Coraline (nej, ikke “Caroline”) flytter sammen med sin far og mor ind i et stort lyserødt hus, hvor naboerne tæller et underligt søskendepar med mange hunde i kælderen, og en eksentrisk russer på øverste etage, der har et cirkus med hoppende mus.

Forældrene har ikke meget tid til hende, da de arbejder konstant. Coraline keder sig, for huset ligger ret afsides. En dag går hun ud for at udforske området og støder da ind i Wybie (kort for Wyborne – haha), en dreng der bor i nærområdet med sin bedstemor. Med sig har han en skravlet kat. Selv om han og Coraline ikke bliver venner lige med det samme, er det tydeligt, at der er noget kemi. Senere har Wybie efterladt en dukke på dørtrinnet – en dukke som ligner en mini-udgave af Coraline. Tilsyneladende en gammel dukke hans bedstemor havde. Med knapper som øjne. Grundet kedsomheden – og en smule pres fra forældrene – begynder Coraline at udforske det 150 år gamle hus. Ved et tilfælde opdager hun en lille dør, der dog er dækket til af tapet. Hun får sin mor til at finde en nøgle der passer. Fyldt med forventning om eventyr, åbner Coraline døren og ser… en mur.

Den aften går hun atter trist i seng, men i løbet af natten vækkes hun ved lyden af noget. Det er en lille mus der hopper afsted. Coraline følger efter, og hun kommer til den lille dør igen. Men denne gang er alt anderledes. Der er ikke længere en mur bag døren. I stedet er der en gang, og nysgerrig som Coraline er, kravler hun gennem tunnellen og ender i… samme rum som hun kravlede ind fra. Men… Det er ikke den verden, som Coraline kender. I denne version af huset er hendes far og mor søde og rare, giver hende hvad hun vil have at spise, giver hende gaver, pjatter og morer sig med hende. De er dog lidt underlige, for de har også knapper som øjne. Det har alle i denne alternative verden. Undtagen Wybies kat, som også kan tale der.

Til sidst slutter det dog med at Coralines alternative forældre lægger hende i seng, og da hun vågner, er hun tilbage i virkeligheden. Næste nat vågner hun dog igen, og endnu en gang kravler hun gennem til lille dør, til den meget bedre, alternative verden.

Men er den alternative verden nu også så fantastisk? Katten fortæller Coraline, at det faktisk ikke er så godt et sted, hvilket hun er meget uforstående overfor, indtil de alternative forældre viser sig fra deres rigtige side. Pludselig bliver det en farlig situation for Coraline, en situation der ikke kun involverer hende selv. Hvis du synes det lyder LIDT som noget fra Alice i Eventyrland, så tager du ikke helt fejl. Der er paralleler. En tunnel til en alternativ verden og en talende kat. Men det er bestemt ikke samme historie. Og hvor Alice i Eventyrland er ret bizar og surrealistisk (jeg tænker altid “hvad pokker røg de da de lavede den” når jeg ser den), er Coraline mere realistisk og dyster.

Realistisk er måske et lidt forkert ord, for Coraline er – som det nok fremgår af billederne – en animeret film. Og instruktøren er ingen anden end Henry Selick, manden der også instruerede James and the Giant Peach og The Nightmare Before Christmas – begge meget flotte og imponerende animationsfilm. Filmen er i øvrigt baseret på Neil Gaimans bog af samme navn.

Til jer der måske syntes der var lidt for meget musical over Nightmare Before Christmas, kan jeg berolige og sige, at der er ikke andet end en enkelt sang i Coraline, og det er på en meget naturlig måde.

Animationen er som i de to førnævnte film helt i top, og det er da også stort set samme team, som f.eks. Brad Schiff, der står for det imponerende animationsarbejde.

Musikken står franske Bruno Coulais for, og han har bl.a. også stået for musikken til den danske tegnefilm Drengen der ville gøre det umulige, samt den smukke Le peuple migrateur.

Stemmerne til figurene leveres også af et godt ensemble. Den altid fantastiske barnestjerne (som efterhånden ikke er så meget barn mere, med sine 15 år) Dakota Fanning leverer stemmen til Coraline, og det gør hun helt og aldeles efter bogen – og lidt til. Teri Hatcher (kendt som Susan fra Desperate Housewives) lægger stemme til Coralines mor, både den rigtige og den alternative version. Især i den alternative version gør hun det rigtig, rigtig godt.

I det hele taget må både lyd- og billedsiden af Coraline siges at være i den høje ende af skalaen. Alting emmer af karakter og stemning, der er nogle helt fantastiske figurer med i filmen og selv om den umiddelbart er en børnefilm, er den lavet så dyster, at også voksne kan nyde den – vokse der ellers ikke ville se børnefilm.

Ser man mere nøgternt på den og kalder den for en animationsfilm, er den også et fænomenalt stykke håndværk. Ganske vist har jeg aldrig helt mistet mit indre barn og har normalt rimelig nemt ved at lade mig rive med af eventyr, men jeg har set mange film og er efterhånden ikke så nem at imponere. Coraline imponerede mig. Vi har set selve håndværket før i Henry Selicks tidligere film, men det bliver mere og mere finpudset, så jeg kan ikke lade være med at blive suget ind i universet. Når man sidder der i mørket og ser filmen, forsvinder alt omkring en og samfulde 100 minutter forsvinder som dug for solen. Det til trods for, at historien som sådan ikke indeholder mange overraskelser eller nyskabelser. Det er heller ikke nødvendigt. Et godt eventyr går aldrig af mode.

Coraline bør være en af de 3 nominerede animationsfilm for 2010 Oscaruddelingen. Som det er nu, er det vist kun Pixars Up der har en chance mod den.

Der har været lidt kritik over nogle af filmens scener, at de skulle være uegnede for børn. Det gælder f.eks. en af Coralines naboer er en meget storbarmet dame, som man ser i et meget lille kostume i en scene.

Helt ærligt – det er dukker! Børn griner blot af at damens bryster hopper og danser rundt, og voksne mennesker ser heller intet innuendo i det. Bevares, der er sikkert undtagelser, men jeg snakker om flertallet.

Filmen er heller ikke overdrevent uhyggelig. Der er givetvis nogle scener, som måske kan være meget spændende for en ung purk eller lille pige, men det er ikke noget der ville have givet mig mareridt som lille.

I øvrigt er jeg ikke sikker på filmen bliver vist med danske stemmer overhovedet (rettelse: det blev den faktisk). Så måske er der slet ikke så mange børn herhjemme der vil se den. Vi voksne, som stadig finder glæde i flot animation, stemningsfyldte billeder, klassisk eventyr og sprudlende musik – ja vi kan roligt finde vej til biografens mørke og tage med Coraline på en spændende rejse.

Karakter: 8 ud af 10

-Jacob

Trailer for filmen