Tuesday 24 November 2009

Filmanmeldelse: Carriers

Carriers_poster Med al det virvar der er omkring svineinfluenzaen må man sige, at Carriers udkommer på det rigtige tidspunkt.

Som titlen svagt indikerer, handler filmen om “Carriers”, på dansk kaldet smittebærere. I filmen er sygdommen dog noget mere alvorlig og ender i de fleste tilfælde med døden.

Filmen lægger ud med at fire unge mennesker er på vej til stranden. De to brødre Danny og Brian samt Brians kæreste Bobby og Dannys veninde Kate. Det lyder alt sammen meget muntert, men sygdommen er i fuldt flor og turen er reelt en flugt fra alt og alle. I Dannys og Brians barndom var stranden et tilflugtssted, og det er med den overbevisning, at de fire har valgt denne destination.

Undervejs møder de bl.a. en far og hans datter. Datteren er smittet og det er kun af nød, at de ender med at rejse sammen med faren og datteren. Men intet er sikkert. Smittefaren er overalt. Og hvad hvis en af dem bliver smittet? Efterlader man så den syge for at redde de andre? Uden at afsløre for meget kan jeg nævne, at både venskaber og familiære bånd bliver sat på hårde prøver.

Ingen af hovedrolle indehaverne er ligefrem debutanter, hvilket da også afspejles i de udmærkede præstationer. Den hårde og kontante Brian spilles af Chris Pine, hvis sidste store rolle var James Tiberius Kirk i den nyeste Star Trek film. Der gjorde han det dog bedre end her.

Hans langt mere sympatiske lillebror spilles af Lou Taylor Pucci, som også har en del småroller bag sig. Hans skuespil er umiddelbart Chris’ overlegent, men det er nok også nemmere blot at spille et almindeligt, venligt og imødekommende menneske. At spille et usympatisk røvhul, tror jeg faktisk ikke er så nemt at gøre med overbevisning.

Piper Perabo har rollen som kæresten Bobby og hun er som hun plejer. Et kønt ansigt og en hæderlig præstation, der dog ikke hæver sig meget over middel.

Lidt bedre er Emily VanCamp i rollen som veninden Kate. Måske fordi hun viser mere følelser og sjæl, idet hendes rolle ikke blot er den som kæreste, men en mere kompleks karakter og et forhold til Danny, som ikke defineres helt klart.

Filmen som sådan er dog ikke specielt kompleks. Faktisk er der ikke meget gang i handlingen, det hele virker meget almindeligt. Naturligvis er det en realistisk fortolkning af situationen. Givetvis ville en sådan tur være rimelig kedelig, men da der ikke er så meget karakterudvikling og der også mangler lidt kant i filmen, ender Carriers med at blive en middelmådig affære. Produktionsværdien er over middel og brødrene Àlex og David Pastor, som står for både manuscript og instruktion, har som sådan leveret et hæderligt stykke håndværk. Nok til at åbne flere døre i fremtiden, men de skal arbejde lidt mere på at levere noget der sætter sig i enten hovedet eller hjertet.

Karakter: 6 ud af 10

-Jacob

Trailer:

No comments: