Påskeferie!

Så startede påskeferien, og det blev på tide med et nyt indlæg, nu jeg trods alt bør have tiden og overskuddet.

Og hvad er der så sket siden sidst? Jo, jeg har lavet en super aprilsnar med min chef på arbejde, været til rødvinskomsammen med mine dejlige kolleger. Se albummet nedenfor.

Se fuldt album

Så har jeg naturligvis været sammen med gutterne, hvoraf den ene blev far her for nylig – for første gang, vel at mærke – hvilket han tydeligvis var stolt af. Han var dog også meget stolt af, at hans kone (de blev gift i sommers) INTET smertestillende fik. Som han udtalte:

Hun fødte på old-school vis.

Som sædvanlig har jeg også fået pløjet mig gennem en stribe film, men jeg orker ikke lige at lave fulde anmeldelser af dem alle, så her kommer en række korte

FILMANMELDELSER:

Eden Lake

Filmen handler om et kærestepar, som tager på weekendophold ved den idylleriske Eden Lake. Det er naturligvis en campingtur i naturen. Alt går vel, indtil de møder en flot mildt sagt møgirriterende og ikke mindst provokerende teenagere. Det ender med at gå den mandlige del af kæresteparret så meget på, at han konfronterer dem, og ender med at komme til at slå deres hund ihjel ved et uheld.

Det får “lederen” af gruppen til at fare helt i flint, og pludselig må parret flygte for deres liv.

Lad det med det samme være sagt: Det er ikke nogen munter film. Den er fyldt med klichéer, men den er samtidig skruet sammen på en sådan måde, at den stadig er nervepirrende og spændende. Til sidst bliver den dog LIDT for meget, og der er eksempler på situationer, hvor karaktererne er himmelråbende dumme. Men igen, hvem handler 100% rationelt, når ens liv er i fare.

Jeg vil dog lige sige, at Kelly Reilly er mmmmums i film! Og hold da kæft hun er rå, når hun bliver godt svinet til af mudder. Gid jeg så ligeså lækker ud, når jeg havde rullet mig et par gange i en mudderpøl. Uanstændigt, at DVDen ikke indeholdte ekstramateriale med flere scener af hende i meget lidt tøj og meget mudder.

Karakter: 7 ud af 10

The Tattooist

Her har vi en anden middelmådig horrorfilm. Det handler om en ung kunstner, der ønsker at lære Samoanske tatovørtekniker. Men hvad han ikke ved er, at den kunstart indebærer også fiflen med åndeverdenen.

Naturligvis bliver det noget med at de tatoveringer han foretager bliver fanget af ånden og bla bla. Vi snakker ikke super spændende plot her. Effekterne er okay, og den er da heller ikke decideret dårlig, men det er bestemt ikke en film man ser mere end én gang.

Produktionsværdien er okay, men det er et lidt usikkert grundlag filmen hviler på. For en horror er den alt for lidt skræmmende.

Karakter: 5 ud af 10

Monsters vs. Aliens

En hel anden genre er den nyeste animationsfilm fra Dreamsworks, kendt og elsket for bl.a. Shrek og Ice Age. Plottet er simpelt: En meteor rammer jorden, lige uden for den kirke hvor den vordende brud Susan (med Reese Witherspoons stemme) skal giftes. Skæbnen vil, at hun bliver besat af en mystisk kraft fra denne meteor, hvilket ender med, at hun bliver kæmpestor. Altså ikke Amin Jensen stor – vi snakker 50 meter høj og den slags. Nåja og så bliver hun pludselig hvidhåret i stedet for mørkhåret?

Det ender med at brylluppet bliver aflyst, og Susan bliver taget til fange af myndighederne. Hun vågner op i en bunker under jorden, hvor regeringer huser en flok monstre, for den slags kan jo ikke bare tøffe rundt på må og få på jordens overflade. Forståeligt nok.

Flokken tæller B.O.B. (med stemme af Seth Rogen), en geléklump, der ikke kan skydes, trampes eller på anden vis ødelægges, men som også glimrer ved sit fravær af en hjerne, Dr. Cockroach Ph.D. (med sublim stemme af Hugh Laurie), en genial videnskabsmand der er blevet til en muteret kakerlak, The Missing Link (genial stemme af Will Arnett) og endelig et gigantisk insekt (meget større end selv Susan).

Nu er der jo en grund til, at filmen hedder Monsters vs. Aliens, og den grund har de kvikke af jer nok allerede gennemskuet. Jorden bliver naturligvis angrebet af aliens, og da ingen våben hjælper mod dem, må man ty til sidste udvej, nemlig at slippe monstrene løs.

Det lyder lidt fjollet, og det ER jo også en film for børn og barnlige sjæle, ingen tvivl om det. Så der er masser af gang i den, tju-bang og action. Og filmen formår at underholde. Jeg tror endda jeg kluk-lo et par gange, for den har skam da charme.

Der hvor filmen fejler, er nok i udviklingen af karaktererne. F.eks. er The Missing Link en rigtig sjov karakter, men han får ikke nok “spillerum” til at vise de sjove sider. Filmen er jo også kun lige godt den sædvanlige halvanden time. Det er som om der er lige lidt nok karakterudvikling, men til gengæld overflod af action.

Ingen tvivl om, at ungerne vil more sig kosteligt over de skøre monstre. Vi voksne, jamen vi får skam også et par grin over de stereotype personligheder og lejlighedsvise gode gags. Men det her er ikke en film der overgår Shrek.

Karakter: 7 ud af 10

Død Snø

Den sidste film jeg vælger at skrive om i denne omgang, er noget så atypisk som en norsk splatter/horrorfilm. Den slags har vi ikke set mange af, og jeg kan ikke lige komme på andre end de to rimelige horrorfilm Fritt Vilt og Fritt Vilt 2.

Ud fra min, som sagt ret så begrænsede erfaring med norske horrorfilm, havde jeg ikke de helt store forventninger til filmen. På den anden side virkede synopsen ret underholdende: En flok mænd og kvinder tager i en fjeldhytte for at hygge og feste. Der får de besøg af en gammel gut, som påstår området i 2. verdenskrig husede en deling soldater med deres bindegale officer i spidsen. De leder efter deres guld. Ja, de leder STADIG. Og de dræber dem der står i vejen eller stjæler guldet.

Altså: Unge smukke mennesker, masser af sprut og Nazi-Zombier. Hallo, er der LIGE lagt i kakkelovnen til en klassiker?! Si, señor!

Filmen lægger ud med dog at være en smule kedelig. Da vi første gang stiftede bekendtskab med zombierne, tænkte jeg at det var lidt fesent. Ikke specielt uhyggeligt. Heller ikke så sjovt. I det mindste lidt blodigt. Så jeg var ved at sige tak for i aften, men efter at der var elimineret en del af flokken, begyndte tingene heldigvis at tage en drejning, og til sidst i filmen kammer det helt over og bliver hylende morsomt. Seriøst, jeg lå flad af grin over nogle af de mest blodige scener i filmen. Den rivaliserer Bad Taste på humor, den er bare meget meget flottere lavet.

Summa-summarum er Død Snø en ganske underholdende film, som er glimrende for fans af horror og splatter – fortrinsvist det sidste. For uhyggelig er filmen aldrig. Al volden er med et vist glimt i øjet og det er tydeligt, at filmen ikke tager sig selv alt for seriøst. Og det er en god ting.

Karakter: 6 ud af 10

-Jacob