Tuesday, 24 June 2008

På jagt efter andelsbolig – del 4

I dag var jeg så ude at kigge på den andelsbolig der så mest interessant ud – altså ud af dem jeg har luret på, på nettet. Et lille rækkehus i et roligt kvarter.

Det var som sådan helt okay. Tapetet var grimt, men det kunne man male over. Haven var rædselsfuld med rosenbuske og hvad ved jeg, men det er naturligvis smag og behag. Beliggenheden var dog en anelse yderlig, syntes jeg. Man var godt nok væk var det meste.

Naboerne var fortrinsvist ældre mennesker, hvilket tydeligt sås på indretning af haver og boliger. Jeg ville da i hvert fald kunne skille mig ud fra mængden. Som sådan var der faktisk ikke noget galt med huset, men det var ikke lige noget der talte til mig. Det sagde ikke “køb mig, for her bliver du lykkelig”. Og skal jeg smide over en halv million på noget, så skal det fanme også tale til mig. Så heller ingen flytning i denne omgang.

Min åndssvage tand har drillet i dag. Hvis jeg lige har tygget forkert, har det gjort avs, sikkert fordi den er så blottet. Jeg glæder mig til at få tandlægen til at se på den, også selv om det kommer til at koste mig en formue.

Her til aften har jeg spillet Guitar Hero: Aerosmith på min PS2, og undret mig lidt over hvorfor det spil er udgivet. Man skal virkelig være Aerosmith-fan, for at gide smide penge afsted efter det. Jeg gad kun spille til jeg havde unlocked “Walk this way” og “The King of Rock” med Run DMC. Det havde så også taget mig et par timer at kæmpe mig gennem en masse dødssejlere fra Aerosmith. Nej, jeg har som sådan intet imod dem, men SÅ mange hits har de altså heller ikke lavet. I hvert fald ikke i min verden.

Nu er klokken blevet 23 og jeg tror det er ved at være på tide at smide en DVD på og så kaste sig over sofaen. Hvad det bliver, vil blive afsløret i morgen.

-Jacob

No comments: