Den udviser lidt opfindsomhed og et stykke smukt musik.

Se sådan skal en reklame skrues sammen. Alternativt kan den ses i bedre kvalitet her.

-Jacob

Monday 25 August 2008

Der sad jeg så i mørket

I dag var så første arbejdsdag efter ferien. Og hvilken dag.

Man træder ind af døren og der er… sort. Mørkt som i en kulkælder. Hm, underligt. Men jeg får kantet mig op på 2. sal og træder en af døren, hvor der også er mørkt. Og mennesketomt. Hm, rigtigt underligt. Min første tanke var, at mine kolleger kollektivt har lavet en stor fed practical joke med mig som offer, som tak for alle dem jeg har lavet i sin tid.

Der sad jeg så i mørket – og ventede. Men der skete ikke rigtig noget. Til sidst gik jeg en rundt mere, og stødte så endelig ind i min afdelingsleder, og hun kunne meddele mig, at der ingen strøm var, men at telefonerne virkede.

Det betød, at det eneste jeg reelt kunne, var at tale i telefon. Og der var godt nok også mange opkald. Den ringede simpelthen i et væk. Der var i det hele taget meget mennesketomt, så jeg endte med at sidde alene med de fleste opkald. Nøj, hvor var jeg godt nok træt af at tale i telefon over middag. Til slut følte jeg, at hvis jeg havde snakket en halv time mere, ville jeg have groet bryster. Det er simpelthen kun kvinder, der er bygget til at tale så meget i telefon.

Alternativet til at tage telefonen var at rykke sager og reoler rundt. Det overlod jeg til afdelingslederen og hendes stedfortræder. Der er nu heller ikke noget som et par svedige kvinder, der stønner og pruster (og klager). Til middag sagde den ene af dem, at nu trængte hun til et bad, og spurgte om ikke der var mulighed for det, et eller andet sted derinde. Jeg mente at vores afdeling med fængselsceller også havde et rum til kolde afvaskninger, men det forslag blev ikke modtaget så vel. Gode intentioner spildt!

Til trods for den hektiske situation og det skrækkelige lige tidlige tidspunkt at skulle op på, var det nu alligevel rart at være tilbage. Jeg har sgu nok savnet de kvinder… en lille smule.

-Jacob

Monday 18 August 2008

Arbejdsferie

Jeg vil lige starte med en samtale jeg overhørte i bussen i morges. Der sidder nogle unge (gymnasiealder) piger foran mig, og det er ret tydeligt, at den ene har haft sex uden kondom, hvilket hun er ret bekymret over. Men naturligvis ikke pga. kønssygdomme, nææ det er skam pga. graviditet.

1. Pige: Shit, jeg er pænt sikker på vi ikke brugte noget. Fuck!
2. Pige: For helvede... og han var da ikke engang særlig lækker.
1. Pige: Nej men jeg var lissom pænt fuld, ikk? Så hvad gør jeg nu?
2. Pige: Min søster siger, at man skal bare spise en halv pakke p-piller dagen efter, og så resten på andendagen!
1. Pige: Virker det?
2. Pige: Det er ligesom at tage en fortrydelsespille!

På det tidspunkt havde jeg hørt nok, og satte musik på min iPod.

Omkrings overskriften på dagens indlæg, er det er lidt løgn. Så meget af min ferie har jeg ikke arbejdet. Det blev til noget flytning i weekenden, da min mor langt om længe skulle flytte. Det var nu også hårdt nok. Et stort vitrineskab og sofa skulle ned fra 1. sal, via en vindeltrappe. Og da jeg var yngste mand på stedet, tog jeg en del af det tunge læs.

Men vi fik da flyttet hendes ting, ud i den nye lejlighed. Naturligvis virkede internettet ikke. Cybercity havde ellers skrevet, at alt ville være i orden. Det var det så ikke lige frem. Det virkede overhovedet ikke.

Min ven Allan, som arbejder ved Slagelse centralen hos TDC, kunne melde tilbage, at det ikke var en fejl fra TDCs side. Han havde lavet det han skulle. Så jeg ringede til Cybercity, som påstod, at der heller intet var galt hos dem. Genialt. Nu er forbindelsen så fejlmeldt.

For at hun ikke skulle være helt uden internet indtil da, har hun så lånt mit 3 USB modem, således at hun kan være på. Jeg brugte det alligevel ikke så meget her i ferien og jeg betaler jo for det uanset hvad.

Antennesignalet virkede fint, men Telia-Stofa plejer også at være nogle år om at reagere på en flytning, så der går sikkert nogle år, før de flyttet min mor ned på mellempakken. Det er så også okay.

Forleden så jeg The Last Starfighter. Jeg har i snart årevis prøvet at finde den med danske undertekster, men den er åbenbart aldrig udgivet med sådanne. Nu er det ikke fordi jeg har noget imod engelske, jeg foretrækker dem næsten, men jeg vil nu HELST have med danske også. Så kan andre i omgangskredsen også nyde filmene.

Filmen er lidt af en kult-klassiker, selv om den faktisk ikke er noget specielt. Den handler om den unge mand Alex, som bor i  trailerparken Starlite Starbrite i Californien. Det virker som om han aldrig kommer afsted derfra. Men en dag sætter han en ny rekord på spillemaskinen The Last Starfighter. Pludselig bliver han kontaktet af en mystisk mand, som viser sig at komme fra en hel anden planet. Alex har, ved at vinde i spillet bevist, at han er en meget dygtig starfighter og han tilbydes en plads i en deling af de bedste starfighters.

Det er pænt tydeligt, at det er en 80er film. Der er masser af typiske 80er træk over den, som sprog, tøj, frisurer, musik etc. Effekterne er, perioden taget i betragtning, faktisk ganske hæderlige. Historien er dog lidt kedelig og tam, men jeg kan godt forestille mig, at den har været lidt mere spændende dengang.

I dag, ja der er filmen såmænd blot okay underholdning til en regnfuld eftermiddag. 6 ud af 10 stjerner.

Jeg har også benyttet ferietiden til at fortsætte med, at se den ret så muntre britiske serie Shameless. Her er vi ovre i nutidens England, hvor vi følger familien Gallaghers hverdag. Og det er ikke en helt almindelig familie. Faderen er lidt af en drukkenbolt, hans (nye) kone bims, hvis hun ikke får sin medicin. Den ældste datter er nærmest flokkens mor, og søsken svinger fra at være småpsykopater til homoseksuelle.

image

Frank Gallagher: Come on Jez, put a bag over it - you're frightening the fizz off my pint with that face.

