Hvis jeg nævner navnet Daniel Myrick, ringer det så en klokke hos dig? Sikkert ikke. Det gjorde det ikke hos mig, og jeg er ellers rimelig megen filmfanatiker.
Nå, men hvis jeg så nævner filmen The Blair Witch Project, er der mon så noget der dæmrer? Ja, det var den såkaldte “sande” beretning, om en flok unge der søger efter et sagnomspundet fænomen i en skov. I guder, hvor var det i grunden en elendig film. Toeren var ikke bedre. Derfor var det ikke ligefrem med de allerstørste forhåbninger, at jeg sætte The Objective i DVD-afspilleren. Det er nemlig samme mand, der har skrevet både den og The Blair Witch Project - Daniel Myrick.
Plottet er til at overskue: Vi skriver tiden kort efter 9/11. En CIA agent er sendt til Afghanistan, hvor han skal mødes med en gruppe soldater. Han skal bruge dem til en mission, som går ud på, at han skal finde en præst/profet, som har forbindelser til Taliban. Men er det nu også alt der er at fortælle omkring missionen? Hvorfor vil han ikke afsløre præcis hvad der skal ske? Hvorfor er der ingen radiokontakt i området? Hverken kompas, GPS eller noget andet udstyr virker? Og hvor forsvinder de folk de skyder hen?
The Objective er en film, som ikke har haft det helt store budget. Det ses. Og mærkes. Effekterne - de relativt få der er - er såmænd acceptable nok. Skuespillerne er lidt middelmådige og historien er ikke det helt vilde. Men alligevel syntes jeg faktisk ganske godt om filmen. Den havde en kant. Der var spænding og intensitet, og jeg blev faktisk rimeligt grebet af den. Det var præcis sådan, at The Blair Witch Project burde have været, men bare slet ikke var.
Her demonstreres, hvordan der med andre virkemidler end dyre effekter, store navne og pompøs musik kan skabes en intens historie. Da Blair Witch blev udgivet, var det dens præmis. Det mislykkedes. Også med 2eren. Men med The Objective lykkedes det faktisk helt okay.
7 ud af 10.
No comments:
Post a Comment