I dag var jeg ude at kigge på en andelsbolig der, på papiret (og udefra) var ganske attraktiv. 75M² til 2900, inkl. vand, varme og fællesantenne. Andelen kostede 272.000.
Som du nok kan forestille dig, var der en del at kigge på den. Jeg vil så sige, at selv om den var billig, så var der visse mangler, som langt de fleste der var der overhovedet ikke så. Der var nemlig proppet med mennesker, så man dårligt kunne vende sig. Da de fleste var gået, stod den ene af dem der solgte – to unge piger i starten af 20erne – og så lidt betuttet ud, og så tænkte jeg, at nu ville jeg lige presse hende for lidt oplysninger.
Forespurgt om der var nogle ”skavanker” ved lejligheden, indrømmede hun, at der var jo lidt fugt ovre i hjørnet i stuen, og såmænd også noget fugt ude på badeværelset. Nåja, og så havde de haft problemer med rotter sidste år.
Det, samt det faktum, at jeg gik og ledte efter de 75m² gjorde, at den pludselig ikke var så attraktiv alligevel. Køkkenet var også ganske lille, og der var 6-7 cm niveauforskel mellem køkkenbordet og komfuret! Komfuret var tilsyneladende skiftet ud. Fra køkkenet gik en ”skabsdør” ud til et rum under trappen, hvor de havde placeret en vaskemaskine. Den må have været et HELVEDE at få ind – og et helvede at få ud! Derfor ville de også gerne sælge den med.
Nu har jeg allerede en nærmest ny vaskemaskine og tørretumbler (de er ca. 1½ år gamle), så det ville slet ikke hænge sammen. Der var heller ikke noget opbevarings/pulterrum tilknyttet, så hvad hulen skulle jeg gøre med alle de ting jeg i skrivende stund har i mit kælderrum?
Nej, det var bestemt ikke så dejligt som jeg havde håber på. Jeg sluttede af med at snakke med de andre andelshavere, og de spurgte lidt til hvad jeg lavede og sådan. Jeg foregav nok at være mere interesseret end jeg reelt var. Men skal jeg være helt ærlig, så er jeg ret sikker på jeg takker nej, selv hvis jeg får den tilbudt.
Det har så gjort, at jeg har en noget dyrere – men også mere attraktiv – andelsbolig i kikkerten nu. Spørgsmålet er dog, om jeg kan få det til at hænge sammen med et noget større lån. Det vil tiden vise, for på torsdag skal jeg i banken og holde møde om netop det samme.
-Jacob
No comments:
Post a Comment