Det hele fortælles på en utrolig underholdende måde, som kun briterne formår at gøre det. Vi hører herlig Manchester-dialekt (de bor i Chatsworth, Manchester) og der bliver ikke lagt fingre imellem overhovedet. Jeg har lært en del muntre engelske bandeord af serien. Bl.a. af karakteren Marty, der lider af Tourettes-syndromet.

Der er fem sæsoner i serien, og jeg er netop blevet færdig med sæson to. Det ufattelige er, at det bliver bare mere og mere underholdende. Der er komedie, drama, og spænding for alle pengene. Se eksempler her. Indtil videre (for de to første sæsoner) 8 ud af 10.

-Jacob

Tuesday 12 August 2008

Filmanmeldelse: The Objective

Hvis jeg nævner navnet Daniel Myrick, ringer det så en klokke hos dig? Sikkert ikke. Det gjorde det ikke hos mig, og jeg er ellers rimelig megen filmfanatiker.

Nå, men hvis jeg så nævner filmen The Blair Witch Project, er der mon så noget der dæmrer? Ja, det var den såkaldte “sande” beretning, om en flok unge der søger efter et sagnomspundet fænomen i en skov. I guder, hvor var det i grunden en elendig film. Toeren var ikke bedre. Derfor var det ikke ligefrem med de allerstørste forhåbninger, at jeg sætte The Objective i DVD-afspilleren. Det er nemlig samme mand, der har skrevet både den og The Blair Witch Project - Daniel Myrick.

Plottet er til at overskue: Vi skriver tiden kort efter 9/11. En CIA agent er sendt til Afghanistan, hvor han skal mødes med en gruppe soldater. Han skal bruge dem til en mission, som går ud på, at han skal finde en præst/profet, som har forbindelser til Taliban. Men er det nu også alt der er at fortælle omkring missionen? Hvorfor vil han ikke afsløre præcis hvad der skal ske? Hvorfor er der ingen radiokontakt i området? Hverken kompas, GPS eller noget andet udstyr virker? Og hvor forsvinder de folk de skyder hen?

The Objective er en film, som ikke har haft det helt store budget. Det ses. Og mærkes. Effekterne - de relativt få der er - er såmænd acceptable nok. Skuespillerne er lidt middelmådige og historien er ikke det helt vilde. Men alligevel syntes jeg faktisk ganske godt om filmen. Den havde en kant. Der var spænding og intensitet, og jeg blev faktisk rimeligt grebet af den. Det var præcis sådan, at The Blair Witch Project burde have været, men bare slet ikke var.

Her demonstreres, hvordan der med andre virkemidler end dyre effekter, store navne og pompøs musik kan skabes en intens historie. Da Blair Witch blev udgivet, var det dens præmis. Det mislykkedes. Også med 2eren. Men med The Objective lykkedes det faktisk helt okay.

7 ud af 10.

Han er tilbage!

image

It neeeever gets old :-)

-Jacob

Monday 11 August 2008

Ugens bedste reklame

Det må uden tvivl være denne:

Det handler om at DELE…

-Jacob

Sunday 10 August 2008

Fladpandet underholdning

Når man har ferie – og det har jeg de næste to uger – så skal der serveres noget fladpandet underholdning. Det har jeg fået en pæn dosis af i weekenden. Her følger en gennemgang:

Big Stan

Første indslag er filmen Big Stan. I hovedrollen har vi Rob Schneider, kendt fra klassikere som Deuce Bigalow 1+2, The Animal, 50 First Dates, Grandma’s Boy, The Hot Chick og mange, mange flere.

Rob er ikke kendt for at være med i de helt store film. Det er typisk komedier på relativt lavt budget og mange klichéer. Alligevel er det oftest film jeg morer mig over. Vi snakker ikke avanceret plot og komik på højeste plan, det her er mere sådan på det jævne plan, hvor de fleste kan være med.

I Big Stan spiller han en ejendomsmægler, der bliver taget i at fuske med time-share lejligheder. Det ender med at han – trods en svindler af en advokat, der bestikker dommeren – alligevel skal mindst 3 år i fængsel. Og fængsler i USA? Der bliver det brune flag hejst i alle “nybegynderne”.

Med det i sigte, forsøger Stan at lære at kunne slå fra sig. Han går først på karateskole, men det går for langsomt. Han har seks måneder, før han skal i fængsel. Efter at være smidt ud fra karateskolen, møder han “The Master”, der spilles af David Carradine, der bl.a. er kendt for den originale Kung Fu og efterfølgeren Kung Fu: The Legend Continues. I senere tid har vi set ham i film som Kill Bill.

“The Master” går med til at træne Stan, så han kan nå at blive hårdfør, inden han skal i fængsel. Og så begynder det rigtig sjove ellers.

Stan skal igennem et hårdt program, og når jeg skriver hårdt, så mener jeg det. Jeg må blankt erkende, at jeg morede mig fortræffeligt hele filmen igennem, også da Stan ER kommet i fængsel. Filmen er naturligvis fyldt med klichéer, forsigelige scener og masser af fysisk komik. Men helt ærligt, jeg var underholdt fuldt og fast. Jeg var halvtræt, satte filmen på kl. 1.30 og havde INGEN problemer med at holde mig vågen. Jeg grinede simpelthen alt for meget. 8 ud af 10.

Street Kings

Keanu Reeves. Sig navnet og se ham for dig. Ser du Neo fra The Matrix? Naturligvis gør du det. Han vil for evigt være forbundet med den trilogi. Og Speed. Heldigvis ikke Speed 2.

Nå, men i denne thriller spiller han den hårdkogte politimand Tom Ludlow, der er en veritabel enmandshær, når der skal ryddes bad guys. Han bliver dog pludselig undersøgt at Interne Affærer, og da hans tidligere partner dør under et røveri, og Tom er involveret, kommer han for alvor i deres søgelys. Men noget hænger ikke sammen. Hvem er i virkeligen de onde? Hvem er korrupte og hvem er hæderlige?

Street Kings bringer ikke noget nyt på tapetet. Det meste er set før. Keanu Reeves er altså ikke den helt store skuespiller. Forest Whittaker spiller hans overordnede, og selv han (som jeg ellers beundrer meget, især i The Last King of Scotland og Ghost Dog) virker lidt træt og ligegyldig i rollen. Jay Mohr spiller som sædvanlig en ubehagelig skid. Den mand har kun været sympatisk i Jane Austen’s Mafia!

