Der sad jeg så i mørket

I dag var så første arbejdsdag efter ferien. Og hvilken dag.

Man træder ind af døren og der er… sort. Mørkt som i en kulkælder. Hm, underligt. Men jeg får kantet mig op på 2. sal og træder en af døren, hvor der også er mørkt. Og mennesketomt. Hm, rigtigt underligt. Min første tanke var, at mine kolleger kollektivt har lavet en stor fed practical joke med mig som offer, som tak for alle dem jeg har lavet i sin tid.

Der sad jeg så i mørket – og ventede. Men der skete ikke rigtig noget. Til sidst gik jeg en rundt mere, og stødte så endelig ind i min afdelingsleder, og hun kunne meddele mig, at der ingen strøm var, men at telefonerne virkede.

Det betød, at det eneste jeg reelt kunne, var at tale i telefon. Og der var godt nok også mange opkald. Den ringede simpelthen i et væk. Der var i det hele taget meget mennesketomt, så jeg endte med at sidde alene med de fleste opkald. Nøj, hvor var jeg godt nok træt af at tale i telefon over middag. Til slut følte jeg, at hvis jeg havde snakket en halv time mere, ville jeg have groet bryster. Det er simpelthen kun kvinder, der er bygget til at tale så meget i telefon.

Alternativet til at tage telefonen var at rykke sager og reoler rundt. Det overlod jeg til afdelingslederen og hendes stedfortræder. Der er nu heller ikke noget som et par svedige kvinder, der stønner og pruster (og klager). Til middag sagde den ene af dem, at nu trængte hun til et bad, og spurgte om ikke der var mulighed for det, et eller andet sted derinde. Jeg mente at vores afdeling med fængselsceller også havde et rum til kolde afvaskninger, men det forslag blev ikke modtaget så vel. Gode intentioner spildt!

Til trods for den hektiske situation og det skrækkelige lige tidlige tidspunkt at skulle op på, var det nu alligevel rart at være tilbage. Jeg har sgu nok savnet de kvinder… en lille smule.

-Jacob