Dagens overskrift er et udtryk vi alle kender ret godt. Det er oftest forbundet med noget positivt, og det er bestemt også tilfældet i dag.
For snart 13 år siden købte jeg min Playstation. Jeps, den første Playstation (1), en japansk udgave (den allerførste revision). Jeg gav omkring 3.500 kr. for den og 700 kr. for en importeret version af Tekken på japansk. Og det var alle pengene værd.
Tekken VAR en showstopper, men der var en anden titel der også profilerede Playstation helt enormt, og det var naturligvis den futuristiske racer WipEout.
I det store hele er spillet jeg i dag vil omtale identiske med den helt gamle og første udgave. Det hedder da også blot WipEout HD. Og HD, det er det!
I 1995 snakkede man om 320x240 pixels, og det så ret flot ud. Men ovenstående, som er taget fra WipEout HD, kan tilbyde helt op til 1920x1080 pixels. Hurtigt omregnet er WipEout HD 27 gange så detaljeret som sin forgænger – OG det kører SILKY SMOOTH med hele 60 frames per sekund. Det er virkeligt et SUS at spille.
Spillet kan kun købes via PSN – Playstations online forretning – og koster sølle 135 kr. Det er nærmest en forbrydelse IKKE at købe spillet. Det definerede en kultur dengang i 1995. HD er måske ikke nær så trendsættende (og slet ikke så nyskabende), men for helvede, hvor er det dog skønt, på samme måde som når man får et par sko der er godt gået til på fusserne. Enhver Playstation 3 ejer bør købe det spil! Vis det så til tvivlerne og de kan opleve hvad FART er.
-Jacob
1 comment:
nice game
Post a Comment