Ca. 1/3 inde i filmen havde jeg i store træk regnet det hele ud. Det var lidt trist. Jeg sad konstant og håbede at det ikke var oplagt, men jeg tog fejl.

Jeg ville faktisk have givet Street Kings 5 ud af 10, men på grund af den trods alt er flot filmet og ganske stylistisk, giver jeg den en stjerne mere. 6 ud af 10. Okay underholdning, men intet memorabelt.

You Don't Mess with the Zohan

Der er mange - især hunkøn - som vrænger på næsen af Adam Sandler. Bevares, manden har ikke lavet de helt store og dybe film, selv om Spanglish, Punch-Drunk Love og ikke mindst den suveræne Reign over Me beviste, at han mestrer seriøst skuespil. For mig, der er han den glade og sjove knægt, der laver film der morer os tåbelige mænd. Happy Gilmore er stadigt noget af det bedste han har lavet, og jeg kan i dag ligge glad af grin over den film.

Her spiller Sandler Zohan Dvir, et medlem af den israelske specialstyrke. Han er noget nær overmenneskelig, hvilket naturligvis giver udslag i masser af (mere eller mindre) sjove og overdrevne scener.

Men Zohan er trist. Han er ved at blive træt af at kæmpe og kæmpe. Så han fingererer sin død i en kamp med hans ærkerival "The Phantom". Han drager til USA for at udleve hans drøm - at blive den bedste frisør i verden. Det er dog ikke nemt, for han har ingen erfaring. Til sidst bliver han taget til nåde af den palæstinesiske damefrisør Dalia, som lader ham feje gulvet. Hun spilles af den mmmmeget kønne Emmanuelle Chriqui, som jeg lige bliver nødt til at bringe et billede af:

image

En dag får han dog mulighed for at vise sin kunnen, og er der noget Zohan kan, så er det at tilfredsstille damerne. Hans ry spredes, og pludselig finder en taxachauffør (Rob Schneider) ud af, at Zohan slet ikke er død!

Pludselig får Zohan problemer med at holde fjenderne fra døren, og endnu flere overdrevne og groteske situationer opstår.

På mange måder minder filmen om Big Stan, men You Don't Mess with the Zohan går lidt død i perioder. Og visse jokes falder en anelse til jorden. Det er ikke Sandlers bedste, men den har dog memorable scener, der gør at jeg giver den 7 ud af 10.

Automaton Transfusion

De trofaste læsere af min blog vil huske denne, som værende en af de film der har været indikeret som værende i min DVD afspiller. Uheldigvis. For det var godt nok ikke noget rart bekendtskab. Filmen virkede ellers lovende.

En flok high-school venner oplever, at deres bys indbyggere pludselig bliver til zombier. Ikke bare langsomme og kedelige zombier, men hurtige og aggressive.

Normalt ville jeg kunne underholdes af sådan et setup, hvis der ellers var lidt interessant dialog, et par twists og nogle filmisk og effektmæssigt flotte scener. Der ER faktisk ganske okay effekter i filmen, især budgettet taget i betragtning. Selv skuespillet - den smule der er - er næsten tåleligt. Men der er bare al, al for megen tomgang i filmen. Og så har den noget nær den dårligste slutning jeg nogensinde har set.

Undgå den hellere. Det burde jeg have gjort. 3 ud af 10.

Chrysalis

Franske film kan faktisk være ret gode. De har jo nogle dygtige skuespillere og instruktører. Uheldigvis blev de ikke brugt i denne sci-fi-politi-thriller.

Skudt i stort set grå nuancer, med meget lidt farve, er filmen mere monotom og trist, end flot og futuristisk.

Den starter ellers godt. En samtale i en bil mellem mor og datter. Den scene formåede, som den eneste i senere tid, at give mig et decideret chok. Men derefter går det ned af begge.

En rodet historie - der var også fire forfattere om at skrive det rodede plot (hvem sagde "for mange kokke...") - omkring manipulering af hukommelse og erindringer, gener og kloning, er hvad der optager resten af filmen. Filmen benytter sig af skudepisoder (middelmådige), biljagter (gabende) og slåskampe (faktisk hæderligt koreograferede) for at skabe breaks i en ellers langtrukken og kedelig film. Men det hjælper ikke.

Chrysalis havde potentiale til noget meget mere. Teknisk set er den nydelig, men plottet er alt, alt for kedeligt. Jeg endte med at sidde og lave noget andet, mens filmen kørte.

4 ud af 10.

-Jacob

Friday 8 August 2008

Try

Jeg faldt lige over denne halvgamle kortfilm fra Jonas Åkerlund. Det er stærke sager, men se den og nyd den fantastiske måde, hvorpå et knaldhårdt (skrev jeg virkelig det?) budskab formidles.

Se DET er kunst.

-Jacob

Tuesday 5 August 2008

Bitches on the Scene

Som så ofte skulle jeg lige se en video på YouTube, du ved, en af de der sjove videoer, som gør lidt grin med internettet. Den hed “LOL, Internet” og kommer her:

Ganske munter lille video, men det er faktisk slet ikke det jeg vil ind på i dette indlæg. Og det bringer mig til den video, som står for dagens overskrift.

Jeg faldt over nedenstående video. Med det samme faldt jeg for det voldfede tema i starten. Vokalen overraskede mig lidt, men faktisk syntes jeg det lød ret godt efter et par gennemlytninger. Lyt selv. Her er Superfamily - “Bitches on the Scene”.

Det fik mig naturligvis til at lytte til flere af Superfamilys sange, og det er da en stærkt undervurderet gruppe. De kommer fra Norge og fortjener helt sikkert noget mere airplay.

Spread the word!

-Jacob

Monday 4 August 2008

Hyper-ultra-über-mega-extreme mandag

Fik lige Beatport anbefalet af en kammerat, og for os der holder af mere eller mindre obskur og elektronisk musik, er det noget af et slaraffenland. Fandt selv et track, der inspirerede mig til dagens overskrift. Noget festligt japansk happy hardcore, eller hvad man nu kalder den slags.

I weekenden var jeg så til bryllup, hvilket også gik helt fint. Det var en af gutterne der skulle giftes, en jeg har kendt i vel 16-18 år efterhånden. Og selv om jeg et eller andet sted syntes, at det er hurtigt at blive gift efter godt 2 år, og selv om jeg syntes det er fjollet, at han nu skal sælge det hus han har været 6 år om at sætte i stand (og som fanme er lækkert nu), i stedet for at de flytter sammen i det, ja så så han så glad ud i lørdags, at jeg kan tilsidese det altsammen.

