Filmanmeldelse: WALL-E

Jeg kan ligeså godt sige det først som sidst: Pixars nyeste film er IKKE noget for børn.

Skuffet? Vent lidt, for selv om den ikke er har børn som primære publikum – det er emnerne alt for “voksne” til – så er det alligevel noget af det bedste Pixard nogensinde har lavet. Og børnene vil da nok også more sig over noget af film. De vil bare misse pointen totalt.

Toy Story 1/2 havde venskab og legetøj som tema. A Bug’s Life (Græsrødder) havde sjove insekter og højt tempo. Monsters Inc. havde ustyrligt sjove monstre og masser af gags. Finding Nemo (Find Nemo) havde børn og forældre som tema. Med The Incredibles (De Utrolige) var hele familien og superhelte temaet. Cars (Biler) havde venskab og biler. Og Ratatouille? Den havde et beskidt dyr der blev gjort utroligt charmerende og elskeligt.

Og nu har vi så WALL-E. Jeg kan tydeligt huske de første spæde teasers. Jeg må nok erkende, at jeg ikke lige syntes den så særlig spændende ud. Men heldigvis kan man tage fejl.

 

WALL-E er en industrirobot, hvis job er at samle skrald sammen, presse det til en firkant og stable firkanterne. Det har han haft god tid og fred til. For de sidste 700 år har WALL-E været igang.

700 år er det siden, at jordens samlede befolkning drog ud i rummet, efter at jorden simpelthen var blevet overfyldt med skrald. Der startede med at være flere af WALL-Es slags, men nu er han den eneste. Hver dag samler han skrald sammen, komprimerer det og stabler det i bunker. Ind i mellem finder han interessante ting, som han så gemmer i sin lille samling.

Han er en ensom lille robot, der med tiden har udviklet en personlighed. Han ser gamle film, hører musik og har dog en lille ven, i form af en kakkerlak, der trofast følger ham. Alligevel drømmer han om selskab, efter at have set romantiske musicals i massevis.

En dag sker der noget forunderligt. Et rumskib lander på den øde jord, og ud kommer en robot. Det viser sig at være robotten Eve. Ved første øjekast er hun mystisk og spændende, men også ret voldsom og ret følelseskold.

Men alligevel sker det. WALL-E falder pladask for hende. Han begynder at følge efter hende, og til sidst opdager hun ham. Først er hun fjendtlig, men efterhånden får han dog overbevist hende om, at han er venlig stemt. Uheldigvis er WALL-Es følelser ikke lige gengældt.

En dag finder Eve pludselig en plantespire. Straks ændres hun totalt. Hun samler planten op og placerer den inden i sig, for så at gå i dvale. WALL-E prøver desperat at komme i kontakt med hende, uden held. Alligevel beskytter og passer han hende ufortrødent. Efter nogen tid kommer rumskibet tilbage for at hente Eve, og WALL-E følger med.

Mere vil jeg ikke afsløre. Men jeg vil sige så meget, at filmens hovedtemaer er helt klart ensomhed, kærlighed og omtanke. Undertemaerne er menneskelighed, sundhed og miljø. Ikke lige ting som et barn tænker så meget over. Derfor vil jeg ikke umiddelbart anbefale WALL-E til de mindste. Og teenagere vil sikkert heller ikke lige være vild med den. Faktisk skal man nok være lidt moden, før man rigtig kan nyde den.

Men så kan den også nydes, for der er meget at nyde. Pixar overgår simpelthen sig selv, gang på gang. WALL-E er decideret smuk. Filmen er fantastisk lavet. Aldrig har jeg set så to diametralt modsatte skabninger udstråle så meget charme som WALL-E og Eve. WALL-E er simpelthen hjerteskærende kær. Den halvrustne og halv-ynkelige robot, der minder mig mistænkeligt  meget om Nr. 5, fra Short Circuit. Eve er indbegrebet af en cool og sexet kvinde, til trods for hun nærmest bare er et aflangt æg med to blå prikker som øjne. Der er lidt iPod over hende.

Pixar kan trylle. For de får de to karakterer til at fremstå som noget af det mest levende og medrivende jeg længe har set. Og for os voksne, der har filmen det meste der skal til, for at få en helstøbt oplevelse. En kærlighedshistorie, der overgår LANGT de fleste almindelige film, humor, æstetik i spandevis, fantastisk musik, charme, glæde og en lille smule sorg. Jeg må indrømme, at der var et par gange jeg fik lidt fugtige øjne.

Konklusionen er, at nej, WALL-E er ikke Pixars bedste film. Det faktum, at den slet ikke kan appellere til både børn og voksne, betyder for mig at den ikke kan optræde øverst på listen. Men skulle man se bort fra det faktum, ville den være nummer et. Så lidt dialog, og alligevel så meget budskab. Jeg bøjer mig i støvet.

-Jacob