Så kom dagen endelig, hvor det rent faktisk lykkedes mig at få helt rent bord på arbejdet. Det betød, at jeg ligefrem havde tid til at rydde op på mit skrivebord, hvilket resulterede i et særdeles nydeligt resultat.
Normalt er jeg ellers kendt for at have det lidt rodet, men det er jo heller ikke alle der behersker kaos!
Jeg kan godt se, at der er mange andre, som har masser af arbejde til at ligge på deres borde, men at mit er clean er nok mest fordi min ene dommer har været i retten de sidste to dage, og ikke har haft tid til at kigge på den 60 cm bunke jeg har lagt til hende, som vender tilbage. Oh well. Jeg har i det mindste oplevet et en gang.
På hjemmefronten har tingene gået sin vante gang. Jeg har fået set nogle film, bl.a. Mirrors med Keifer Sutherland (okay gyser, lidt svag historie), Untraceable med … øh, faktisk ikke lige så skide mange kendte. Den var forresten okay-ish, men som med de fleste film der har meget computerteknologi involveret (rent historiemæssigt), var nogle af tingene helt ude i skoven.
I weekenden havde jeg besøg og det var smadderhyggeligt. Der blev spist noget god mad og snakket, som man jo nu engang gør. Søndag fik jeg også lige slået vejen forbi min mor, og hjalp hende med at samle en ny vitrine og hænge lidt malerier op. Nåja og sætte en ny lås på hendes cykel.
Jeg ved ikke helt om weekenden – altså fredagen – vil byde på en biograftur med en god veninde. Vi så Arn – Tempelridderen sammen, og har aftalt også at se 2eren. Det er ved at være nogle måneder siden vi sidst har mødtes, så det kunne være rart at komme up-to-date med begivenhederne i hver vores liv.
For nogen tid siden blev jeg også kontaktet – via det famøse Facebook – af en af mine gamle handelsskole-klassekammerater, som skrev og spurgte, om jeg kunne huske hende. Det kunne jeg såmænd godt, som en af de få. Hun sad så også foran mig i flere af timerne. Men så kom jeg til at tænke på, at det var faktisk ikke andet end en lille håndfuld af mine klassekammerater – både folkeskolen og handelsskolen – jeg rent faktisk har kontakt til.
Det er ikke fordi jeg har holdt mig for mig selv eller noget, jeg havde skam masser af kontakt med mange af dem, men der har været forbavsende få, som rent faktisk har sagt mig så meget, at jeg har haft lyst eller behov for at bevare kontakten.
Det afspejles måske også lidt på min egen Facebook-profil, idet jeg ikke har specielt mange “venner” derinde. Når man ser folk med 2-300, kan man godt spekulere en smule over, hvor godt de rent faktisk kender de fleste. Personligt foretrækker jeg at have haft en vis dialog med dem jeg har tilføjet derinde, men det er måske bare mig. Ikke at alle dem jeg har tilføjet er hjertensvenner eller lignende, men de må da godt på en eller anden måde være en væsentlig del af mit liv eller min hverdag.
Bare min mening…
-Jacob
No comments:
Post a Comment