Det hele spændte fint af. De forskellige traditioner blev overholdt, stemningen var fin og maden var aldeles glimrende. At fisketallerkenen så ikke lige var noget hit hos mig, er noget andet. I det mindste kunne jeg bytte min laks til min borddames tigerrejer. De smagte til gengæld aldeles fantastisk. Og så var der ellers intet at sætte en finger på.

Vi (brudgommens venner) mødte naturligvis op i vort stiveste puds. Jeg havde selv ofret en formue på et nyt jakkesæt (og så naturligvis forrygende ud), mens forloveren, vores fælles ven, havde været ude (med mig) og købe hans første jakkesæt. Og hans første skjorte. Og sko. Med snører. Der var ikke et øje tørt.

Nu kunne man fristes til at tro, at jeg i dette indlæg ville side og tale om, at det kunne nu også være rart at finde en kone blabla, men det vil jeg slet ikke. Ganske vist så de da meget glade ud og jeg tror da også personligt (modsat visse andre i omgangskredsen) at deres ægteskab holder, men det var lidt overraskende, at jeg faktisk slet ikke tænkte videre over det. Det var et relativt beskedent bryllup (vi var næsten 50), sådan ca. så mange, at det ikke bliver alt for upersonligt. Men jeg tænkte på intet tidspunkt “gid det var mig”.

Måske hænger det lidt sammen med, at jeg ikke rigtig har følelser for nogen, måske bliver man lige mere kold og ligeglad, når man er single.

Men jeg var dog lidt stolt af min kammerat, da han holdt sin tale. Den havde lidt af det hele og var aldeles underholdende. Det var kun lidt dødvande omkring et lille musikindslag, der kunne afholde mig fra at give den topkarakter.

På vej hjem i toget i dag, mødte jeg en kammerat fra Handelsskolen. Han lignede sådan set sig selv. Det er vel en 5-6 år siden jeg sidst så ham. Der er nu noget livsbekræftende over at se et gammelt bekendtskab, som ligner sig selv og ikke er ældet en hulens masse. Det får en til at føle sig lidt yngre!

Hele vejen hjem i toget snakkede vi så – der var naturligvis også en del at indhente, men igen slog det mig: Hvor nemt man falder tilbage til gamle vaner, forstået på den måde, at vi snakkede præcis som i handelsskolen. Det kunne ligeså godt have været 3 måneder siden vi gik ud.

Alt i alt, var mandagen nu alligevel ikke så slem.

-Jacob

Saturday 2 August 2008

Andres ulykke er sjov

Hvor tit har du ikke siddet og set en film, om en eller anden uheldig eller jammerlig person, og skraldgrinet af det? Nu mener jeg ikke historier om folk der får kræft eller mister familiemedlemmer – eller værre. Næh, jeg mener f.eks. folk der falder på halen, kommer ud for spøjse situationer etc.

Det er god underholdning, hvilket jeg også mærkede på egen krop forleden, da jeg berettede om min fortid til et nyt bekendtskab.

Historien er som følger:

Min eks-kæreste og jeg havde besluttet os for at flytte fra hinanden. Vi havde et hus sammen, og hun ville gerne blive boende. Hun havde en lille dreng, som naturligvis også var ked af situationen, da han og jeg også havde udviklet et nært forhold. Så det endte med, at jeg lod dem beholde næsten alt, således at jeg selv skulle ud at købe det meste. Min eks ville så købe min halvdel af huset, og på den måde ville jeg så kunne have lidt penge til en ny start.

Alt sammen rimelig trist.

Men jeg fik fundet en lejlighed, og fik rykket relativt tidligt over i den. Desværre kunne jeg ikke “officielt” flytte før lidt senere, da jeg skulle have hjælp af vennerne. Jeg havde nemlig en sofa og en reol, som jeg ikke kunne flytte selv.

Jeg kan tydeligt huske de første par dage i den nye lejlighed. Jeg havde stort set ingenting. En luftmadras, en dyne + hovedpude samt et håndklæde. Lidt toiletsager og noget tøj.

Så der sad jeg om aftenen, efter arbejde. Kom hjem til en lejlighed, uden møbler. Sad/lå på en luftmadras og læste, for der var ingen radio/tv/internet. Der var heller ingen lamper. Så jeg læste i den smule dagslys der var tilbage og i lyset fra min mobiltelefon.

Det var nogle lange, lange aftenener. Og lange nætter, for luftmadrassen var ikke ligefrem i bedste form. Med lidt held skulle jeg kun pumpe den op en enkelt gang i løbet af natten, for så alligevel at vågne om morgenen og konstatere, at jeg var radbrækket af at ligge på gulvet.

Gud fader, hvor var det i grunden jammerligt. Men personen jeg fortalte det til, grinede dog ret meget. Så var det jeg tænkte over hele situationen, visualiserede den, sådan set lidt skråt oppefra. Og pludselig kunne jeg sgu godt selv se det tragisk-komiske i hele scenariet. Det var som taget ud af en britisk komedie. Heldigvis holder jeg meget af dem.

Og pludselig blev et lidt trist minde vendt til noget godt – og sjovt. I stor kontrast til mit indlæg for nogen tid siden.

Se, det var et ægte eventyr.

-Jacob

Friday 1 August 2008

Filmanmeldelse: The X-Files: I want to believe

Ah ja, X-Files. Serien der fik en klinet til skærmen gennem hele ni sæsoner. Det var ikke lutter guld, men der var rigtigt mange gode afsnit. I modsætning til hvad mange tror, så var X-Files ikke blot overjordisk pladder og aliens engros. Det, som X-Files virkelig var, var Mulders og Scullys dialoger og udvikling gennem serien.

Alright, Mulder var ikke så meget med, hen mod slutningen, men uanset hvad, var Fox Mulder en af de mest humoristiske (på den fede og tørre måde) karakterer nogensinde i en tv-serie. Utallige er hans underspillede og fantastisk morsomme lines.

Affødt af serien kom så filmen Fight the Future. Her fortsatte vi stilen med aliens og den såkaldte planlagte invasion af jorden. Det føltes naturligt, da det trods alt var en del af det overordnede plot i serien.

image

Mulder og Scully er to meget elskede karakterer, så stor var jublen, da den første teaser blev smidt ud på internet. Bare det faktum, at der rent faktisk VAR en ny film i produktion, fik fans i ekstase.

På trods af, at jeg så serien i tv OG pløjede samtlige afsnit igennem igen på DVD i starten af året, så er jeg ikke ligefrem hardcore fan. Men jeg har altid godt kunne lide serien. Fight the Future syntes jeg også var glimrende, så naturligvis var jeg nysgerrig efter at se I want to believe.

Dana Scully: I didn't bugger thirty-seven alter boys.
Fox Mulder: Hmmm, that's a pleasant way of putting it.
Dana Scully: I have another word I could use if you'd like.
Fox Mulder: I'm sure you do.

I filmen er Scully tilbage som læge (kirurg), mens Mulder derimod har trukket stikket ud af samfundet og lever isoleret i ødemarken. Ingen af dem har noget med FBI at gøre længere.

image

En dag bliver Scully kontaktet af FBI, som beder hende få fat i Mulder. De har brug for hans hjælp. Mulder er naturligvis ikke ligefrem fyr og flamme, han har det fint med sin tilbagetrukne tilværelse. Meeeen… det viser sig, at det er en FBI agent, der er forsvundet og så er der en synsk præst blandet ind i sagen. Og pludselig er Mulder lidt mere nysgerrig.

Fox Mulder: This is not an exact science. If it were me I'd be on the guy 24/7. I'd be in bed with him kissing his holy ass.
Dakota Whitney: Father Joe is a convicted pedophile.
Fox Mulder: Maybe I'd stay out of bed with him.

Jeg vil ikke afsløre for meget af selve handlingen, men jeg kan med sikkerhed slå fast, at der ingen rumvæsner er i denne film. Temaerne tæller stamcelleteknologi, transplantering og forsøg med samme. Der er ikke SÅ meget X-Files over filmen, som man måske kunne have håbet, men det er nu alligevel så tilpas meget “gad vide om det i grunden kunne have foregået i virkeligheden”, at det både bliver mystisk og en smule realistisk. På det område er filmen meget som serien, der nogen gange var lidt langt ude, mens andre episoder fik en til at tænke.

Walter Skinner: He'll call first. ... I know Mulder. He wouldn't do anything crazy.
[Scully stares at him]
Walter Skinner: He wouldn't do anything *overly* crazy.

Desværre er filmen faktisk ikke meget mere end et dobbeltafsnit i serien. Det føles ikke sådan helt spillefilmsagtigt. Når det så er sagt, var det jo en god serie.

Mulder er Mulder, med sine herlige sarkastiske bemærkninger, og Scully er Scully, med hendes fornuft og kontrast. Men en ting er naturligvis anderledes fra stort set alle afsnittet, og det er deres forhold til hinanden. Dem der har set serien, ved hvad jeg mener.

Jeg lader den lande på 7 stjerner på IMDbs 10-stjerneskala.

-Jacob

Wednesday 30 July 2008

Genopdagelse

For ca. 8 år siden købte jeg noget helt unikt. En dobbelt-cd med, der ikke var en decideret opsamling eller greatest hits, men alligevel indeholdte den (de) KUN fede tracks. Der var vitterlig INGEN so-so tracks, kun totale klassikere over hele linien. Det har jeg kun oplevet en gang siden, og det var Kents “Vaben och Ammunition”.

Men den kunstner jeg egentlig vil tale om, er en duo, der måske ikke er kendt af så mange ved navn, men deres musik godt nok brugt i mange film. Selv et stort navn som The Crystal Method har omtalt dem som “The best electronic band, period.”

Jeg taler naturligvis om Leftfield.

Albummet er Leftism. Måske det bedste der nogensinde er udgivet af elektronisk musik.

Her forleden kom jeg pludselig til at tænke på det album – og kom i tanke om, at jeg jo solgte hele min cd-samling for nogle år siden

Albummet er smækfyldt med tracks, der enkeltstående er unikke, fantastiske, fede, <indsæt selv superlativ>. Vi snakker electronica, dub, reggae, rap, rock, house, techno, trance… det hele bruges. Men at lytte til albummet i sin helhed, er også en sublimoplevelse.

Jeg kan stadig huske, hvor overrasket jeg blev, da en eks-kæreste udtalte, at det album også var hendes yndling. Jeg ku’ næsten have giftet mig med hende på stedet!

Det unikke ved Leftfield er deres sound og deres tekster. De har en unik lyd, der på én gang virker casual og lidt tilfældig, men samtidig er det skruet så perfekt sammen, at det ikke kan være et tilfælde. Teksterne har faktisk lidt mening. F.eks. på Original:

Sonically we're in control
We're the diamond in your soul
Images come thick and fast
From the future, from the past

The film starts, the film ends,
Nothing is said in between.
Just sudden moments from someone else's story,
Will it ever be the same again?
Hours filled with conversation, no attention paid.
Too distracting convention, no need for friends.
Will it ever be the same again?
Will it ever be the same again?

You're original, with your own path
You're original, got your own way (x2)

Will it ever be the same again? (x2)

I need to hear that again
Because a dream starts, and a dream must end.

My mother told me, don't ever change
You're original, in your own way
My mother told me, don't ever change
You're original, got your own path

You're original (x2)

Will it ever be the same again? (x2)

I need to hear that again
Because a dream starts, and a dream must end.

You're original (x5)

Hør melodien og se også den flotte video her:

Og der kan naturligvis findes meget mere med Leftfield på YouTube.

-Jacob

Sunday 27 July 2008

Filmanmeldelse: Son of Rambow

Den opmærksomme læser tænker sikkert “Det må da være en slåfejl? Rambow?” Men den er god nok. Det hedder filmen. Og nej, det er ikke en film der er affødt af Rambo-filmene. Eller…

image

I en mængde af såkaldte “summer-blockbusters” er det rart at se, at også en lille film kan skille sig ud. Britiske film er tit meget mere jordnære end amerikanske, der oftest ender med at blive overdrevent pompøse og ligegyldige. Der laves dog også flere amerikanske film, så det er klart, at det må være flere svipsere.

Denne film foregår i 80ernes England og handler om drengen Will, der bor med sin mor og lillesøster. De tilhører en stærkt religiøs gruppe, så Will må ikke se tv. Det betyder, at hver gang de i skolen skal se dokumentar, forvises Will til gangen. Det er her han har sit første møde med den notoriske ballademager Lee Carter.

