Hvor tit har du ikke siddet og set en film, om en eller anden uheldig eller jammerlig person, og skraldgrinet af det? Nu mener jeg ikke historier om folk der får kræft eller mister familiemedlemmer – eller værre. Næh, jeg mener f.eks. folk der falder på halen, kommer ud for spøjse situationer etc.
Det er god underholdning, hvilket jeg også mærkede på egen krop forleden, da jeg berettede om min fortid til et nyt bekendtskab.
Historien er som følger:
Min eks-kæreste og jeg havde besluttet os for at flytte fra hinanden. Vi havde et hus sammen, og hun ville gerne blive boende. Hun havde en lille dreng, som naturligvis også var ked af situationen, da han og jeg også havde udviklet et nært forhold. Så det endte med, at jeg lod dem beholde næsten alt, således at jeg selv skulle ud at købe det meste. Min eks ville så købe min halvdel af huset, og på den måde ville jeg så kunne have lidt penge til en ny start.
Alt sammen rimelig trist.
Men jeg fik fundet en lejlighed, og fik rykket relativt tidligt over i den. Desværre kunne jeg ikke “officielt” flytte før lidt senere, da jeg skulle have hjælp af vennerne. Jeg havde nemlig en sofa og en reol, som jeg ikke kunne flytte selv.
Jeg kan tydeligt huske de første par dage i den nye lejlighed. Jeg havde stort set ingenting. En luftmadras, en dyne + hovedpude samt et håndklæde. Lidt toiletsager og noget tøj.
Så der sad jeg om aftenen, efter arbejde. Kom hjem til en lejlighed, uden møbler. Sad/lå på en luftmadras og læste, for der var ingen radio/tv/internet. Der var heller ingen lamper. Så jeg læste i den smule dagslys der var tilbage og i lyset fra min mobiltelefon.
Det var nogle lange, lange aftenener. Og lange nætter, for luftmadrassen var ikke ligefrem i bedste form. Med lidt held skulle jeg kun pumpe den op en enkelt gang i løbet af natten, for så alligevel at vågne om morgenen og konstatere, at jeg var radbrækket af at ligge på gulvet.
Gud fader, hvor var det i grunden jammerligt. Men personen jeg fortalte det til, grinede dog ret meget. Så var det jeg tænkte over hele situationen, visualiserede den, sådan set lidt skråt oppefra. Og pludselig kunne jeg sgu godt selv se det tragisk-komiske i hele scenariet. Det var som taget ud af en britisk komedie. Heldigvis holder jeg meget af dem.
Og pludselig blev et lidt trist minde vendt til noget godt – og sjovt. I stor kontrast til mit indlæg for nogen tid siden.
Se, det var et ægte eventyr.
-Jacob
2 comments:
Nej, andres ulykke er faktisk ikke spor sjov.
Men måske det er sundt at kunne se sin egen oppefra.
Well said.
Post a Comment