I bakspejlet

Når vi kigger i bakspejlet, har de fleste af os nok begået nogle fejl. Jeg har i hvert fald. I dag har jeg så haft en åbenbaring om min fortid.

For ca. to år siden gik min eks-kæreste og jeg fra hinanden. Vi havde købt hus sammen, et hus til 1,6 mio. kr. Jeg foreslog at vi solgte det, da vi kunne få ca. 2,3 mio. for det på det tidspunkt. Det ville have givet os begge godt 300.000 til en ny start.

Nu var det sådan, at hun havde en dreng på 5 år fra et tidligere ægteskab. En dreng, som jeg var kommet til at holde rigtig meget af (og omvendt). Han var en følsom dreng, der havde svært ved at knytte sig til andre, så da min eks sagde, at hun ikke ville flytte – hendes dreng havde flyttet 2 gange på 3 år – forbarmede jeg mig, og sagde at hun kunne betale mig halvdelen af stigningen i den offentlige vurdering. Det beløbede sig til 150.000, hvilket umiddelbart lyder af mange penge. Men to gange flytning med indskud til lejlighed, indkøb af stort set alle andre møbler end en sofa, hårde hvidevarer, fjernsyn, computer etc. – ja det hele løber op.

Men havde jeg forlangt mere, ville min eks ikke være i stand til at kunne blive boende i huset, det ville simpelthen være for dyrt for hende. Og selv om man er gået fra hinanden, behøver man jo ikke at lade være med at behandle hnanden pænt. Så jeg gik med på idéen. Hun kunne blive boende og skabe en tryg og stabil tilværelse for hendes søn. For at være helt ærlig, så gjorde jeg det kun for hans skyld. Havde hun været alene, havde jeg ikke gået med på idéen.

Nu har jeg så erfaret, at hun åbenbart alligevel ikke satte sin søns tarv så højt, for hun flyttede i hvert fald fra huset, godt halvandet år senere, for så at hente ca. 400.000 hjem på det.

Med andre ord, var det hele spil for galleriet. Kynisme og beregnethed, unyttelse af min kærlighed til hendes søn. Hun er også flyttet sammen med en der var lun på hende, allerede da vi var sammen. Nuvel, han har nok bare benyttet lejligheden, så det er jeg helt okay med. Alligevel kan man ikke helt lade være med at tænke på, om hun måske havde noget kørende med ham, allerede inden hende og jeg flyttede fra hinanden. Hun havde allerede afsløret overfor mig, at hun var sin eksmand utro det sidste halve års tid, med en fra sit arbejde. Et arbejde hun stadig havde. En kollega hun stadig arbejdede sammen med. Noget der ikke ligefrem var betryggende at vide om hende som person. Det værste var dog, at det var hende der næsten var sygelig jaloux ind i mellem, f.eks. på en veninde, som jeg havde fået direkte instruks om at “flirte” med, da hun var meget nede.

Anyway, jeg tog konsekvensen og skrev en mail til hende, hvor jeg skrev at jeg håbede hendes søn kom godt over de traumer flytningen måtte påføre ham, at det ikke gav hende alt for dårlig smag i munden at sætte penge over sin søns tarv, samt at udnytte min kærlighed til ham. Jeg er sådan set ligeglad med hende nu, men hun skal i hvert fald ikke dø i synden.

Har jeg det bedre? Fik jeg noget reelt ud af det? Næ, men jeg kan ikke lade sådan noget gå helt upåvirket forbi. Kald det bare svagt, at jeg ikke blot ignorerer hendes gøren. Hun har nu placeret sig selv på samme plan som en vis person, der på det grusomste “dolkede” en god kammerat og jeg selv i ryggen. I hans tilfælde var det dog nemesis der fik sidste ord, hvilket jeg (selv om det ikke er pænt) også lidt håber her.

Men det irriterer mig, at et godt minde pludselig er vendt til noget dårligt.

-Jacob