De to er som nat og dag. Will er naiv og uskyldig, Lee er snu og en rigtig rod. Alligevel ender de med at komme godt ud af det. Will får overværet filmen “First Blood” og pludselig begynder han at tegne en historie i hans tegnebog. Historien hedder “Son of Rambow” (da Will jo ikke aner hvordan navnet staves og da han ser Rambo skyde med bue og pil).

Lee ser tegnebogen og synes straks det er en fantastisk historie. Lee bor alene med sin storebror, da forældrene altid er ud at rejse. De har vist penge nok, for de bor i noget nær et palæ og storebroren har mobiltelefon, hvilket ikke var helt almindeligt i 80erne.

Det betyder også, at Lee har adgang til et videokamera, og sammen med Will begynder de at indspille en amatørfilm, som Lee vil indsende til BBCs (det britiske tv-selskab) “Screen Test”.

image

De to knægte begynder at indspille filmen, og vi ser især Wills fantasi udfolde sig. Det udmunder i nogle mildt sagt bizarre situationer, hvor den uopmærksom seer måske vil blive forvirret, men scenerne er simpelthen Wills tanker visualiseret.

På skolen, hvor de to knægte går, kommer der en dag en flot franske udvekslingselever. En af dem, Didier, bliver meget populær og får opsnappet, at Will og Lee laver en film. Will er med på den, men Lee føler, at de er et team, som ikke lukker andre ind i projektet. Men Didier får møvet sig ind, og pludselig er projektet noget helt andet.

“Son of Rambow” er først og fremmest en film om skæve venskaber. Men det er også en film om forandring. Forandring fra ét liv, til et helt andet liv.

Igen brillierer britisk film med en sjov, spøjs og endda lidt rørende film. Lidt som den fantastiske Millions. Vi snakker ikke decideret Oscar-materiale, men filmen er nu smækfyldt med charme, masser af 80er musik og desuden er der – naturligvis – masser af gensyn med den rædselsfulde tøjstil fra den gang. Manner, hvor er jeg glad for, at jeg ikke var modedyr.

-Jacob

Wednesday 23 July 2008

I bakspejlet

Når vi kigger i bakspejlet, har de fleste af os nok begået nogle fejl. Jeg har i hvert fald. I dag har jeg så haft en åbenbaring om min fortid.

For ca. to år siden gik min eks-kæreste og jeg fra hinanden. Vi havde købt hus sammen, et hus til 1,6 mio. kr. Jeg foreslog at vi solgte det, da vi kunne få ca. 2,3 mio. for det på det tidspunkt. Det ville have givet os begge godt 300.000 til en ny start.

Nu var det sådan, at hun havde en dreng på 5 år fra et tidligere ægteskab. En dreng, som jeg var kommet til at holde rigtig meget af (og omvendt). Han var en følsom dreng, der havde svært ved at knytte sig til andre, så da min eks sagde, at hun ikke ville flytte – hendes dreng havde flyttet 2 gange på 3 år – forbarmede jeg mig, og sagde at hun kunne betale mig halvdelen af stigningen i den offentlige vurdering. Det beløbede sig til 150.000, hvilket umiddelbart lyder af mange penge. Men to gange flytning med indskud til lejlighed, indkøb af stort set alle andre møbler end en sofa, hårde hvidevarer, fjernsyn, computer etc. – ja det hele løber op.

Men havde jeg forlangt mere, ville min eks ikke være i stand til at kunne blive boende i huset, det ville simpelthen være for dyrt for hende. Og selv om man er gået fra hinanden, behøver man jo ikke at lade være med at behandle hnanden pænt. Så jeg gik med på idéen. Hun kunne blive boende og skabe en tryg og stabil tilværelse for hendes søn. For at være helt ærlig, så gjorde jeg det kun for hans skyld. Havde hun været alene, havde jeg ikke gået med på idéen.

Nu har jeg så erfaret, at hun åbenbart alligevel ikke satte sin søns tarv så højt, for hun flyttede i hvert fald fra huset, godt halvandet år senere, for så at hente ca. 400.000 hjem på det.

Med andre ord, var det hele spil for galleriet. Kynisme og beregnethed, unyttelse af min kærlighed til hendes søn. Hun er også flyttet sammen med en der var lun på hende, allerede da vi var sammen. Nuvel, han har nok bare benyttet lejligheden, så det er jeg helt okay med. Alligevel kan man ikke helt lade være med at tænke på, om hun måske havde noget kørende med ham, allerede inden hende og jeg flyttede fra hinanden. Hun havde allerede afsløret overfor mig, at hun var sin eksmand utro det sidste halve års tid, med en fra sit arbejde. Et arbejde hun stadig havde. En kollega hun stadig arbejdede sammen med. Noget der ikke ligefrem var betryggende at vide om hende som person. Det værste var dog, at det var hende der næsten var sygelig jaloux ind i mellem, f.eks. på en veninde, som jeg havde fået direkte instruks om at “flirte” med, da hun var meget nede.

Anyway, jeg tog konsekvensen og skrev en mail til hende, hvor jeg skrev at jeg håbede hendes søn kom godt over de traumer flytningen måtte påføre ham, at det ikke gav hende alt for dårlig smag i munden at sætte penge over sin søns tarv, samt at udnytte min kærlighed til ham. Jeg er sådan set ligeglad med hende nu, men hun skal i hvert fald ikke dø i synden.

Har jeg det bedre? Fik jeg noget reelt ud af det? Næ, men jeg kan ikke lade sådan noget gå helt upåvirket forbi. Kald det bare svagt, at jeg ikke blot ignorerer hendes gøren. Hun har nu placeret sig selv på samme plan som en vis person, der på det grusomste “dolkede” en god kammerat og jeg selv i ryggen. I hans tilfælde var det dog nemesis der fik sidste ord, hvilket jeg (selv om det ikke er pænt) også lidt håber her.

Men det irriterer mig, at et godt minde pludselig er vendt til noget dårligt.

-Jacob

Monday 21 July 2008

Drænet… sådan da

Jeg har lige været på hospitalet. Det lyder værre end det er, det var kun for at få taget et par blodprøver. Endnu engang kunne jeg konstatere, at jeg hader den slags steder. Bevares, sygeplejersken var da sød og hun var bestemt også ung. Skræmmende ung. Nu jeg tænker nærmere over det, er jeg vist ved at føle mig lidt gammel ind i mellem, for jeg tænkte lige et øjeblik, at hun ville garanteret været nødt til at lade mig agere nålepude, for hun var da vist lige grøn nok.

