Drænet… sådan da

Jeg har lige været på hospitalet. Det lyder værre end det er, det var kun for at få taget et par blodprøver. Endnu engang kunne jeg konstatere, at jeg hader den slags steder. Bevares, sygeplejersken var da sød og hun var bestemt også ung. Skræmmende ung. Nu jeg tænker nærmere over det, er jeg vist ved at føle mig lidt gammel ind i mellem, for jeg tænkte lige et øjeblik, at hun ville garanteret været nødt til at lade mig agere nålepude, for hun var da vist lige grøn nok.

Heldigvis blev mine bange anelser gjort til skamme. Hun klarede det lige efter bogen. En – trods alt – behagelig oplevelse.

Mens jeg sad og ventede på at komme til, brugte jeg tiden på at læse nogle af de halvgamle tidsskrifter der lå i venteafdelingen. Jeg bladrede gennem et musikblad, hvorefter det slog mig, at der var måske 3-4 af de ca. 200 bands de nævnte, som jeg overhovedet kendte. Bevares, bladet beskæftigede sig heller ikke lige med min musikstil, men alligevel var det lidt påfaldende.

Igen følte jeg mig lidt gammel.

Jeg følte mig dog lidt yngre, når man så ud i lokalet. Det var fortrinsvist ældre mennesker, omend ikke i samme omfang, som da jeg fik taget blod i Sorø. Der var ca. 40 personer og jeg var den eneste under 70.

Anyway, weekenden blev bl.a. brugt på at holde grillaften hos en af mine gode venner. Samtidig var det også en slags “polterabend” for en ven der snart skal giftes. Det er faktisk om mindre end to uger.

Vi fik nogle fortrinlige bøffer og nogle gode flasker vin (hurra for  Amarone!), og det var i det hele taget en hyggelig aften. Det blev hen af 1.30 før jeg smuttede derfra som den sidste. På det tidspunkt havde vi hørt i radioen, at dele af Slagelse blev evakueret. Det vil sige, der var brand i en større bygning og der udvikledes ubehagelig og muligvis farlig røg. Derfor opfordredes folk til at blive indendøre for lukkede vinduer.

På vej hjem kørte jeg forbi stedet og der var godt nok pænt gang i flammerne. Røgen var bestemt ikke behagelig, så jeg hastede hurtigt forbi.

Søndagen fordrev jeg først og fremmest med en film jeg har prøvet at få fat i, i årevis. Nankyoku monogatari, eller Antarctica, som den engelske titel er. Filmen er et japansk drama fra 1983. Men inden du allerede falder i søvn, bør du lige vide, at det bestemt ikke er nogen kedelig film.

Kort fortalt handler det om en flok japanske forskere på en videnskabelig ekspedition i Antarktis. Grundet forholdene har de brug for slædehunde, og to af de japanske videnskabsmænd får et nært forhold til hundene, efter at de redder deres liv.

Uheldigvis bliver de pludselig nødt til at evakuere basen, og der er ikke tid til at tage hundene med. De to videnskabsmænd satser på at tage hundene med senere, efter at have reddet en slem storm af. Men desværre fortsætte uvejret, og de bliver nødt til at tage hjem til Japan. Naturligvis tager det meget hårdt på dem. De efterlod hundene fastspændt og uden noget videre mad.

Sideløbende med at vi følger de to videnskabsmænds smertefulde sorg og skyldfølelse, følger vi også hundenes kamp for at overleve. Det lykkes flere af dem at slippe fri, og snart begynder en kamp for at overleve i helt ned til –60 graders kulde, og meget lidt mad.

Jeg vil ikke afsløre slutningen, men dog sige så meget, at det bestemt ikke er nogen nem film at se. Slet ikke for dyre/hundeelskere. De vil givet tude snot i stænger, for filmen er både barsk og realistisk. Men den er også umådelig smuk.

Det antarktiske landskab har altid fascineret mig, og filmen har tonsvis af åndeløst blændende landskabsscener. Også scener med Aurora Borealis er meget smukke. Man tænker ikke over, at filmen er fra 1983.

Skuespillet er habilt, men man skal dog være forberedet på, at japanerne tilhører en anden kultur end vores, og derfor reagerer anderledes i givne situationer.

Men det allerbedste – og det der i mange år har givet mig lyst til at se filmen – er soundtracket.

Det er mesteren Vangelis der leverer al musikken til filmen, og aldrig har musik spillet så stor en rolle i en film. Den på en gang overstråler og komplementerer scenerne. Det er nærmest ekstremt, så helt fantastisk plet den rammer alle de rigtige toner i følelsesregistret. Der er melodier der gør en glad, dramatiske melodier, afslappende melodier og endeligt sørgelige melodier. Og det er den sidste kategori der fuldstændigt rammer plet. En bestemt scene hen mod slutningen er noget nær den ultimative test på om et menneske har følelser. Se den scene uden at få bare en lille klump i halsen, og du er enten uden følelser eller ligeglad med dyr.

En storartet film, jeg kan anbefale til alle. Det har dog været ekstremt svært at skaffe den, og det endte da også med at være en halvofficiel udgivelse med engelske tekster. Jeg kan ikke blive helt enig med mig selv om det er en piratudgivelse, men den kan dog købes indtil flere steder (mest eBay og lignende, da den er ret sjælden).

Søndag aften gik jeg så igang med den amerikanske serie Jericho. Det er en serie om byen Jericho (doh!) og hvordan livet er der, efter at der er sprunget en masse atombomber rundt omkring i USA. Altså et post-nukleart scenarie, hvor Jericho dog er forskånet for at blive bombet. Men pludselig er der ikke nogen strøm, ingen fast forsyninger af varer og deslige.

Serien er ganske udmærket, uden at være ekceptionel. Men underholdt bliver jeg da, og selv om den kun har kørt i to sæsoner – for så at blive aflyst – ja så klager jeg nu ikke. Den har tilpas dele af drama, plottwists og alt hvad en serie nu nærmest kræves at have disse dage.

-Jacob