Fik lige Beatport anbefalet af en kammerat, og for os der holder af mere eller mindre obskur og elektronisk musik, er det noget af et slaraffenland. Fandt selv et track, der inspirerede mig til dagens overskrift. Noget festligt japansk happy hardcore, eller hvad man nu kalder den slags.
I weekenden var jeg så til bryllup, hvilket også gik helt fint. Det var en af gutterne der skulle giftes, en jeg har kendt i vel 16-18 år efterhånden. Og selv om jeg et eller andet sted syntes, at det er hurtigt at blive gift efter godt 2 år, og selv om jeg syntes det er fjollet, at han nu skal sælge det hus han har været 6 år om at sætte i stand (og som fanme er lækkert nu), i stedet for at de flytter sammen i det, ja så så han så glad ud i lørdags, at jeg kan tilsidese det altsammen.
Det hele spændte fint af. De forskellige traditioner blev overholdt, stemningen var fin og maden var aldeles glimrende. At fisketallerkenen så ikke lige var noget hit hos mig, er noget andet. I det mindste kunne jeg bytte min laks til min borddames tigerrejer. De smagte til gengæld aldeles fantastisk. Og så var der ellers intet at sætte en finger på.
Vi (brudgommens venner) mødte naturligvis op i vort stiveste puds. Jeg havde selv ofret en formue på et nyt jakkesæt (og så naturligvis forrygende ud), mens forloveren, vores fælles ven, havde været ude (med mig) og købe hans første jakkesæt. Og hans første skjorte. Og sko. Med snører. Der var ikke et øje tørt.
Nu kunne man fristes til at tro, at jeg i dette indlæg ville side og tale om, at det kunne nu også være rart at finde en kone blabla, men det vil jeg slet ikke. Ganske vist så de da meget glade ud og jeg tror da også personligt (modsat visse andre i omgangskredsen) at deres ægteskab holder, men det var lidt overraskende, at jeg faktisk slet ikke tænkte videre over det. Det var et relativt beskedent bryllup (vi var næsten 50), sådan ca. så mange, at det ikke bliver alt for upersonligt. Men jeg tænkte på intet tidspunkt “gid det var mig”.
Måske hænger det lidt sammen med, at jeg ikke rigtig har følelser for nogen, måske bliver man lige mere kold og ligeglad, når man er single.
Men jeg var dog lidt stolt af min kammerat, da han holdt sin tale. Den havde lidt af det hele og var aldeles underholdende. Det var kun lidt dødvande omkring et lille musikindslag, der kunne afholde mig fra at give den topkarakter.
På vej hjem i toget i dag, mødte jeg en kammerat fra Handelsskolen. Han lignede sådan set sig selv. Det er vel en 5-6 år siden jeg sidst så ham. Der er nu noget livsbekræftende over at se et gammelt bekendtskab, som ligner sig selv og ikke er ældet en hulens masse. Det får en til at føle sig lidt yngre!
Hele vejen hjem i toget snakkede vi så – der var naturligvis også en del at indhente, men igen slog det mig: Hvor nemt man falder tilbage til gamle vaner, forstået på den måde, at vi snakkede præcis som i handelsskolen. Det kunne ligeså godt have været 3 måneder siden vi gik ud.
Alt i alt, var mandagen nu alligevel ikke så slem.
-Jacob
No comments:
Post a Comment