Ingen er ufejlbarlige. Sådan er livet bare. Før eller siden vil selv et firma som Pixar bryde bølgen af fantastiske film. Og når det sker, vil vi sikkert mærke et stik af skuffelse, men samtidig også tænke “nåja, det måtte jo ske”. Lidt af magien vil være forsvundet, men vi vil stadig have Toy Story, Monsters Inc., The Incredibles etc.

De seneste film fra Pixar har behandlet større emner og i højere grad mere voksne emner, som f.eks. Wall-E var et tydeligt eksempel på. Udover det miljømæssige og etiske budskab i Wall-E, kom vi også omkring emnet betingelsesløs kærlighed. Hvordan Pixar fik pakket det ind i en intet mindre end banebrydende fantastisk indpakning, det kan jeg stadig forbløffes over, når jeg genser Wall-E.

Da jeg så traileren til Up, fik jeg en fornemmelse af Deja-Vu. Det var som at se traileren til Wall-E. Jeg tænkte “Aah… det kan sgu da ikke komme til at fungere”. Men Wall-E havde den force, at karakteren Wall-E var øjeblikkelig charmerende og soundtracket fra “Brazil” gjorde mig i godt humør. Traileren til Up viste en gammel gnaven mand, der fik sit hus til at flyve med en masse balloner. Gab. Den så da ganske spøjs ud, men heller ikke mere. Så det var ikke med de helt store forventninger, at jeg satte mig ned og så Up.

Som med meget andet her i livet, havde jeg glemt, at der er en historie bag alting. Og når man lærer historien bag den gamle mands handlinger, er indtrykket et helt andet.

Filmen handler om Carl, en 78-årig tidligere ballonsælger, som bor alene i et gammelt hus, fyldt med minder. Minderne er om hans og hans afdøde kone Ellies liv sammen.

Carl og Ellie mødte hinanden som børn. Begge var dybt fascineret af den store eventyrer Charles Muntz, men derudover var de meget forskellige. Carl var den stille og lidt indadvendte type, mens Ellie var åben og sprudlende. Men de ender med at finde sammen. Begge drømmer om at se verden, og sammen sparer de op i en krukke. Men det er ikke altid lige tingene går som man ønsker. Uforudsete udgifter er der nok af, og hver gang de har samlet lidt penge sammen, kommer en ny udgift, der tømmer krukken. Derfor bliver den store drømmerejse aldrig til noget.

Som i de fleste ægteskaber, dør den ene part før den anden, og i dette tilfælde er det Ellie der udånder først. Hun efterlader en bitter Carl, for gennem filmens 10 første og mageløse minutter fortælles historien om deres liv sammen (uden dialog), og Pixar får beskrevet præcis den kærlighed, som de to deler.

Huset som Carl og Ellie er blevet gamle sammen i, er det eneste Carl har tilbage af Ellie. Så da alle omkringliggende grunde er solgt til en stor entreprenør, er Carls hus det eneste der er tilbage. Han bliver tilbudt en plads på et alderdomshjem, men han nægter at sælge huset, så længe han lever.

Som barn lovede Carl Ellie, at de en dag skulle se Paradise Falls i sydamerika. Carls kærlighed til Ellie er stadig stærk, så da han en dag bliver mindet om det, tager han en beslutning. Den gamle ballonsælger fastgør hundredevis af balloner til hans hus – og huset letter. Carl har lavet set hus om til et ballonskib, og er på vej til sydamerika.

Se, i en perfekt – og kedelig – verden ville Carl så rejse til Paradise Falls og opfylde Ellies ønske. Men Pixars verdener er ikke perfekte.

Carl har tidligere været belemret af den lille knægt Russell, der er en ivrig spejder, der liiiige mangler en medalje for at hjælpe de ældre. Han har udset sig Carl som “offer”. Men den bitre Carl vil ingen hjælp have, og ender med at sende Russell afsted på jagt efter et kæledyr der ikke eksisterer. Skæbnen vil dog, at Russell strander på Carls veranda, netop som huset letter. Og så er Russell med i eventyret – selv om det måske er lidt urealistisk, at det ingen konsekvenser har med hensyn til Russells forældre, at han pludselig er væk. Det var i hvert fald hvad jeg tænkte. Men det er der også en forklaring på.

Undervejs lærer vi lidt om de to, bl.a. at Russell savner en faderskikkelse og generelt nogen at knytte sig til. Carl bløder en smule op undervejs, da han trods alt ikke helt kan stå for Russells næsten grænseløse naivitet.

Langt om længe ankommer de rent faktisk til sydamerika, hvor de stifter bekendtskab med en sneppe, som Russell navngiver Kevin. Kevin viser sig dog at være lidt misvisende, for Kevin er en mor, der har nogle unger, som hun leder efter.

De møder også en hund, som kalder sig selv for Dug. Ja, du læste rigtigt. For hunden bærer et halsbånd der gør, at man kan høre hundens tanker.

Efterhånden som de kæmper sig vej mod Paradise falls, bliver Carl og Russell pludselig taget til fange af en stor flok hunde, der bærer samme type halsbånd som hunden Dug. Hundene viser sig at tilhøre den store eventyrer Charles Muntz, som for mange år siden forsvandt fra offentlighedens søgelys, efter en mindre skandale. Carl er naturligvis ellevild over at møde sin store barndomshelt, men Muntz viser sig at være en ondskabsfuld mand som kun tænker på sig selv.

Muntz leder efter den sneppe, som Russell har fattet forkærlighed for, for den er sjælden og han vil tilføje den til sin store samling af skeletter. Det vil hverken Carl eller Russell acceptere, og sammen forsøger de at hjælpe fuglen til at undslippe Muntz’ kløer.

Men undervejs bliver Carl stillet overfor nogle svære valg. Hans tilknytning til huset bliver sat hårdt på prøve. Og filmen er i det hele taget på visse områder mere dyster end de andre Pixar film. Emner som døden og dyb sorg, livets hårde valg og meget andet, får filmen til at være meget voksen på visse områder.

På magisk vis – og jeg anser det for at være den eneste form for virkelig magi der findes – får Pixar vævet usandsynligt sjove situationer og dybt, dybt charmerende personer ind i hele historien.

Tag f.eks. hunden Dug. Essentielt er det bare en hund med en stor næse. Hvor svært kan det lige være? Men prøv lige selv at tegne en hund med en stor næse, som har en charme og personlighed som Dug. Man kan ikke andet end beundre Pixar. De kan noget med personligheder. Jeg skal dog indrømme, at jeg ikke var helt vild med den måde Russell var tegnet på (som en småkvabset asiat), og han var måske lige en anelse for naiv og idealistisk.

Det betyder dog ikke, at filmen bliver dårlig. Kontrasten mellem den gamle og bitre Carl og unge og naive Russell er stor. Og det er tydelig fortælleteknik, at sætte de to sammen. Teknikken fungerer. Ingen tvivl om det.

Med Up bliver du sat på prøve, hvis du er typen der ikke er meget for at vise følelser, for du skal nærmest være lavet af sten, for ikke at leve dig ind i de følelser der afbilledes. Scenen med Ellies død og flere af Carls meget svære valg, affødte uden tvivl fugtige øjne hos mig, og ganske vist lever jeg mig let ind i film, men kun hvis de virkelig siger mig noget.

Det gør Up. Man lever sig ind i Carls situation, og selv om man ind i mellem hader de valg han foretager som gammel bitter mand, så tilgiver man ham i sidste ende, når man forstår baggrunden for dem.

Filmen er naturligvis spækket med små visuelle gags – det ER jo en Pixar fim – og der er skam også sjov og spas for børnene. Det er øvrigt også den første Pixarfillm, hvis man rent faktisk ser blod. Men bare rolig, det er ikke en voldelig film.

Jeg indledte med en svada om at alle fejler på et tidspunkt. Det er simpel logik. Men atter er Pixar dem der trodser logikkens love. De har skabt endnu en vidunderlig film, som måske ikke helt er en ægte klassiker. Men det gør ingenting. Den efterlader en skøn følelse og hvad angår mit humør, er filmens titel intet mindre end helt og aldeles dækkende. Og så har den introduceret mig for et herligt udtryk, som helt sikkert kommer til at blive vanedannende. Point! (den forstår du når du har set filmen selv)

Filmen er i øvrigt den første animationsfilm, der nogensinde har indledt Cannes filmfestivalen. Det er også den første 3D-film, der nogensinde har gjort det.

Karakter: 9 ud af 10

-Jacob