Sunday 10 August 2008

Fladpandet underholdning

Når man har ferie – og det har jeg de næste to uger – så skal der serveres noget fladpandet underholdning. Det har jeg fået en pæn dosis af i weekenden. Her følger en gennemgang:

Big Stan

Første indslag er filmen Big Stan. I hovedrollen har vi Rob Schneider, kendt fra klassikere som Deuce Bigalow 1+2, The Animal, 50 First Dates, Grandma’s Boy, The Hot Chick og mange, mange flere.

Rob er ikke kendt for at være med i de helt store film. Det er typisk komedier på relativt lavt budget og mange klichéer. Alligevel er det oftest film jeg morer mig over. Vi snakker ikke avanceret plot og komik på højeste plan, det her er mere sådan på det jævne plan, hvor de fleste kan være med.

I Big Stan spiller han en ejendomsmægler, der bliver taget i at fuske med time-share lejligheder. Det ender med at han – trods en svindler af en advokat, der bestikker dommeren – alligevel skal mindst 3 år i fængsel. Og fængsler i USA? Der bliver det brune flag hejst i alle “nybegynderne”.

Med det i sigte, forsøger Stan at lære at kunne slå fra sig. Han går først på karateskole, men det går for langsomt. Han har seks måneder, før han skal i fængsel. Efter at være smidt ud fra karateskolen, møder han “The Master”, der spilles af David Carradine, der bl.a. er kendt for den originale Kung Fu og efterfølgeren Kung Fu: The Legend Continues. I senere tid har vi set ham i film som Kill Bill.

“The Master” går med til at træne Stan, så han kan nå at blive hårdfør, inden han skal i fængsel. Og så begynder det rigtig sjove ellers.

Stan skal igennem et hårdt program, og når jeg skriver hårdt, så mener jeg det. Jeg må blankt erkende, at jeg morede mig fortræffeligt hele filmen igennem, også da Stan ER kommet i fængsel. Filmen er naturligvis fyldt med klichéer, forsigelige scener og masser af fysisk komik. Men helt ærligt, jeg var underholdt fuldt og fast. Jeg var halvtræt, satte filmen på kl. 1.30 og havde INGEN problemer med at holde mig vågen. Jeg grinede simpelthen alt for meget. 8 ud af 10.

Street Kings

Keanu Reeves. Sig navnet og se ham for dig. Ser du Neo fra The Matrix? Naturligvis gør du det. Han vil for evigt være forbundet med den trilogi. Og Speed. Heldigvis ikke Speed 2.

Nå, men i denne thriller spiller han den hårdkogte politimand Tom Ludlow, der er en veritabel enmandshær, når der skal ryddes bad guys. Han bliver dog pludselig undersøgt at Interne Affærer, og da hans tidligere partner dør under et røveri, og Tom er involveret, kommer han for alvor i deres søgelys. Men noget hænger ikke sammen. Hvem er i virkeligen de onde? Hvem er korrupte og hvem er hæderlige?

Street Kings bringer ikke noget nyt på tapetet. Det meste er set før. Keanu Reeves er altså ikke den helt store skuespiller. Forest Whittaker spiller hans overordnede, og selv han (som jeg ellers beundrer meget, især i The Last King of Scotland og Ghost Dog) virker lidt træt og ligegyldig i rollen. Jay Mohr spiller som sædvanlig en ubehagelig skid. Den mand har kun været sympatisk i Jane Austen’s Mafia!

Ca. 1/3 inde i filmen havde jeg i store træk regnet det hele ud. Det var lidt trist. Jeg sad konstant og håbede at det ikke var oplagt, men jeg tog fejl.

Jeg ville faktisk have givet Street Kings 5 ud af 10, men på grund af den trods alt er flot filmet og ganske stylistisk, giver jeg den en stjerne mere. 6 ud af 10. Okay underholdning, men intet memorabelt.

You Don't Mess with the Zohan

Der er mange - især hunkøn - som vrænger på næsen af Adam Sandler. Bevares, manden har ikke lavet de helt store og dybe film, selv om Spanglish, Punch-Drunk Love og ikke mindst den suveræne Reign over Me beviste, at han mestrer seriøst skuespil. For mig, der er han den glade og sjove knægt, der laver film der morer os tåbelige mænd. Happy Gilmore er stadigt noget af det bedste han har lavet, og jeg kan i dag ligge glad af grin over den film.

Her spiller Sandler Zohan Dvir, et medlem af den israelske specialstyrke. Han er noget nær overmenneskelig, hvilket naturligvis giver udslag i masser af (mere eller mindre) sjove og overdrevne scener.

Men Zohan er trist. Han er ved at blive træt af at kæmpe og kæmpe. Så han fingererer sin død i en kamp med hans ærkerival "The Phantom". Han drager til USA for at udleve hans drøm - at blive den bedste frisør i verden. Det er dog ikke nemt, for han har ingen erfaring. Til sidst bliver han taget til nåde af den palæstinesiske damefrisør Dalia, som lader ham feje gulvet. Hun spilles af den mmmmeget kønne Emmanuelle Chriqui, som jeg lige bliver nødt til at bringe et billede af:

image

En dag får han dog mulighed for at vise sin kunnen, og er der noget Zohan kan, så er det at tilfredsstille damerne. Hans ry spredes, og pludselig finder en taxachauffør (Rob Schneider) ud af, at Zohan slet ikke er død!

Pludselig får Zohan problemer med at holde fjenderne fra døren, og endnu flere overdrevne og groteske situationer opstår.

På mange måder minder filmen om Big Stan, men You Don't Mess with the Zohan går lidt død i perioder. Og visse jokes falder en anelse til jorden. Det er ikke Sandlers bedste, men den har dog memorable scener, der gør at jeg giver den 7 ud af 10.

Automaton Transfusion

De trofaste læsere af min blog vil huske denne, som værende en af de film der har været indikeret som værende i min DVD afspiller. Uheldigvis. For det var godt nok ikke noget rart bekendtskab. Filmen virkede ellers lovende.

En flok high-school venner oplever, at deres bys indbyggere pludselig bliver til zombier. Ikke bare langsomme og kedelige zombier, men hurtige og aggressive.

Normalt ville jeg kunne underholdes af sådan et setup, hvis der ellers var lidt interessant dialog, et par twists og nogle filmisk og effektmæssigt flotte scener. Der ER faktisk ganske okay effekter i filmen, især budgettet taget i betragtning. Selv skuespillet - den smule der er - er næsten tåleligt. Men der er bare al, al for megen tomgang i filmen. Og så har den noget nær den dårligste slutning jeg nogensinde har set.

Undgå den hellere. Det burde jeg have gjort. 3 ud af 10.

Chrysalis

Franske film kan faktisk være ret gode. De har jo nogle dygtige skuespillere og instruktører. Uheldigvis blev de ikke brugt i denne sci-fi-politi-thriller.

Skudt i stort set grå nuancer, med meget lidt farve, er filmen mere monotom og trist, end flot og futuristisk.

Den starter ellers godt. En samtale i en bil mellem mor og datter. Den scene formåede, som den eneste i senere tid, at give mig et decideret chok. Men derefter går det ned af begge.

En rodet historie - der var også fire forfattere om at skrive det rodede plot (hvem sagde "for mange kokke...") - omkring manipulering af hukommelse og erindringer, gener og kloning, er hvad der optager resten af filmen. Filmen benytter sig af skudepisoder (middelmådige), biljagter (gabende) og slåskampe (faktisk hæderligt koreograferede) for at skabe breaks i en ellers langtrukken og kedelig film. Men det hjælper ikke.

Chrysalis havde potentiale til noget meget mere. Teknisk set er den nydelig, men plottet er alt, alt for kedeligt. Jeg endte med at sidde og lave noget andet, mens filmen kørte.

4 ud af 10.

-Jacob

1 comment:

Anonymous said...

Zohan er alt for spas! kan specielt godt lide scenen hvor faderen bruger humus i kaffen, og ja, selv brillerne får en tur - det satme iorden :)