Rygeforbud ved OL i Beijing!
For undertegnede har det rent logisk hængt meget godt sammen, eller rettere, ikke hængt sammen: Rygning og de Olympiske Lege. Men det er faktisk først for nylig, at der er kommet decideret forbud mod rygning. Således vil man i Beijing udstede nærmest totalt rygeforbud.
Undertegnede har undersøgt rygesituationen i Beijing, og det viser sig at der allerede i 1996 blev udstedt et nationalt rygeforbud. Dengang forbød man rygning i helseklubber, spabade, åbne offentlige steder og lignende. Med det nye forbud udvider man til hoteller, restauranter, træningscentre, feriesteder og lignende. Med andre ord bliver det pænt sur røv for eventuelle rygende olympiadefanatikere, for slet ikke at snakke om de ca. 4 millioner rygende indbyggere i Beijing. Der er ialt 350 millioner rygere i Kina og der dør ca. 100.000 af passiv rygning pr. år.
Men hvordan var synet på rygning i gamle dage? Jeg har undersøgt sagen nærmere!
Her ser vi den kendte løber Woodruff helt tilbage omkring 2. verdenskrig. Han var berømt fordi han var sort og det var jo ellers ikke lige den slags mennesker, som Hitler inviterede til te og småkager. Den opmærksomme læser vil sikkert observere, at dengang løb man meget mere afslappet, hvilket også ses ved at Woodruff skødesløst har en cigaret i den ene hånd. Det var inden man var opmærksom på farerne ved rygning, så dengang pulsede man gladeligt løs.
Woodruffs sværd var endda tveægget, idet han ved at være sort OG rygende virkelig kunne gå imod Adolf Hitlers ideologier. Hitler var nemlig selv en stærk modstander af rygning. Således gav han guldure til hans ansatte, hvis de kunne kvitte smøgerne. Heinrich Himmler forbød SS-folk at ryge i deres arbejdstid og Joseph Gobbels gemte sine cigaretter væk, når han var ude i offentligheden. Faktisk blev rygning forbudt på offentlige instanser, flere restauranter, offentlige transportmidler, hospitaler og plejehjem. Ellers ikke lige det indtryk man får, når man ser film der skal foregå i den tid.
Med sin mørke hud faldt Woodruff lige præcis ind i Hitlers stereotype ryger-rolle. Han mente nemlig at rygning var en dårlig vane som rødhuder, jøder, jazzmusikere, sigøjnere, homoseksuelle, sorte, handicappede, kommunister og kapitalister nød.
Man kan spørge sig selv, hvorfor individer der går op i at pleje deres krop og holde den i form vælger at spotte den ved at ryge. Men i gamle dage var det nu helt almindeligt at se sportsstjerner med osepind i mund og hånd, ja de reklamerede sågar for smøger:
Vi har altså slået fast, at i gamle dage, hvor rygningens farer endnu ikke var fastslået, røg atletikstjernerne gladeligt på banen. Men hvordan ser det i grunden ud i dag?
Jeg har skruet tiden tilbage til sidste olympiade, nemlig olympiaden i Grækenland i 2004. Efter at have udført en del detektivarbejde, fandt jeg frem til følgende bevis på at nogle ting aldrig helt ændrer sig:
Herover ses den Etiopiske guldvinder N'uff S'aid med hænderne i vejret, som tegn på at guldet er hans. Også han er slave af tobakken, hvilket ses af den i flaben hængende smøg, på bedste Bogart-maner. Men den slags vil være slut i 2008. Kina sætter hårdt mod hårdt, og regeringen er fuldt opsat på at slå ned på al form for ulovlig rygning. Det kan ramme høj som lav, og selv ikke børn går skud forbi.
For denne lille purk er det slut med at nyde en Hongtashan, et af de mest populære mærker som det enorme nationalt-ejede tobaksfirma producerer. Faktisk producerer selskabet over 900 forskellige mærker, som er inddelt i flere kvaliteter. Hongtashan er en såkaldt D-klasse cigaret, hvilket betyder at den indeholder fortrinsvist tørret fækalie og ca. 0,4% reel tobak. Kina kunne nu ellers godt bruge en lille ekstra indtægt i forbindelse med opførelsen af det olympiske stadium, som har kostet godt 2.000.000.000 kr. (2 milliarder kroner, red.) at opføre.
Den nyoprettede indsatsstyrke mod tobakken, A.S.H. (Anti-Smoking Hardcorps, red.) har siden februar været i skarp træning over det meste af Beijing. Det er en toptrænet klynge af de bedste af Kinas svar på Grønne Baretter og Marinekorpset.
Indsatsleder Mai Mu-rong udtaler, at der ikke vil være nogen nåde overfor eventuelle rygere, der ikke kan modstå trangen. Han udtaler dog, at der i overensstemmelse med de nationale lempelser af tidligere umenneskeligheder, vil være mulighed for at få en sidste smøg inden henrettelsen.
Afslutningsvis skal undertegnede bemærke, at jeg selv er fanatisk ikke-ryger, men at mine personlige holdninger i videst mulige udstrækning ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.
-Jacob
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
1 comment:
Hej Jacob..
Feeeed hjemmeside, du her har banket sammen, og sjove og spændende blogs. stort cadeau til dig. ville gerne sende dig et par pics apropos rygning, men ved ikke hvordan, så jeg sender dem via mail til dig.
Ha en fantastisk dag.
Venligst Jan Green
jan,greeen@hotmail.com
Post a Comment