Heldigvis blev mine bange anelser gjort til skamme. Hun klarede det lige efter bogen. En – trods alt – behagelig oplevelse.

Mens jeg sad og ventede på at komme til, brugte jeg tiden på at læse nogle af de halvgamle tidsskrifter der lå i venteafdelingen. Jeg bladrede gennem et musikblad, hvorefter det slog mig, at der var måske 3-4 af de ca. 200 bands de nævnte, som jeg overhovedet kendte. Bevares, bladet beskæftigede sig heller ikke lige med min musikstil, men alligevel var det lidt påfaldende.

Igen følte jeg mig lidt gammel.

Jeg følte mig dog lidt yngre, når man så ud i lokalet. Det var fortrinsvist ældre mennesker, omend ikke i samme omfang, som da jeg fik taget blod i Sorø. Der var ca. 40 personer og jeg var den eneste under 70.

Anyway, weekenden blev bl.a. brugt på at holde grillaften hos en af mine gode venner. Samtidig var det også en slags “polterabend” for en ven der snart skal giftes. Det er faktisk om mindre end to uger.

Vi fik nogle fortrinlige bøffer og nogle gode flasker vin (hurra for  Amarone!), og det var i det hele taget en hyggelig aften. Det blev hen af 1.30 før jeg smuttede derfra som den sidste. På det tidspunkt havde vi hørt i radioen, at dele af Slagelse blev evakueret. Det vil sige, der var brand i en større bygning og der udvikledes ubehagelig og muligvis farlig røg. Derfor opfordredes folk til at blive indendøre for lukkede vinduer.

På vej hjem kørte jeg forbi stedet og der var godt nok pænt gang i flammerne. Røgen var bestemt ikke behagelig, så jeg hastede hurtigt forbi.

Søndagen fordrev jeg først og fremmest med en film jeg har prøvet at få fat i, i årevis. Nankyoku monogatari, eller Antarctica, som den engelske titel er. Filmen er et japansk drama fra 1983. Men inden du allerede falder i søvn, bør du lige vide, at det bestemt ikke er nogen kedelig film.

Kort fortalt handler det om en flok japanske forskere på en videnskabelig ekspedition i Antarktis. Grundet forholdene har de brug for slædehunde, og to af de japanske videnskabsmænd får et nært forhold til hundene, efter at de redder deres liv.

Uheldigvis bliver de pludselig nødt til at evakuere basen, og der er ikke tid til at tage hundene med. De to videnskabsmænd satser på at tage hundene med senere, efter at have reddet en slem storm af. Men desværre fortsætte uvejret, og de bliver nødt til at tage hjem til Japan. Naturligvis tager det meget hårdt på dem. De efterlod hundene fastspændt og uden noget videre mad.

Sideløbende med at vi følger de to videnskabsmænds smertefulde sorg og skyldfølelse, følger vi også hundenes kamp for at overleve. Det lykkes flere af dem at slippe fri, og snart begynder en kamp for at overleve i helt ned til –60 graders kulde, og meget lidt mad.

Jeg vil ikke afsløre slutningen, men dog sige så meget, at det bestemt ikke er nogen nem film at se. Slet ikke for dyre/hundeelskere. De vil givet tude snot i stænger, for filmen er både barsk og realistisk. Men den er også umådelig smuk.

Det antarktiske landskab har altid fascineret mig, og filmen har tonsvis af åndeløst blændende landskabsscener. Også scener med Aurora Borealis er meget smukke. Man tænker ikke over, at filmen er fra 1983.

Skuespillet er habilt, men man skal dog være forberedet på, at japanerne tilhører en anden kultur end vores, og derfor reagerer anderledes i givne situationer.

Men det allerbedste – og det der i mange år har givet mig lyst til at se filmen – er soundtracket.

Det er mesteren Vangelis der leverer al musikken til filmen, og aldrig har musik spillet så stor en rolle i en film. Den på en gang overstråler og komplementerer scenerne. Det er nærmest ekstremt, så helt fantastisk plet den rammer alle de rigtige toner i følelsesregistret. Der er melodier der gør en glad, dramatiske melodier, afslappende melodier og endeligt sørgelige melodier. Og det er den sidste kategori der fuldstændigt rammer plet. En bestemt scene hen mod slutningen er noget nær den ultimative test på om et menneske har følelser. Se den scene uden at få bare en lille klump i halsen, og du er enten uden følelser eller ligeglad med dyr.

En storartet film, jeg kan anbefale til alle. Det har dog været ekstremt svært at skaffe den, og det endte da også med at være en halvofficiel udgivelse med engelske tekster. Jeg kan ikke blive helt enig med mig selv om det er en piratudgivelse, men den kan dog købes indtil flere steder (mest eBay og lignende, da den er ret sjælden).

Søndag aften gik jeg så igang med den amerikanske serie Jericho. Det er en serie om byen Jericho (doh!) og hvordan livet er der, efter at der er sprunget en masse atombomber rundt omkring i USA. Altså et post-nukleart scenarie, hvor Jericho dog er forskånet for at blive bombet. Men pludselig er der ikke nogen strøm, ingen fast forsyninger af varer og deslige.

Serien er ganske udmærket, uden at være ekceptionel. Men underholdt bliver jeg da, og selv om den kun har kørt i to sæsoner – for så at blive aflyst – ja så klager jeg nu ikke. Den har tilpas dele af drama, plottwists og alt hvad en serie nu nærmest kræves at have disse dage.

-Jacob

Thursday 17 July 2008

De kære små

Jeg stod på hovedbanen og ventede på toget, da en lille pige satte sig ned ikke så langt væk. Hun havde nemlig fundet noget interessant. Nedtrådt, men åbenbart ikke helt forstenet tyggegummi. “Se mor, tyggegummi!” udbrød hun henrykt, mens moren stod og snakkede i mobil og henslængt sagde “Mmm skat”.

Pigen fik vristet lidt af tyggegummiet løst, og i den alder er man jo nysgerrig, så det røg – rigtigt gættet – i munden til en smagsprøve. Hun gumlede løs, mens hun prøvede at vriste mere fri. På det tidspunkt havde en ældre herre åbenbart også set det, for han henvendte sig til moren med et “gad vide om det smager godt”, mens han pegede på pigen. Og så kan det ellers nok været, at mor fik reageret.

