Monday, 2 June 2008

Dumme danskere

Jeg læste i dag en artikel på Politikens hjemmeside. Det var denne her og jeg måtte ærlig talt le.

Ganske vist er det ikke Politikens egne skribenter der ødsler ud af deres ”fantastiske” viden, men derimod chefredaktøren fra det meget seriøse blad ”Komputer for Alle”.

Okay. Allerede ved navngivningen af bladet er det gået galt. De kan simpelthen ikke stave til ”computer”. Ja ja, jeg er udmærket klar over, at de har stavet det med K for at ”fordanske” ordet og signalere ”her er noget for Svend-Bent eller Tove-Karin, der aldrig har rørt en computer før.

FINT NOK!

Man skal bare heller ikke forvente mere af bladet, for magen til sjuskede og mangelfulde, for ikke at sige overfladiske og decideret ringe artikler skal man lede længe efter. Derfor kommer det ikke som nogen overraskelse, at fjolset Leif Jonasson kommer med udtalelser som

Jeg kan godt se, at Eee PC umiddelbart er lille og smart. Men skal jeg være helt ærlig, så ved jeg ikke, hvem den slags computere egentlig appellerer til herhjemme. De er forholdsvis svære at lægge nye programmer på, og ydelsen er for lav sammenlignet med det, jeg for eksempel gerne vil bruge den til

Lad mig med stor glæde gennemhulle hans dybt søgte argumentering:

  • Det er overhovedet ikke sværere at lægger nye programmer på end ellers. Indrømmet, der er ikke DVD-drev i computeren, men det er der sjovt nok heller ikke i andre DYRE og STØRRE modeller, men når bladet omtaler dem, er det en FORDEL, for så bliver computeren jo mere mobil.

  • Ydelsen er meget lav i forhold til det geniet vil bruge den til. Okay, hvad pokker vil du bruge den til? At spille Crysis? Det er korrekt, at den ikke har så meget RAM (det kan udvides) og ikke så megen plads (det kan også udvides), men jeg vil så lige trække på mine ca. 28 års erfaring med computere og påstå, at den absolut godt kan opfylde LANGT de flestes behov. At Leif Jonasson så ikke kan spille sit World of Warcraft eller hvad han ellers laver når han skal have noget at hive i banditten til, det er HANS problem.

Senere i artiklen mener Leif Jonasson, at den lave pris måske kunne tiltrække studerende, men de bruger deres computer til ”alt muligt”. Jamen det gør de da givet. Men nu kender jeg rent faktisk en del studerende, og 80% af dem kunne såmænd sagtens få dækket deres behov via en Eee PC. Jeg vil dog gå så langt som til at give ham ret, når han foreslår at man venter til Eee PC 900 kommer på markedet, hvilket forventes at blive til efteråret. Den kan dog allerede købes i f.eks. England, som jeg selv gjorde.

En anden mand der kommer med sit besyv i artiklen, er Anders Elbak fra it-analysefirmaet IDC. Han siger:

Der skal nok være nogen, der køber en Eee PC eller en af dens konkurrenter for at få en ekstra pc til mail eller webbrowsing. Men her foretrækker de fleste formentlig en maskine med en større skærm. For ganske vist er Eee PC lille og let, men det spiller ikke den store rolle, for de fleste bærbare computere forlader jo alligevel aldrig hjemmet

Her rammer han faktisk hovedet på sømmet. Eee PC er ikke nødvendigvis en primær PC, men den er simpelthen en guds gave til os der bruger nettet meget, det være sig IM, e-mail, blogging eller almindelig surf. Jeg nyder at kunne sidde komfortabelt med en lille PC over alt. Jeg skal ikke slæbe rundt på et stort skrummel eller være afhængig af en stikkontakt efter blot en time.

Skærmen på Eee PC 900 er 9” og det lyder måske umiddelbart lille, men opløsningen er 1024x600, hvilket er akkurat bredt nok til 99% af alle websites. Det er en glimrende skærm, der ikke har genskin som mange nye bærbare har, og den er faktisk rigelig stor til selv mine øjne, der ikke ligefrem er i besiddelse af verdens bedste syn.

Og til os, der rent faktisk GERNE vil have computeren med ud af hjemmet, til os der finder komfort i at kunne side i tog, bus eller fly og kunne arbejde med en PC, ja der er Eee PC en åbenbaring. Den er let, den kører Windows XP særdeles godt og den er nem og hurtig at hive frem.

Det eneste ankepunkt jeg tildels kan give d'herrer ret i er, at tastaturet ganske vist ER lille, men er man lidt øvet i tifingersystemet, så kan man sagtens lære at bruge det. Det tog mig ca. 5 minutter at vænne mig til det og det er lige før jeg skriver hurtigere på det, end jeg kan på et normalt, da jeg simpelthen har skrevet så meget på min Eee, at det er den der er ”normen” nu.

Endelig er det sikkert rigtigt nok, at danskerne ikke altid tager billige ting til os. Det er fordi der – desværre – er så mange snydedumme danskere, der blot betaler uden at kny. Eee PC sælger som vanvittigt verden over og har fået mange rosende anmeldelser i fagpressen. Hvis den ikke bliver en dundersucces i Danmark, siger det vist mere om Leif Jonasson, Anders Elbak og mange andre danskere, end det siger om Eee PC.

-Jacob

No comments: