Monday, 23 June 2008

Filmanmeldelse: The Life before her Eyes

Når man tænker Uma Thurman, tænker man nok uvilkårligt Kill Bill eller Pulp Fiction. Det er jo nogle af hendes store roller. Men hun er en kvinde, der ikke kun er til actionfilm, hvilket hun endnu engang beviser med The Life before her Eyes.

image 

Her spiller hun Diana McFee, en kvinde i 30erne, som tilsyneladende har et ganske perfekt liv. En dejlig mand, en smuk lille datter og der er tjek på tingene og orden i tilværelsen. Eller er der? Noget spøger. Hendes fortid. Som overlevende efter en brutal nedskydning på en skole – lidt a’la Columbine-skydningen – plages hun over at have overlevet.

Fimen springer mellem nutiden og fortiden. Vi oplever teenage Diana (som spilles ret godt af Evan Rachel Wood) og voksne Diana. Teenage Diana er rebelsk, roder med bad boys, ryger pot og er lidt af en rod. Hun har dog en nær veninde i Maureen (spillet af Eva Amurri), som heldigvis er lidt af et mønsterbarn, i hvert fald i forhold til.

Som handlingen skrider frem, skrælles flere og flere lag af omstændighederne, og vi kommer nærmere og nærmere et svar på hvad der reelt sker i Dianas liv. Dette er ikke nogen “sæt hjernen i frigear”-film. For tingene er ikke helt som de synes, hvilket man faktisk godt kan gennemskue via de mange hints, som filmen giver. Men det hele falder på plads. Hvis man ikke har en heltstøbt oplevelse når filmen er slut, har man ikke fulgt med.

Det er ikke en af mine bedste filmoplevelser – der mangler lige den sidste kant, men de smukke billeder, de klare, men stadig subtile hints og den behagelige lydside gør, at filmen er en god oplevelse. Du får ingen feel-good oplevelse ud af at se denne film, men hvis du som jeg kan lide film der sætter tankerne og følelserne i gang, så går du ikke helt galt i byen med The Life before her Eyes. Og så ER Uma Thurman nu stadig charmerende. Hun har bare de der karakteristiske øjne og næse. 

To tommelfingre op.

-Jacob

No comments: