Sunday, 15 June 2008

Og det var så DEN weekend…

Lørdagen gik som sædvanlig alt for hurtigt. Var nede og blive klippet hos min frisør Yosef. Nej, han er ikke dansker, som den kvikke måske har gennemskuet. Han er tyrker, men taler okay dansk. Han har nu også været her en del år efterhånden.

I lang tid har det bare været ham selv i “salonen” (ret spartansk, men what the heck), men her på det sidste har han fået en ung gut til at hjælpe. Jeg var en kende nervøs, da han første gang fik lov til at gå i gang med saksen, men man må sige han lærer hurtigt. Okay, nu er jeg heller ikke en sværeste at klippe med mit korte hår.

Min kære gamle mor havde lovet at komme forbi med nyopgravede danske kartofler, men hun måtte desværre meddele, at hun ikke kunne få fat i nogen. Heldigvis afslørede en tur på bytorvet i Slagelse, at det var der altså andre der havde. En sølle 10er senere, og jeg havde en fin portion kartofler. De smagte i øvrigt himmelsk.

Vejret bød på en lille smule sol, men fortrinsvist overskyet og gråt. Der var sågar en voldsom haglbyge i løbet af eftermiddagen, med hagl på størrelse med (små) ærter. Albinoærter, kunne man fristes til at sige.

Aftenen burde måske være foregået med noget konstruktivt, men i stedet fordybede jeg mig for engangs skyld i et spil, nærmere betegnet Zombie Shooter. Totalt mindless shooter, noget som nærmere ville være for en hormonfyldt teenager, men det var sgu ærlig talt rart at koble lidt fra. Tiden gik hurtigt og da jeg havde gennemført spilllet, var klokken 2.

Jeg havde vasket betrækket på min rullemadras, noget som jeg tidligere havde haft problemer med, da det kunne gå hen og blive svært at få det på igen, men det gik faktisk forbavsende nemt. Med det, rent lagen og nyvasket sengetøj, kunne jeg hoppe i en særdeles velduftende og behagelig seng.

I dag, søndag, har jeg fortsat stilen fra lørdag, nærmere betegnet stenet og lallet rundt. I det mindste har jeg fået læst en hulens masse websites, så nu er jeg nogenlunde up-to-date. Jeg har også fået set nogle film, da vejret alligevel ikke var nogt særligt.

Første film var gyseren The Ruins. Den handler om en flok unge mennesker, som er på ferie i Mexico. De render ind i en tysker, hvis bror er med på en arkæologisk ekspedition i et Maya-tempel i junglen. Han skal ind og besøge ham og spørger dem, om de vil med. De ender med at sige ja, men der er en grund til, at tyskeren intet har hørt fra sin bror.

image

Og så kører den i den vante stil. Der er ikke de store overraskelser i filmen. Der var en enkelt scene, hvor jeg godt nok lige sagde “whoa”, men ellers var det ikke noget særligt. Der var glimrende effekter og der var da også scener der var ubehagelige. Især en scene hvor man ser ryggen af en af hovedpersonerne.

Efter den havde jeg brug for nogt lidt mere opmuntrende, hvilket blev Drillbit Taylor med bl.a. Owen Wilson (jeg er ellers mest til hans bror Luke). To drenge skal til at starte i high school, og problemet er, at de er totalt geeket og nørdede. Så de ender naturligvis med at blive terroriseret af den lokale bully. Til sidst bliver det for meget, og de forsøger at hyre en bodyguard. Men de er ret dyre. Ind fra sidelinien kommer Drillbit Taylor (Wilson), en desertør fra hæren, der lever som hjemløs og har brug for penge. Han udgiver sig for at være totalt hardcore militærmand.

Drengene hyrer ham, og bliver så konfronteret med hans mildest talt alternative måde at håndtere tingene på. I det store hele en ganske okay film, selv om den ikke var meget over middel heller.

image

Og nu er klokken så gået hen og blevet næsten 23. Jeg burde have lavet et budget klart, når nu jeg skal i banken på torsdag og have et møde. Tirsdag skal jeg nemlig se på en andelsbolig der virker interessant, men det kan selvfølgelig vise sig at være noget arvt gammelt bras. Det ser dog nydeligt ud udefra. Endelig kan det jo være, at andelsforeningen slet ikke gider sælge til mig.

Jeg må hellere være bare en anelse veltalende og charmerende, hvis nu den viser sig at være pæn. På tide at støve de diplomatiske evner af!

-Jacob

No comments: