Der er vist ingen tvivl om, at os der så børne-tv i slut-70erne og op igennem 80erne, alle kendte og syntes om den der karakteristiske og behagelige stemme, der fortalte historien til de levende billeder. F.eks. Emil fra Lønneberg og Alfons Åberg. Han var også med til at skabe Bamse og Kylling.
Hvis du hører til den flok af børn, så siger navnet Thomas Winding dig sikkert også noget. Og hvis ikke, ja så kan du helt sikkert genkende hans stemme, når du hører den. Men Thomas kommer aldrig til at sige noget mere. Han er nyligt afgået ved døden, 71 år gammel.
Han nåede få en stor indflydelse på børne-tv, som bl.a. oplæser af hans egne historier. Rygterne vil, at DR ikke havde råd til både at købe hans historier og så hyre en til at læse dem op. Hvis han ville sælge dem, måtte han selv læse dem op. Og det gjorde han så, uden at have nogen som helst erfaring eller uddannelse i den slags.
Som sagt havde Thomas den der helt fantastisk tillidsvækkende og hyggelige stemme, og det blev ind i mellem udnyttet til at chokere folk. F.eks. i 2003, da han i en video fra Vejdirektoratet og Rådet for Større Færdselssikkerhed læste en historie op om et ægtepar, der med frygtelige konsekvenser kører galt. Han stemme stod i stærk kontrast til de skræmmende billeder.
Han er bl.a. også ret kendt for sine børnebøger, deriblandt den ret så populære Super Carla. Han er mindre kendt for at være medforfatter på den i øvrigt glimrende danske film Strømer fra 1976, der i 1987 blev fulgt op af den vildt populære mini-serie Een gang strømer…, der nu også var noget af det bedste danske tv den gang. Pudsigt nok udkommer den snart på DVD, nemlig den 29. juli i år.
Thomas Winding efterlader sig forresten også nogle kendte børne. Kasper Winding – som bl.a. sang titelsangen “Sjæl i flammer” til Een gang strømer… – og Alberte Winding, som har sunget adskillige børnesange.
Til slut vil jeg dele et link til en meget sjælden udgave af Kasper Windings “Sjæl i flammer”. Thomas Winding var en ildsjæl, så linket passer sådan set meget godt. Klik her.
-Jacob
No comments:
Post a Comment