“Katrine, vil du SÅ spytte det ud! Det er ULÆKKERT!”

Givet, ja. Men sjovt var det sgu ærlig talt også.

-Jacob

Saturday 12 July 2008

Filmanmeldelse: Speed Racer

Hvis jeg siger Wachowski Brothers, hvad siger du så? The Matrix? Det er nemlig rigtigt. De er brødrene bag de tre banebrydende Matrix-film. Film der var banebrydende på mange områder, men især for de flotte effekter (hvem husker ikke første gang de så bullet-time i The Matrix?).

Hvis jeg så nynner nedenstående tekst for dig:

Here he comes
Here comes Speed Racer
He's a demon on wheels
He's a demon and he's gonna be chasin' after someone.

Hvad siger du så? Ikke så meget? Prøv så lige at se dette lille klip:

Speed Racer (org. japansk titel er Mahha GoGoGo) er en tegnefilmserie om en racerkører, der altid kæmper mod nogle slemme og onde mænd, der også er racerkørerer. Som det ses, er stilen tydeligvis enkel og ikke specielt imponerende med nutidens øjne, men de er altså også lavet i 1967 og frem.

Serien har aldrig været SÅ populær her i vesten, omend den trods alt fik en oversættelse til engelsk. Personligt kendte jeg da godt nok til den, men den sagde mig ikke noget. Det lille stykke tekst jeg citerede overfor har været brugt som sample mange gange i tidens løb, men derudover har Speed Racer ikke være noget stort fænomen. Derfor kan nedenstående umiddelbart godt undre mange:

Jeps, Wachowski-brødrene har simpelthen lavet en spillefilm ud af en gammel, (efter min mening) middelmådig japansk tegnefilmserie. Det kan da kun gå galt?

image

Det kunne man godt fristes til at tro, og jeg havde da heller ikke store forventninger til filmen. På den anden side VAR det jo Wachowski-brødrene, så jeg var rimelig sikker på at der måtte være ET eller andet cool ved den.

Speed Racer handler kort fortalt om familien Racer (doh!) der tæller Pops Racer (John Goodman), Mom Racer (Susan Sarandon), Rex Racer (ældste søn), Speed Racer (mellemste søn) og den yngste, Spritle Racer.

Rollelisten tæller forresten også Christina Ricci som Trixie, Speed Racers kæreste. Mmm… Christina Ricci…

image

Jeg ved ikke helt hvad der er med hende, men hun har et karakterfuldt ansigt, den høje pande, den spidse hage og så lige der der skæve smil der… Ovenstående billede er forresten slet ikke fra Speed Racer, men jeg kunne bare bedre lide dette. Hun er sgu en doll. Anyway, tilbage til filmanmeldelsen!

Filmen lægger ud med at Rex Racer omkommer i The Crucible, et motorløb der foregår tværs over landet., men det forbliver dog familiens et og alt. Speed vil også deltage i det, men det vil hans far ikke have, da han ikke vil miste en søn mere. En stor og magtfuld rigmand prøver at lokke den talentfulde Speed ind i sin stald, men Speed gennemskuer hans griske plan og nægter. Det får dog store problemer for hans familie, så Speed bliver nødt til at stille op i The Crucible.

Det kommer ikke til at gå stille af, for Wachowski-brødrenes nye film har helt klart sømmet i bund. Der er dømt ekstrem fart over feltet. Totalt overdrevne scener med racerbiler der kan alle mulige tricks, det hele naturligvis pakket ind i tonsvis af fantastiske effekter. Speed Racer er totalt overload af farver, stil, effekter og fart. Vi snakker visuelt (og hastighedsmæssigt) en ret så hæsblæsende film.

De overdrevne farver og effekter skæmmede lidt i starten, men som tiden gik, begyndte jeg i stedet at nyde detaljerne og de fantastiske scener. Meget kan man kritisere filmen for, men produktionsværdien er totalt over-the-top. Der er ikke sparet nogen steder her, og det må simpelthen skyldes de kendte brødres navn, ellers havde en filmatisering af denne serie slet, slet ikke været så flot.

image

I det hele taget er filmen meget tegnefilmsagtig og indeholder forresten også en kampscene der er noget nær det nærmeste man nogensinde kommer en tegnefilmskampscene med rigtige skuespillere.

Af negative punkter er den lidt for klichéfyldte historie og den irriterende abe der er med i filmen. Det er lidt “se en abe med briller, haha”-agtigt. Helt ærligt. Det var sjovt i Ronny’s Pop Show på tysk TV i 80erne. Man skulle tro amerikanerne ikke var kommet videre, men nu har USA så heller aldrig været humorens højborg (i forhold til England og meget af europa).

Filmen er også forholdsvis lang – 2 timer og et kvarter – hvilket kunne mærkes midt i filmen, hvor der var lidt tomgang. Men alt i alt var den da glimrende underholdning, ikke mindst pga. det æstetiske overkill som den byder på. I USA går den sågar i IMAX-biografer (biografer med kæmpelærred), og det må være noget af en oplevelse.

Speed Racer er på mange måder middelmådig, men der er så megen power over den, at jeg alligevel giver den et 7-tal på 10-skalaen. At den sikkert ikke bliver noget mega-hit som The Matrix (og da slet ikke i Danmark), det er én ting, men brødrene skal have stor ros for at turde satse på noget anderledes.

BONUS!

Jeg har da forresten også set The Mutant Chronicles. Ved ikke lige hvorfor den står som “in-production” på IMDb, den er ude på DVD (er gået direkte på DVD). Filmen er baseret på rollespillet af samme navn, så det er en blanding af sci-fi, krigsfilm, steam-punk og aliens. Sådan da.

Filmen vrimler ikke med store navne, men der er dog navne som Ron Perlman (yeah!) og John Malkovich. Kort fortalt handler filmen om at fire grupper kæmper indædte krige på jorden. En dag åbner en fejlskudt kanal en skakt til noget underjordisk, nemlig mutanter. Og pludselig har alle en fælles fjende.

Det lyder lidt fjollet og det er det også. På den ene side kan jeg godt se, hvorfor filmen er gået direkte på DVD. Vi snakker ikke stor kunst. Dog var jeg ganske godt underholdt, for filmen har ekstremt blodig scener. Ganske vist skinner det lidt igennem, at budgettet ikke har været enormt, men i det store hele er de sluppet ret godt fra filmen. 6½ ud af 10. Og tak til Hecks for tippet omkring filmen!

-Jacob